fredag den 26. maj 2023

Små overraskelser

Sidste år såede jeg et lille brev sødskærm, købt i en privat have. Jeg synes det er en ret skøn skærmplante, som vil passe godt i skygge-bede i min have, og frøene blev sået i stiklingebedet, som også står i skyggen af garagen - men intet skete! I foråret købte jeg så en potteplante i stedet for de fejlslagne frø, og den står meget fint under en julerose og vokser godt til.


Efter dette køb gik der ikke mange dage før underlige spirer med meget lange tynde kimblade dukkede op rundt omkring i stiklingebedet, og ja, ganske rigtigt viste sig at være sødskærm! Så nu har jeg 10 små potter med fine planter på vej, og kan rigtigt frådse i de kønne lysegrønne og lakridsduftende skærmplanter. Disse frø skal altså gennem en vinter før de vil spire.


Det nye sommerblomstbed er tilsået - og tilplantet - med flere forskellige frø, som jeg har høstet i egen have over årene, men også nye frø og frøplanter, som citrontagetes og løvemund. De gamle frø var ikke alle spiredygtige, men der kommer da lidt fra en grøngødnings-blanding jeg lavede for år tilbage, og også både dildfrø og Linné-tagetes.
   Det kolde forår, blæsten og de stedlige fasaner og duer har været hårde ved både frø og udplantningsplanter, men nu sker der da lidt.


For at supplere tvivlsomme vækster købte jeg et glas birkes i supermarkedet, og håbede på en god mængde valmuer til en billig penge. Og de spirer! Nu er det spændende at se hvordan blomsterne kommer til at se ud.

Det er birkes-frøene der står her i forgrunden og i baggrunden - alt for tæt, men det må de selv klare:-)



Som man måske kan se er der plantet ud blandt de bare områder, og jeg har sågar sået et felt med fuglefrø. Måske æder fuglene dem, men så kan det være de lader resten stå...


Jeg har vandet meget i dette bed og håber nu det snart vil kunne klare sig selv, men foreløbig er jeg glad for de små overraskelser - ikke mindst valmuerne!

Rundt omkring i haven er der også lidt at se på, og denne kraftige løgvækst, som kommer op under hegnet ud til marken, og som jeg ikke aner hvad hedder, er på en måde også hvert år en overraskelse:-)


Den gamle syren jeg har beskåret på det skammeligste i alle årene, kvitterer med enkelte blomster i år,




og citrontimian blomstrer så flot lige nu.


John har givet alle havemøbler træbeskyttelse og Georginerne er endelig kommet i jorden efter vi fik tømt drivbænken for udplantningsplanter. Alle de røde pelargonier er kommet ud på terrasserne. Jeg har brugt en hel dag på at nivellere muldvarpens udgravninger med jord fra depotet med græstørv, så nu mangler jeg snart kun at få bragt komposten ud, men der måtte sandelig gerne komme lidt regn forinden.


De første bonderoser er sprunget



- og jeg har plantet de planter jeg købte på markedet på Rønnebæksholm. Se bare denne liljekonval med stribede blade. Den forventer jeg mig meget af.



søndag den 21. maj 2023

Meget kan man sige...

 ... om maj måneds tørke og blæst, men frugttræernes blomstring kan vi da i det mindste nyde. I år går det hurtigt med denne blomstring, og det er nok fordi det gælder om at få sat afkom i verden inden tørken gør ondt værre. Den evige østenvind tørrer også ud, og giver ikke megen varme her hos os, så vejret er faktisk lidt bekymrende.

Men altså, frugttræernes blomstring er alligevel et højdepunkt i foråret!


Kirsebærtræet er allerede færdigt, men der var betydeligt flere blomster i år, så måske får vi lov at smage et par kirsebær senere på sæsonen. Professor Sprenger herunder er mit yndlings paradisæbletræ, og det er allerbedst i udspring, hvor de lyserøde knopper ses mellem udsprungne blomster.


Under professoren og paradisæblet Freja blomstrer kæmpestenbræk med sine dominerende kæmpe-blomster, men i det mindste passer farverne godt sammen.





Filippa-æbletræet virker ikke så overdådigt når det blomstrer, men det gør det til gengæld når æblerne begynder at drysse ned. Et virkelig godt æbletræ, som jer er ved at forme med min beskæring.





Havens største træ er pæretræet som står som en hvid sky mod den blå himmel, men jeg kan ikke få et ordentligt billede af de meget højtsiddende blomster, så det må I selv forestille jer.

