søndag den 30. september 2012

Chicken Fajitas with Cherry Tomato Salsa

Denne ret er super nem og meget velsmagende. God til hverdag og god til gæster på en hverdag:) Måske med en mexicansk øl til? Uhm..
Udover den lækre salsa lavede jeg en ordenlig omgang guacamole til, for det er sååå lækkert!
Opskriften er fra "Jamie Oliver Magazine" nr. 32/2012.
Kvickly havde en masse forskellige tomater og det kunne jeg selvfølgeligt ikke stå for! Man spiser også med øjnene og salsaen blev endnu flottere med alle de fine farver:)
Røget paprika er helt anderledes end den almindelige, søde paprika. Den er sød, kraftig og røget, så den giver en helt speciel og meget lækker smag. Min dåse har Line hjembragt til mig fra sydens sol, men det fåes også herhjemme. Salling Super har det hvertfald.

Chicken Fajitas with Cherry Tomato Salsa (2 pers.)
2 kyllingebryster
2 peberfrugter
2 løg
1½-2 tsk. røget paprika
½ tsk. stødt spidskommen
1 lime
olivenolie
salt, peber

Salsa:
15 cherrytomater
½ chili
saft af 1 lime
lidt koriander

Tilbehør:
2-4 tortillas
Yoghurt naturel
Guacamole
Limebåde

Rens chilien og hak den meget fint.
Skær cherrytomaterne i kvarte og hak korianderen.
Bland chili, tomater, koriander og limesaft.
Skær kylling og peberfrugt i strimler.
Bland det med paprika, spidskommen, lidt olivenolie, salt, peber og saft af ½ lime.
Lad det stå og trække lidt- jeg lavede salsaen imens.
Hak løget og svits det i lidt olivenolie til de er bløde.
Hæld kylling og peberfrugt ved og svits i 8-10 min. til det hele er godt stegt.
Kom resten af limesaften over.
Server det i lune tortillas med salsaen, yoghurt, guacamole og limebåde til.

lørdag den 29. september 2012

Anmeldelse: "Suveræne Salater Året Rundt" (Politikens Forlag)


De fleste af os kender (og ejer) en af bøgerne i serien af "Suveræne salater".
Tina Scheftelowitz er netop ude med denne fantastiske kogebog, som hedder "Suveræne Salater Året Rundt".
Jeg elsker gode salater, så jeg har glædet mig til denne bog og blev heldigvis ikke skuffet.

 Der er knald på farverne, mange forskellige slags tekst og rigtig flotte billeder, også med masser af farve. Jeg skulle lige kigge bogen igennem et par gange inden jeg fik overblikket, for der er meget tekst og mange billeder at forholde sig til. Den er oplagt til "godnat-læsning":)

Bogen er ikke kun inddelt efter de 4 årstider, men efter hver af årets 12 måneder, hvilket virker rigtig godt. Der er dermed fokus på at spise efter sæson, men også fokus på madspild. Ved mange af opskrifter står der også tips til, hvad man kan gøre ved de overskydende grøntsager, så de ikke bare ligger i grøntsagsskuffen og bliver kedelige.
Bogen indeholder et væld af spændende salater med kød, fisk, nødder, korn, bælgfrugter og med spændende dressinger. Her er både mange nordisk inspirerede opskrifter, men også mange af de lidt eksotiske, så der skulle være noget for enhver smag.
Det der så lige giver bogen det sidste lille pift er, at der også ind imellem er opskrifter på vegetarretter og nogle spændende madbrød. Der er tips til hvilke salater, der passer godt sammen og tips til hvilket kød man kan servere det til. Det gør virkeligt bogen til en stor inspirationskilde til at få mere grønt ind i madlavningen.
Jeg er sikker på, at mange vegetarer også vil finde denne bog rigtig god.
Bogen koster 250 kr. og er på 208 sider i det velkendte design fra Tina Scheftelowitz tidligere bøger.
Jeg giver bogen 6 ud af 6 stjerner.
Den er flot og super inspirerende!

fredag den 28. september 2012

Creamy Coriander and Minted Chicken Curry

Jeg har godt nok et lidt anstrengt forhold til koriander, men i denne opskrift fungere det bare rigtig godt:) Jeg undlod dog ingfær, for det var alligevel for meget. Uf, ingefær!
Curry'en smager bare rigtig godt og krydderierne giver varme, uden at retten på nogen måder er stærk. Vi fik bare nogle ris dertil, for jeg orkede ikke at lave den planlagte salat alligevel. Nogle lune naanbrød kunne også være lækkert!
Der blev 2 portioner i overskud, som jeg har smidt i fryseren. De er praktiske at have en travl dag eller når vi om en måneds tid går rundt og maler i huset.
Opskriften er fra "Delicious Magazine" september/2012.
Curry'en blev lidt tynd, så jeg måtte jævne den med lidt maizena. Så start evt. med 100 ml. boullion.

