Så kom kulden og disse dugfriske tallerkensmækkere fik smæk af nattefrosten...
... og måtte pakke sammen for i år. Der er en uge mellem disse billeder. Nu ligner de en gang udkogt spagetti - og dermed basta!
I lang tid har de friske farver på tallerkensmækkere spillet fint op til blåbærbuskenes efterårsløv, som et godt bunddække, og jeg siger tak for den gode tid.
Kornelbusken har jeg hentet som stikling ved en parkeringsplads. Nu glæder jeg mig til den vokser sig større og spreder farveglæde med sine røde grene i vintertiden. Her på baggrund af en frodig Geranium med dekorative blade.
Sidste blomst i haven i år er Chrysantemum. En samling planter som stod strunke på rad og række da jeg overtog haven, men nu er blevet til en god gruppe i et mørkt hjørne. Fin blomst til buketter.
Det lakker mod enden med køkkenhaven, som efterhånden kun har en række persille at byde på. Her bliver luftigt i haven og langhåret græs bliver slået for sidste gang.
Sol og skygge står skarpt og vi kniber øjnene sammen.
I den seneste tid har vi (læs: John) været beskæftiget med at montere tagrender på huset. Vi valgte hvide plastikrender, da de passer godt til det sorte hus med hvide vinduer og hjørnelister.
Det er den sidste finish (bortset fra døren som skal males til næste år) og jeg synes ligefrem de klæder huset.
Rent praktisk handler det om at få vandet ledt væk fra hus og skur. Her på skuret kan man tydeligt se hvor meget skidt der sprøjter op ad væggen når det drypper fra taget - og det har virkelig dryppet i år!
Nu om dage kan man købe plastik-pose-rør til at lede vandet helt væk fra huset, så vi har monteret disse hvide poser på nedløbsrørene. Næste år finder vi forhåbentlig en mere holdbar og usynlig løsning på drænproblemet, men som en foreløbig løsning er det meget godt.
Jeg tror vi har afsluttet årets byggeri med de nyttige tagrender, og jeg er meget tilfreds med det vi har nået. Hvis jeg får lidt luft - rent arbejdsmæssigt - her i vintertiden, vil jeg gerne videre med det indvendige af huset, men det bliver nok ikke på denne side jul.
Det har været et travlt år og vi har brugt det meste af fritiden her i kolonihaven, men har dog også haft tid til familien og en dejlig rejse til USA. I betragtning af hvor vådt vejret har været kan man vist kun være tilfreds.