onsdag den 27. januar 2016

Et fint lille fad

Hverdags-smykkerne. Jeg går næsten altid med de samme smykker til både hverdag og fest, så de skal være nemme at komme til.
Mine fest-smykker findes kun i et meget begrænset udvalg og er gemt væk til ganske særlige lejligheder, da jeg befinder mig bedst med de samme smykker i lange perioder af gangen.

Det her fine fad er fra Anne Lind Sorth, som jeg har fået et lille crush på. Hun laver de fineste ting og især den måde hun leger med glasurene på er jeg hel vild med. Så da jeg var i København måtte jeg forbi Værkstedet i Blågårdsgade og have mig et fad med hjem. Jeg er ret sikker på, at de bliver starten på en samling. Anne laver også nogle vildt fine krus, så jeg går og venter på, at hun igen har tid til at lave et par stykker i de yndigste sorbet-farver.
Fadet her vil være perfekt til at servere chokolade, frugt eller flødeboller på, men lige nu fungerer det som opbevaring for mine smykker, som jeg altid smider så snart jeg kommer inden for døren.
Anne findes på Instagram, hvor du også kan finde oplysninger om forhandlere eller købe direkte igennem Anne selv.


søndag den 24. januar 2016

Dining Week Aalborg

Skynd jer at bestille billet- der er kun et begrænset antal pladser.

Jeg har tilbragt weekenden i København med gode veninder. Vi spiste os igennem weekenden på Halifax, La Glace, Gorilla og Mother, så det virker perfekt at fortælle om Dining Week oven på sådan et madorgie. Det var virkeligt en god weekend :)

Dining Week er normalt forbeholdt for Københavnerne, men i år er Aalborg også med.
San Pellegrino og en lang række af landets bedste restauranter afholder denne restaurant-festival og det giver mulighed for, at spise de steder, som man måske ikke lige kommer hver dag.
For 200 kr. + gebyr får man en 3-retters menu og en flaske San Pellegrino.
Dining Week løber af stablen i uge 7 og her i Aalborg er både CANblau, Cupo, Princess Juliana, Hos Boldt og mange andre.
Jeg har allerede booket billet til Hos Boldt og CANblau...
Læs mere HER, hvor du også kan se de samlede restauranter, menuerne, booke billet osv.

Jeg elsker at spise ude og bruger en del penge på det hver måned. Ofte kommer jeg de samme steder, for jeg er nok meget typisk jyde og hader at skulle betale for noget, der ikke er pengene værd. Så hellere satse på det jeg kender. Under Dining Week er der mulighed for at udvide horisonten lidt til yderst fordelagtige priser.
I weekenden spiste vi nogle virkeligt lækre steder og især Gorilla var en spændende oplevelse til  helt rimelige penge. Er du i København giver jeg gerne den en anbefaling :)
Skal I af sted til Dining Week?

søndag den 17. januar 2016

Grønkålspesto


Hjemmelavet pesto i køleskabet er altid et hit, der gør aftensmaden lidt nemmere.
Denne her er super god til især pastaretter og oksekød.


Grønkål er blevet en del af det faste indhold i mit køleskab. Jeg spiser det kun i rå form, for tilberedt er det ikke rigtigt et hit.  Nu er jeg sådan lidt doven anlagt, så jeg køber altid den version i poser der er både snittet og skyllet. Så skal det bare ud i salatskålen. Især sammen med appelsin og granatæble er det et hit!
Pestoen her synes jeg også er skøn. Basilikummen og hvidløget smager en del igennem, men man kan også smage grønkålen. Vi har fået den vendt med friskkogt pasta og så med krydrede kødboller og et godt drys parmesan til. Det smagte super godt og var en nem aftensmad, der kan laves på 20-25 min. hvis pestoen allerede står i køleskabet. Den er også god på toppen af en salat eller i pitabrød.
Opskriften er fundet her. Jeg brugte noget mere olivenolie og citronsaft og så forkogte ikke kålen, da den var så findelt.