Creamy Coriander and Minted Chicken Curry (3-4 pers.)
2 løg
2 fed hvidløg
2 kardemommekapsler
1 kanelstang
1 laubærblad
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. chilipulver
700 g. kyllingebryst
5 store, modne tomater
200 ml. kyllingeboullion
1 lille håndfuld frisk koriander
1 lille håndfuld frisk mynte
olivenolie, salt, peber

Tilbehør:
Kogte ris
Yoghurt naturel

Hak løgene og pres hvidløget.
Knus kardemommekapslerne i en morter.
Steg løg, hvidløg og de knuste kardemommekapsler i lidt olivenolie i en stor, tykbundet gryde.
Når løgene er ved at være bløde tilsættes kanelstangen, laubærbladet, stødt koriander, gurkemeje, stødt spidskommen og chilipulver.
Svits i 3-4 min. under omrøring.
Skær kyllingebrysterne i mundrette bidder og kom dem i gryden.
Svit i 8-10 min.
Hak tomaterne groft og tilsæt dem sammen med kyllingeboullionen.
Lad det simre i yderligere 5-7 min.
Smag til med salt og peber.
Er curryen meget flydende kan den jævnes med lidt maizena udrørt i koldt vand.
Hak koriander og mynte og drys over. Serveres med det samme.

torsdag den 27. september 2012

Bøf Stroganoff

Da jeg arbejde i Salling tilbragte jeg næsten hver fredag derinde, så lige nu nyder vi, at jeg ikke gør. Fredag er vi nemlig trætte og trænger bare til nem, men lækker mad, stearinlys, snoller og film i sofaen:)
I fredags fik vi Bøf Stroganoff. En ret oldschool ret, men godt smager det:)
Opskriften er fra Sophie Dahls "Køkken Året Rundt".
Jeg brugte et par tykstegsbøffer, som vi havde liggende i fryseren og så brugte jeg Marsala istedet for Vermouth, for det var hvad jeg havde på lager.
For at kødet ikke ska blive sejt og kedeligt er det vigtigt, at det hele ikke steges for længe, så pas på tiden.

Bøf Stroghanoff (2 pers.)
2 tykstegsbøffer
250 g. champignon
1 stort løg
1 fed hvidløg
saft af 1/2 citron (måske lidft mindre)
1-2 tsk. paprika
2-3 spsk. vermouth eller marsala
1 dl. creme fraiche
½ bdt. persille
olivenolie, smør
salt, peber

Tilbehør:
Kartoffelmos

Rens champignonerne og skær dem i skiver.
Pil og hak løg og hvidløg fint.
Varm en smule smør på en pande og steg løg og hvidløg heri til de er bløde.
Tilsæt chamignonerne og rist til, at væden er fordampet og de har taget lidt farve.
Tag dem af panden og hold dem varme.
Varm lidt olivenolie op på panden.
Skær bøfferne i strimler og steg dem 1 minuts tid sammen med citronsaft og paprika.
Kom så vermouth ved og hæld champignonerne tilbage på panden.
Vend rundt i et minuts tid og tag så panden af varmen.
Rør creme fraiche og persille i.
Server straks.

onsdag den 26. september 2012

Anmeldelse: "Perler fra Skærtoft Mølle" (Politikens Forlag")


 De fleste af os kender nok produkter fra Skærtoft Mølle fra supermarkedernes hylder. Herhjemme gør vi hvertfald, for jeg er virkeligt røget med på bølgen med både spændende melsorter, men også de spændende korn i madlavning. Min favorit er perlespelten:) Bruger du de nye korn i madlavningen?
Ejer af Skærtoft Mølle, Hanne Risgaard viser i denne bog hvordan man kan bruge de spændende "perler" i både hverdagsmad og gourmetmad.
Jeg vil dog nok sige, at det er gourmet-delen, der vægter tungest i denne bog, men der er også nogle meget spændende hverdagsretter deri, som jeg glæder mig til at kaste mig over.
Bogen er opdelt efter sæsonerne med de sigende navne "Vårperler", "Sommerperler", "Høstperler" og "Vinterperler". Efter hver sæson er der et forslag til en spændende festmenu.
Udover spændende opskrifter med de nye perler er bogen også krydret med et par desserter og andre spændende opskrifter, som ikke indeholder perler. Det passer rigtigt godt ind i bogen og giver lidt "friskhed", så det ikke kun kommer til at handle om at putte perler i al ting, men om at kunne lave nogle gode, helstøbte menuer.

