onsdag den 26. februar 2014

Forårsønsker

Når foråret nærmer sig får jeg altid lyst til nyt. Nyt tøj, nyt til boligen, nye blomster.
Desværre er jeg rimeligt fattig, men man har vel altid lov til at drømme lidt ikke :)
Her er hvertfald nogle af de fine ting jeg ønsker mig lige nu.
Aalborg-plakat fra Kortkartellet. Gerne i den fine lyserøde farve, selvom jeg ikke er helt sikker på, at Kristian vil være enig i det, haha.


Jeg er vild med prikker for tiden. Denne fine, prikkede sag måtte meget gerne flytte hjem i mit tøjskab :)
Denne æske er ret dyr, men hvor ville den være fint på mit sengebord til alt det ragelse der ender der; håndcreme, læbepomade, hårelastikker, lader til mobilen osv.

tirsdag den 25. februar 2014

TEST: Chokoladesmag.dk

Det er såå "hårdt" at være blogger nogle gange. At skulle spise sig igennem en kasse med lækker, økologisk chokolade, leveret lige til døren. Puuh:)
Chokoladesmag.dk sendte mig nogle forskellige plader fra økologiske "Green&Blacks" og en spændende chokoladebar med kokos og tranebær.
Jeg har spist mig igennem noget af det. Den mørke plade med lækker mintfyld fik Line og jeg hurtigt ordnet i en kedelig juratime. Dejlig mørk chokolade med rigeligt fyld, lige som jeg kan lide det. Jeg spiser mørk chokolade hver dag og er næsten igennem pladen på 80%. Her kan man tydeligt smage, at det er god kvalitet. Den er stadig bitter, men konsistensen er blød som mælkechokolade og smelter på tungen. Uuuhmm...
Baren med chokolade, kokos og tranebær var jeg ikke så imponeret af. Den smagte som en god Bounty, men tranebærrene var for utydelige.

Hjemmesiden er fin, nem at navigere i og har et fint udvalg af kvalitetschokolade. Så det er nemt at bestille lidt godt chokolade hjem:) Det er nok ikke noget jeg vil benytte mig af, for her i Aalborg har vi masser af god chokolade, bla. Summerbird og Aalborg Chokoladen, men bor man lidt uden for storbyen hvor udvalget er mindre, så er det her en oplagt mulighed.

mandag den 24. februar 2014

Den gamle form

Efteråret og julen var hård og jeg synes ikke rigtigt, at jeg følte mig som mig selv. Jeg elskede praktikken og ville have mest uligt ud af den og det fik jeg helt sikkert også.
Alt andet var lidt gråt og trælst, som man siger her i det nordjyske.

Da praktikken sluttede trak jeg stikket lidt ud. Tilbragte dagene hjemme i Olivia og var lidt asocial. For kunne mærke at jeg trængte. Når tingene er kaos omkring mig, så går jeg lidt i selvsving og mit indre kontrolgen overtager. Det kan godt blive lidt kedeligt og lidt stift, men det er rart og trygt.
Denne weekend har været skøn og startede allerede torsdag. Fyldt med de ting jeg holder af; biograf med Kristian og popcorn torsdag, en hurtig date med en dejlig veninde bagefter, Ulla T med søde damer fredag aften, rengøring lørdag, hygge og god mad med Kristian lørdag aften, gode gåture med hundene, middagslur, lidt arbejde i haven, søndagshygge på sofaen og bare tid til at være.
Jeg fylder min tid med gode ting som hygge med uni-pigerne, veninderne, gåture i solskin med glade hunde, læser gode bøger, en lille bitte smule shopping, kærestetid, selvforkælelse, bloggen og tid i køkkenet. Så kommer den gamle "form" hurtigt tilbage igen :)
Dagen i dag skal bruges på praktiske ting som rengøring på 1. salen, masser af vasketøj, indkøb og hvis vejret vil, en times tid i haven:)

lørdag den 22. februar 2014

Chokoladesmoothie


Det lyder ganske usundt, men det er det bestemt ikke :) Denne smoothie er fyldt med frugt, lidt god olie og god kakao. Den smager sødt af chokolade-yoghurt, men kan spises med god samvittighed og så tager den kun 2 min. at lave.
Når jeg laver smoothies tilsætter jeg gerne 1 spsk. god olie. Det kan være chiafrøolie, hampefrøolie, kokosolie osv. Noget, der bidrager med gode fedtstoffer og dermed også lidt længere mæthed. Det kan ikke smages.
Det er vigtigt at bruge en god kakao uden en masse sukker, så den kommer til at smage af chokolade og så den kan spises med god samvittighed. Jeg synes, at den er bedst hvis den lige får lov at stå 10 min. på køl.