Grønkålspesto
100-150 g. grønkål
55 g. pinjekerner
2 fed hvidløg
1 lille bundt basilikum
saft af ½-1 citron
ca. ½ dl. olivenolie
salt, peber

Kom grønkål, pinjekerner, hvidløg, basilikum, saft af ½ citron og lidt olivenolie i en minihakker. Blend godt og tilsæt citronsaft og olivenolie efter behov.
Smag til med salt og peber.
Pestoen skal opbevares i et tætsluttende glas med låg og kan holde sig på køl i en lille uges tid.

onsdag den 13. januar 2016

Små Glimt

Til nytår forsøgte vi os med Summerbirds mousserede te fremfor champagne.
Jeg er ikke helt vildt fan..

Jeg er en sukkergris!
Urtekrams frysetørrede bær med chokolade er en sikkert hit i skrivebordsskuffen til hårde eftermiddage på job.

Et af mine bedste loppefund er det lille rullebord med glasplade.
Godt at der kun er et par måneder til, at sæsonen for loppemarkeder starter op igen.

Jeg spiser frugt og bær hver dag. Her ses favoritterne lige for tiden- umodne bananer, søde appelsiner og granatæbler. Er det kun mig der ikke er så vild med modne bananer?
Dolly følger med i alt hvad der foregår- især hvis det kunne tænkes at være spiseligt :)
Hundekurve er tit temmelig grimme eller temmelig kedelige, så Dolly har bla. en gammel trækasse fyldt med tæpper og en god pude.

Selvom jeg har boet i hus, så har denne lille lejlighed det største køkken jeg har haft i de 10 år jeg har været flyttet hjemmefra. Jeg nyder det!
Overskuddet til de store projekter er der ikke, men lidt mad får jeg da lavet.

Nede om hjørnet ligger Søbergs Økologi, der bla. sælger disse lækre, økologiske lemonader med brus. Vi har snart været igennem hele sortimentet.

Ynglingsmad! Ristet grovbrød, moset avocado med citronsaft, spejlæg og masser af friskkværnet salt og peber.

Jeg elsker grønne planter selvom jeg er så dårlig til at passe dem. Ingen grønne fingre her!

lørdag den 9. januar 2016

Pif Paf Puf

Er den puf ikke bare perfekt sammen med min sofa og det lækre tæppe?
Kassen under sofaen er til fjernbetjening, Ipad, opladere, håndcreme og alle de andre ting der ellers ender med at ligge og flyde..



Mit sofabord blev købt før jeg overhovedet havde fundet lejligheden og sofaen, men jeg vidste at jeg ville blive glad for det lille rullebord, da jeg så det på loppemarkedet. Det passer bare ikke så godt sammen med min meget lave sofa. Jeg kan ikke rigtigt finde ud hvad det så skal være...
Indtil Kristian kom hjem med den her puf, som han have købt på udsalg til sin egen lejlighed. Jeg kan desværre ikke overbevise ham om, at han skal lade den blive her og den har- på trods af udsalg- også en ret heftig pris. Så jeg kan ikke bare lige købe en magen til.
Den er bare så fin! Er der mon nogen af jer der ved hvor man kan få en tilsvarende- eller lidt mindre- læderpuf i samme farve til en rimelig pris?
Eller måske du bare lige har set det perfekte sofabord til min lave sofa?

onsdag den 6. januar 2016

Spicy suppe med søde kartofler

Suppe er en af mine vinter-favoritter. Nemt, sundt og billigt!
På torvet koster søde kartofler lige nu 20 kr./kg. og det svarer til en 5-6 pæne kartofler. Søde kartofler eller sweet potato smager bestemt ikke som kartofler, men meget sødt og koger nemt ud. Jeg bruger den, som jeg ville bruge rodfrugter.


