lørdag den 23. maj 2020

En dejlig torsdag

Symmetrisk bliver kolonihaven aldrig, men se alligevel her, hvor vi nu er flyttet ind på den ene halvdel af terrassen med vores havemøbler. Herfra er der dog kommet en sjov symmetri ud af alle vores anstrengelser, og haven virker efterhånden afbalanceret. I kolonien er haveplanen lagt som en lidt barok understregning af den gammeldags charme ved foreningens (vistnok) ældste hus, og vi har da også bevaret rigtig mange af de gamle stauder der stod i haven da vi overtog.


På begge sider af lågen i baggrunden har vi anbragt en stor balje med rød-hvide sommerblomster (det var her vi havde tulipaner tidligere på året), som også understreger kolonihavestilen, og i midten af hver står en kirsebærlaurbær, som kan få lov at blive stor og bamset med tiden.


Nu er forårsløg og frugttræer afblomstret, men guldregnen står på spring og har efterhånden fået en pæn form og fylde.


Det er et fint kig fra huset med den japanske løn i baggrunden -


- og i forgrunden det gule bed.


Sidste år ved denne tid anlagde jeg et krydderurtebed i midten af køkkenhaven. Her rundt om sveskeblommen er jorden altid tør, og vi har forsøgt os med mange mærkelige beplantninger gennem tiden.


Nu ser det ud som om der er noget der lykkes, for urterne her er ligeglade med vand og gødning og intensiv pasning - de trives simpelthen. Lavendelhækken er også godt med og vil danne en god ramme om flere forskellige timian, rosmarin og merian.


Foreløbig en lille grøn oase i et hav af kartoffelrækker, men kartoflerne er såmænd allerede på vej.


I torsdags - på Kr. Himmelfartsdag - var vejret så fint at vi holdt vores pauser i skyggen af huset, og således fik indviet første halvdel af terrassen. John Steinbeck har skrevet en roman der på dansk hedder "En dejlig torsdag", og det var lige netop hvad vi havde her omkring bordet med kaffe og kringle og mange besøg af hyggelige naboer i haveforeningen. Vi havde det så dejligt at jeg helt glemte at tage billeder mens vi havde besøg.
   Steinbecks roman er en af flere der handler om en dagdriverbande i Monterey i Californien, og vi nød også et herligt driverliv ind imellem græs- og hækklipning.


Terrassens dimensioner er slet ikke gammeldags, men afspejler mere vores behov for at kunne slappe af og have gæster. Et par bænke er på vej.


Havens mørke og triste hjørne er blevet så smukt med de mange bregner, kuplede bøgepur og den gulbladede kornel. Lige for tiden hvælver naboens hvide syren sig over de mange friskgrønne farver med sin skønne duft.


En rigtig dejlig torsdag!


søndag den 10. maj 2020

Kartoffel-ferie i maj

Jow-jow, jeg ved det godt. 
Kartoffelferien ligger i oktober og handler om kartoffelhøst, men vi har lige brugt en lang dag i Bededagsferien til at lægge kartofler, og det er såmænd også et stort arbejde.


Først skulle vi lige have gravet det sidste stykke køkkenhave fri af ukrudt. Sveddryppende!

Dernæst gik vi over til at rille op i tre rækker rundt om blommetræet


- og grave rigtig dybe riller til kartoflerne, så der kan blive jord nok til hypning senere hen.


Vejret var ligefrem varmt, så der blev sparket et par pauser ind imellem.


Ved aftenstid var vi i mål. Vi har lagt kartofler i alle 4 bede i den runde køkkenhave i år og håber det vil gøre vedligholdelsen nemmere. Til gengæld kan vi risikere at have kartofler til hele næste vinter, hvis ellers vi kan opbevare dem så de holder sig.


Planen er at stikke nogle andre afgrøder ind i takt med vi kan høste de dejlige guldklumper, f.eks. bønner, som vi plejer at have held med.



Majhaven tager sig ganske dejlig ud mens lange skygger lægger sig til hvile over bedene, og vi drog hjem med store saftige asparges til en fin middag og vores egen hvile.




lørdag den 9. maj 2020

Liv og død - og det ind imellem


Der er et vældigt leben i haven i denne tid, hvor store territoriestridigheder afgøres blandt skovspurve og gråspurve med skrig og skrål, flaksen og basken og flyvende fjer, skovduerne puster sig op og danser for hinanden, pindsvinet trisser over plænen når natten falder på og flagermusene lyner parvis gennem luften ganske lydløst.
   Også spurvehøgen lyner gennem haven som en fartstribe man først ser, når den er væk igen, men af og til slår den sig ned og får et lille hvil. Kan I se den sidder på opbindingen til den tyrkiske hassel?


