Vintertiden er indført i nat, og så kan man måske godt tillade sig at vågne lidt tidligt en søndag morgen. Jeg var oppe og lave kaffe ved 7-tiden og havde denne fine udsigt ud af køkkenvinduet.
Men andre oplevelser ventede på havesiden af det nye hus vi er flyttet til i dette efterår.
For lige foran stuevinduet stod dette rådyr og fik sig lidt græs på morgenkvisten...
... mens et af dens kid forlystede sig med de røde æbler længere nede i haven.
Hinden har to kid, som er ved at være store og ser ud til at kunne klare sig gennem en vinter.
Nede bag et lavt hegn ligger komposten med masser af æbler vi har samlet på græsplænen, og her fandt to af dyrene hurtigt en nem og overdådig morgenbuffet.
Man føler sig lidt beæret af sådan et fint besøg, og tænker samtidig på hvordan den fremtidige haveudvikling skal forme sig med hensyn til plantning af nye træer og buske.
Ingen roser uden torne!