Bogens design er enkelt og naturligt. Jeg tænker hvertfald "nordisk" når jeg kigger i den, men stemmer også i overens med, at de fleste af bogens opskrifter netop er baseret på nogle af de bedste, nordiske råvarer.
Billederne er meget smukke og der er kælet for detaljet. Bogen er desuden krydret med smukke, stemningsfulde billeder fra Skærtoft Mølle, uden at det på nogen måde virker som en reklamesøjle. Der er selvfølgeligt beskrevet en del om Skærtofts Mølles produktion og historie i starten af bogen, men det stjæler ikke opmærksomheden fra resten af bogen, hvilket er et stort plus. Bogen har sin helt egen personlighed, hvilket jeg synes er meget vigtigt, når jeg vurderer en kogebog.

"Perler fra Skærtoft Mølle" er på 192 sider og koster 250 kr.
Den får 5 ud af 6 stjerner.
Bogen er smuk, har personlighed og der er masser af spændende opskrifter. Dog trækker det lidt ned, at det er gourmet-delen der vægter højest heri. Der er jo nu engang flest hverdage:)

tirsdag den 25. september 2012

Lyserød Lørdag- støt allerede nu det gode formål :)

Lørdag d. 6. oktober 2012 er der igen Lyserød Lørdag.
Ligesom sidste år vil jeg sammen med de dejlige damer Line, Bitten, Camilla og Kristine være at finde på Nytorv i Aalborg, hvor vi sælger lækre, hjemmebagte cupcakes til yderst rimelige priser.
Alle vores indtægter går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde med brystkræft.

Nu er der jo temmeligt langt til Aalborg for nogen af jer læsere, så derfor har vi oprettet en INDSAMLING, hvor man har mulighed for at donere et beløb. Så vi håber, at jer læsere, der ikke har mulighed for at komme forbi efter kager istedet vil donere en lille skilling til det gode formål- så bliver I heller ikke tykke af kagerne, haha:)

Til jer der bor her i Aalborg og omegn- ses vi den 6. oktober i teltet på Nytorv mellem kl. 10 og 15?

Langtidshævede rugbasser med surdej

Jeg elsker en god rugbrødsbolle, men jeg synes ofte, at de bliver så kompakte. De her blev nu rigtigt vellykkede med en god, sej krumme og masser af rugbrødssmag.
Surdejen Herman lever stadig i bedste velgående i mit køleskab og sammen med den gode svedjeug og maltsirup danner den grundlaget for nogle dejlige boller til madpakken.
De smager super godt smurt med philidelphia, salatblade, pålæg og tomat:)

Langtidshævede rugbasser med surdej (8 stk.)
10 g. gær
5 dl. vand
1 dl. surdej
1 spsk. maltsirup
1 tsk. salt
1 dl. hørfrø
200 g. svedjerugmel
ca. 400 g. hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt surdej, maltsirup, salt, hørfrø og svedjerug.
Rør det godt sammen.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt til en fast, men let klistret dej.
Smør en skål med lidt olie og kom dejen heri. Dæk den med husholdningsfilm og lad den hæve natten over i køleskabet.
Næste dag formes dejen til 8 boller med en ske dyppet i vand, da den er ret klistret.
Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir.
Lad bollerne efterhæve mens ovnen varmes op til 210 grader.
Bag bollerne i 12-15 min. De skal lyde hule når du banker på bunden.
Lad dem køle helt af på en bagerist.

mandag den 24. september 2012

Chicken Pomodoro with Vodka Cream Sauce

Vi fik denne pastaret i sidste uge, men det var altså lidt en kedelig omgang.
Vodkaen gav saucen en lille smule skarphed, men ellers var det en lidt anonym ret. Lidt spinat og champignon kunne nok have løftet den lidt.
Opskriften er fundet på den smukke blog Thyme.
 
Chicken Pomodoro with Vodka Cream Sauce (2 pers.)
200 g. kyllinge inderfilet
8-10 store cherrytomater
1 forårsløg
½ dl. vodka
ca. ½ dl. piskefløde
½ dl. kraftig kyllingeboullion
2 tsk. citronsaft
olivenolie
salt, peber

Tilbehør:
1 pakke frisk pasta
Friskrevet parmesan

Krydder kyllingen med salt og peber og steg den sprød i en smule olivenolie.
Tag kyllingen af panden og hold den varm.
Skær vherrytomaterne i halve og forårsløget i tynde skiver.
Kom vodkaen på den varme pande og lad den koge næsten væk.
Kom herefter tomater, forårsløg, citronsaft og boullion. Lad simre et øjeblik.
Tilsæt fløden  lidt af gangen og lad koge et øjeblik til den tykner en smule.
Kom kyllingen tilbage på panden og lad den simre i saucen omkring 1 minut.
Server straks med frisk pasta og parmesan.

