Terrasse

Nej, vi rider ikke nødvendigvis samme dag vi sadler, men lidt er der da sket siden vi i august satte kanter omkring staudebedene. I september lykkedes det at få lagt fliser mellem de to bede.

Vi har efterhånden ordnet en del håndværksmæssigt arbejde sammen, John og jeg, men det var første gang vi kastede os over fliselægning. Først gravede vi jord af,

dernæst lagde vi fiberdug for at holde ukrudtet nede.

I den hjemlige have havde vi en gammel bunke grus som blev gravet fri af skvalderkål og brændenælder og kørt til kolonien. En tromle er venligt udlånt af en flink nabo.

To slags fliser passede lige til gangens bredde,

så vi blev så glade for resultatet, at vi vandrede frem og tilbage for rigtigt at mærke det gode faste underlag under fødderne.

Den megen jord fra flisegangen 

endte ovenpå vores faskine, som har stået åben i over et år. Naturligvis lagde vi først fiberdug på.

Så vidt så godt.

Resten af september og en god del af oktober

- gik med både forudsete og uforudsete forhindringer der lagde beslag på weekenderne og så var der vejret, som mildt sagt var for vådt til jordprojekter. Men i dag skulle det være!

Formiddagen var tør med fejende flot solskin og det lykkedes mig at få rettet arealet af og sået græsfrø inden den første heftig byge angreb fra oven. 

   Det er selvfølgelig mindst en måned for sent at så græs, men på den anden side... Nu har vi jo fjernet alle mælkebøtterne, kvikgræsset og padderokkerne og man kan da håbe på det milde vejr lige akkurat tillader græsset at få fat inden vinter.

Hvis eksperimentet lykkes, har vi en halv terrasse at sætte havemøblerne på til næste forår, og så den anden halvdel at arbejde videre med. Pyh-ha!

Men da vi nu var så godt igang og vejret var helt behageligt - imellem bygerne - fik vi også luget alle havegangene og høstet de sidste gulerødder, pastinakker og rødbeder. Der er stadig en mængde oprydning i køkkenhaven og ikke mindst ukrudt i alle bedene, men det pyntede alligevel gevaldigt med dagens indsats, og de stolte kavalerer kigger stadig over hegnet i fin form.

Årets sidste stauder lægger an til blomstring. Der er masser af knopper i de gamle Chrysantemum vi arvede med haven.

Når havegangene er skuffet og revet giver de et indtryk af orden og overskuelighed, selvom det roder i alle bede.

Vi vendte trætte og tilfredse hjem i skarpt oktoberlys.

Ja, selvom det er vintertid nu, er der sikkert mange gode havedage tilbage i år.

Det går småt

- med havearbejdet, mens tiden hastigt iler mod vinter og mørke. Det våde vejr sætter en begrænsning på hvad man kan nå i løbet af en weekend, og det er både godt og skidt. Godt at få lov til at slappe af, skidt at en mængde arbejde nok må udskydes til næste år.
   Lidt bliver der dog gjort ind imellem bygerne, og jeg har i det mindste beskåret Filippa æbletræet nu hvor æblerne er faldet ned, men grenene ligger stadig og venter på at blive samlet sammen. Træet fik en ordentlig beskæring for et par år siden, men nu var det tid igen. Jeg prøver på at forenkle grenbygningen og tynde ud i de mange vanris.

Ribes busken fik jeg også høvlet ned og fik fjernet alle de halvvisne grene. Jeg har læst mig til at blodribs gerne vil stå fugtigt, så det er nok ikke så mærkeligt den har haft det svært siden sidste sommer. Nu er der håb om en frisk start næste år med den gode regn vi har fået her i efteråret.

Her er havens andet æbletræ, som jeg også arbejder på med jævne mellemrum. Det handler både om opstamning og udtynding. Lige nu får det fred, for jeg nyder de fine høstfarver så længe de varer.

Frost har vi endnu kun lige snuset til, men alligevel begynder mange blade at skifte farve. Kirsebærtræet er ved at tage sine gule farver frem, og de klæder så fint de gule paradisæbler og orange Georginer.

I det nye pergolabed er klatrehortensierne også ved at gulne,

mens de allersidste blade på troldnød giver den gas sammen med blomstrende Primula.

Fine farver og former også på en samling pyntegræskar jeg fik i fødselsdagsgave,

og her stråler krydderurter og Montbretia om kap i et øjebliks dejligt solskin. Rosmarinen er nærmest blevet en hel busk efterhånden. Den sætter pris på det varme vejr, og måske vil den oven i købet beære os med en blomstring til næste år?

Plantevejr

Det har regnet en hel del her i oktober, og det er godt plantevejr. Et nyt bed er ved at tage form i vores have, et bed med fine farver på løv, blomster og frugter.
   Jeg fik de første planter i jorden en dag hvor vinden var hård ved både mig og de nye buske. Det er et par uger siden.

For en uge siden fik jeg gravet noget af græstørven væk og fik plantet nogle flere bunddækkende buske. Det er forskellige krybende stedsegrønne i blågrønne toner, som skal give fylde under de løvfældende.

Ganske sveddryppende...

Arbejdet skrider frem ligesom de tegninger, hvor man forbinder en masse punkter - fra punkt 1 til 2 til 3 og videre til motivet bliver genkendeligt. Her er det dog os der bestemmer formen til sidst, for lige nu ser det faktisk lidt mærkeligt ud, men det letter turen rundt med græsslåmaskinen.

