Storkonval

I skyggen under pergolaen har jeg et langt forårsbed med mange løgplanter, som vi kan se på inde fra stuen. Krokus og vintergækker, perlehyazinter og hyazinter, påskeliljer, pinseliljer, vibeæg og skyer af lyseblå kærmindesøster, fylder bedet med klare farver indtil juni, hvor bregner tager over sammen med storkonval - og de allestedsnærværende italiensk ingefær.
   I dette bed vokser også liljekonval, som jeg holder meget af, men dem skal jeg lede længe efter blandt de mange løgblade. Det er noget andet med den statelige storkonval, som stikker op over alt andet og blomstrer diskret sammen med klatrehortensier i hvidt. 

De gamle stauder som kan holde sig selv oppe er ved at få min interesse, for de passer fremragende til mine halvvilde bede, og netop konvallen er en plante som er elegant i sin vækstform hele sæsonen.

Der behøver ikke engang være blomster på konvallen, for den tiltrækker opmærksomhed alene ved sin udbredte form og store blade, præcis som bregnerne. Den tilfører simpelthen et skær af lysegrøn frodighed, som ikke kan overvurderes i denne halvmørke krog af haven.

Også i efteråret glimrer storkonval med smukke gule farver sammen med hortensierne, og holder formen med sit 'springvand' af gule bladstængler helt ind i vinteren.

I kolonihaven har jeg storkonval plantet ud i græs og skvalderkål - og den får endda lov at stå i fred for rådyr og snegle - ligesom bregnerne. Jeg fik min konval som en lille rodstump for år tilbage, og hvert år lægger den til i antallet af stængler, så nu overvejer jeg om den skal deles og flytte ud i andre skyggefulde dele af haven.

De smukke detaljer

Jeg bliver helt glad af at studere detaljerne i havens forfald, og når vejret skifter mellem regn og sol glinser det hele af væde og små dråber lyser op som perler med indlagt lys.

Storkonval og bregner er elegante hele sæsonen 

men også blade af Hosta og stenbræk forbereder sig på vinter på hver sin måde.

Denne vortemælk går snart under jorden, mens pæonerne står længe med visne blade. Jeg plejer først at fjerne dem til foråret.

Røn og kastanje pranger med bær og nødder og gode farver

mens æblerne stadig præger billedet i andre dele af haven,

og enkelte blomster holder stand.

Der er bare så mange fine detaljer som glæder her i oktober,

og det gælder bare om at komme og suge indtrykkene til sig.

Hvidt er det nye sort

Der er så mange buske og træer der springer ud i hvide skyer af blomster her om foråret. Først kom mirabellerne, og nu er det slåen og kirsebær der holder den hvide fane højt, mens pæretræerne er lige i hælene. Frugttræerne glæder vi os vel alle til, men jeg har i mange dage tænkt, at de nok skulle vente til bier og andre bestøvere kom ud i solen. Nu er det så sket!

For et par dage siden kom solen frem og med den fulgte lune vinde, så man næsten overvejede at finde shorts frem. Det første frugttræ i vores have var det lille pæretræ, men det store følger snart efter. 
   Kirsebærtræet har klogeligt holdt sig lidt tilbage, men faktisk kom alle de små lodne kastanjebrune bier frem i går, så nu kan det roligt blomstre. Bierne har en evne til at finde ind i huset af de mindste sprækker, så vi har haft nok at gøre med at bære dem udendørs til alt det arbejde der venter dem der.

Et lille sølle æbletræ, som jeg havde dømt til fremover at være stativ for en klematis, har også besluttet sig for at give den fuld skrue i dette år. Sidste år havde det hverken blomster eller blade, men det har det lavet grundigt om på i år. Nu kan jeg vist godt pille glaskuglerne ned, for nu er der ikke brug for anden pynt end træets egen.

I øjeblikket er jeg i gang med kantskæring og lugning i bedene. Det er nemmest når ukrudtet ikke er så stort, og her i havens yngste bed er der stadig megen bar jord så her skal luges ofte. En del af de små spirer er børn af sommerblomster fra sidste år, så de får lov at stå til jeg ser om der er plads til dem.

De hvide tulipaner ovenfor er Purissima, som har holdt længe i det kolde vejr, men nu hvor de er ved at være færdige, overtager næste hvide indslag - nemlig Greenland med de grønne tegninger. Bagved er Ronaldo i en skøn vinrød farve på vej.

Når jeg ligger og kravler rundt om bedene ser jeg jo alle de fine små forårsplanter som tager over hvor løgene slap, men en enkelt påskelilje blomstrer stadig. Jeg kan ikke huske navnet, men den dufter som en hel parfumebutik, og forsætter sin blomstring næsten til bonderoserne springer ud.

Ukendt påskelilje og Purissima - nedenunder skovmærke.

 
Stribede og mønstrede blade i hvidt. Liljekonval og en selvsået Jack Frost kærmindesøster.

Den første sødskærm er i blomst nu, men de fine blade kan jo egentlig godt klare sig selv.

