Sidevisninger i alt

tirsdag den 5. december 2023

5 x Exploration Station af Stephen West

 Jeg har dykket dybt i mit garnlager og fået hele 5 sjaler ud af det - det føles godt :-) Og heldigvis er mine veninder stadig også vilde med dem, så alle er afsat på nær det på sidste foto med orange kant - hvis det lige er dig, og skal lune dine skuldre, så send mig gerne en mail på [email protected] :-)







På Samsø har det sneet rigtig meget de sidste dage, men nu er det vist stoppet i denne omgang :-) Ønsker alle en dejlig uge. 

tirsdag den 24. oktober 2023

Æblekage med marcipan, krydderier og hvid chokolade

 I dag startede vi en lille ny gruppe på 5-6 kvinder, og vi vil mødes og lave kreative sysler sammen. En "bordet-rundt" viste sig at byde på SÅ mange talenter og ideer. I dag blev her lavet blomsterkranse, broderet på en pude, filtet et lille eventyrligt juleophæng, lavet papmache som pynt på en opbevaringsæske, og lige strikket lidt :-) Gæt hvem! 

Og selvfølgelig skulle der kage på bordet, når det er hjemme hos mig - og i æblesæsonen hvert år har jeg vel nok afprøvet mange forskellige kager for at finde den allerbedste, og tænk nu tror jeg sørme jeg fandt den, jeg vil bage igen til næste efterår. Virkelig dejlig klassisk kage med kanel, kardemomme, citron, vanilje og dertil marcipan og så tilføjede jeg hvide chokoknapper på toppen. Så nu smider jeg linket med de bedste anbefalinger her, og opskriften er fra ODENSE MARCIPAN


Herunder et lille kig på mit spisebord, som i dagens anledning var klædt med voksdug, så der var fri leg, Næste gang kan jeg måske vise lidt af det, vi får lavet. 

Vi mødes igen om tre uger, og så vil jeg prøve at kaste mig over at istandsætte et lille sofabord og dekorere det med mosaik - det har jeg absolut aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af, som Pippi ville sige :-) 



fredag den 13. oktober 2023

Efterårsferieboller med purpurhvede, æbler og varme krydderier

På Samsø øsregner det i dag, og jeg havde ingen aftaler. Efterårsferien begynder i dag, og færgerne er fuldt bookede og i aften aflyst til Jyllandssiden på gr af kraftig blæst. Alle de faktorer tilsammen betød at jeg lige så godt kunne sætte gang i en omgang lækre boller. 

Jeg har fået en stor pose æbler fra en have i Nordby og havde en pose af den lokale purpurhvede i huset - den kan jeg virkeligt anbefale. Har du ikke purpur, kan du naturligvis også bruge en anden slags mel, fx ølandshvede. Ingen sødmælk i huset, så jeg brugte havremælk og det er helt fint. 

De blev seriøst gode, så derfor gemmer jeg opskriften til mig selv her, og således kan du også bruge den, hvis du skulle få lyst. 


Opskriften giver 12-15 boller 

3 dl havremælk eller sødmælk - brug hvad du har

25 gram øko gær

3 spsk smagsneutral olie - eller smelt tilsvarende smør sammen med mælk

1 tsk kanel, 1 kardemomme, 1 stødt ingefær

1 tsk salt og 1 spsk honning

2 store groftrevne æbler uden skræl

150 gram purpurhvede fra Samsø Mel - du kan sikkert også få purpurhvede i dit eget supermarked

CA 500 gram øko hvedemel - MEN mærk efter, det er ikke præcist angivet

Til pensling 1 sammenpisket æg, samt drys af kanelsukker og mandelflager

Lun mælken, og opløs gær heri. Tilsæt herefter alle krydderier, honning, salt og revne æbler. Tilsæt mel lidt ad gangen, og kør den mindst 10 min på din køkkenmaskine. Jeg vejer aldrig mel til brød - jeg kigger og fornemmer konsistensen, som jeg skal en blød, lind dej men uden at være flydende. Sæt til hævning ca 1 time til dobbelt størrelse. Hæld ud på meldrysset bord og skær til passende boller, som spændes godt op. Du kan lægge dem i et ildfast fad med bagepapir som jeg gjorde, eller forme dem med god plads på en bageplade. 

