søndag den 15. februar 2015

Høstanemoner bliver ved med at forundre

En lille høstanemone dukkede op mellem fliserne for et par år siden, og med noget besvær lykkedes det at få den lirket op med en smule rod. Vi havde ikke haft held med de dyrt indkøbte høstanemoner fra planteskolen, så nu fik den lille "selvsåning" sin chance - og det har vi ikke fortrudt. Se blot hvordan den giver oplevelser hen over sæsonen.
   Det starter i juli med de smukkeste runde blomsterknopper - som perler sat på stilk - og fortsætter med dejlig blomstring henover eftersommeren. De afblomstrede frøstande er runde og formfuldendte som knopperne, grønne først og med tiden mørkere og mørkere, som vintermulmet sænker sig over os. Og nu i februar åbner de sorte "spejderhagl" sig og afslører en stor mængde hvidt frøuld pakket sammen i midten mellem de fint arrangerede frø. Det er mit håb at flere høstanemoner vil dukke op i revner og sprækker, når vinden bærer de små størrelser ud i verden.





Vi nærmer os enden på blomstringen, men det slutter fint i selskab med staudesalvie og asters.



Når enden er god er alting godt.

onsdag den 11. februar 2015

Februarsysler vækker gode sommerminder


                            2014 bød på fire pæne Hokaido græskar i køkkenhavebedet, resten
                            blev spist af snegle mens de stadig var ganske små og nemme ofre.
                            Dette er det sidste af disse, som har pyntet på sofabordet vinteren
                            igennem og det er nu blevet til mit livs første pumpkin pie.
                            Ikke så dårligt!


                                Vi havde ganske megen glæde af at følge udviklingen af de
                                flotte græskar som de lå og slyngede sig mellem majsplanter 
                                og ind imellem kastede sig ud over kanten på højbedet.

                              Og så var der jo også de imponerende blomster at glæde sig over.



onsdag den 4. februar 2015

Pyntesyg - jah!


På den lille ø Nyord mellem Møn og Sjælland kan man købe disse flotte glaskugler.

   Jeg kunne faktisk godt unde jer at opleve Nyord. Ikke alene ligger her en lille hyggelig by med gamle huse og skønne haver, her er også en lille havn og en ottekantet kirke, butikker med specielle og kunstneriske produkter og så er byen bilfri, hvilket gør det særlig rart at slentre rundt. Ren idyl.
   Jeg besøgte Nyord sidste år i påsken og opdagede at man her pynter til påske i haverne. Masser af påskeæg og fine glaskugler pryder de gamle frugttræer i flere haver og jeg har taget den idé til mig.


Sådan ser Nyords haver ud ved påsketid.

Jeg har fået mine tre kugler i julegave, og jeg synes de gør sig godt med deres flotte farver her i vinterens dæmpede lys og kulør. Måske skal de faktisk kun hænge her til det lille paradisæbletræ springer ud i forårsblomstring og påsken er ovre, altså som en vinterinstallation, men det vil tiden vise. I hvert fald har jeg nu et fast punkt på min ønskeseddel en del år frem i tiden.