Jeg bor på ca. 1000 kvm grund, hvoraf vel godt halvdelen er dyrkbar jord, når man regner hus og flisebelægninger fra. De billeder jeg har samlet sammen i dag er fra et af havens bede, som blev påbegyndt i 2018, og der er sikkert en del af billederne jeg har vist før, men det er jo nok fordi haven ikke er større end den er.
Historien starter her i dette område, hvor 1. april 2018 så således ud ovenpå en yderst vinterlig marts.
En mægtig stor og kraftig blodribs står på kanten af skråningen ned fra terrassen, og herfra havde jeg en idé om at et skyggebed ville være velegnet. Efter den voldsomme sne i marts kom der stort set ingen nedbør før hen i august, så det blev oktober før den første plante kom i jorden. En tyrkisk hassel.
Men inden året var omme kom vi dog også i gang med at plante lidt buske og stauder i den øverste ende. Bregner, Hosta, benved og troldhassel.
Dette er et langt indlæg, for selvom haven er ganske almindelig af størrelse giver den mig meget mere end almindelig glæde. Der er så mange oplevelser af liv og drama og indtryk af farver, lys og dufte derude. Det handler vel egentlig om at lave noget man kan lide, og dernæst glæde sig over de fleste af resultaterne.
Disse billeder er fra 2019 hvor der begyndte at ske lidt mere. Nu var proppen jo taget af, så nu var det ikke til at stoppe igen. I marts krøb jeg et godt stykke ned i haven med et storindkøb af buske og stauder, og jagten på en masse bunddækkeplanter gik ind.
Bunddækket består af hasselurt, vinterglans, hønsebær og guldnælden, som slynger sig hid og did med sine små brogede blade, men sandelig også en stor mængde krybende læbeløs og steffensurt, som har indfundet sig ganske af sig selv.
Desværre havde blodribsen det slet ikke godt, og jeg tror den må have lidt ganske forfærdeligt af vandmangel året forinden. Vi endte med at skære den langt tilbage, men om den vil komme igen er stadig et åbent spørgsmål.
Blodribs hører ikke til mine yndlingsplanter, men da det var en af de eneste prydbuske i haven, og den skyggede så fint over det kommende skyggebed, synes jeg alligevel det ville være synd at skulle fjerne den helt. - Og bierne er ellevilde når den blomstrer.
Så er jeg nået frem til 2020, som på mange måder har været et underligt år. Corona har i hvert fald gjort sit til at havearbejde blev opprioriteret ganske betydeligt for mit vedkommende. De fleste havejobs i dette år er foregået i andre dele af haven, mens dette første store bed har haft tid til at modne og har givet så mange fornøjelser, at det er blevet fotograferet igen og igen.
Så her er en lang serie fotos som fuldstændig bekræfter hvordan glæden har slået rod i vores have.
Med denne rundkørsel omkring æbletræet nåede bedet sin endelige længde i løbet af marts,
men i bredden er der plads til udvidelser i takt med at de nye planter tager på i vægt. Også græsset på skråningen skal væk med tiden.
Skyggebedet er det første man ser fra stuevinduet så jeg har masser af muligheder for at sidde inde og overveje hvad der skal og kan gøres - også når det er koldt. Her i vindueskarmen planlægges mange havejobs.
Maj og juni giver en overflod af friskgrønne indtryk krydret med lidt blomster ind imellem. Den rødbladede vortemælk var nærmest limegrøn i maj
og senere tog løvefod over og førte denne friske farve med ind i juni. Løvefod er en dejlig staude til at fylde huller ud med i et nyt bed, og jeg holder også meget af dens store grågrønne blade, som dækker jorden helt overbevisende. På længere sigt bliver der måske ikke plads til alle planter, og så kan man tynde ud i disse gode pionerplanter.
Kærmindsøster er en anden staude med store blade, som dækker godt af for ukrudt. Den dukker op af sig selv hvor der er plads og fylder godt i det nye bed.
De høje orange dagliljer har vi fundet i havens udkant, og når de er færdige med at blomstre kommer der gang i de gule i løbet af juli.
Om formiddagen rammer solen ned i bedet, nu hvor blodribsen er blevet skåret tilbage, men her kan man se hvorfor det ellers er et skyggebed.
Den sidste daglilje der blomstrer er denne citrongule og spinkle sag, som faktisk blomstrede hele efteråret.
Trods tørt vejr i år (også) klarer de fleste ting sig overraskende godt. Man kan dog se på troldhasselens blade at de er visne i kanten, men alle Hosta og bregner er kommet godt i vej.
Langs fliserne gjorde jeg plads til en række dværgmispler for at give bedet en fast kant og et ensartet udtryk. De overskydende stauder kunne så bruges længere nede til at udvide bedet i bredden. Her er vi henne i september og den vingede benved er en farveklat der ikke kan overses.
Det er jo mere blade end blomster der giver et godt farvespil i dette bed, og en del dejlige alunrod er netop egnede til den opgave.
September var og er en yndlingsmåned, og i år var den særlig dejlig. Det var stort set umuligt at tage et dårligt billede i det fine vejr.
Men også i oktober var jeg meget glad for farvespillet i de grøn-gyldne nuancer. Her spillede forskellige Hosta en stor rolle, med kvalificeret mod- og medspil af de stedsegrønne, taks, buksbom og forskellige andre med blå eller lysegrønne nåle.
I oktober er det jo ellers tydeligvis kirsebærtræet til venstre der spiller den store hovedrolle, men det lange krumme bed giver en god modvægt og er med til at definere haverummet nærmest huset.
Vi har stadig lange kig ad grønne stier,
men jeg vil gerne dele haven lidt op i rum, og her på årets sidste billede kan man se hvordan planerne for næste år allerede er lagt til rette med en haveslange der antyder en slags "port" mellem de to store bede; skyggebedet og solbedet. På den måde får vi skabt en spændende haveoplevelse tæt på huset med store blandede bede omkring en næsten oval plæne, mens resten af haven stadig ligger åben for flere udfoldelser fremover.
Ja, så selvom 2020 har været et besværligt og på mange måder rædsomt år at komme igennem, har vi haft et dejligt år i haven. Den har bragt megen glæde og få skuffelser, og alt i alt kan jeg uden forbehold sige at glæden er jordens gæst i dag, og alle andre dage.
Rigtig god jul!