Efterhånden følger jeg ikke ret mange madblogs længere. Jeg synes det er blevet for "pænt" og for besværligt meget af det, der vises. rundt omkring. Enten lidt for snobbet eller lidt for helse-frelst. Gane&Gaffel er dog en gammel favorit, da jeg holder af den uhøjtidelige stemning og de lidt mere rustikke opskrifter. Her er opskriften på suppen også fra og den smager skønt. De varme cajun-krydderier spænder rigtigt godt sammen med de søde rodfrugter. Det kan købes i flere større supermarkeder eller etniske grønthandlere..
Jeg foretrækker de blendede supper og gerne tilsat lidt piskefløde. Mange synes måske, at det sunde så går væk, meeen jeg vil ikke gå på kompromis med smagen. Jeg elsker smør og fløde- og alt med måde, så går det også nok. Når jeg spiser suppe gør jeg det næsten altid med en eller anden form for kød- en rest kylling, bacon osv. Det mættere bare bedre, men et groft stykke brød kan nu også gøre det. Her blev det med sprødstegt bacon, uhm....
Brug gerne lidt mere væde, da suppen blev lidt tyk.. Jeg brugte omkring 6 dl, men den kunne godt trække lidt mere efter min smag.


Spicy suppe med søde kartofler. (2 pers.)
3 søde kartofler
3 gulerødder
1 løg
6 dl. god bouillon
½-1 dl. piskefløde
ca. 2 tsk. cajun-krydderi
salt, peber, olivenolie

Skræl de søde kartofler og gulerødderne. Skær dem i grove tern.
Pil løget og skær i grove tern.
Steg alle grøntsagerne i lidt olivenolie i en mellemstor gryde ved høj varme.
Tilsæt lidt salt, peber og cajun-krydderi. Rør undervejs, så det ikke brænder på.
Når løgene begynder at blive klare tilsættes bouillonen og det hele simre ca. 30 min. til at grøntsagerne er møre.
Blend rigtigt godt med en stavblenders å suppen bliver jævn og glat. Kom gryden tilbage på varmen, tilsæt fløde og lad det koge op.
Smag til og server med det samme.


lørdag den 2. januar 2016

Godt Nytår!

Når Føtex har 25% på al økologi slår jeg til! Udover det her lille udvalg købte jeg også æg, smør, kød, frosne bær og grøntsager, mel osv. Lageret er fyldt og mit lille køleskab bristefærdigt!

Godt Nytår.
Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år. Min Nytårsaften var meget stille og roligt, for jeg har følt mig lidt slidt ovenpå alt det her med hussalg, flytning, arbejde, ingen ferie, jul osv. Nu har jeg haft nogle fridage til at lave ikke ret meget i og det har været SKØNT!

Jeg vil ikke bruge en masse tid på at se tilbage eller på at lave en masse nytårsforsætter.
Ej, jeg har faktisk to, men det handler mere om praktikske forhold end om at vi lige rammer nytåret. Det ene er, at jeg skal i gang med at træne igen og først nu er der ro og plads til den slags. Heldigvis træner jeg 2 timer om ugen med mit arbejde, så jeg får rørt mig lidt, men ikke helt nok i forhold til hvor lidt fysisk aktiv jeg ellers er.
Det andet er, at jeg skal i gang med at lave ordenligt mad igen. De sidste mange måneder har jeg godt nok spist alt for mange madder, omeletter og pasta&kødsauce!
Sig endeligt til hvis I ligger inde med en god opskrift, en spændende madblog/hjemmeside, en ynglings-kogenbog eller noget, der måske kan give mig lidt inspiration i køkkenet. Dagen i dag er brugt på at købe stort ind, lave verdens bedste banan-granola og prøve en ny opskrift på suppe, som dukker op herinde en af dagene..

Bloggen vil jeg ikke love, at der kommer mere gang i end der er nu. Jeg har da overvejet, om jeg skal lukke og slukke, men der er jeg ikke endnu. Jeg synes stadig det er en hyggelig tidrøver og det er tiden, der driller mig, ikke lysten til at blogge. Så engang imellem kigger jeg ind og sådan må det blive. Huske I at følge mig på Instagram? Ikke fordi der sker en masse der, men der sker også lidt :)