Storkonval

I skyggen under pergolaen har jeg et langt forårsbed med mange løgplanter, som vi kan se på inde fra stuen. Krokus og vintergækker, perlehyazinter og hyazinter, påskeliljer, pinseliljer, vibeæg og skyer af lyseblå kærmindesøster, fylder bedet med klare farver indtil juni, hvor bregner tager over sammen med storkonval - og de allestedsnærværende italiensk ingefær.
   I dette bed vokser også liljekonval, som jeg holder meget af, men dem skal jeg lede længe efter blandt de mange løgblade. Det er noget andet med den statelige storkonval, som stikker op over alt andet og blomstrer diskret sammen med klatrehortensier i hvidt. 

De gamle stauder som kan holde sig selv oppe er ved at få min interesse, for de passer fremragende til mine halvvilde bede, og netop konvallen er en plante som er elegant i sin vækstform hele sæsonen.

Der behøver ikke engang være blomster på konvallen, for den tiltrækker opmærksomhed alene ved sin udbredte form og store blade, præcis som bregnerne. Den tilfører simpelthen et skær af lysegrøn frodighed, som ikke kan overvurderes i denne halvmørke krog af haven.

Også i efteråret glimrer storkonval med smukke gule farver sammen med hortensierne, og holder formen med sit 'springvand' af gule bladstængler helt ind i vinteren.

I kolonihaven har jeg storkonval plantet ud i græs og skvalderkål - og den får endda lov at stå i fred for rådyr og snegle - ligesom bregnerne. Jeg fik min konval som en lille rodstump for år tilbage, og hvert år lægger den til i antallet af stængler, så nu overvejer jeg om den skal deles og flytte ud i andre skyggefulde dele af haven.

En lysende dag

For et par dage siden havde vi en helt vidunderlig stille og solrig dag, som virkelig gjorde november ære.
   Jeg gik en lang tur i den nærliggende skov bevæbnet med fotografiapparatet og forsøgte at fange de gule blade i toppen af både egetræer, bøgetræer, navr og birk, mens fjorden lå spejlblank med hvide svaner og store træk af gæs. Jeg havde skoven for mig selv og nød stilheden i det klare vejr, og her er en stribe billeder fra en dejlig tur.

Sådan en dag er værd at huske når november viser sig fra sin normale grå og lyssvage side.

Lad falde hvad ej kan stå

November er her og nu går det hastigt med de faldende blade. Man kunne også sige at haven falder af på den nu hvor året går på hæld. Uanset er der stadig fine farver oppe og navnlig nede, og med et vejr der skifter mellem stille tågedage, frisk blæst fra vest og solrige stunder kan jeg stadig finde motiver i haven.
   Kirsebærtræet gør et stort nummer ud af sin exit og stråler i mange farver mens bladene drysser ned.

Vinden har gjort sit til at fremskynde bladfaldet, og de sidste pærer plumper ned fra højden, men kan stadig spises. Til gengæld må det være på tide at få pelargonien ind i værkstedet, når den ligefrem blæser ned og smadrer potten.

Bladene på papirbarkløn og blærespirea har stadig fat med det yderste af neglene, og de sidste Georginer holder ved. Vi har ikke haft nattefrost endnu. 

Trods blæst og lidt regn er det stadig et fredeligt efterår, og der har været mange stille dage, hvor man mærker roen sænke sig over os og den stadigt mere luftige have.

Morgenmaden er vældig populær i gråspurvekredse

og tusindvis af gæs raster på markerne bag haven i denne tid. 

I det yderste hjørne af haven - her hvor vi lader ukrudtet stå - har jeg sat en benved. Den lille busk gør hvad den kan for at markere udstrækningen af vores domæne.

Sikke farver på en flot dag!