Skøn søndag:)

 Søndag var en god dag. Den startede i godt selskab med Line, Camilla og Kristine, for Kristine havde nemlig inviteret til brunch. Så i et par timer proppede jeg mig med en masse lækkerier og sladrede løs med de dejlige damer- og ikke at forglemme charmetrolden Victor, der rigtig gav den gas:)
Kristine havde sørget for det hele; nybagt brød, ost, pålæg og smørechokolader, æg, bacon og pølser, french toast med hjemmerørt yoghurt, øllebrød, æblemuffins og andre lækkerier. Uh, det var godt:)
Jeg nåede lige hjem og så skulle jeg afsted igen.
Vi var nemlig inviteret på besøg i Olivia, så vi lige kunne se huset igen og så vi kunne få alle de sjove og praktiske historier om huset.
Nu varer det ikke længe inden vi rammer 1. november!
Hjemme igen stod den på indkøb, vasketøj, bagning og aftensmad. Så søndag var også lidt hård!
Idag skal jeg være i skole til 16.15- det er virkeligt ikke sjovt at sidde så mange timer på en skolebænk!

søndag den 23. september 2012

Brooklyn Blackout Chocolatecake

Havde mexi-night med uni-pigerne den anden dag, hvor vi indtog enorme mængder af nachos, burritos, en fantastisk hjemmelavet guacamole og coronas' med lime. Åh, det var godt.
Jeg skulle have en kage med og pigerne ønskede sig en chokoladekage med masser af snask. Så det fk de selvfølgeligt. Og sikke en kage! Nok blev den ikke så pæn som i bogen, men den duftede og smagte fantastisk af chokolade. MUMS:) 
Line fra gruppen mente, at det var ren "mund-orgasme", så jeg kan kun anbefale jer at lave den. Det tager lidt tid, men den er ikke svær.
Den et en virkeligt lækker dessert for chokolade-elskere og så kan den jo sagtens laves i god tid. Da den er meget tung er der til 8-10 pers. i sådan en kage her, for det er svært at spise mere end et stykke:)
Ifølge "The Hummingbird Bakery Cookbook" skulle der blive 3 bunde ud a portionene. Da jeg ikke havde 3 ens forme bagte jeg dem i en springform og ville så flække dem, men der var kun kage til 2 bunde og de gik altså også lidt i stykker. Den lækre chokoladecreme klistrede dem dog fint sammen, så det ses ikke rigtigt.
Chokoladecremen er virkeligt god, men jeg kunne ikke opstøve majsmel nogen steder, så jeg brugte en kraftig maizena-blanding og det gik fint. Jeg gjorde det lidt på slum, så det kan være der skal lidt mere eller lidt mindre i hvis du selv kaster dig over denne choko-bombe:)
Desuden tilføjede jeg en bakke friske jordbær marineret i lime og rørsukker for at give lidt syre og det var rigtig lækkert.

Brooklyn Blackout Chocolatecake (8-10 pers.)
Bund:
100 g. blødt smør
250 g. rørsukker
2 æg
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
180 g. mel
1/4 tsk. vaniljeekstrakt
160 ml. kærnemælk (160 g.)
1½ dl. hakket, mørk chokolade

Chokoladecreme:
500 g. sukker
125 g. kakaopulver
1 spsk. lys sirup
600 ml. vand (600 g.)
60 g. maizena + 140 g. vand
80 g. smør
1/4 tsk. vaniljeekstrakt

Fyld og pynt:
1 lille bakke jordbær
saft af ½ lime
1 spsk. rørsukker
50 g. mørk chokolade

Start med at lave bunden; Pisk smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt.
Pisk æggene i lidt af gangen.
Bland halvdelen af melen med bagepulver og natron. Pisk det i.
Tilsær resten af melet, kærnemælken og vaniljeekstrakten. Pisk kun til, at dejen er netop ensartet.
Vend den hakkede chokolade i.
Smør en lille springform (22 cm.) godt og fyld dejen heri.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 45 min. Lad den køle helt af på en rist.
Når den er kølet helt af løsnes springformen forsigtigt og kagen deles i 2 bunde med en skarp kniv.

Mens bunden bager laves chokoladecremen.
Kom sukker, vand, kakaopulver og sirup i en tykbundet gryde. Kog det op, mens der pisker i det regelmæssigt.
Lav en kraftig maizenablanding, men sørg for der ikke er klumper i og at den ikke bliver for tyk.
Når grydens indhold koger piskes maizenablandingen i lidt af gangen. Pisk hele tiden!
Når cremen har den ønskede tykkelse tages den af varmen.
Skær smørret i tern og pisk det og vaniljeekstrakt i cremen. Pisk godt, så smørret bliver ordenligt absorberet og cremen blank. Jeg gav den en meget hurtig tur med piskeriset i min Kitchenaid, for det er en tung omgang. Bare pas på, for piskes den for meget vil den nok skille.
Lad cremen køle helt af i køleskabet.

