onsdag den 30. oktober 2013

Hindbærsnegle med orangemarcipan

Søndag havde jeg besøg af Uni-pigerne og deres skøre unger til brunch og hygge. Ikke en dum måde at tilbringe en søndag på. Mit bidrag blev boller af Ølandshvede, kaffe og så de her syrligt-søde snegle med fyld af hindbærsyltetøj og orangemarcipan.
Marcipanen smager meget kraftigt af appelsin, så er man ikke til den slags bruger man selvfølgeligt bare almindelig marcipan. De kan også pyntes med lidt glasur, hvilket jeg gjorde med de fleste.
Opskriften er fra AltForDamerne med mine små ændringer. Virkeligt lækre snegle, som jeg sagtens kan finde på at bage igen, men tror måske også jeg vil foretrække dem med almindeligt marcipan.
Jeg valgte at lave dejen om aftenen og så lade den hæve på køl natten over, da gæsterne kom tidligt søndag.
 
Hindbærsnegle med appelsinmarcipan (15-18 stk.)
Dej:
25 g. gær
3 dl. mælk
125 g. smeltet smør
1 æg
2 spsk. sukker
ca. 600 g. hvedemel
 
Fyld:
1 lille glas hindbærsyltetøj
ca. 300 g. revet orangemarcipan
100 g. koldt smør
 
Rør gæren ud i mælken og tilsæt sukker og æg.
Tilsæt melet lidt af gangen skiftevis med smørret. Ælt til en fast og smidig dej.
Lad den hæve 1½ time på køkkenbordet eller på køl natten over.
Næste dag deles dejen i 2 og rulles ud til 2 rektangler. Smør hver rektangel med hindbærsyltetøj, drys med marcipan og fordel tynde skiver smør over.
Rul hver rektangel sammen på den lange side og skær herefter skiver på omkring 3 cm.
Læg dem i små snegleforme eller muffinsforme. Lad dem hæve lunt og tildækket i 20-25 min.
Bages ved 200 grader i ca. 15 min.
Lad dem køle af inden de pyntes med glasur. Smager bedst samme dag, men kan godt lige lunes med fint resultat.
 


tirsdag den 29. oktober 2013

Stegt kylling med cider-sennepssauce

En lidt bleg tallerken, men til gengæld er den fuld af smag; stegt kylling med timian, en sur-sød sauce på sennep og cider, stegte svampe og en luftig mos af kartofler, blomkål og broccoli. Hertil en enkel sprød salat.
Opskriften er fra Paul Cunninghams "Privat". Lækker aftensmad, der får både hund og kat til at stå og kigge længselsfuldt ind i ovnen på den sprøde, velduftende kylling:)
Kan du ikke finde en tør æblecider, så vælg en god, ufiltreret æblemost.

Stegt kylling med cider-sennepssauce
1 kylling
lidt blødt smør
1 stor bundt timian
salt og peber

Cider-sennepssauce:
1 glas tør æblecider
stegesky fra kyllingen
1/4 piskefløde
100 g. koldt smør
1 spsk. dijonsennep
1 spsk. stærk sennep
citronsaft
salt, peber

Tilbehør
Kartoffelmos
Salat
Stegte svampe

Rens kyllingen godt og smør den ind i det bløde smør.
Fyld kyllingen med hakket timian og krydder med salt og peber.
Kom den i et ovnfast fad og steg den ca. 1 time ved 200 grader.
Kom cideren i en lille kasserolle og kog den ind til ca. det halve.
Hæld stegeskyen fra kyllingen gennem en si og lad kyllingen hvile tildækket.
Tilsæt stegesky, piskefløde, dijonsennep og stærk sennep til æblecideren.
Pisk det kolde smør i og lad koge lidt ind. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Server kyllingen med saucen og mos, salat og svampe.

