Mulm og mørke

Jeg er ikke vinterdepressiv - heldigvis - men derfor kan man jo godt få trang til ekstra lys her i novembermulmet. Og med de smarte batteridrevne lyskæder er det jo blevet langt enklere at få anbragt nogle lysende dekorationer rundt omkring i haven. 

Sidste år holdt batterierne sig gående til langt hen i januar, så der er ingen grund til at spare så meget på dem. Oven i købet har de fleste indbygget timer-funktion, så her hos os tænder de kl. 17, uden vi skal tænke mere over det.

Faktisk har jeg bare lyst til at købe flere lyskæder, og det gør jeg såmænd nok også i takt med den mørke vinter sænker sig over os.

Juletræet har vi sat ned i parasolfoden, og her har vi anbragt den eneste "gamle" kæde uden batterier. 

De seneste par uger har vi samlet grønt og naturmaterialer, og jeg har stoppet en masse ned i de krukker, hvor Hosta og sommerblomster har givet op. Det luner altsammen.

Nu glæder jeg mig bare til at kigge ud af vinduerne når haven får liv og lys på udvalgte steder i aften.

Novemberkulde og tagrender

Så kom kulden og disse dugfriske tallerkensmækkere fik smæk af nattefrosten...

... og måtte pakke sammen for i år. Der er en uge mellem disse billeder. Nu ligner de en gang udkogt spagetti - og dermed basta!

I lang tid har de friske farver på tallerkensmækkere spillet fint op til blåbærbuskenes efterårsløv, som et godt bunddække, og jeg siger tak for den gode tid. 

                         

Kornelbusken har jeg hentet som stikling ved en parkeringsplads. Nu glæder jeg mig til den vokser sig større og spreder farveglæde med sine røde grene i vintertiden. Her på baggrund af en frodig Geranium med dekorative blade.

Sidste blomst i haven i år er Chrysantemum. En samling planter som stod strunke på rad og række da jeg overtog haven, men nu er blevet til en god gruppe i et mørkt hjørne. Fin blomst til buketter.

Det lakker mod enden med køkkenhaven, som efterhånden kun har en række persille at byde på. Her bliver luftigt i haven og langhåret græs bliver slået for sidste gang.

Sol og skygge står skarpt og vi kniber øjnene sammen.

I den seneste tid har vi (læs: John) været beskæftiget med at montere tagrender på huset. Vi valgte hvide plastikrender, da de passer godt til det sorte hus med hvide vinduer og hjørnelister.

Det er den sidste finish (bortset fra døren som skal males til næste år) og jeg synes ligefrem de klæder huset.

Rent praktisk handler det om at få vandet ledt væk fra hus og skur. Her på skuret kan man tydeligt se hvor meget skidt der sprøjter op ad væggen når det drypper fra taget - og det har virkelig dryppet i år!

Nu om dage kan man købe plastik-pose-rør til at lede vandet helt væk fra huset, så vi har monteret disse hvide poser på nedløbsrørene. Næste år finder vi forhåbentlig en mere holdbar og usynlig løsning på drænproblemet, men som en foreløbig løsning er det meget godt.

Jeg tror vi har afsluttet årets byggeri med de nyttige tagrender, og jeg er meget tilfreds med det vi har nået. Hvis jeg får lidt luft - rent arbejdsmæssigt - her i vintertiden, vil jeg gerne videre med det indvendige af huset, men det bliver nok ikke på denne side jul.

   Det har været et travlt år og vi har brugt det meste af fritiden her i kolonihaven, men har dog også haft tid til familien og en dejlig rejse til USA. I betragtning af hvor vådt vejret har været kan man vist kun være tilfreds.

Orange Dream

Noget af det allerførste jeg plantede i kolonihaven i 2015 var en fin lille japansk Ahorn, Orange Dream. Jeg vidste jeg ville have en japansk Ahorn, men at det lige blev denne var lidt tilfældigt. Udvalget var stort.

Orange var den i udspringet, senere på sommeren blev den gulgrøn. 

Måske var den en halv meter høj fra starten, men den følte sig åbenbart godt tilpas og sendte ret hurtigt nogle lange skud til alle sider. I efteråret blegnede farven og bladene faldt ret hurtigt af.

 

Her er vi i foråret 2016. Atter flotte orange skud og højden er omkring en meter. 

Nu en pæn bred busk med en smuk sommerdragt...

... som danner godt makkerpar med Astilben i forgrunden, både sommer og efterår.

I 2017 er vi nået op på højde med hækken og jeg synes det tegner til at blive en god investering.

Her i efteråret har der været en meget smuk periode med flotte gule blade...

... som jeg virkelig har nydt. Træet står i halvskygge til skygge og trives rigtig godt der.

Fremtiden ligger bag os

I Haveforeningen Fremtiden er der lukket for vandet og lås på portene. Man møder ikke mange i fuld vigør på de smalle stier. Hele stemningen er dæmpet og lyset gråt og sløret, man skal lede lidt efter farveklatter i den døsige have.

Geranier er der jo gang i næsten året rundt, mens frugttræerne er ved at takke af. Den obligatoriske pærerust pynter ligefrem på de sidste blade.

Astilberne har fået lidt rigelig konkurrence fra græs og ugræs, men denne klarer sig stadig.

Takshækken er et par år gammel og har grenet sig fint, men den skal vist have lidt næring til foråret for at få sin flotte mørkegrønne farve igen.

Benved er et af efterårets fine indslag med de spektakulære farver på frugterne.

De gamle Hortensiaer, som stod i haven da jeg overtog, har ikke blomstret i år og i det hele taget måtte de starte forfra med nye skud fra grunden. Det var en sen forårsfrost, som satte dem kraftigt tilbage, men jeg tænker også de har mistet lidt af jordforbindelsen, da jeg flyttede dem rundt. De får en chance mere. 

Løvefod er en af yndlingene og helt umulig at tage livet af. Et par flotte blomster bliver det også til endnu.

I skovene er bøgen ved at få dejlige kobber- og messingfarver. Også her i mine små bøgepur.

En god overraskelse var Clematisen som tog turen op ad huset for anden gang i år og slutter af med manér.

Endnu røde blade på blåbærbuskene, som er vokset rigtig godt til på et par år.

På tabskontoen skriver jeg de meget sene lilla Asters der fik haven til at lyse op i en sidste farvefest sidste efterår. I år er knopperne visnet på stilkene og jeg tror snart de bliver skåret ned og lagt på komposten. De lovede ellers godt i oktober.

Men bortset fra det en rimeligt god sæson, hvor haven har måttet klare sig selv, mens vi byggede.