Chokolade-smoothie (2 glas)
2 meget modne bananer
1 moden avocado
1-2 dl. mælk
1½-2 spsk. kakao
1 spsk. hampefrøolie
evt. 1 tsk. honning

Skræl bananer og avocado.
Kom alle ingredienserne i en blender og blend til du får den ønskede konsistens. Juster med mælk og smag evt. til med lidt honning.
Sæt smoothien på køl i 10 min.

fredag den 21. februar 2014

Inspiration#6






torsdag den 20. februar 2014

I min vase


Der er næsten altid en buket friske blomster i min vase på sofabordet. Det er hverdagsluksus for mig.
Jeg kom endeligt på torvet den anden dag og der havde blomstermanden de her fine blomster. Ja, eller det er nok nærmere en slags tidsel. De er super fine.
Er der mon nogen der ved hvad de hedder og om det er noget man kan dyrke i sin have?
Jeg mindes at have set nogle i en af nabolagets forhaver under en gåtur med Dolly i sommers.
"Olivias farver" er blå, lilla, lyserød og hvid. Skal det himmelblå hus ikke se alt for vildt ud, så kræver det en farvekoordineret have. De her vil passe perfekt ind.

onsdag den 19. februar 2014

Den bedste Tunmousse

Jeg har lavet denne tunmousse flere gange, for det er bare den bedste! Den er uden smør, men stadig ikke kalorielet. Flødeskummen giver bare den helt rigtige konsistens, så den ikke bliver for tung.
Opskriften er fra Line, men med egne ændringer. Den store mængde husblas er en lille smule svær at få smeltet i væsken, så her er det vigtigt at den er varm nok og at det bliver rørt ordenligt ud deri.
Sidste gang blev den serveret som en del af et større frokostbord, for vi havde 2 hold venner til frokost. Den blev ikke spist op, men jeg havde også lavet bacon med leverpostej, æg med rejer, røget laks, frikadeller, et ostefad og meget mere. Den duer til alt; forret, en god frokost, en del af en buffet, madpakken osv. Den smager bare godt!


Tunmousse (6-8 pers.)
3 ds. tun i vand
½ finthakket løg
1 fed hvidlæg, presset
100 g. mayonnaise
85 g. creme fraiche 18%
saft af 1 citron
8 blade husblas
1/4 piskefløde
salt, peber

Hæld vandet fra tunen og mos den sammen med løg, hvidløg, mayonnaise og cremefraiche. Smag til med salt og peber.
Udblød husblasen i koldt vand. Varm citronsaften op. Kom husblasen i citronsaften med det vand der hænger ved. Rør husblasen ud i citronsaften.
Rør den ud i tun-blandingen.
Pisk fløden til skum og vend den i.
Kom det hele i en 1-liters form af silikone og lad den sætte sig natten over.

tirsdag den 18. februar 2014

Et lille forårsprojekt (måske); høns i haven

(Billede fra Idenyt)
Lige siden vi købte Olivia har jeg drømt om høns i haven. Ikke en kæmpe flok. Måske bare 2-3 stykker, der kan forsyne os med lækre, friske æg.
Vi har 75 kvm. uderum, hvor den nederste del er et 2-delt skur. Det sidste rum er ikke særligt stort, måske 1,5x3 m. Her kunne der nemt sættes et par redekasser og et par siddepinde op. Men, der er så lige et problem. Udenfor rummet er der en dejlig terrasse og et blomsterbed, som jeg nok vil ærge mig lidt over at skulle afgive til hønsegård. Eller, det ville jeg nok komme mig over.
Den største udfordring er, at vi ikke selv kan bygge en hønsegård og så strander mit lille hønse-projekt desværre der. Øv, men måske engang får vi råd til at få et bygget:)
Har nogle af jer høns i haven?