mandag den 28. oktober 2013

TEST: Fotobog fra Onlinefotoservice.dk

 Så fik jeg langt om længe fotobogen færdig og fotograferet!
Den har været længe undervejs, men tiden og lysten har bare ikke lige været der.
Sådan her ser den ud. Lyserød og med masser af muffins :)
Bogen er på 26 sider og er fra onlinefotoservice.
 Bogen er på 26 store sider lækkert, blankt fotopapir. Billederne er taget direkte fra bloggen og fremstår i rigtig fin kvalitet.
Der er masser at lir at finde til sådan en fotobog. Bagrunde, farver, cliparts, skrifttyper osv. Min bog er blevet temmelig lyserød/lilla/prikket/blomstret/fuld af muffins. Ja, den er nok lige på grænsen til at være en anelse smagsløs, haha! Jeg kan bare ikke administrere den slags :)
 Min eneste anke er, at jeg blev meget overrasket over hvor stor en størrelse 12 eller 14 er på papiret. Skriften er virkeligt stor og også helt unødigt stor. Det havde jeg ingen fornemmelse af da jeg lavede bogen, for der kunne jeg slet ikke se hvad jeg skrev og tilpassede den derfor derefter. Lidt dumt, for mange gange kunne der havde været en opskrift pr. side i stedet for 2 sider.
Selve programmet til bogen er nemt at betjene, men her snød det altså mig og det er jeg lidt ærgerlig over- det ser næsten ud som om bogen er lavet til en der er halvt blind!
En CEWE-fotobog på 26 sider koster 255 kr. + fragt.
En ganske rimelig pris, hvis man da lige får udnyttet siderne korrekt!
Jeg synes, at det er en super god måde at få glæde af sine billeder og helt sikkert en oplagt gave til bedsteforældre, små børn mm.

søndag den 27. oktober 2013

Bageglæde og bagelager


Det har været lidt sløvt med bageriet herhjemme den sidste tid. Det er druknet i travlhed. Min praktikplads er jo lidt alternativ, så der er også en køkkenfunktion, hvor jeg ofte er med til at bage brød og boller. Det smitter heldigvis også lidt af herhjemme, hvor der efterhånden bliver bagt hver uge igen. Hjemmebagt brød er virkeligt godt!
Der er mest bagt af alle de rester af mel, frø, kerner, tørrede bær, nødder, chokolade, sirupper osv. som havde hobet sig op i skabe og skuffer. Nu er skabe og skuffer efterhånden tomme og lidt kedelige, så jeg udnyttede Kvicklys tilbud på økologisk mel her i oktober og hamstrede hele 6 poser af lækker økologisk mel. Ølandshveden fra Skærtoft Mølle er favoritten og vildrugen fra Urtekram er ny, så der skal nok snart bages rugbrød eller bare rugboller.

I formiddags havde jeg besøg af pigerne fra Uni inkl. 3 unger til brunch, for det er længe siden vi sidst har været samlet. Så der blev bagt boller af Ølandshvede og nogle lækre snegle, som der kommer en opskrift på en af dagene:)

lørdag den 26. oktober 2013

Biscotti med citron og vanilje


Sådan en sprød biscotti med masser af mandler er svære at stå for. Især når der så også er tilsæt vanilje og citron. De fik nok lige 1 min. for meget i ovnen og blev lidt mørke, men smagen fejler ingenting. Smagen er sød og god af mandler og vanilje, men en lille eftersmag af parfumeret citron. Virkeligt en god lille sag til en kop varmt om eftermiddagen.

Almond Biscotti (35-45 stk.)
120 g. mel
30 g. mandelmel
½ tsk. bagepulver
1 æg
75 g. rørsukker
1 stang vanilje
skal af ½ øko citron
50-60 g. mandler

Varm ovnen op til 160 grader. Rist mandlerne på en bageplade med bagepapir i ca. 8. min. til de har fået lidt farve.
Bland mel, mandelmel og bagepulver.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mos dem sammen med rørsukkeret og citronskallen.
Pisk æg og sukker rigtigt godt sammen og vend herefter mel-blandingen i.
Kom lidt mel på bordet og hænder og ælt til en fast, men let klistret dej. Ælt mandlerne ind heri.
Del dejen i 2 stykker og form dem til lange, flade retangler. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag dem ved 160 grader i 30 min.
Tag dem ud og lad dem afkøle i ca. 15-20 min.
Skær retangelerne i tynde skiver med en stor, skarp kniv. Læg dem tilbage på bagepladen med skærefladen op.
Bag dem yderligere 7-10 min. ved 160 grader til overfladen er tør og sprød- bruger du ikke varmluft skal de nok lige vendes undervejs.
Lad dem køle helt af på en bagerist inden de kommes i en kagedåse eller tætsluttende glas.