Et tykt lag af vores egen kompost bliver lagt ud inden jeg planter.

Rådyrene har allerede være på spil, så vi indhegner buskene hver for sig. Deres fodspor i den løse jord og bid på grenene afslører dem, og jeg er så irriteret over deres tilstedeværelse efter vi satte dyrehegn op mod marken. Nu må vi lade hækken ind til naboen vokse sig højere, før vi kan føle os sikre.
   Så langt kom jeg med dette bed i dag. Her er to forskellige paradisæbler, tre ribsbuske, en kornel og fire stedsegrønne. I dag fik jeg også sat nogle Hebe af den billige slags man kan finde på tilbud i supermarkeder.

Vi fik dog også sat vores fuglefodring i system, så jeg er meget tilfreds med dagens dont.

Måske ikke så mange point for det kunstneriske indtryk, men nu kan vi se fuglene inde fra stuen og slipper for fuglefrø i bedene.

Og ellers skrider efteråret planmæssigt frem og afslører nye kulører. De knaldrøde blade har sluppet deres tag i benved-busken og nu er det de orange bær der lyser op.

 
Én høststenbræk har overlevet fra sidste år og blomstrer behersket, men køn er den.

Det har foreløbig været en fin oktober måned med masser af dejlig regn og nu milde temperaturer.

Leopardlilje

Historien om leopardliljen i vores have starter tilbage i 2017, hvor vi besøgte gamle venner i Virginia, USA. Nedenunder er et billede fra et af deres store staudebede, hvor en velsignelse af frø fra Belamcanda chinensis, Blackberry Lilly, brombærlilje (og i virkeligheden er det faktisk en Iris) fristede mig til at tage en håndfuld med hjem.

Som sagt så gjort, og dernæst glemte jeg alt om dem. Hele vinteren lå de i en kuvert indtil jeg fandt dem henad foråret og puttede dem i fryseren et par uger - uden at ane om det var godt eller skidt i øvrigt. Men i jorden kom de til sidst, og i 2018 stod de fint med lysegrønne blade her i forgrunden af urtebedet.

Sidste vinter var de godt dækket af visne blade og grangrene sammen med Montbretia som står i baggrunden op ad drivhussoklen. Og de kom så småt frem

- selvom de skulle slås med timian og merian. I juli måned var der knopper i en af planterne og jeg gik og ventede spændt på blomsterne. Troede egentlig de ville blive gule

- men blev glædeligt overrasket over at se de leopardplettede orange blomster.

Blomstringen fortsatte over en lang periode ind i august og jeg synes de slutter blomstringen af så sjovt ved at rulle kronbladene sammen og "snøre sækken" effektivt inden frøene udvikles.

Som man kan se er der noget på vej, så bestøvningen lykkedes.

Ja, nu går jeg bare og funderer på hvornår jeg skal høste, men tænker frøene skal være helt sorte (som brombær) inden jeg plukker.

Håber de når at modne inden de rådner eller falder ud. Der kunne være andre der var interesserede i at gøre forsøget med frø fra disse fine planter, og hvis ikke kan vi da sagtens selv bruge lidt flere. Jeg glæder mig til Montbretia kommer rigtigt igang med blomstring, for de klæder hinanden vældig godt.

En blæsende fornøjelse

Se her en fin larve jeg fandt på en nyplantet paradisæblebusk. Det er en bøgenonne, så vidt vi kan se, og den burde jo sidde på et bøgetræ, men lige nu er den nok i færd med at finde et sted at forpuppe sig. Og busken har stået sammen med en lille rødbøg i et par uger og ventet på at blive placeret på sit voksested i haven, så der er jo nok forklaringen.

Da regnen slap taget i os mandag eftermiddag (28 mm!) var det nemlig tid til at få flere nye planter i jorden, og det var et rigtig godt tidspunkt til at grave i plænen, men til gengæld overordentligt blæsende. Jeg måtte tøjre planterne med tentorstål for at danne mig et overblik. 

Vanen tro skal dette udvikle sig til endnu et nyt bed, men i går var det rigeligt at grave de 6 huller og plante 2 paradisæbler, 3 ribsbuske og en gulbladet kornel i den fugtige jord med masser af kompost.

Som man kan se vender alle bladene vrangen ud når man ser dem fra vindsiden, og her er det netop blandt andet bladfarver det handler om. Set fra huset står den mahogni-røde paradisæble Freja yderst og bagved den vil en fin lys kornel titte frem. De 3 ribsbuske skal fylde bagved paradisæbletræet med de orange æbler. Professor Sprenger hedder den. Og samtidig har vi bevaret det lange kig til fjorden i det fjerne.

Resten af bedet skal med tiden rumme en rigtig flot røn, nogle stedsegrønne bunddækkere, et stedsegrønt lille træ og masser af Skt. Hansurt i forskellige farver rundt i kanten. Ja-ja, jeg ser det allerede for mig...

- Og mens jeg drømmer om fremtidige bede er der faktisk meget godt gang i de allerede eksisterende. Det skal man jo ikke glemme at nyde. Se blot hvor fint knopurt og solbrud er i gang med anden blomstring.

Det er som små sole der kigger frem efter regnen.