mandag den 17. februar 2014

Kernebrud


Selvom 5:2 og inspiration fra LCHF fylder lidt herhjemme, så er der bare ikke noget som en RIGTIG, nybagt bolle, bagt på smør, hvede og kærlighed. Sådan en trængte jeg til i sidste uge, men lidt knas skulle der også til, så der kom et godt skud kerner i.
Når jeg bager er jeg lidt et vane-menneske. Enten bager jeg langtidshævet brød på vand eller så er det de hurtige med kærnemælk og smør. Det virker:)

Kernebrud (8-10 stk.)
25 g. gær
3 dl. kærnemælk
1 æg
1 spsk. honning
½ spsk. groft salt
1 dl. hørfrø
1 dl. solsikkekerner
½ dl. sesamfrø
50 g. smeltet smør
Hvedemel

Rør gæren ud i kærnemælken.
Tilsæt honning, salt, æg,  kerner og frø. Rør det godt sammen.
Tilsæt lidt hvedemel og smørret. Kom hvedemel i lidt af gangen til dejen er fast og let klistret.
Lad den hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse i ca. 1 time.
Hæld dejen ud på en meldrysset bord og ælt den hurtigt igennem. Del dejen i 8-10 stk.
Sæt bollerne tæt sammen på en bageplade med bagepapir.
Lad dem efterhæve lunt og tildækket i 30 min. Pensel dem med lidt vand.
Bag dem ved 200 grader i ca. 12-15 min. De skal lyde hule når du banker på bunden.
Lad dem afkøle på en bagerist.


søndag den 16. februar 2014

Februar-Favoritter


Det er ikke ret tit, at jeg opdager nye blogs. Favoritterne er og bliver de samme. Nu faldt jeg så lige over simpel dagbog, der er bare er så fin og hyggelig.
Her fandt jeg også inspiration til en god måde at fremhæve de små gode ting i hverdagen ved at dele dem i kategorier; i hjemmet, i ørene, på skærmen, i maven og på-gad-så-godt-listen. For en som mig, der elsker lister er det her en fin måde at sætte fokus på hverdags-glæde og måske og inspirere lidt. Det skal jeg altså til at huske at gøre hver måned igen! Tilføjer endda lige et par ekstra punkter, der også er vigtige i min hverdag:)
Se Lindas fine liste her.
  • I hjemmet: Afskårne grene og perlehyacinther. Mine forårs-favoritter, der lyser op og minder om, at vi langsot nærmer os lune dage og lange, lyse nætter.
    Guldglimmer-puden i den magelige stol er måske ikke så behagelig, men fin og lyser godt op i alt det andet.

  • I læsekrogen: Lige nu læser jeg en uhyggelig thriller/krimi, nemlig "Mørke Afkroge" af Elisabeth Haynes. Overvejer lidt om jeg skal kaste mig over den omtalte digtsamling af Yahya Hassan bagefter.

  • I ørene: Lige i øjeblikket har jeg genfundet min begejstring for Lana del Rey. Der er et eller andet fint, eventyrligt og melankolsk i hendes stemme.
    Okay, nu får i også en pinlig tilståelse, som jeg i flere uger har tvunget Kristian til ikke at røbe for nogen; jeg er helt vild med One Directions "Best Song Ever" og får lyst til at danse hver gang jeg hører den(hvis jeg er alene gør jeg det også nogle gange en lille smule)!

  • På skærmen: Alt med Ryan Gosling; Drive, The Notebook, Gangster Squad. Bare Ryan er der, så er jeg med:)
    De næste uger kommer til at byde på flere ture i biffen. Vi skal både se "Klassefesten 2", "Lone Survivor" og "12 Years a Slave". Især sidste nævnte har jeg store forventninger til.

  • I maven: Lige nu er jeg mere afhængig af chokolade end nogensinde før! Der ryger en del af den gode, mørke 70% eller 85% ned. Hver dag.
  • Velvære-kontoen: "Drink Up" ansigtsmaske fra Origins. Den redder med tørre vinterhud! De milde, lyse dage giver anledning til gode og lange gåture med hundene, der giver energi og ro i kroppen.