onsdag den 23. oktober 2013

Cookies med chokolade og karamel


Jeg elsker cookies. Sådan en dåse inde i hjørnet af skabet er en farlig ting, men hvor er det skønt på en kold regnvejrsdag:)
På det sidste har jeg arbejdet ret hårdt på at få tømt mit lager af mel, nødder, frø, kerner, sukker, tørrede bær og alt hvad jeg nu ellers har fået skrabt sammen. Inderst i skabet fandt jeg en håndfuld af de der store, bløde flødekarameller/fudge, som man oftest finder i mellem bland-selv-slikket. De skulle også bruges og så var det oplagt med en cookie. Marcipanen giver en virkelig god sejhed til cookies, så jeg sniger gerne lidt i, for smagsmæssigt fylder det ikke så meget. Her er resultatet og en lækker sprød, sød og sej cookie med karamelbobler og lækre chokoladechips.

Cookies med chokolade og karamel (25 stk.)
150 g. smør
150 g. brun farin
175 g. sukker
1 stang vanilje
1 æg
1 tsk. bagepulver
200 g. mel
150 g. bløde flødekarameller
200 g. marcipan med
150 g. mørke chokoladechips

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mos dem sammen med lidt af sukkeret og bland det så i resten af sukkeret.
Rør smør, farin og sukker godt sammen.
Tilsæt ægget og bland det godt.
Bland mel og bagepulver og rør det i dejen. Rør kun til, at den er ensartet.
Riv marcipanen groft og skær karamellerne i små tern. Bland marcipan, karameller og chokolade i dejen.
Form med 2 teskeer ca. 25 kugler. Sæt dem på bageplader med bagepapir. Der skal være rigeligt med plads imellem, da de flyder meget ud.
Tryk dem lidt flade og bag dem i ca. 14-16 min. ved 180 grader.
Lad dem køle lidt af på bagepladen, inden de flyttes til en rist for at afkøle helt.

søndag den 20. oktober 2013

Glædeligt Gensyn..




 Lørdag aften tilbragte jeg endnu en gangRestaurant Snerlen i Frederikshavn.
Denne gang i skønt selskab af Piskeriset, som bevægede sig hele vejen til det nordjyske for at anmelde Snerlen. Heldigvis manglende hun en makker:)
Jeg blev selvfølgeligt genkendt og skammede mig næsten ikke over at udnytte muligheden for at komme igen, haha..
Lyset og kameraet svigtede mig virkeligt denne gang, så det er nogle ret uskarpe billeder jeg må spise jer af med denne gang. Oplevelsen var dog ganske skarp, for igen havde jeg en overvældende god oplevelse med dejlig mad, god betjening og en skøn udsigt. Jeg ville ønske jeg kunne spise på Snerlen hver uge :) Det er virkeligt perfekt lavet og maden er lavet af gode, lokale råvarer.

Menuen denne gang var:

Fiskesvær, tangchips, kartoffelchips med hummersalt og tørret creme fraiche.
 
Vagtelæg, saltet silderogn og estragonmayo.
 
Norsk håndplukket kammusling, serveret med squash og beurre blanc.
 
Jomfruhummer fra Læsø med hummerfløde og blomkål.
 
Hvidvinsdampet rødspætte med græskar og fennikel.
 
Skindsstegt fjæsing med radiccio, brunet smør og gastric.
 
Torsk med fyld af skovsvampe, lilla gulerødder, pastinak, hønseglace og hollandaise.
 
Jordskok, kærnemælksfromage og karamel.
 
En lille tallerken med gateu Marchel, hindbærmazarin, snøfler, hjemmelavet karamel mm.

Dertil vand med behagelige bobler og virkeligt gode vine. Dem kunne jeg så kun nippe til, for jeg var i bil- Øv! I stedet fik jeg en most-menu med lækre æblemoster fra Guldborgsund, som passede overraskende godt til fisken. Al maden var perfekt, men skal jeg fremhæve mine 3 aboslut favoritter, så var det kammuslingen,  jomfruhummeren med hummerfløde og desserten med jordskok. Hold nu fast hvor var det lækkert! Det kunne jeg godt spise hver dag!

fredag den 18. oktober 2013

Tiden flyver...