Kagen skal samles min. 2 timer før servering, så den får lov at sætte sig.
Rens jordbærrene og skær dem i skiver. Tag dog lige et par af de pæneste fra til pynt.
Kom de skiveskårede jordbær i en skål med limesaft og røsukker. Lad det trække 15 min.
Læg den nederste kagebund på et passende fad. Smør den med et godt lag chokoladecreme.
Fordel jordbærrene derover i et jævnt lag.
Kom den anden bund over. Overtræk hele kagen med et jævnt lag chokoladecreme. Jeg havde rigeligt creme, så spar ikke på det:)
Riv 2/3 af chokoladen på et fint rivejern. Drys det over kagen og brug en fin palet til at presse det på siderne af kagen.
Riv den sidste portion chokolade meget groft eller høvl den med en kniv.
Drys det på toppen af kagen og afslut med et par jordbær.
Lad kagen samle sig i køleskabet min. 2 timer inden servering.
Kagen har godt af at stå ude i ca. 20 min. inden den serveres, så den ikke er for kold.

lørdag den 22. september 2012

Groft sandwichbrød

Altså, den teknik med at ligge noget over brødformen, så brødet forbliver firkantet, det virker simpelthen ikke for mig. Mit brød falder i stedet sammen!
Det skete også for dette brød, men det smager nu skønt og blev meget saftigt.
Næste gang prøver jeg altså bare at bage skidtet, så må det blive rundt på toppen:)
Brødet blev denne uge brugt til sandwich til madpakken, men også til BLT-sandwich en af de dage, hvor Kristian skulle tidligt til fodbold.

Groft sandwichbrød
50 g. gær
75 g. smeltet smør
3 dl. mælk
2 1/4 dl. vand
1½ tsk. sukker
2 tsk. salt
75 g. hvedeklid
150 g. fuldkornsemmer- og speltmel
ca. 300-400 g. hvedemel

Bland smør, mælk og vand. Rør gæren ud heri.
Tilsæt sukker, salt, hvedeklid og fuldkornsmel.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen til at dejen er fast og smidig. Den må gerne være en lille smule klistret.
Lad den hæve lunt og tildækket 1 time.
Ælt dejen godt igennem og kom den i en brødform på 2½-3 liter.
Lad den efterhæve lunt og tildækket i 1 times tid mere.
Bag det ved 200 grader varmluft i ca. 30-40 min.
Lad det køle helt af på en rist.

fredag den 21. september 2012

Æblecupcakes med karamel

 
 Pigerne fra min gruppe er nogle værre kage-grise, så jeg benyttede søndagen til at bage disse cupcakes fra "Macarons, Cupcakes, Popcakes og andre søde sager" af Mia Öhrn.
Det er virkeligt en skøn bog, som fåes til rigtig billige penge for tiden. Føtex havde den til 80 kr. den anden dag og det er den virkeligt værd!
Kagerne smager fint og sødt, men hænger desværre noget fast i formene pga. den klistrede karamel, men godt smager de. Også med en lille klat flødeskum med vanilje på toppen:)
Jeg har købt karamellerne i Føtex ved deres bland-selv, så de skulle være nemme at opstøve.

Æblecupcakes med karamel (10 stk.)
3 æg
1½ dl. sukker
1 vaniljestang
3 dl. hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 knsp. salt
100 g. smeltet smør
1½ dl. mælk
1 tsk. kanel
1 stort æble
6-8 fudgekarameller (bløde karameller)

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland den godt sammen med lidt af sukkeret.
Pisk al sukkeret med æg, til det er lyst og luftigt.
Bland mel, salt, kanel, natron og bagepulver.
Kom det i æggeblandingen sammen med mælk og smør. Pisk til dejen netop er ensartet.
Skræl æblet og skær ddet i små tern. Skær også karamellerne i små tern.
Vend æblestykker og karamel i dejen.
Fordel dejen i 10 muffinsforme.
Bag dem i ca. 20 min ved 175 grader.
Lad dem køle helt af på en bagerist inden du evt. topper dem med flødeskum eller vaniljecreme.

torsdag den 20. september 2012

Vidunderlivet

Har du fået HPV-vaccinen?
Jeg skal have mit første stik idag kl. 8.15. Jeg synes det er super fedt, at vi unge kvinder årgang 1985-1992 også kan få vaccinen, så det er med at benytte sig af tilbuddet.

Siden jeg var 18 år har jeg min. en gang om året fået lavet et celleskrab, da der flere gange har været tegn på celleforandringer. Heldigvis er der ingen udvikling i det, men jeg frygter da lidt, at det kan komme med årene. Jeg kendere flere piger under 25 år, der har fået konstanteret celleforandringer og er blevet opereret for det, så det er helt bestemt noget, som man skal tage alvorligt.