Pensles med æg, drysses med kanelsukker og evt flager af mandler eller hasselnødder. Efterhæves tildækket ca 30 min, og bages ved 190 grader ca 25 min hvis de står tæt og lidt mindre hvis de står på bageplade. Ovne er forskellige, så igen - kig og gå med din intuition, hvornår de er færdige. Afkøles mindst 20 min inden du skærer i dem, så de når at samle sig og er nemmere at skære over. 

NYD først den liflige duft, der spreder sig i din varme stue, mens regnen siler ned. Og NYD herefter med øko smør, hjemmelavet æblemarmelade med ingefær og hjemmelavet jordbær/rabarbersyltetøj - alt sammen lokale råvarer fra øen :-) 

Rigtig god efterårsferie til alle 





onsdag den 11. oktober 2023

Mere Stephen West sjal - denne gang model Fantastich

 Juhuuuu, det blev færdigt det store sjal, som mest af alt var for at øve. Jeg fik lært at læse en engelsk opskrift, og det var slet ikke så svært som jeg havde regnet med - så hvis du også gerne vil prøve, men heller ikke har kastet dig ud i det, så bare gå i gang. 

Det åbner en verden af nye strikke-muligheder - og faktisk er de engelske opskrifter meget nemme på den måde, at de næsten er forklaret pind for pind. Når først du lige har sat dig ind i forkortelserne, så kører det <3 



Jeg forkælede mig selv og købte nyt garn til alle farver, og det hele kommer fra Isager garn - det var første gang jeg brugte Isager, og det bliver bestemt ikke sidste gang. Sjalet er virkelig stort, og alligevel helt let og luftigt, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg kommer vist til at strikke endnu et - jeg elsker jo bare lyserødt, så et meget enkelt med grå og lyserød, må jeg vist lave i løbet af vinteren :-) 

Hvis du har brug for et lille skub til at komme igang med en engelsk opskrift, så kan jeg måske hjælpe dig - så må du give lyd. 

Samsø er i dag lidt grå, men stadig mild - men nu har jeg tændt for varmen og de levende lys, og vi skal bare huske at hygge os i mørket og med hinanden. 


lørdag den 7. oktober 2023

Rødt sjal - model Exploration Station af Stephen West

 



Overrasket blev jeg virkelig - over at jeg fik hele tre hilsner fra "gamle" læsere på mit første opslag efter jeg er genopstået LOL. Det havde jeg slet ikke forventet, og det gjorde mig mere glad end jeg lige troede, og har ligefrem puslet med tanken om jeg alligevel skulle skrive lidt mere her end jeg lige havde tænkt mig.... Men vi får se. Jeg er jo sådan set allerede i gang <3 Tak fordi I skrev både her og på FB siden. 

Da jeg havde strikket dette sjal i blå farver, ønskede en af mine veninder sig det i rødt, så det får hun lige om lidt. Jeg håber, hun bliver glad for det. Selv er jeg ikke så meget til rødt, men jeg synes faktisk, det er blevet rigtig godt. Modellen er fra festlige og kreative Stephen West og hedder Exploration Station. Og det er faktisk ret nemt at strikke, hvis man lige kan de mest almindelige masker og teknikker. 


At vaske og blokke sit strik betyder virkelig meget for den sidste finish og look. Så her kan du se, hvordan jeg har vasket det, og lagt det op med knappenåle, sådan at alle spidserne bliver mere defineret og tydelige. 
Det er stort, så min måde at gøre det på, er simpelthen et rent lagen på dobbeltsengen og så lade det ligge der og tørre nogle timer. Hvis man er mere tjekket har man et sæt af de der skum-puslebrikker, som kan lægges op på et gulv og sættes nåle i. Men man behøver det altså ikke :-) 


Jeg er bidt af at strikke sjaler for tiden - det er ellers mange mange år siden, jeg sidst har strikket et sjal. Måske du også får lyst? 

Jeg ønsker dig en dejlig weekend, nu hvor efteråret for alvor kan mærkes vejrmæssigt. På Samsø i morgen står den på koncert på Brundby Rockhotel for at høre The Things We Do For Love med bla. gode gamle Ivan P :-) 

mandag den 2. oktober 2023

Purpurhvede boller

 


Her bliver mest strikket, men på en søndag kan der stadig også blive fremstillet langsomt koldhævet brød på lækkert lokalt mel. Min veninde havde foræret mig en pose purpurhvede, som jeg havde lyst til at prøve med det samme. 