... Og den flyver virkeligt stærkt.
Det er ikke fordi, at jeg ikke har lysten til at blogge eller jeg ikke laver noget, men der er simpelthen for få timer i døgnet til alle de ting jeg gerne vil. Jeg når simpelthen ikke bloggen, for den er nemmest at skære ud af dagligdagen, når der skal være tid til praktik, gode gåture med Dolly, venindehygge, kærestetid, arbejdet i Hjerterummet, nyt studiejob, rigeligt med søvn og alt det praktiske arbejde herhjemme. Jeg er en travl dame for tiden!

Jeg mistede jo min oprindelige praktikplads og fik tildelt en plads, som jeg ikke havde nogen indflydelse på og jeg egentligt var meget nervøs for om jeg kunne klare. Ja, jeg frygtede faktisk at jeg nærmest ikke kunne slæbe mig igennem de 4 måneder, for umiddelbart er det ikke nogle rammer jeg tænder på, nærmest det modsatte. Alligevel besluttede jeg mig for, at jeg skulle have det bedste ud af det og jeg valgte at være ærlig om mine bekymringer. Heldigvis er de rådgivere, som jeg er under vingerne på super søde og super forstående, så jeg har fået en rigtig god praktikplads, der virkeligt matcher de udfordringer, som jeg netop mangler for at kunne udvikle mig fagligt. Så der er drøn på min faglige udvikling og jeg suger det til mig, for praktikken bekræfter mig i, at jeg forstår nogenlunde hvad der foregår. Dagligdagen er meget praktisk orienteret og jeg bruger rigtigt meget tid sammen med deltagerne, samtidig jeg får lov til at dyrke mine passion for bagning og boligindretning. Det er endt med at være rigtig godt, så jeg er glad og lettet.

Håndværkerne er ved at være færdige her i Olivia og det har virkeligt været et langt og sejt og grimt træk, der har taget næsten et år. Puuh, sådan nogle forsikringssager er ikke for sjove. Det giver ro, at huset nu er tæt, vi får vores soveværelse igen og badeværelset er lækkert.
Nu står weekenden for døren og den bliver også travl, men med masser af gode ting. Fødselsdag med søde piger, et lækkert restaurantbesøg med en spændende dame, besøg hos min søde mormor, indretning af soveværelset og måske en lille bitte tur i Ikea.
God weekend!

onsdag den 16. oktober 2013

"Privat" af Paul Cunningham (Politikens Forlag)

 En af de gode ting ved efteråret er, at der ofte udkommer en håndfuld gode kogebøger. Når man som mig er heldig at modtage en del af dem i postkassen, så er det bar ekstra godt:)
Paul Cunningham "Privat" er den nyeste i min postkasse.
Maden i "Privat" er "enkelt, rustikt og bistroagtigt,, og smagen er i top. Retterne kan både bruges i hverdagen og når du skal have lidt gæster. De fleste af dem er utroligt lette at lave og tilberede med enkle råvarer, der er nemme at skaffe". Det er jeg måske ikke helt enig i. Der er brugt mange specielle produkter, dyre råvarer og udskæringer, som man ikke bare lige køber i Netto kl. 16.13 på vej hjem fra job. De kræver en indsats under indkøbene. Kalvebrisler, Foie Gras, sølvbeder, hummer og perlehøne er både besværligt at indkøbe, men også ret dyrt.
Udover dette er jeg ret begejstret for bogen. Der er en god, rustik "stemning", den er velskrevet og der er mange spændende opskrifter deri. Nogle lidt for avancerede for en hverdagsaften herhjemme, men mange er også ganske anvendelige.
Afsnittet om desserter er lidt kedeligt. Det er ikke bogens stærkeste side, men til gengæld er der så masser af lækker mad og ind imellem et par gode fif.

