I februar gik jeg og skovlede sne ved Udby og Ørslev kirker på Sydsjælland. Ja, det er her mit arbejdsliv har udfoldet sig hele dette år, og forhåbentlig fortsætter mange år endnu.
I august havde John solgt sit hus i Albertslund og vi var ved at forberede indflytning i et ældre parcelhus på Jungshoved ved Præstø. Sidenhen er efteråret gået med istandsættelse, flytning og indretning. Både kolonihaven og den nye have har ligget stille hen uden megen opmærksomhed.
Solnedgang ved Præstø Fjord.
August var også tiden til at besøge en Åben Have på Liselundvej i Ålebæk på Møn. En have med masser af stemning, kærlighed og inspiration. Se blot hvordan indkørslen flankeres af det klippede budskads, som beboerne havde opgivet at få til at ligne en hæk. Alternativet til det snorlige og rette blev en meget personlig og flot velkomst i runde former, som egner sig glimrende til forskellige buske der vokser i hver deres tempo.
Haven var en stor oplevelse for mig.
En enkelt badetur blev det da også til på Roneklint, hvor vi slet ikke behøvede at medbringe egne badedyr.
I september fandt vi denne gamle drage på en dejlig skovtur ved Ugledige.
Og i slutningen af oktober kunne vi nyde synet af solopgangen fra det nye hus, som vi var flyttet ind i...
... mens haven bliver en helt ny udfordring. Her er græs og en meget flot udsigt, så det bliver en ganske anden opgave end kolonihaven, for her skal udsigten indrammes og understreges samtidig med at der skabes læ og nære oplevelser. Jeg er i gang med planer, men giver det tid til at modnes.
Der er et godt fugleliv i den nye have, og rådyrene kommer jævnligt på besøg, så det skal der også tages højde for.
Jeg følger en del danske og nordiske haveblogs og betragter det som min "porno". Mit tilflugtssted når jeg trænger til inspiration, skønne billeder og konkrete idéer til planter, dyrkningsmetoder og opbygning af plantesammensætninger. Jeg er nok mestendels æstet, og elsker f.eks. at kigge ind på Havetid-bloggen, hvor der altid er guf for øjet.
På sin seneste blog skriver Jørn Møller Jensen om det tredimensionale i haven: højden, bredden og dybden naturligvis. Vi kan have svært nok ved at forholde os til disse dimensioner, men jeg synes jo det allermest spændende kommer ind i billedet med den fjerde dimension, nemlig tiden. Det er her det virkelig bliver vanskelligt at forestille sig hvordan bevoksninger vil tage sig ud om et år, om to om mange.
Er det hele for uoverskueligt søger jeg tilflugt i køkkenhaven og blandt sommerblomster, som kun holder en enkelt sæson, og selv her kan man blive overrasket over grokraften. Somme tider vokser det hele ud over alle bredder, andre gange er der kun små forkrøblede planter, som slet ikke ligner frøposens prangende billede.
Jeg bliver hvert år forundret over tallerkensmækker, som virkelig forstår at dække jorden, og i år kom der så endnu en plante på listen over de villige, nemlig Amarant.
Hos de flerårige har jeg haft stor succes med et par nyanlagte staudebede. Navnlig det rosa bed gav smæk for skillingen med flotte kvæsurt og asters blandet sammen med genbrugsstauder som pæoner, porcelænsblomster og geranier, samt nogle hortensiabuske. Her er bedet i august:
Og her i oktober:
Det allermest spændende - rent tidsmæssigt - er dog buske og træer, og det er netop her mit virke med den nye have vil ligge de kommende år. Jeg har allerede strikket en vældig ønskesedel sammen med mulige kandidater til en "skovhave" og det skal blive spændende hvordan det kommer til at arte sig.
Som sagt er der mange uafklarede spørgsmål, startende med et meget vigtigt et: hvordan sikrer vi nyplantninger mod rådyr? Skal hele haven hegnes ind (hvorved udsigten skal nydes gennem et højt dyrehegn) eller skal hver enkelt plante have sin egen sikring (hvorved græsslåning bliver besværlig).
Dernæst er der spørgsmål om hvilke arter der egner sig i en - fra starten - vindåben have, hvordan de trives med jordbunden og sidst men ikke mindst hvordan de vil supplere og klæde hinanden.
Jeg har sikkert alt for mange ønskeplanter, men det regulerer sig nok henad vejen.
Det bliver under alle omstændigheder et spændende nyt år, og jeg ønsker jer allesammen et rigtig godt et af slagsen.