Boghvede er et nyt bekendtskab for mig. Det påvirker ikke blodsukkeret i samme grad som hvedemel og indeholder næsten ingen gluten. Til gengæld har det en let bitter og nøddeagtig smag, der er bedst i det salte køkken.
Jeg var hvertfald ikke så fornøjet da jeg dagen efter ville spise en med syltetøj på:)
Pandekager med fyld af spicy, grillet oksekød, grillede peberfrugter, sprøde salater, en cremet avocadocreme og en sød salsa er et rigtigt aftensmadshit. Det tager lidt tid at lave, men jeg havde forberedt det hele i forvejen en travl dag, så jeg kunne klare det på 30 min. inkl. grill af kød og stegning af pandekager.
Kødet var en flanksteak marineret i limesaft, røget paprika, spidskommen og hvidløg. Og så bare grillet og strimlet. Avocadocremen blev lavet af en avocado, græsk yoghurt, en skvæt avocadolie, salt og peber. Begge dele simpelt, men godt sammen med de andre ingredienser.
Opskriften på pandekagerne fandt jeg (suprise) hos Vanløse Blues :) Jeg tilsatte dog noget mere vand, nok omkring 1 dl, fordi dejen var meget tyk. Jeg fik så også 15 flotte pandekager ud af portionen.
Boghvedepandekager (15 stk.)
300 g. boghvedemel
2 store økologiske æg
1 tsk. salt
6-7 dl. vand
smør til stegning
Bland boghvedemel, salt og vand og pisk det godt sammen. Pisk æggene i et af gangen.
Lad dejen hvile på køkkenbordet i 30 min. Tilsæt evt. lidt vand hvis den er blevet for tyk.
Steg pandekagerne i lidt smør ved middelvarme. Jeg brugte en pandekagepande.
Salsa med majs (2 pers.)
2 store, modne tomater
½ dl. majs
½ lille rødløg
1 fed, hvidløg
½ rød chili
2 spsk. hakket, bredbladet persille
3 spsk. olivenolie
Skær tomaten i både og fjern kernerne. Hak tomatkødet fint.
Hak løget fint, hak chilien fint og pres hvidløget. Rør det hele sammen og lad salsaen trække min. 30 min.
Tilbehør:
Grillet flankstek
1 rød peberfrugt, grillet
1 gul peberfrugt, grillet
2 håndfulde babyleaves
Avocadocreme, guacamole e.lign.
Smør pandekagerne med avocadocremen.
Top med salater, grillede peberfrugter i strimler, grillet kød i strimler og til sidst salsaen.