Derfor vil jeg gerne opfordre alle jer unge kvinder årgang 1985-1992 til at komme afsted.
Jeg får det gjort hos mig egen læge, men flere fitnesscentre, matasbutikker, arbejdspladser o.lign. har tilbud om, at man på bestemte tidspunkter kan dukke op og få vaccinen af en sygeplejerske. Det kan vidst ikke blive nemmere!

onsdag den 19. september 2012

Rodfrugter og svampe i fad

Efterår er lig med masser af svampe og friske rodfrugter. Ifølge madplanen skulle i egentligt hve haft noget andet, men da jeg på torvet lørdag kunne få en masse forskellige slags svampe ændrede jeg planer. Jeg købte kantareller og så to andre slags, som jeg ikke aner hvad var, haha..
Uanset hvad, så smagte det super godt. Nu er Kristian ikke så vild med rodfrugter, så jeg blandende godt med kartofler i for hans skyld.
Opskriften er fra Bolig Plus nr. 21/2012.
Vi fik bare en hakkebøf til. Sammen med en god steg og en sprød salat vil det være en lækker middag til gæster.

Rodfrugter og svampe i fad (2 pers.)
3 store kartofler
1 gulerod
1 sweet potato
1 rødbede
125 g. svampe
½ spsk. Rodfrugtkrydderi fra Urtekram
1 tsk. citronskal
1½ dl. piskefløde
1 dl. friskrevet parmesan eller anden fast ost.
smør
salt, peber

Skræl og skær kartofler og rudfrugter i tynde både.
Vend dem med rodfrugtkryderi og citronskal. Kom dem i et ovnfast fad.
Rens svampene og skær dem i mindre stykker.
Steg dem i en smule smør til væsken er fordampet. Krydder med salt og peber.
Vend dem sammen med rodfrugterne.
Hæld fløde over og drys med osten.
Bag fadet ved 225 grader i 30-35 min. Server med det samme.

tirsdag den 18. september 2012

TEST: Kochblume og Garlic Card

Forleden modtog jeg nogle skønne sager fra Hamonoya; Kochblume, hvidløgskort og et fint rivejern fra Microplane. Lækkert!

 Kochblume er sån et slags silikonelåg, som du placerer ovenpå din gryde når du koger fx. kartofler eller pasta. Låget forhindrer vandet i at koge over og det er altså smart, for det sker tit for mig! Jeg har prøvet Kochblume på begge mine store gryder og der passer det fint.
Det smarte er også, at du kan bruge kochblume til at dampe grøntsager med. Du ligger kochblume på din gryde med kogende vand, fordeler grøntsagerne over og kommer så dit almindelige grydelåg over. På den måde dannes der en lille dampovn til dine grøntsager. Jeg prøvede med broccoli og det virkede fint. Der kan dog ikke laves en særligt stor mængde af gangen.
Kochblume er nu ikke særligt pæn og måske også temmeligt overflødig i manges køkkener, men herhjemme er den et hit, for jeg hader at løbe ud i køkkenet når vandet buldre ud over komfuret!
Det koster 249 kr. og det synes jeg måske er en smule dyrt..
Kochblume får 5 ud af 6 stjerner hos mig.
Prisen trækker lidt ned, for jeg synes det er mange penge for et låg.


Garlic Card havde jeg hørt meget godt om og måske var mine forventninger derfor også for høje. Eftersigende skulle både Oprah Winfrey og flere stjernekokke være meget begejstrede for det lille farvestrålende rivejern i hård plast.
Så snart du lige finder teknikken med at holde det rigtigt, så er det nemt at lave den fineste hvidløgspure, men jeg synes også der er meget spild. Så det virker som det skal, men jeg tror jeg foretrækker min sædvanlige hvidløgspresser fra Jamie Oliver- med mindre det selvfølgeligt skal være helt fint pure:)
Garlic Card fåes i mange fine farver og koster kun 50 kr, så det vælter ikke nogens budget!
Garlic Card får 4 store stjerner ud af 6 mulige.
Det virker, prisen er meget fin, men der er altså en del spild ved det. Selvom det ikke er en stor investering, så tror jeg ikke, at jeg ville have købt et selv, nu hvor jeg har prøvet det.

Som en lille ekstra ting var dette lækre rivejern fra Microplane med.
Det er et fint rivejern fra Gourmet Serien og som er særligt velegnet til chokolade, citrusskal og parmesan.
Jeg har kun hørt godt om deres rivejern og jeg er også allerede stor fan. Det er vildt skarp og ligger super godt i hånden. Så nu har jeg et fint, men kan allerede nu afslører at jeg forventer at anskaffe et groft også, for det er godt køkkenværktøj.
Rivejernene er måske lidt dyre, men de skulle også gerne kunne holde rigtigt længe. Dette koster 229 kr. Og som Line siger; Man skal aldrig gå ned på udstyret:)
Rivejernet fra Microplane får 6 ud af 6 stjerner hos mig.