Vores fasaner, 1 kok og 3 hunner, har jo snart boet her længe og vi har vænnet os til hinanden, så det nærmest føles som at holde høns. De står og venter på os og følger os rundt i hælene, for at se om der dog ikke skulle fremkomme noget spiseligt.
   Én af hønerne har set sølle ud en tid, og her forleden morgen lå hun død på græsset, mens to krager, som bor i den store eg i nabolaget, allerede var ved at pille den smule kød af benene, som de kunne få øje på. Inden hun døde lå der æg midt i haven, og dem forsvandt kragerne også med, så intet er gået til spilde. Livets og dødens gang i en ganske almindelig villahave...


 Vi tager lige en lille blomst for at komme tilbage til de levendes land igen. Geranium malviflorum, som forsvinder når den har blomstret, men trofast lever op igen hvert forår.


Vi andre, som stadig er relativt raske og rørrige, får brugt kræfterne på alt det der stadig godt kan trænge til en overhaling. Ingen store projekter (heldigvis!) - blot vedligehold, som aldrig tager en ende.


Under pergolaen havde de italienske ingefær efterhånden helt taget magten fra de stauder jeg har plantet. Kærmindesøster lå nærmest ned under ingefæren og blomstrede svagt i kanten og liljekonvallerne kunne jeg slet ikke finde.


Længe har jeg tænkt over hvordan jeg skulle få dem fjernet uden at ødelægge alt for meget, for det er umuligt at grave dem op inde mellem vedbenrødderne, og det endte med jeg trak alle bladene op.


Jeg er ganske sikker på de vil komme igen og igen, men nu er de vel svækket for en stund, nu da jeg har fjernet alle de meterhøje blade, og så kan vi nok styre dem gennem resten af sæsonen.
   Vi har ingefær mange steder i haven og jeg synes jo det er flotte planter - jeg holder også så meget af deres orange frøstande om efteråret - men visse steder må der godt være plads til andre ting.


Det blev til to trillebørlæs inden jeg var færdig, men jeg fandt liljekonvallerne!


Andetsteds i haven gjorde John havestolene i stand til en forhåbentlig god sæson med tid til hvile og gode måltider omkring havebordet. Godt han har sans for det vigtige i livet!




mandag den 4. maj 2020

4. maj


Her på 75 året for befrielsen har jeg lavet os en lille dannebrogsbuket til bordet - og så har vi selvfølgelig levende lys i alle vinduer. Jeg har ikke oplevet 2. verdenskrig, men mine forældre gjorde, og deres ungdom var nok en del mere besværlig end det vi oplever nu under corona-krisen, så jeg synes stadig det er værd at mindes, at vi trods alt kom igennem dengang. Det gør vi også nok nu.


Og ellers kan man jo bare fejre at maj er her og alting grønnes og mange træer blomstrer.


Vores små bærmispler er meget godt med og den nye røn - Dodong - ser ualmindelig sund og frisk ud, men gemmer nok blomstringen til næste år. Det synes jeg er helt i orden i betragtning af den endnu bare er én pind, men dog en pind som vokser.


Det ser ud som om hasselurterne er godt etableret og figentræet springer ud i sin krukke.



I kolonihaven har vi et fint tulipanflor i murerbaljerne, men vi har været beskæftiget i den anden ende af haven.


Vi havde egentlig en plan om at få kartoflerne i jorden, trimme græsset, luge staudebedene og adskilligt andet jeg har glemt nu, men endte med at få planeret det sidste stykke af terrassen.


Vi gravede igennem sten og rødder, hvor der førhen lå fliser, vi svedte og stønnede, rev og sorterede, nivellerede og planerede - og ind imellem drak vi kaffe og hvilede lidt i solen,


men til sidst kom vi faktisk igennem, og jeg fik sået græsfrø i den stadig fugtige jord.


Det er et af disse projekter som har taget alt for lang tid. Faktisk har jeg glædet mig til denne dag i 5 år, så det var en lettelse endelig at kunne sætte et flueben ved terrassen. Når det nye græs er kommet op kan vi møblere med to nye borde og et par nymalede bænke, og jeg ser frem til at sidde her og bare høre ukrudtet gro.

For 5 år siden så huset og terrassen sådan ud. Det hele var meget romantisk og tilgroet og småt, men jeg har en klar idé om at vi nu vil kunne benytte arealet mere, bedre og forhåbentlig oftere. Nu er der plads til at flytte rundt efter sol og skygge og plads til at invitere gæster. Vi kan endda sidde i to (corona)grupper, hvis det skulle blive nødvendigt.


Alt i alt meget at glæde sig over - og til. Og nu blomstrer Professor Sprenger helt overdådigt!