  • På-gad-godt-listen: Intimkoncert i Aalborg med Bryan Adams, meeen det blev simpelthen for dyrt for vores budget. Øv!
Hvad er dine små hverdags-favoritter i februar?



lørdag den 15. februar 2014

Mosebryg

Vi har en rigtig god juicer, som jeg ikke er flittig nok til at bruge. I perioder lykkes det dog meget godt. Denne grønne sag er min nyeste favorit, men Kristian var nu engang noget skeptisk over at skulle drikke sådan en omgang "mosebryg".
Juicen består af ca. 1/4 ananas, 2 citroner, 2 appelsiner, 2 store håndfulde spinat og 1 agurk. Sød, sur og sund:)
En anden favorit er appelsin, citron og gulerod.
Hvad ryger der i din juicer?



fredag den 14. februar 2014

Weekend i godt selskab..

For nogle dage siden var weekenden hel tom. Vi skulle slet ikke foretage os noget som helst. Nu er weekenden fuld, men hvad gør det når det er med ene gode planer?
Jeg har fri i dag. Om nogle timer kører jeg nordpå og besøger min mormor. Jeg skal tjekke den genbrugsbutik ud, hvor hun er frivillig og så henter vi lidt godt og tager med hjem til frokost.

Vi fejre ikke Valentines herhjemme, men menuen er der kræset lidt ekstra om, mest fordi der er fredag; cuvette, flødekartofler og sprød salat. En af Kristians livretter. En lille fastelavnsbolle til dessert kan det også godt være jeg køber med hjem til "aftens-kaffen":)

Lørdag skal jeg på torvet og vi skal en tur i biffen med popcorn og hvad der hører sig til. Jeg skal nok også tilbringe nogle timer i køkkenet, for vi får 2 vennepar til søndagsfrokost. Ja, og hundene skal også have en ekstra lang gåtur.
Ja, en masse praktisk når vi ikke den her weekend, men skidt, vi skal se en masse dejlige mennesker, være sammen og bare hygge igennem.
Så er det godt jeg har fri mandag til alt det kedelige:)

torsdag den 13. februar 2014

Nudelsalat med agurk og peanutdressing

Nu er det ved at være nogle dage siden at madklubben var her, men derfor skal I da stadig lige have opskriften på den nudelsalat jeg lavede.
Den er rimeligt nem at gå til. Jeg kunne dog ikke finde sobanudler nogen steder, så jeg endte med at bruge en god, flad fuldkornspasta i stedet. Agurken giver et fint og frisk modspil til den søde og fede dressing, mens forårsløgene giver lidt kant. Brug de mængder
du nu lige synes passer bedst.
Opskriften er fundet her.

Nudelsalat med agurk og peanutdressing (4-6 pers.)
Nudler til 4-6 personer
1 agurk
3 forårsløg
1 dl. ristede, saltede peanuts

Dressing:
6 spsk. peanutbutter
2 dl. kogende vand
2-3 spsk. æblecidereddike
1 spsk. honning
1 tsk. salt
1 spsk. sesamolie
saft af 1 lime
3 fed presset hvidløg
lidt friskkværnet peber

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken. Lad dem dryppe godt af.
Rør peanutbutter ud i den kogende vand og lad det køle lidt af. Tilsæt de øvrige ingredienser og smag til.
Vend nudlerne i dressingen. Det er ikke sikkert, at det hele skal bruges.
Skær agurk i lange, tynde strimler med en tyndskræller. Kasser det inderste stykke med kerner.
Snit forårsløgene i fine ringe.
Bland agurk og forårsløg i nudlerne og drys med peanuts.


onsdag den 12. februar 2014

Tekniske vanskeligheder

I et godt stykke tid har jeg ikke kunnet kommentere ved andre blogs end blogspot-blogs.
Jeg kan skrive løs, trykke "udgiv" og så popper der bare ikke nogen kommentar frem. Har både forsøgt i Explorer og Chrome uden forandring. Hvad er der galt?!
Ja, lige i tiden synes jeg også at blogger skaber sig igen. Jeg kan kun uploade billeder i Chrome og der kommer ofte nogle store mellemrum mellem billeder og tekst, som jeg altså ikke selv laver... ØV!

