Kolde nætter

Foråret holder næsten vejret i en periode med kolde nætter, men det gik jo også så hurtigt alt sammen, at det egentligt er meget godt. Nu kan det være planterne og årstiden får synkroniseret urene, mens vi andre går over til sommertid.

Fuglene har stadig travlt, mens en stor del af verden er gået i stå, og for mig betyder det tid til at få øje på de små ting der sker i haven. Nu ved jeg hvor solsorten bygger rede, og nogenlunde hvor rødhalsen bor. Det er godt at kende dem man deler have med, så vi kan tage lidt hensyn til hinanden - f.eks. ved at gøre morgenbadet klar.

Der er også ved at komme gang i havearbejdet herhjemme. Jeg er stadig på vej ud af tågerne fra en bihulebetændelse, men prøver at få lidt luft og motion hver dag. Når John er med rykker det mere.

Jeg har vist godt af den friske luft og haven tager jo heller ikke ligefrem skade af at blive nusset lidt. 

   For tiden tilføjer vi nye planter til havens nyeste bed, som kom til sidste efterår. Det er et bed med hovedvægt på buske (ribs, kornel og mange stedsegrønne) og et par små træer (røn og paradisæbler), men bunddække er også vigtigt her i starten.

Efteråret 2019 var vi nået så langt.

I februar fik vi plantet en koreansk røn - Sorbus Dodong - som jeg har haft på ønskesedlen længe. Det er en pind på størrelse med den bambuspind den er bundet op til, men i mine øjne er den allerede et smukt lille træ, og dens store knopper lover godt.

Her i slutningen af marts klør vi på og tilføjer flere planter. En del er genbrug fra potter og krukker, ting som har gået i "børnehave" først og ventet på at finde blivende plads til haven, og en del er indkøbt til lejligheden.
   Den store Thuja har vi haft i en halv vintønde i flere år og den giver et vægtigt tilskud til forsamlingen.

Hver gang vi fylder på bliver der fjernet græstørv og tilføjet kompost, så bedet vokser mens vi får varmen.

Her har jeg plantet 7 nye Skt. Hansurter i mørke og røde farver, som skal spille sammen med den rødbladede paradisæble Freja og de rødgrenede korneller. Jeg vil gerne udvide bedet med mange flere Skt. Hansurt i takt med jeg får lavet stiklinger, og her skal også være plads til de gode gamle med de lyse farver.

Det kan være meget svært at få øje på bunddækket, for foreløbig er det nogle små størrelser af lav kulsukker med hvide blomster og så lammeøre. En del Hebe har også fundet vej herhen, så planen er efterhånden at skabe et bed/buskads med kontrastfarver i bladene, samt blomstring til insekterne og bær til fuglene.

Der er stadig planter på lager så vi stopper ikke her. Jeg har blandt andet en smuk lille vinter-Viburnum som jeg glæder mig til at plante. Den er stedsegrøn og blomstrer lige nu med hvide blomster, som efterhånden bliver til blå bær. En dejlig busk året rundt.

Jeg glæder mig virkelig til at se dette bed springe ud, for her i den endnu bladløse tid er det mest trådnettet rundt om de større planter der lægges mærke til, og selvom det hjælper med de små stedsegrønne så er det jo ikke helt det samme som det billede jeg har skabt inde i hovedet. 

   Et billede med lysegrønne blade på røde kornelgrene, grønne og røde blade på paradisæbler og Skt. Hansurt, hvide og lyserøde blomster oppe og nede, røde ribs og orange paradisæbler. Og så havde jeg nær glemt rønnens efterårspragt, som er en af hovedattraktionerne.

Rejseaktivitet

Al menneskelig rejseaktivitet er jo indstillet. Himmelen er fri for fly og vejene for trafik. På en måde kan man bare nyde freden, men fuglene flyver jo stadig i flok - når de er mange nok, som Halfdan Rasmussen skrev.

I går stak jeg næsen ud i haven for at få den daglige dosis frisk luft og fik straks en hel flok traner ind over hovedet. De cirklede over mig mens jeg bare skød nogle billeder på må og få, og lidt kom der i kassen, selvom jeg hverken fik zoomet eller på anden vis tid til at indstille kameraet.

Det gode ved traner er at de altid "snakker" sammen, ligesom gæs, så man bliver opmærksom på dem med det samme. Det må være helt befriende for trækfuglene at have himlen helt for sig selv.