Jeg må vande den tørre jord inden jeg skærer kanter på bedene, for ellers får jeg ikke rødderne med op, så det er et omstændeligt arbejde, men jeg er da nået rundt med første omgang.


Et andet årligt tilbagevendende arbejde er mit forsøg på at reducere mængden af ingefær i pergolabedet. Her har jeg trukket alle bladene op inden de begynder at lave blomster og frø, og lidt hjælper det. Første år fyldte jeg 3 trillebøre med ingefærblade, nu kan jeg nøjes med 1 børfuld.



Haven ser stadig godt ud, og jeg er i færd med at flytte rundt og plante nyt, hvor der har været mandefald. Vinteren har taget nogle Hebe-buske, salvier og en del alunrod, men jeg har været på plantemarked på Rønnebæksholm ved Næstved og fået erstatninger med hjem. Jeg fandt også en farvebælg, som nu skal afprøves der hvor salvierne stod, men først skal der vandes... Suk!

Plantemarkedet var en stor begivenhed med masser af stande og mange skønne planter - og havemennesker!



Når vinden er i øst har vi læ på den lille terrasse med udsigten, så man kan godt sidde her med en kop kaffe selvom det ikke er supervarmt. Jeg har lavet et par nye puder til bænken, og nu er det helt mageligt.




Projekterne tårner sig op, og der er ingen grund til at kede sig. Terrasserne er ved at blive behandlet med algemiddel, komposten skal ud i bedene og det store sommerblomstbed venter stadig på at blive plantet til, men det er jo godt at have noget at glæde sig til.


søndag den 14. maj 2023

De små grønne hjælpere

De små grønne hjælpere er alle havens seje bunddækkeplanter - mine bedste venner! I disse år hvor tørke præger både forår og sommer, er det af vital betydning at få jorden dækket, så når jeg render rundt og vander, er det ofte dem jeg retter opmærksomheden - og vandstrålen - mod.

Ny fra sidste år er bispehuerne, som lige skal have en hjælpende hånd med etableringen,



og her under løgplanter og kærmindesøster må skumblomst også holdes lidt fri for at kunne trives med sine små lysegrønne blade i lav højde. Når de blomstrer er det så fint.




To som aldrig har svigtet mig endnu er hasselurt og vinterglans. De er ikke hurtige, men breder sig sejt og roligt i større tuer og flader, når blot de får ro og fred. Disse vintergrønne bunddækkere er særligt værdsatte.



I solsiden af haven er en lav kulsukker på vej til at erobre det meste af et stort bed, men der er dog også blevet plads til en krybende klokkeblomst som får hvide blomster senere.




I solen trives naturligvis også diverse krydderurter, lammeøre, pudenellike og tæppepileurt, men dem vender jeg tilbage til når de er kommet ordentligt i gang.

Midt på den store terrasse har vi lavet et stenbed, og her breder trædebregner sig i fugerne mellem naturstenene. Også græs kan være en fin bunddækker, og Hakone-græs trives i både sol og skygge, og kan deles og bredes ud med tiden.



Der er selvfølgelig også planter der helt tager magten fra mig, og der må jeg indrømme at guldnælden, som var en skattet hjælper i de første etableringsår, er gået amok i skyggebedet. Lige nu blomstrer den så fint og lægge et lysegult skær over det meste af bedet, men snart skal jeg igang med en større udrensning for at give luft til andre gode planter, som kæmper for at få luft.



I samme kategori er skovmærke som også breder sig helt uhæmmet. Hvor guldnælden sender lange udløbere ud og lægger sig ovenpå alt andet, er skovmærke mere diskret og myldrer simpelthen rundt med en tæt måtte af rødder, som er noget lettere at fjerne. Den er dog så køn både i blomst og blad at den stadig skal have sin plads her i haven.


Det er mig der skal sørge for en vis balance, og jeg må jo bare smøge ærmerne op, men allermest er jeg yderst tilfreds med alle mine små hjælpere! De kræver ikke megen opmærksomhed, og mange af dem har fine blomster som insekterne er glade for.

I denne tid er løgplanterne ved at være færdige og så er det godt med en rolig grøn baggrund som et tæppe under buske, træer og store stauder. Nu er det frugttræernes blomstring der glæder os og i det store nye sommerblomstbed er der endelig ved at dukke nogle frøplanter op. Noget er sået på stedet, andet plantet ud fra drivbænken, og så mangler der stadig nogle felter hvor det sidste skal sås og plantes, men nu kan man faktisk tage et billede og se de små spirer omsider!




tirsdag den 9. maj 2023

Hul igennem

 Nu ser det endelig ud som om vi kan begynde at nyde udelivet i ordentlige temperaturer, og der er hul igennem til 'maj du søde milde'. Til gengæld er der absolut ikke hul igennem til regn fra oven, så vandslangen må klare det allermest nødvendige. Tørkeindekset er oppe i de rødlige nuancer her i det østlige Danmark.