Kähler Spring 2014



Jeg er blevet ret vild med keramik og der flytter mere og mere ind herhjemme- også uden protester fra Kristian, der især godt kan lide Kähler.
Det forstår jeg godt og jeg er også ret vild med forårsnyhederne. Modellerne er der ikke så meget nyt i, men hvor er det nogle skønne farver.
Vi bor ret neutralt og med meget få farver, for sådan kan jeg bedst lide det. Alligevel er der sneget dig lidt af de der støvede lilla, rosa og bourdoux farver ind og det klæder det hele, så det ikke er så blegt. Derfor kommer jeg nok også nød til at investere i et par tallerkner fra Mano-serien, som skal bruges som små fade, for farverne er sååå fine.
Ja, jeg ville da heller ikke blive ked af en af de små "Love Song Vaser" eller en rosa "Bellino".
Jeg må nok hellere skrive "til samlingen", for jeg har allerede den store og den lille "Love Song" vase og den mellem og den lille "Bellino":)

tirsdag den 11. februar 2014

Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen...


Madklubben har jeg sammen med 3 veninder fra gymnasie-tiden. Søde, dygtige og ansvarlige piger med et stort hjerte. Da en af pigerne foreslog, om vi i madklubben ikke skulle have os et sponsorbarn, så stemte vi andre hurtigt for. Vi var selvfølgeligt inspireret af SOS børnebyernes "Vil du have et barn med mig?". Vi har valgt at have et sponsorbarn igennem foreningen NLAI (New Life Afrika International), der kun arbejder i Nakuru i Kenya. Dette mest fordi, at en af gruppens medlemmer kender nogle af de mennesker, der arbejder for foreningen i Kenya og vi ved derfor, at vores penge også går til det, som vi forventer. Ikke, at jeg ikke tror på de andre organisationer, men det her giver alligevel en større sikkerhed og støtter samtidig en flok ildsjæles arbejde.

Så nu deles madklubbens 4 medlemmer om Laban (ja, det hedder han) på 7 år.

Laban bor i et slumkvarter ved en losseplads i Nakuru. Laban bor sammen med begge hans forældre, der ikke har fast arbejde og dermed har svært ved at forsøge ham og hans 6 søskende i alderen 3-16 år. Ofte er der ikke penge til mad.

Vi betaler 280 kr. om måneden og for de penge er Laban sikret en uddannelse, skoleuniform, bøger, hæfter, blyanter, skoletaske, sko og 2 varme måltider mad hver dag. Desuden bliver Laban tilset af sundhedspersonale hver 3. måned, hvor han får ormemedicin, vitaminer, vaccinationer og kan få hjælp ved sygdom.
Grundskolen er faktisk gratis i Kenya, men forældrene skal stadig betale for skoleuniform, bøger og materialer og det har rigtigt mange forældre ikke råd til. Derfor kommer mange børn stadig ikke i skole.


Normalt foretrækker jeg at støtte projekter i Danmark. På en måde virker Afrika som et stort hul, hvor milliarder af kroner bare forsvinder uden at der rigtigt sker noget. Her støtter vi en dreng. Det passer godt med det fine motto "At ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen". Det tror jeg på. Laban er bare en af rigtigt mange børn, der har brug for hjælp rundt omkring i verden, men jeg kan ikke hjælpe alle de børn. Men jeg kan hjælpe ham og det gør jeg sammen med de andre piger. Det er ingen garanti, men det er rart at kunne give et barn en chance, når man selv er født ind i et land, der giver masser af chancer og muligheder.



mandag den 10. februar 2014

COOP Savannah




Når der endeligt sker noget her i det jyske, så er det med at komme afsted. Så Kristine, Line og jeg smuttede en tur til Århus for at lære lidt om COOP Savannah og lave noget rigtig lækker mad sammen en håndfuld andre bloggere.
"Savannah" er en serie af produkter fra Afrika, hvor der er fokus på økologi, Fair Traide og bæredygtighed. Produkterne sikre de afrikanske producenter fair priser og en adgang til den kommercielle handel, samtidig med at der produceres produkter af rigtig god kvalitet til fx danske forbrugere.

