Rundgang i juli

Jeg må starte udenfor haven på min rundtur, for nu står solsikkerne og blomstrer over hækken, og den gule hilsen til både Ukraines folk og alle andre folk der passerer, begynder at ligne mine forestillinger.

Gul feber har ramt os i juli måned, hvor alverdens trængsler blev fuldstændig glemt i Tour de France hurlumhejet og Vingegaards sejr,

men først skulle vi lige have en smule regn, for ikke helt at glemme hvordan den slags føles.

Skumblomst breder sig til min store glæde i pergolabedet under store stauders blade.

- Tilbage til rundgangen, og den have som ikke forandrer sig synderligt i sommerens overvejende tørre vejr, men som jeg selv forsøger at beskære så den kan være parat til at vokse og blomstre, når vejret engang vender sig mod den livgivende væde igen. Ja, jeg håber stadig!

Først skal man lige igennem den praktiske men kedelige indkørsel og carport,

med et lille kig ind til venstre til morgenterrassen,

før man kommer ud i lyset igen på den store terrasse.

Og her vokser den gule tretorn stadig sideværts og nedad, mens jeg klipper og klipper så vi i det mindste kan komme forbi den. Jeg er ved at være grundigt træt af dette træ, og er begyndt at overveje nye alternativer.

Et par trin ned og så til højre under kirsebærtræet, men først et lille sideblik op til den mindste terrasse 

Midt i græsset til venstre står endnu et skævt træ, som på trods af flere års opbinding stadig ikke vil rette sig op. Det er den ægte kastanje, som dog ser trivelig ud og sætter mange kastanjer i år.

Jeg går bagom solbedet langs hækken hvorfra man kan få et meget godt kig op mod huset.

I dette fjerne hjørne af haven har jeg været beskæftiget i timevis, så nu er margeritterne skåret ned og flere store planter gravet op og fjernet. Løvehalerne er jo fine i vintertiden, men de sår sig, så de er også klippet ned, mens jeg efter grundig vanding har omplantet solbrud, krybeklokke og en spinkel græs, der har stået i potte en årstid.

Videre langs marken og under Filippa-æbletræet med ribs, blærespirea, dværgsyren og læbeløs i det nyeste bed. Her skal der dæleme også vandes!

Bagved dette bed i et mørkt hjørne ligger en stor stak græstørv og formulder under en pressening.

Kompostpladsen gemmer sig også her i skyggen af gamle blommetræer. Bunken vokser nu mens jeg skærer stauder ned i alle bede, og til venstre står en spand nælde-vand og stinker ganske forfærdeligt. Jeg bruger det som gødning til potter og tomater.

Så går turen op langs skyggebedet ad stien der ender under pergolaen.

Her ender vejen blindt i en mur med klatrehortensia, så jeg drejer på den mindste terrasse og får et blik ud over haven og landskabet. 

Den røde hassel nærmest huset er blevet stor allerede, og den tyrkiske hassel længere borte har endelig fået rigtig godt fat og er vokset meget i år. Det er en fornøjelse! Æbletræet til højre er stadig i gang med sin dødskamp, så her i efteråret vil jeg købe et par klematis der kan overtage kronen fremover. Det skal være to forskellige med blomstring over hele sommeren.

Hvis der stadig skulle være enkelte læsere tilbage er her endelig et par billeder fra midten af haven:)

Og så er vi tilbage igen ved den store terrasse!

Nu må august gerne vise sig fra sin milde side med masser af regn og stille lune dage!

Feber-vejr i kolonien

Sommeren har givet os feber-vejr og vi bliver bagt den ene dag og rusket af vinden den næste, mens haven tørrer ud, og planterne kæmper for livet. De seneste dage er gået med at prøve at redde køkkenhaven igennem med vanding, lugning og omplantning.

I midten af haven skal der ikke vandes, for krydderurterne klarer sig fint og trækker store mængder af bier, humler og sommerfugle til, uden at vi behøver gøre noget.

Vi fordelte arbejdet imellem os så John vandede staudebede og blåbær/aspargesbed, mens jeg lugede og fjernede al det gamle spinat i køkkenbedene. Så blev der plads til at fordele tagetes i de tomme rækker.
Her kommer nogle før-og-efter billeder:

Før og efter i bønne-bedet, hvor bønnerne er det eneste der rigtig trives. Nu er der sået ærter opad hegnet for 3. gang og tagetes har erstattet den rædsomme spinat. En enkelt solsikke har selvsået fra sidste år.

