I må endelig ikke tro vi hviler på laurbærrene, bare fordi tulipanerne blev reddet. Ork nej, vi knokler videre i kulden og får varmen med endnu et have-element inspireret af de sidste to buede stykker træ fra hængekøjestativet - en portal.
Portalen skulle jo være lidt kinesisk i stilen - tænkte jeg - men vi ender vist nærmest på noget der minder om en japansk Tori port - og dog...
De to sidestykker med indsat armerings-net (som selvfølgelig også bare er en rest fra et tidligere projekt) ligger her, hvor John ser ud som om han er helt lettet over at være færdige med dem, så han kan overlade malerarbejdet til mig. Det er meningen der skal kravle klematis på nettet og jeg ser for mig hvordan hele porten bugner af dejlige klatreplanter og gule klokkeformede blomster.
Men som sædvanlig skal man lige igennem de indledende øvelser først, og her var det John der stod for gravearbejdet. Porten skal stå mellem de to kvadratiske staudebede oven i takshækken, og naturligvis også oven i nogle velvoksne sten, som gav lidt bryderi.
Vi var så spændte på at se et (del)resultat at vi fortsatte ud på aftenen i den kolde blæst, og fik rejst sidestykkerne, og til sidst kunne vi da også få et indtryk af den endelige virkning på haven - men så var det sandelig også tid til at komme hjem i varmen til mad og bad.
Foreløbig ser det hverken kinesisk eller japansk ud, og begge folkeslag ville nok også betakke sig for at lægge navn til stilen, når vi engang er færdige. Med de planer vi har, bliver det nok nærmest en slags "kineseri" med et twist af kolonihave-humor.
- Og et par dage senere...
... er der ved at være styr på konstruktionen, som nu omfatter de sidste to stykker buet træ fra hængekøjestativet samt et gammelt fuglehus af ret omfattende dimensioner. I sandhed et genbrugsprojekt!
Nu ser det således ud inde fra huset. Den nye portal står faktisk midt på sigtelinjen mellem lågen og døren til kolonihavehuset, og det synes jeg er en fin placering.
Hjemme i varmen har jeg Google-studeret portaler og faldt her over den japanske Tori-port, hvor overliggeren består af to vandrette dele forbundet på midten med et stykke lodret træ, og dette løser det problem jeg har tumlet med undervejs i processen: hvordan forhindrer vi hele porten i at kollapse som en korthus, når der ingen skråstivere er?
Det er klart man allerede for længst har fundet en løsning på dette blandt de kloge folk i Østen, men her opfinder vi vores egen version af den dybe tallerken undervejs i byggeriet, og man har jo lov at blive klogere hen ad vejen...
- Og faktisk synes vi den nederste vandrette afbalancerer vores skøre samling af genbrugsmaterialer og giver en dekorativ gevinst oven i den praktiske funktion. Helt ærligt: er det ikke en sjov kolonihave-agtig portal vi har fået rejst - og tænk hvis der flytter en solsort ind i huset...
Som man kan se står portalen ikke alene centralt i haven, den adskiller også staudehaven ved huset fra den runde køkkenhave i den anden halvdel, og sammen med vores asparges-bed-sikring med net indrammer den terrassen. Måske er den lidt top-tung og overvældende, men bare vent til der gror gule og blå klematis over det hele - og takshækken kommer lidt op i højden!
Men apropos buret rundt om aspargesbedet, så har jag lagt hele to dages arbejde i at få syet nettet til så det passer i størrelsen til stativet, og forneden på nettet syr jeg nogle lister på der kan holde nettet stramt og gøre det nemmere at "rulle gardinerne op" når vi skal ind til herlighederne.
Det bedste man kan sige om dette job er, at når nettet sidder rigtigt og stramt er det næsten usynligt,
og nu mangler jeg bare at sætte lister på i enderne af nettet.
Det kolde aprilsvejr har faktisk været en fordel, for nu blev vi færdige inden al ukrudtet begynder at gro, og inden jorden er så varm at køkkenhaven skal sås til. Det mest fantastiske er at den første asparges stak næsen frem i går:)
I de tidlige aftentimer, hvor man har solen lige i øjnene her oppe fra lågen, ser det næsten ud som om vi har fået spir på huset.
Det har taget et par uger at få lavet en sikring af aspargesbedet og portalen. Porten lavede vi egentlig for sjov af de sidste genbrugsmaterialer, og det har været en dejlig kreativ proces med mange overvejelser, men nu glæder jeg mig til at vende tilbage til jorden og planterne igen.
Der sker jo lidt rundt omkring i haven mens vi saver og banker, borer og "bøder garn", og vi skal lige have et par billeder af det (stadig) spæde forår.