 Layoutet er lækkert. Godt, kraftig kvalitet papir, gode farver, smukke billeder af maden, små stemningsbilleder af andre ting og fine illustrationer. En lækker bog at kigge i og sådan en der godt må stå fremme på hylden. Jeg er vild med illustrationerne, da de giver personlighed til bogen, men må indrømme jeg tænkte "Jamie Oliver" da jeg så det, for det er også et gennemgående tema i en af hans bøger. Det gør nu ikke noget, for det virker for bogen og den er rigtig gennemført.
Der er flere plusser og et par minusser for bogen.
Derofr får den 5 ud af 6 stjerner.
Lækkert layout, spændende opskrifter og en "god stemning", men også lidt besværlige opskrifter med dyre ingredienser. Ikke en udpræget "hverdags-mad-kogebog", som der ellers ligges op til.

tirsdag den 15. oktober 2013

Fiskeruller med spicy grønt

Fisk er nemt og hurtigt at tilberede, så det er oplagt til hurtig aftensmad på en travl dag. De her ruller smager super godt og sammen med lidt forskelligt grønt og en hot karrypasta var der nem og sund aftensmad. Jeg er så heldig, at have en onkel der fisker meget, så der ender ofte frisk fisk i min fryser. Det er lækkert!
Nu brugte jeg en masse forskellige rester fra fryseren, men en frossen wokblanding ville også være oplagt at bruge. Jeg brugte gulerod, spidskål, squash, forårsløg og rød peber. Jeg brugte fløde til grøntsagerne, men lidt kokosmælk kan også sagtens bruges.

Fiskeruller med spicy grønt (2 pers)
4 fiskefiletter
8 skiver bacon
500-600 g. grøntsager
1 dl fløde
1 tsk. rød karrypasta
1 spsk. sesamfrø
salt, peber, olivenolie

Del fisken i 2 stykker på langs, så du får 8 stykker. Krydder dem med salt og peber og vikkel et stykke bacon om hver.
Varm olivenolie op på en pande og steg fiskerullerne på hver side til baconen er sprød.
Imens svitses grøntsagerne i lidt olivenolie i en wok eller stor pande.
Rør karrypastaen ud i fløden og hæld det ved. Lad simre 1 minut.
Server fiskerullerne ovenpå grøntsagerne og drys med sesam.

søndag den 13. oktober 2013

Lindholm Naturpark

Når man er tilflytter, så kan man gå glip af mange fine områder, som man slet ikke ved eksistere. Som Lindholm Naturpark. Her gik vi tur i går eftermiddags, efter tip fra en kollega i praktikken. Og sikke et dejligt område. Her kommer vi helt sikkert til at gå tur igen :)
Der er ingen tvivl om, at det er efterår nu. Efterårsdage som i går har jeg intet imod, for solen skinnede og lyset var smukt. Det er mere alt det der regn og gråvejr, som jeg hader ved efterår.
Dagen i går fløj afsted uden vi nåede særligt meget. Snart må jeg hellere i gang med vasketøj og madplaner, for senere skal jeg mødes med en veninde inde i byen til en kop kaffe og jeg skal også lige nå forbi Hjerterummet. Så i dag når jeg vidst heller ikke særligt meget!
Denne uge har mange efterårsferie, men det gælder ikke mig, for i praktikken har man ikke ret til ferie. Så jeg skal afsted hver dag og har også en del aftaler med søde piger flere aftener. Det bliver hårdt :)

lørdag den 12. oktober 2013

Mad til 2 dage: Quesadillas med Chili con Carne

Hermed den anden dags chili con carne som restemad. Lækker restemad!
Men hvor er det deprimerende, at lyset nu forsvinder og madbillederne bare bliver kedelige og blege og uskarpe. Dagslys er bare det nemmeste at arbejde med!
Nå, men tilbage til aftensmaden. Super nem og lækker restemad. Vi fik masser af guacamole til og så bare lidt grøntsager. Perfekt til en travl dag, hvor aftensmaden helst ikke skal tage mere end 25 min!

Quesadillas med Chili con Carne (2-3 pers.)
En rest Chili Con Carne (ca. ½ l)
4 fuldkornstortillas
200 g. revet ost
olivenolie

Tilbehør:
Guacamole
Grøntsager, salat e.lign.