Før og efter i bedet med rødbede og ærter, hvor rådyr har hærget. Her måtte jeg pakke planterne ind i net efter at have ryddet op. Spinaten har vi spist af flere gange, men rødbederne kan jo ikke vokse når bladene bliver ædt af rådyr, og persillerødderne fik vi aldrig at se. Jeg planter tagetes overalt hvor der er plads, og har også sået tallerkensmækker, så det bliver måske en blomsterhave inden sæsonen er slut.

I porre-bedet var der fra starten flere blomster end urter, og her har jeg hentet tagetes til resten af bedene. Det er den mørke Linné-tagtes vi har sået, så den er der nok af. Vanding har gjort planterne godt, og her i skyggen trives det meste, selvom det vokser langsomt.

Det 4. bed er kålbedet, hvor det går allerbedst, så her er der ikke sket så meget. Vi vander den flotte grønkål, og pakker den ind i insektnet. Vi har høstet store flotte glaskål og foræret nogle væk. Resten ender i salater og smager rigtig godt. Sellerien er helt selvkørende og tiltaler hverken rådyr, snegle eller duer, hvilket vi skal huske til næste år!

Mens cykel-feberen var på sit højeste i sidste uge, var vejret også feber-agtigt med 31 grader i skyggen, men da feberen dalede fik vi lysten til havearbejde tilbage. På andendagen i kolonien byttede vi arbejdsplads, og John vandede alle køkken-bede, mens jeg tyndede ud i stauderne. Således fik vi klaret en del af de mest presserende opgaver, og nu mangler vi bare at luge havegangene.

Ind imellem studser vi lidt på hækken og slår en masse snegle ihjel, men der bliver dog også tid til kaffehygge og små måltider med havens afgrøder. Lidt ærter er det da blevet til...

Jeg er glad for at den store tusindstråle kom ud af staudebedet. Den står så godt her mellem buske og bregner, og bregnerne klarer sig stadig fint uden vores hjælp.

Efter et ordentligt temperaturfald i weekenden, fik vejret endnu et feberanfald i går, hvor det pludselig var 31 grader igen, men det endte heldigvis godt med et dejligt regnvejr henad aften. Nu er varmen forsvundet og vi er tilbage i blæst og 15-20 grader. Sikken en sommer!

   

Liv i varmen

Det kribler og krabler her i varmen, selvom vi selv forsøger at holde os helt i ro i skyggen. Alle insekter er kommet på banen , og svirrer omkring i vældig fart, sommerfugle, fluer og humlebier, og inde i huset må vi dele pladsen med vingede myrer som myldrer op af revner og sprækker i gulvet. Det føles som om vi er blevet placeret i en zoologisk have, og på marken bag huset græsser et rådyr med sine trillinger.

Trods tørke trives mange planter i haven, og de står jo også så tæt at jorden næsten er dækket selvom nogle bede først er tilplantet sidste år. Krydderurter tiltrækker masser af insekter og dagliljer blomstrer tilsyneladende uanset vejret. Jeg har skåret en hel del stauder ned nu, og skabt lidt luft mellem planterne.

Potentil-buskene er fine og alle sankthansurter står parat til en flot blomstring, så insekterne har også noget at se frem til.

Margeritterne er reduceret i mængde. Nogle er skåret ned og andre gravet op og sat i potter, så andre kan få glæde af dem. Et par myrtegedeblad er plantet i kanten af bedet for at fylde hullerne ud, og så er der lagt flis for at holde på vandet i jorden.

I skyggebedet har jeg skåret næsten alle løvefod ned og det er faktisk svært at se der mangler noget:)

De store gule dagliljer er nu sprunget ud og i vores første Georgine-blomst bor en lille penselspinder-larve, som gnaver sig gennem kronbladene på blomsten. Den får lov at bo her, for vi regner med at få flere Georgine-blomster efterfølgende. Sidste år fandt jeg også en larve af dette lille møl i krukkerne på terrassen, og da den er så fin, betragter jeg den nu som en del af 'familien'.

Hunnerne af lille penselspinder kan ikke flyve, og lægger deres æg hvor de selv er kommet til verden, og dette kan forklare hvorfor det lille møl lever næsten på samme sted, hvor dens mor levede sidste år.

I 3 meters højde er solsikkerne ved at få store knopper. De er nu lige så høje som det stativ der støtter dem, og de behøver ikke blive højere for min skyld.

Snart kan vi glæde os over gyldne blomster der nikker over hækken til alle forbipasserende, og indtil da nyder vi de gule dagliljer i haven.