TULIPAN buket, vel at mærke fra egen have! Er der noget bedre?
torsdag den 27. april 2023
Årets første
mandag den 24. april 2023
- Om at miste overblikket...
Ja, det er lige præcis i disse dage jeg mister overblikket. Nu kan jeg ikke mere følge med i alt det der grønnes og springer om ørerne på mig - og jeg elsker det! Det kan være meget godt at have overblik, styr på og - tilsyneladende - kontrol over de nære omgivelser, men der er nu ikke noget bedre end at blive blæst bagover af den grønne eksplosion, som hvert år overvælder én. I løbet af et par dage ændrer alting sig fra en brun og overskuelig virkelighed til en helt grøn verden!
Se nu blot hvordan skoven ser ud på en søndagstur!
Krydderbedet rundt om blommen var helt vildtvoksende: en vissen rosmarin og en guds velsignelse af merian og timian væltede rundt mellem hinanden og ud over alle bredder, så jeg fik gravet op og flyttet rundt, så man igen kan se lavendel-hækken i kanten. Der skal vist laves nye stiklinger af lavendel i år...
Nu har jeg ikke lige været i kolonihaven de sidste par dage, men den hjemlige have er i hvert fald sprunget ud og den ser således ud efter en uge med sol og lidt regn. Vinterviburnum blomstrer, og næsten alle buske og træer er sprunget ud i friske grønne og røde nuancer.
og Sorbus dodong.
mandag den 17. april 2023
Det rykker
Nu har jeg kigget længe nok på det store nye bed i haven, som er skabt af al den jord jeg gravede op i vinters, så jeg er begyndt at drysse frø ud på jorden. I fredags havde vi fået regn dagen før og ventede regn om natten, så det var et helt ideelt tidspunkt at så på, og i denne uge bliver vejret lunt og solrigt. Jeg havde jo allerede revet jordoverfladen så det var bare at starte fra en ende af.
I baggrunden står 50 nye påskeliljer og blomstrer så flot lige nu. Jeg er glad for den sarte lysegule farve som står godt til havens gamle påskeliljer der kommer op langs hegnet ud mod marken.
onsdag den 12. april 2023
Det nølende forår
Nu hvor vi nærmer os midten af foråret, kan man stadig sagtens følge med i den botaniske udvikling, for den går så langsomt at selv den sløveste hjerne kan nå at opfatte de små fremskridt. I påskens solskin kom der dog adskillige sommerfugle, bier og humlebier frem, og det var jo dejligt at opleve liv i luften igen. Her er det nældens takvinge på primula.
Det er lykkedes mig at få gravet en af havetrapperne ud af græsset og rettet op på trinene, og hele det store nye bed er revet igennem så det bedre kunne modtage den regn vi fik. John har fabrikeret endnu en mejsekasse som nu hænger i klatrehortensien. Det hjælper altsammen.