Vi blev delt i hold og skulle producere en salat og en dressing/marinade dertil.
Kristine og jeg fik de spændende "skal-produkter" yoghurt med passion-banan-annanas, saltede cashewnødder, gourmet salt og snackærter.
Den yoghurt der var lidt af en udfordring, men vi valgte at lave en marinade med yoghurten, masser af hvidløg, lidt salt og limesaft. Det blev ret fint selvom jeg var ret skeptisk. 
Vi marinerede så en portion perlebyg deri, som vi placerede på en  bund af fine strimler af gulerødder, agurker, snackærter og mango i. De saltede nødder og en drys koriander og så var der skabet en salat-vulkan:)


Der var også masser af lækkert oksekød, som den søde kok vidste os hvordan skulle tilberedes. Jeg har rimeligt styr på det med at tilberede oksekød, men jeg må sige at det der med at tilberede især større kødstykker stadig er lidt af en videnskab for mig.
Så til alle salaterne fik vi lækker oksesteg og store rib eyes. Vi lavede også nogle spændende, vegetariske risdeller, som smagte rigtigt godt.
Ja, så det var et lækkert bord vi kunne sætte os til, med 6 salater, lækre marinader, mørt oksekød og sprøde risdeller.
De andre bloggere havde også været kreative og der var udelukkende lækre salater at spise.
En lækker goodiebag fik vi også med hjem, med både kolonial, frisk frugt og grønt, noget af det gode kød og en smuk buket roser, hele vejen fra Afrika.
Jeg glæder mig især til at afprøve avocadoolien:)
Jeg synes, at Savannah bygger på nogle spændende principper, men jeg vil nok indrømme at jeg oftest vil vælge lokale eller bare danske produkter hvis muligheden er der.
Uanset, så er det altid spændende at lære nydt og udvide horisonten lidt.
Tak til COOP for et rigtigt fint arrangement med rigtigt søde mennesker:)



søndag den 9. februar 2014

Asiatisk Hvidkålssalat med mango og kokos

Denne salat er en rigtig god måde at spise kål på, da den er sød, sprød og fuld af smag.
Målene er cirka-mål, for jeg blandende bare ind til jeg synes det passede. Vi fik den sammen med spicy kødboller og en nudelsalat. Lækker og nem hverdagsmad, hvor resterne også passer godt i madpakken:)

Asiatisk Hvidkålssalat med mango og kokos (4 pers.)
1/4 hvidkål
1 moden mango
1 dl. granatæblekerner
100 g. yoghurt naturel
1 bdt. persille
½ dl. sesamfrø
½ dl. kokosflager
olivenolie, salt

Snit hvidkålen fint. Kom den i en skål med lidt olivenolie og lidt salt. Kram det godt med hænderne.
Skræl mangoen og skær den i tern. Bland mango, granatæblekerner og yoghurt i kålen. Lad den gerne stå og trække på køl.
Hak persillen og bland den med sesamfrø og kokosflager. Bland den i salaten lige inden servering.



lørdag den 8. februar 2014

Radio

I mange år har jeg været vild med fine loppefund, men jeg er bange for at det næsten har udviklet sig til en lille "skade" efter min praktik på GenbrugNord.
Som den søde praktikant jeg er, så var jeg lige forbi for at sige hej i sidste uge. Lige hilse på mine vejledere og deltagerne, men jeg var også lige et smut inde i butikken. Uh, hvor var der kommet mange fine ting til siden sidst!
Jeg forelskede mig lidt i denne fine, gamle B&O radio, men den fik lov at stå, for butikken var nu engang heller ikke åben. Meen, det var ligesom jeg ikke helt kunne slippe den i tankerne.
Dagen efter ville et par af Uni-pigerne gerne se GenbrugNord og der var butikken "desværre" åben og radioen var "desværre" ikke solgt. Så jeg blev nød til at købe den:)
Pigerne gjorde sig også et par fine kup.