Varm chili con carnen op i en lille gryde.
Drys halvdelen af osten ud over de 2 tortillas. Fordel herefter chili con carnen over.
Drys med resten af osten og kom de resterende tortillas på. Klem let sammen.
Varm en god slat olivenolie op i en stor pande.
Steg dem en af gangen, et par minutter på hver side til de er gyldne og sprøde.
Skær dem ud i trekanter og server straks.

torsdag den 10. oktober 2013

Inspirations-torsdag #3

Denne omgang torsdags-inspiration står i soveværelset tegn. For e-n-d-e-l-i-g-t ser det ud til, at vores soveværelse bliver lavet i næste uge. Det har været 10 måneder på en madras i kontoret. Vi har boet i Olivia i 11 måneder!
Så det bliver skønt at kunne indrette et soveværelse med blødt sengetøj, luftige gardiner, grønne planter, tykke gulvtæpper, hyggelig belysning og praktisk opbevaring. Åh, hvor bliver det godt at komme til at sove ordenligt igen!

onsdag den 9. oktober 2013

Mad til 2 dage: Chili con Carne

For at teste Mette Mølbaks "Mad til 2 dage" kastede jeg mig over en Chili con Carne, som skulle udgøre grundlaget for aftensmaden 2 dage i træk. Jeg lavede nu Chili con Carnen som jeg havde til i skabe og skuffer, da det primært er 2-dagens menu der er spændende.
Jeg havde købt frisk chili, men da jeg skar dem over var de selvfølgeligt helt sorte indeni. Adr! Så det blev kun til lidt chilipulver. Jeg havde lige et glas rødvin tilovers, men ellers havde jeg nok brugt lidt stærk kaffe eller en mørk øl. Chokoladen er også obligatorisk, det giver lige det sidste:) Vi spiste den med ris, yoghurt, avocado og lime. Jeg var simpelthen så træt, ellers havde vi nok også drukket en kold øl til, men så bliver jeg som regel bare endnu mere træt:)
Den her portion er ret stor. Vi spiste det i 2 dage og har også en portion i fryseren.
Hvordan har I det med rester? Personligt elsker jeg rester. Mange ting smager bare bedre dagen efter!

Chili con Carne  (6 pers.)
500 g. hakket oksekød
3 store løg, hakket
3 fed. hvidløg, presset
2 peberfrugter, i tern
3 ds. hakkede tomater
1 ds. tomatpure
1½ ds. bønner
1½ dl. rødvin
3 tern mørk chokolade
2 spsk. paprika
½ spsk. stødt spidskommen
½ spsk. chilipulver
2 tsk. koriander
salt, peber, olivenolie

Varm olivenolie i en stor gryde. Steg løg og hvidløg ved svag varme til de er bløde og klare.
Tilsæt paprika, spidskommen, koriander, chilipulver og steg et øjeblik.
Tilsæt oksekød, peberfrugter, dåsetomater og tomatpure.
Lad det hele simre ved svag varme i min. ½ time eller så længe du nu har tid til. Min kogte i 1½ time og det giver den perfekte konsistens.
Tilsæt herefter bønner, rødvin og fintrevet chokolade og varm det igennem.
Smag til med salt og peber og server.

tirsdag den 8. oktober 2013

Et hjørne af Nørresundby

Jeg er vokset op i en lille by, lige ved strand, sand og vand. Ikke langt fra marker og skov. Jeg elsker naturen og især havet- men ikke kryb og kravl! Der er en særlig ro i naturen. Men, jeg er blevet et bymenneske. Jeg føler mig hjemme i Nørresundby på trods af mange mennesker, bilos og larm. Det er mit hjem nu.
Det er ved at blive efterår, det mærker man også i byen og der skal nogle flere lag tøj på om morgenen inden jeg tager cyklen til praktik. Jeg kan godt lide efteråret, for farverne og lyset er noget særligt. Hvertfald når man er heldig og har så smukke dage, som vi har haft i sidste uge. Hver morgen cykler jeg langs fjorden. Her er en lille grøn plet, med græs og fjord og måger. Smukt er det hvertfald. Billeder er taknemmelige, for her hører man ikke larmen fra nærmeste nabo: motervejstunellen! Jeg kan lukke ørene og cykler det her lille stykke meget langsomt, mens jeg nyder udsigten af vand, solopgang, en morgenfrisk fisker og dovne måger. Så er der lige lidt ekstra energi til dagen.
På vejen møder jeg også en flok køer, men de var ikke villige til at agere fotomodel den dag kameraet var med:) Snobber siger jeg bare!