Men bøgetræerne er sprunget ud og de er slet ikke røde - de er helt utroligt grønne, som de skal være hvert år i maj. En travetur i den nærliggende skov var en lindring for de vintertrætte øjne, og da det grønne netop skulle være så godt for øjnene, må vi lige have lidt mere af det fine silkebløde løv.





Hvert år glæder man sig til disse dage, og nu skal de bare nydes!

I haven er der masser af forskellige grønne farver, som klæder haven på til den forestående sæson, og jeg nyder dem allesammen.



Morgensolen rammer lige toppen af buskene, og nede i jordhøjde er det gulgrønne hakone-græs godt i gang mellem primula, kærmindesøster og skovmærke. Både dagliljer og Hosta er kommet i højden.




Vinterviburnum og hvid lungeurt er et godt par der blomstrer samtidig, og i baggrunden lyser den røde vortemælk med sine limegule blomster.


Aftensolen stråler vandret ind på solbedet hvor to paradisæbler lægger an til blomstring. I dette bed har jeg mistet en Hebe-busk i vinterens kulde, men ellers trives det meste, og trælupinen (den grågrønne til højre) er blevet meget kraftig. Kæmpestenbræk med dens store pink blomsterstande passer ret godt her hvor jeg har en del buske med røde blade.


Vi nærmer os tiden for frugttræernes dejlige blomstring med stormskridt. Mirabellen er færdig, men den gjorde det godt i år, og når man stod under træet var der en dyb brummen af bier og humlebier der tumlede henrykt rundt i kronen.



Nu er det kirsebærtræet der stråler, og pæretræerne er lige på trapperne.


Der sker fremskridt dag for dag selvom kulden har sat de allermindste på pause. I det store sommerblomstbed er der tegn på liv og jeg håber på en hurtig vækst nu hvor vejret mildnes. I krukkerne med hornvioler har jeg plantet mange små tagetes og løvemund ud i hullerne. Så må de se at enes om pladsen:-)



tirsdag den 2. maj 2023

Maj startede mildt

Ja, endelig fik vi en mild og skøn forårsdag her d. 1. maj! Termometret bevægede sig helt op på 17 grader hen ad eftermiddagen, og jeg kunne arbejde i haven uden overtøj. Det er første gang i år, og i dag er vi desværre tilbage i blæst og kulde igen. 




Jeg har ligget på knæ og luget et område i skyggebedet fri for guldnælder, og nu kan man atter se bispehuerne, som er ved at springe ud. Guldnælder er ved at erobre dette store bed fuldstændigt, så det bliver ikke sidste gang jeg tager fat på en større udrensning, men lige nu er de på spring med deres gule blomster, så de får fred et par uger. 



Under det mere end halvvisne æbletræ er de vilde kodriver på retur, men til gengæld har jeg fået en blå lungeurt med hjem fra skoven, og den er jeg bare glad for - ligesom humlebierne. Jeg tror jeg har mistet nogle røde alunrod i denne vinter, men nu har jeg plantet en klematis med rødlige blomster som skal klatre op i æbletræet. Det er der hvor en lille pind stikker op.




Vibeæg og kejserkrone er ved at være færdige sammen med påskeliljerne, men pinseliljerne står og stråler i solen.




Vinterviburnum og Carlesii aurora er også fine nu, mens jeg nyder synet af den friske grønne verden der udfolder sig i alle hjørner og kroge.




De første kirsebærblomster...



Jeg har vovet at plante de første tagetes ud fra drivbænken, og de var rigtig fine med en god klump i potten, så mon ikke de klarer sig?



Hornviolerne er ved at få ordentligt fat i nogle af potterne, og jeg tror simpelthen jeg vil bruge dem som bunddække under sommerblomsterne efterhånden som jeg planter flere af dem ud. Drivbænken skal bruges til georginer, så der begynder at blive pladsmangel:-)

Her kommer en lille serie af de ukuelige småting der glæder med blomster lige nu, primula, violer, kærmindesøster osv. Tiden går ellers med kantstikning af alle bede, oprydning på terrassen og vanding i det store nye sommerblomstbed, hvor en masse små spirer nu stikker op.