Den er lidt ramponeret og den virker heller ikke, men jeg synes den er fin og sjov og charmerende og så pynter den fint ovenpå et af de kedelige skabe ude i spisestuen.
Selv Kristian synes den er fin :)
Vi har mange nye, fine ting og der er også sneget sig en del design ind i Olivia, men det klæder nu det hele at der er røget godt med loppefund ind de sidste måneder, for det giver altså lidt mere sjæl:)
Mine næste loppefund må gerne være et par fine, gamle kameraer. Har et, men jeg synes de er så fine at jeg gerne vil have nogle flere...

fredag den 7. februar 2014

Anmeldelse: Mæt&Slank med LCHF (Politikens Forlag)





Jane Faber er lige nu aktuel med hendes nyeste bog om LCHF "Mæt&Slank med LCHF".
Low Carb High Fat er blevet meget populært og flere og flere skifter den traditionelle korn-holdige og magre kost ud med lette grøntsager, kød, smør og fløde.
LCHF er ikke noget for mig. Jeg prøvede i 14 dage og fandt det kun besværligt. Alligevel er jeg blevet noget bedre til at spise mindre stivelse og mere fedt og det fungerer rigtigt godt for mig. Ren LCHF giver for mange afsavn i forhold til fordele i min optik.
I bogen finder man både en introduktion til LCHF, tips til at opnå vægttab på LCHF og en masse lækre opskrifter.



Om man spiser LCHF eller ej, så er den her bog fuld af lækker inspiration til morgenmad, frokost, aftensmad og lidt sødt.
Billederne og layoutet er virkeligt smukt og bogen er dejlig tyk.
Forskellen på denne og den første af Jane Fabers bøger er, at jeg synes at opskrifterne er tilpasser danske spisevaner endnu mere. Her er flere opskrifter på lowcarb brød end i den første, så den vil måske være mere anvendelig når man er ny i LCHF.
Afsnittet om madpakker og gæstemad manglede i den første bog, så det er dejligt at de er med i denne her. Vi har venner, som spiser LCHF og man vil jo gerne kunne servere noget lækkert og spændende når de kommer og spiser og samtidig tage hensyn til, at de er på kur.
Vil du gerne spise LCHF skal du være forberedt på en tur i helsekosten efter lidt dyre specialvarer som nøddemel, kokosfibre, sukrin osv, men jeg synes nu egentligt at det er holdt på et rimeligt niveau.
Generelt er jeg meget begejstret for bogen. Den er smuk, indbydende og anvendelig.
Bogen får 6 ud af 6 stjerner.
Nogle gange synes jeg måske lige, at Jane kan være dramatisk nok i sit ordvalg, men det er nok en smagssag.
Om man spiser LCHF eller ej, så er der meget lækker inspiration at finde til god mad.



torsdag den 6. februar 2014

Asiatisk Fiskesuppe

Fiskesuppe er normalt noget jeg går uden om, for de fleste smager efter min mening alt for "fisket" og der svømmer ofte væmmelige muslinger rundt deri. Denne suppe lød dog rigtigt lækker, men jeg turde ikke helt servere den som en hovedret, så da madklubben var forbi sidst blev den lavet som en forret. Jeg kunne sagtens have serveret den som hovedret med lidt godt brød til, for den smagte virkeligt godt og gæsterne var også vilde med den.
Opskriften er fundet her.
Det er en tung sag, som vil være oplagt for dem der spiser LCHF:)
Hvis den skal spises som hovedret er der til 2 personer. Som forret er der ca. 4 portioner. Det tager måske 25 min. at lave sådan en portion her, så det er nem hverdagsmad med fisk, som mange af os jo ikke spiser nok af.


Asiatisk Fiskesuppe (2-3 pers.)
250 g. torsk eller sej
3 forårsløg
1/4 kinakål
1 ds. kokosmælk (ikke light)
1 ds. hakkede, flåede tomater
1 dl. piskefløde
1 terning grøntsagsbouillon
1 tsk. sambal oelek
1 tsk. soya
salt og peber

Rens forårsløgene og skær dem i tynde ringe. Skær kinakålen i tynde strimler.
Skær fisken ud i mundrette bidder.
Kom kokosmælk, tomater, piskefløde, bouillon, samba oelek og soya op i en gryde.
Pisk det godt sammen og varm op til det småkoger.
Kom forårsløg og kinakål i og lad simre 2-3 minutter.
Tilsæt fisken og lad simre yderligere 2-3 min.
Smag til med salt og peber og server straks.

onsdag den 5. februar 2014

Hverdag...