Breakfast Cookies

Ja, kønne er de ikke, men de smager faktisk ganske godt og så kan de spises med rimelig god samvittighed, selvom de smager af kage;)
Opskriften er fundet på bloggen med det skønne navn "Life's Too Short to skip Dessert". Nu er jeg ikke hoppet med på bølgen med kokosolie, så jeg brugte bare lidt smeltet smør:)
De kan bruges til morgenmad, til en lille sød sag i madpakken eller som en redning en dag du er på farten.
Jeg har spist en enkelt sammen med en skål vaniljeyoghurt med frugt og et blødkogt æg de sidste par morgener. Virkeligt luksus-morgenmad til den lidt søde tand:)

Breakfast Cookies (ca. 10 stk.)
1 stor og meget moden banan
150 g. havregryn
50 g. tørrede tranebær
45 g. mørke chokoladeknapper
2 tsk. smeltet smør
1/4 tsk. vaniljeessens

Mos bananen rigtig godt.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det rigtig godt sammen. Dejen vil nok se ret smuldret ud, men er klar når den kan klemmes sammen til små flade, kugler. Tilsæt lidt mere smør eller banan hvis den ikke vil hænge sammen.
Kom de flade kugler på en bageplade med bagepapir.
Bag dem 20-25 min. ved 175 grader.
Lad dem køle helt af på en bagerist inden de fyldes i en kagedåse.


mandag den 17. september 2012

Små, lune jordbærmazarinere


 
Da jeg var på torvet lørdag morgen havde de danske jordbær. Inden jeg havde tænkt mig om, så havde jeg snuppet en bakke. Som selvfølgeligt ikke smagte af noget som helst og det burde jeg ligesom kunne regne ud, når sæsonen sluttede for en måned siden.
Derfor blev de i stedet omdannet til disse små mazarinere, som jeg aldrig nåede, da der rent faktisk var jordbær-sæson.
Uhm, godt jeg fik dem lavet, for det er altså en sød og lækker lille sag:) Jordbærene fik den perfekte sødme, men jeg kunne også sagtens forestille mig dem med fersken og pistacienødder, blommer og pecannødder eller måske blåbær og mandler. Mulighederne er mange og de er super nemme at lave.
Opskriften fandt jeg på Sæson for God Smag, men jeg lavede kun halv portion. Eller, jeg brugte en hel vaniljestang, for jeg har stadig masser på lager og vanilje er sååå godt:)
 
Små, lune jordbærmazarinere (4 stk.)
75 g. revet marcipan
75 g. sukker
1 vaniljestang
65 g. blødt smør
1 æg
25 g. mel
10-12 jordbær
2 spsk. hakkede hasselnødder
 
Bland sukker og marcipan rigtig godt.
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem godt med marcipan-blandingen.
Tilsæt smør og æg og rør til en jævn dej. Rør herefter melet i.
Smør 4 små portionsforme og fordel dejen heri.
Skær jordbærene i halve og fordel dem oven i dejen som du nu synes.
Drys med hakkede hasselnødder.
Bag kagerne i 10-12 min. ved 200 grader.
Serveres lune med en klat iskold creme fraiche.
 

søndag den 16. september 2012

Apple Mustard Pork Chops

Herhjemme synes vi begge, at koteletter er en kedelig omgang, så det får vi sjældent. Faldte alligevel over et par rigtigt pæne den anden dag, så jeg tænkte at de skulle have en chance igen..
Heligvis blev det en succes, for koteletten blev dejlig krydret og meget saftig, så det er ikke sidste gang vi får en kotelet. Jeg kiggede lidt på denne opskrift og endte med en marinade af ufiltreret æblemost, dijonsennep, rosmarin, salt og peber. Meget lækkert!
Dertil vi fik kartoffelmos og lidt "pande-snask" af løg, hvidløg, champignon, tomat og spinat.

Apple Mustard Pork Chops (2 pers.)
2 store koteletter
1 dl. ufiltreret æblemost
2 tsk. dijonsennep
1 kvist frisk rosmarin
salt, peber

Bland æblemost, sennep, rosmarinblade, salt og peber til en jævn marinade.
Kom koteletterne i en plasticpose og hæld marinaden over.
Lad koteletterne marinere så længe som muligt- gerne natten over.
Fisk koteletterne op af plasticposen og steg dem i en blaning af olivenolie og en lille klat smør.
Krydder dem med salt og peber.
Serveres straks!

lørdag den 15. september 2012

Svampebagt fisk

 Vi fik denne lækre fiskeret igår og det bliver ikke sidste gang, for det smagte bare rigtig godt. Jeg kunne også sagtens finde på at servere det som gæstemad, for det er både nemt og lækkert.
Opskriften er fra Bolig Plus nr. 21/2012. Selvom Bolig Plus primært er et boligmagasin, så er der også altid et par sider med gode opskrifter, hvilket passer mig rigtig godt:) Jeg fulgte ikke helt mængdeanvisningen, men her kommer opskriften som jeg lavede den.
Den blev serveret med brune ris, citronbåde og sprød, grøn salat.