Skumblomst klæder både de blå perlehyazinter og en bregne som ruller sig ud.

Vores have er fuld af  grønne spirer og blade nu, og man fatter næsten ikke det er den samme have som for en måned siden. Også fuglelivet er der gang i, og vanen tro har vi en fasan-kok som nærmest bor her med sine 3-4 koner. De er åbenbart meget glade for stedet, for de kan gå i ro mellem bedene, gemme sig mellem planter, finde insekter og kryb (og frø under fuglehuset) og ikke mindst støvbade nu hvor jorden er ved at tørre op. Det føles som om vi holder høns hvert forår, men de forsvinder fra haven når de har æg og unger, og så ser vi dem først til efteråret igen.

I tågen forleden morgen var det kun et par af konerne vi havde på besøg, men de hyggede sig åbenlyst ved morgenmaden.

Gråspurve har vi sandelig også mange af. De bor i alle hækkene rundt om haven, og i den store buksbombusk og i laurbærbuskene omkring vores terrasser, og de kommer ganske tæt på os når vi er i haven. Det er et spørgsmål om de bor hos os eller vi bor hos dem, men det kan man jo sige om mange dyr - fra myrer og snegle til flagermus og mosegrise:-)

Vi har ventet længe på varmen i år, men nu har vi mærket den og planterne har fået travlt med at folde sig ud. Her på østkysten får vi ikke 20 graders varme, men det er også helt i orden. Jeg er glad for 10-15 grader, og synes det er den rene luksus lige nu. Haven har det godt - og det har jeg også:-)

I går havde vi den flotteste dag i år, og solnedgangen var også fantastisk. Ude i landskabet er bøgene ved at springe ud i det lysegrønne skrud og egetræerne fulde af blomster. Det er en skøn tid!

Om at dagdrømme

Jeg dagdrømmer ganske ofte om hvordan haven kommer til at se ud fremover, og der er særligt mange drømme forbundet med det nyeste bed naturligvis. Det er det jeg kalder græsbedet, og som startede sidste år som sommerblomstbed. I efteråret fik jeg de fleste stauder og græsser i jorden efter at have fjernet alle sommerblomster og indkøbt lidt ekstra på Overdams Planteskole.

Og her er så alt det jeg har puttet i jorden, og som jeg forestiller mig vil skabe et ret tørketålende bed med blomstring og vajende græsser i år.

   Yderst i bedet mod marken - hvor der er allermest sol - har jeg sat flere klumper af  den store græs fra beholderen på terrassen. Det er havesandrør Karl Foerster, som har vist sig vældig hårdfør og holdbar vinteren igennem her hos os.

Flere af vores gamle stauder er også flyttet herhen. Det gælder både løvehale, skabiose, margerit, staudesalvie og bjergmynte.

Prikbladet perikon er en af mine yndlings-ukrudtsplanter så den er også kommet med sammen med citronmelisse, som fylder godt med sine lysegrønne blade og næsten usynlige blomster som lokker mange insekter til - og fennikel som giver højde og lethed.

I den miderste del af bedet er mange af de nye planter sat. Her er staudesolsikke Lemon Queen, en himmelblå asters og for første gang i haven Amsonia med lyseblå blomster og flotte høstfarver.   
   Amsonia står til venstre herunder og det er en af de planter den hollandske plantemand Piet Oudolf bruger flittigt i sine store bølgende græsbede. Jeg er spændt på at se om den vil trives her, for den har meget at byde på over en lang sæson. Bare se hvor fin den er i september.

En raketblomst i en fin lys orange farve fra Elna  (bloggen: Havesysler) står herunder midlertidigt i en krukke

og et par høje solbrud i mørk orange skal sammen med dagliljer give de varme farver.

Elefantgræs - Maleparthus - med rødlige toner i efteråret, har vi i forvejen i haven og den har jeg købt et par stykker af til det nye bed sammen med en ny opret græs, som er helt blå om sommeren og får rødlilla toner i efteråret. På danske hedder den liden præriegræs.
   Det blå bjørnegræs sår sig selv overalt i vores have, men den er så fin at den er kommet med i et hjørne sammen med knald-blå staudesalvie.

Nærmest huset - og hullet til både vand og ild - har jeg sat en egebladet Hortensia, som får skønne høstfarver, og så er der selvfølgelig kanten af hullet som er beplantet med lyserøde Geranier.

 

Jeg har sået masser af lilla valmuer og regner da også med at flere sommerblomster har kastet frø sidste år, og ellers er jeg i gang med nye frø i vindueskarmen allerede nu, så mon ikke jeg får dækket jorden med plantevækst allerede i år. Fra havens gamle bede  har jeg hentet løvefod som fylder godt i starten, og 5 forskellige tulipaner skal give farve i foråret.

Nu er det bare at håbe på det meste har overlevet vinteren, for dette bed har været helt eller delvist oversvømmet mange gange siden oktober sidste år, og om sommeren er her ret tørt og megen sol, så det er ikke nemt at vide hvordan planterne klarer de vekslende forhold.