Hverdag igen. Efter en december og start på januar med alt for meget stress har jeg nydt 14 dages ferie.
En ferie, der primært er tilbragt hjemme i det blå hus. Men afslapning på sofaen, gode bøger, serier på Netflix, gåture med hundene, middagslure, rengøring, tøjvask og bagning.
En spændende praktik er slut og det samme er mit frivillige arbejde i Hjerterummet. Alt sammen noget, som har været spændende, men som også har suget kræfter sammen med alt det, som livet nu ellers byder på.
Nu starter hverdagen igen. Jeg kan godt lide hverdag. I hverdagen er der rutiner og livet som studerende betyder også ofte perioder med god tid. Det er ren luksus. Tid til at slappe af, til at gøre sig umage, til at være spontan, til at være sammen med Kristian eller med vennerne til at pusle herhjemme og til at bare være.
Hverdagen betyder også Uni og samvær med de søde piger. Den anden dag betød den også besøg af madklubben til god mad og snak.
I morgen betyder den udflugt til Århus med de blogger-pigerne.
Nå ja, hverdagen betyder også kedelige ting som fx tandlægebesøg i morgen og en enorm bunke tøj, som jeg burde ha strøget for længst:)


tirsdag den 4. februar 2014

Chicken Parmesan Meatballs

Kristians livret er nærmest pasta med kødboller, så jeg har efterhånden lavet den i en del versioner. Den her med kylling fik mange ros med på vejen, så den måtte jeg hellere lige dele med jer, for den er tilmed nem og måske I også har en kødbolle-entusiast i nærheden :)
Jeg brugte noget hjemmelavet tomatsauce fra fryseren, hvor der var godt med grøntsager i, så derfor tilsatte jeg ikke nogle ekstra. Der var både peberfrugt, løg og champignoner i, så det kan man altid bare hakke og koge op med nogle hakkede dåsetomater og så krydre godt.
Det er en tung ret, som også er godt egnet til LCHF hvis man undlader hvedemelet i kødbollerne og spiser andet end pasta til.
Inspiration fandt jeg her.

Chicken Parmesan Meatballs (2 pers)
400 g. hakket kyllingekød
1 æg
1 dl. friskrevet parmesan
1 løg, hakket
2 fed hvidløg, presset
1 tsk. oregano
½ tsk. timian
fintrevet skal af ½ lime
salt, peber
evt. lidt hvedemel
ca. 400-500 g. tomatsauce
1 dl. fløde
3 dl. revet ost

Rør kyllingekødet med æg, parmesan, løg, hvidløg, oregano, timian, limeskal, salt og peber. Er farsen for blød tilsættes lidt hvedemel. Form til små kødboller.
Rør tomatsaucen med fløde og hæld det op i et lille ildfast fad.
Kom kødbollerne op i tomatsaucen og drys osten over.
Bag kødbollerne ved 200 grader i ca. 25-30 min.
Server med pasta.



søndag den 2. februar 2014

Havrebrud

Kristine fristede med lækre havrebrud den anden dag og de skulle selvfølgeligt afprøves, da jeg fik besøg af Sofie den anden dag. De blev rigtigt gode :)
Selvom bollerne er lyse og mande- og børnevenlige, så fylder de stadig fint i maven pga. havregrynene. Helt sikkert en bolle jeg vil bage igen en anden gang. Nok bager jeg ofte langtidshævede boller uden fedstof, men man skal altså ikke undervurdere en god bolle bagt med smør:)
Jeg lavede halv portion og fik 8 store boller.


Havrebrud (8 stk.)
25 g. gær
1½ dl. vand
1½ dl. kærnemælk
40 g. smeltet smør
2 æg
1½ tsk. groft salt
1 spsk. rørsukker
2½ dl. havregryn
ca. 500 g. hvedemel

Rør gæren ud i vandet.
Bland kærnemælk, salt og sukker i den smeltede smør. Hæld det i gærblandingen.
Tilsæt herefter æg og havregryn.
Ælt melet i lidt af gange til dejen er elastisk og blød. Den skal stadig være let klistret.
Kom dejen i en skål og dæk den med et viskestykke. Lad den hæve lunt og tildækket i ca. 45 min.
Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 8-10 stykker. Form stykkerne til boller og sæt dem tæt sammen på en bageplade med bagepapir.
Lad bollerne efterhæve lunt og tildækket i ca. 30 min.
Bag bollerne ved 200 grader i ca. 20-30 minutter, til de lyder hule når du banker på dem.
Lad dem køle af på en bagerist.