Svampebagt fisk (2 pers.)
4 rødspættefileter
1 stor porrer
200 g. svampe
1 dl. daggammelt brød, smuldret
½ dl. hakket persille
2,5 dl. fløde
En klat smør
salt, peber

Rens svampene og skær dem i skiver.
Rens porren og skær den i tynde ringe.
Svits svampe og porrer i lidt smør, til væden er dampet af.
Tag panden af varmen og tilsæt brød, persille og fløde. Krydder med salt og peber.
Rul fiskefileterne sammen og kom dem i et lille ildfast fad.
Hæld svampe-blandingen over.
Bag fisken i ca. 20 min. ved 225 grader.
Server straks med ris, citronbåde og salat.



fredag den 14. september 2012

Broccolisalat med avocado, granatæble og tranebær

Normalt plejer jeg ikke at være så vild med broccoli, men her på det sidste er jeg blevet ret vild med broccolisalat. Denne her er en af de bedre, fyldt med smag og knas.
Den blev serveret sammen med bagte rodfrugter, som blev vendt i Urtekrams Rodfrugtskrydderi, citronsaft og frisk timian og så MissMuffins Kyllingedeller med spinat og sesam. Sundt og godt:)
Efter en pause fra granatæblerne er de begyndt at dukke op i supermarkederne igen og det passer mig meget fint, for herhjemme er vi ret vilde med de små sursøde og sprøde vitainbomber. De passer super godt sammen med broccoli- prøv det endeligt:)

Broccolisalat med avocado, granatæble og tranebær (2 pers.)
1 lille broccoli
1 moden avocado
6-8 cherrytomater
1 forårsløg
3 spsk. granatæblekerner
1 spsk. hakkede, tørrede tranebær
½ dl. hakkede hasselnødder

Dressing:
½ dl. creme fraiche 9%
1 tsk. dijonsennep
lidt citronsaft
salt, peber

Start med at dele broccoliet i små buketter.
Kom dem i en gryde med kogende vand og kog dem 1-2 min, så de stadig er sprøde indeni.
Hæld vandet fra og lad dem køle af.
Skær forårsløget i tynde ringe og cherrytomaterne i kvarte.
Flæk avocadoen, fjern stenen og skræl og skær den i stykker.
Bland ingredienserne til dressingen og smag til.
Vend herefter broccoli, avocado, tomater, forårsløg, tranebær, hasselnødder og 2 spsk. granatæblekerner sammen med dressingen.
Kom salaten i en skål og drys resten af granatæblekernerne over.
Den kan sagtens tåle at stå lidt på køl inden serveringen.

torsdag den 13. september 2012

Boliginspiration






Jeg GLÆDER mig virkeligt til, at vi overtager Olivia 1. november. Selvom der "kun" er knapt 2 måneder til, så kan jeg næsten ikke vente længere:)
Lige for tiden bruger vi rigtig meget tid på at planlægge, drømme og lede efter de helt rigtige ting til huset, så vi er nogenlunde klar når vi skal flytte ind.
Jeg bruger også rigtig meget tid på at søge inspiration på Pinterest, som er fuld af smukke billeder!
Vi har bestilt den lækreste sofa og et super flot sofabord, som bliver leveret når vi overtager huset. Vi har også købt maling, så vi kan være klar så snart vi overtager nøglen:)
Lige nu er der en Plan A og en Plan B hvad angår spisebord, men det håber jeg bliver afklaret i næste uge, så den del også er på plads.
Der tænkes også i billigere løsninger til resten af møbleringen, for vi har brugt mange penge for at få de andre møbler. Så jeg håber på, at jeg kan finde en der kan bygge et skrivebord til mig ud af nogle gamle brædder og et par bukke. Det ser flot og råt ud, men prisen for materialer er også overskuelig.

Det er endda lykkedes os, at blive enige om en lampe til spisebordet!
Havde ellers frygtet, at vores gæster måtte tage en lommelygte i entreen for at finde rundt, for vi har det virkeligt svært når det kommer til lamper. Nu er den til spisebordet i det mindste fundet; denne seje "Viking Pendel" i mat krom. Jeg tror, at den vil give lidt modspil til alt det rå og pussenussede:)
Altså, det er selvfølgeligt kun èn lampe, men det er et skridt på vejen ik:)