En livgivende regn har ramt min egn i onsdags, og kolonihaven ser pludselig helt ok ud. Jeg var ellers ved at blive nervøs da bregnerne og selv skvalderkålen begyndte at hænge slapt og opgivende ned. 15 mm bringer håb om overlevelse på kort sigt, og sparer lidt på det dyre vandværksvand. Det må være nok for nu.
De 6 forskellige rævehaler (Amarant) er spiret i hver sin farve og form, og jeg har planer om at plante dem ud, når de er blevet lidt kraftigere. Lige nu er de på størrelse med karse og faktisk lidt svære at få øje på, men nogle af dem skulle jo kunne blive 1,5 m høje, så der skal skabes plads.
På plussiden er også ærterne, hvoraf de fleste har fået tag om rionettet og kravler opad ved egen hjælp efter tylgardinet er fjernet. De har bestemt også haft godt af regnen.
Den sidste ugestid har ellers budt på hækklipning flere aftener i træk. Først indersiden - for ligesom at komme i træning igen - og i dag blev ydersiden færdig. Så kan man hvile armene med lidt hakkearbejde igen. Toppen af hækken lader jeg stå til John, for ellers skal jeg op at stå på en ølkasse, og det er lidt for bøvlet.
Min have ligger på et hjørne og det forpligter. Nå man ser hækken sådan på langs ser den jo ganske fin ud, men der er rigtig meget andet end liguster i den og temmelig mange huller rundt omkring. Meget af det grønne er vedbend og omkring 10-12 andre arter af bl.a. humle, berberis, stikkelsbær, rose og ahorn, men idag fandt jeg for første gang også en taks. Man kan virkelig botanisere her.
Vinen er foreløbig i fin form, og idag har jeg givet en stor stak blade til en kvinde, som forstår at lave rigtig lækre vinbladsruller. Sidste år kom der jo intet ud af druerne, så i år satser jeg på bladene.
Grønkål, bønner, bladselleri og porrer klarer sig også godt sammen med hestebønner og kartofler. Jeg klager ikke - endnu.
Haven er den samme og alligevel altid ny. Hver dag byder på små overraskelser, glæder og overvejelser. I denne tid med de lange lyse aftener nyder jeg roen og fuglesangen, flagermusenes flaksen, lidt myggesang og byens baggrundsstøj ovenpå en aktiv arbejdsdag. Det er sandt for dyden ren terapi.