Og ellers er Professor Sprenger sprunget som det første æbletræ i vores have

- klatrehortensiaen ligeså

- mens den splinternye Sorbus Dodong er lige på trapperne. Etagekornellen har været fremme et par uger og nu håber jeg ikke de får frost i weekenden, hvor der trues med nattefrost.

Citronmelisse har haft grønne blade længe, og nu titter der småbitte blå blomster frem på kærmindesøster under hækken.

Primula tåler et gensyn synes jeg.

Denne lille forpjuskede kvækerfinke har opholdt sig hos os et par dage og stoppet sig med mad ved foderhuset. Måske er den ikke helt rask og er blevet efterladt af en flok. Vi har jo hørt at millioner af kvækerfinker besøger vores skove i disse tider, men dette er den eneste vi har set.

Man fristes til at tale om en spurv i tranedans...

En mærkelig tid

Landet, Europa og verden stander i våde, og man kan vel godt sige at globaliseringen her har vist sin grimmeste side efter en åndssvag lille Corona-virus fra et fiskemarked i Kina har trukket stikket ud af de fleste menneskelige aktiviteter. 

   Jeg har også lagt mig med symptomer, og må nøjes med at studere foråret gennem ruden.

Men før jeg lagde mig fik jeg et par billeder i kassen, blandt andet af kirsebærkornellen i kolonihaven, som stadig står fint med sine gule blomster. I år ser det ud som om der er sket en mærkbar fremgang med denne busk, som blev plantet for 5 år siden. Nu tror jeg den er etableret for alvor, i hvert fald er blomstringen nærmest overdådig i forhold til tidligere år.

På hjemmefronten fik jeg plantet alle jordbærplanterne om i frisk jord, men de står stadig i deres vinterhi i drivhuset og venter lidt endnu på at komme på plads på jordbær-reolen. Det stormer jo stadig af og til og nattekulden er heller ikke afblæst, så vi når det nok. 

Murerbaljerne fik en gennemgang og tilført ny liv i form af jord og hornvioler. Nu kan de nok holde frem til sommerblomstsæsonen. Tulipanerne er rigtig godt med og ser ud til at hygge sig i spanden. Det er de tiloversblevne fra kolonihaven, så det bliver sikkert en broget flok.

Rosmarinen blomstrer ganske diskret. Man skal tæt på for at se de små lyseblå blomster.

Fra min plads ved vinduet kunne jeg forleden iagttage min havemand da han slog græsset for første gang i år, endda med en ny græsslåmaskine. Her første gang er slåhøjden ganske høj og alligevel var der en synlig forskel, da det tykke saftige græs blev jævnet.

Fra vindueskarmen har jeg ellers udsigt til store fugletræk, og nærmere huset er der fuld gang i redebygning hos mejser og spurve. Et par tårnfalke har muset over plænen nogle gange, et par flotte røde glenter har været forbi, og en flok silkehaler tog pæretræet i brug et par aftener. Haven grønnes ganske langsomt imellem byger og stormende kuling og et par halemejser har vistnok slået sig ned i vores have.

   Verden er ganske sikkert af lave, men naturen lader sig ikke påvirke af vores smitsomme sygdomme og faldende aktiekurser. Heldigvis!

Ja, så er det forår

Tænk allerede for en uge siden begyndte rosmarinen at blomstre, og selvom jeg har gået og ventet på at se om den ville, så havde jeg altså ikke forestillet mig det skulle ske i februar. Det må være det endelige bevis på at foråret er ankommet.

Under pergolaen er der godt gang i løgplanterne.

Klatrehortensierne er lige på spring, og det har de været ganske længe.

Og i dag da solen lod sig se, rejste de slatne krokus sig op og åbnede sig lidt.

Men jeg har faktisk haft fokus et andet sted i haven. Jeg fik en hel kurvfuld kæmpestenbræk foræret, og de skulle i jorden, så jeg udvidede endnu engang havens største bed her under æbletræet.

1. etape.

2. etape, og alle de store stenbræk er plantet, men dermed stopper det ikke.

Jeg fik lyst til at plante nogle alunrod og en dejlig lysegul daglilje, som har stået i en murerbalje siden sidste sommer, og så fulgte der jo også en omrokkering af andre planter med.

Så nu ser det sådan ud, og nu nærmer bedet sig sin endelige størrelse.

Der mangler blot at udvide i bredden midt i det lange bed, men det kommer når der er planter til rådighed.

I den anden ende strålede friske forårsfarver i den stærke sol, og det var en ren fornøjelse.

Så nu er der vist ingen vej tilbage.