Verden flyder over med gode opskrifter, så det er sjældent jeg laver mine egne efterhånden, og disse fandt jeg hos Catrine Brandt, og med en lidt anderledes folde-teknik. De blev lækre, og jeg kommer til bruge den opskrift igen, så nu gemmer jeg den her på bloggen som min egen huskeseddel, og du ku' da også lige prøve dem. Du kan sikkert finde purpurmel i dit eget nærområde, hvis du ikke lige er på Samsø :-) 

søndag den 1. oktober 2023

Exploration Station sjal blå version


 Det er rundt regnet 6 år siden jeg har lagt noget op på min gamle blog, men her er simpelthen liv endnu. Jeg regner ikke med, der er en eneste læser tilbage, og det er nu også helt ok. Jeg tror ikke, jeg kommer til at skrive meget herinde igen, men jeg savner min blot som opslagsværk til mig selv for at huske, ting jeg måske godt selv gider at skabe igen :-) 

For tiden er jeg bidt af at strikke Stepen West sjaler, fordi jeg lige har lært at strikke efter engelske opskrifter, og fordi jeg lærer en masse nye effekter og teknikker i mit strik, som kan bruges til alt muligt andet. Fordi det er sjovt, det er en udfordring og jeg kan vælte mig rundt i alle verdens farver. 

Jeg er allerede i gang med en rød version til en sød veninde, og har modellen Fantastich på et sæt andre pinde - det er til mig selv :-) 

Skulle her være en enkelt, der kigger med, så hej til dig - hvor ville det være hyggeligt :-)
kh Tante Sød, som stadig lever lykkeligt på Samsø 

tirsdag den 17. maj 2016

Vitello tonnato... som Stop Spild af Mad ret :-)

Uhmm, kender du vitello tonnato? Tynde skiver af koldt, mørt kalvekød og en kold sauce på tun og ansjoser? Ja, det lyder virkelig underligt, men overrasker positivt og skal nok opleves, før man er overbevist:-)

Med resterne af et stykke kalveculotte fra en gæstemiddag var det oplagt at forvandle det sidste stykke kød til en ny hovedret til to personer.... normalt serveres vitello som forret, men her var rigeligt til at udgøre et helt måltid.


Mængderne af de forskellige ingredienser kommer sig ikke så nøje - så du får mine cirka angivelser
Et stykke rosastegt kalveculotte
Årets første sprøde salater fra en vens økologiske have
En dåse god tun i solsikkeolie
6 ansjoser
saften fra 1 citron
2 spsk kapers
1-2 dl kvalitets mayo - jeg havde rester af en estragon mayo fra Mayoriet på Samsø
Salt, peber
Frisk dild fra samme have som salaten:-)
Flere kapers

Kog først kødet til det er meget mørt, nok ca en lille time. Læg gerne et løg, en gulerod, hele peberkorn i vandet. Afkøl i kogevandet og skær i tynde skiver. Læg de skyllede hele salatblade på dit fad, herpå kødet. Blend alle de øvrige ingredienser på nær dild - indtil du har en sauce tyk som piskefløde. Smag til med mere af de forskellige ting indtil du har en syrlig, salt og fed sauce. Hæld dette over kødet og pynt med frisk dild og flere kapers


Servér anretningen med citron og masser af sprød flute og koldt smør! Inderligt velbekomme sir jeg bare:-)

fredag den 13. maj 2016

Banankage m/kærnemælk og mandelmel

Og ven kom forbi og gjorde mig den tjeneste at slå min ret store græsplæne - og med kærnemælk og bananer i huset, som skulle se at blive brugt, kom den her svampede og velsmagende banankage til verden:-)

Banankage i pinsefarver...
Banankage med mandelmel og kærnemælk
225 gram smør
450 gram sukker
4 store landæg
5 modne bananer
100 gram mandelmel
375 gram øko hvedemel
11/4 dl øko kærnemælk
½ tsk fint salt
2 tsk vanillesukker
2 tsk natron


Smelt smørret og afkøl lidt, pisk det nu godt med sukker. Tilsæt æg ét ad gangen og pisk rigtig godt mellem hvert indtil massen er tyk og lys. Bland mel, mandelmel, salt, natron og vanille. Blend bananerne og vend i den piskede masse. Vend nu skiftevis melblandingen og kærnemælk i dejen til den netop er homogen. Smør en lille bradepande godt og bag ved 200 grader i 1 time. Kan selvfølgelig også bages i andre forme, fx som her en randform, men også som muffins osv - blot skal du tilpasse bagetiden. Lad kagen blive i formen mindst 10 min og derefter på bagerist til den er helt afkølet.

PS: Portionen er ret stor, så udover denne kage i randform, blev der også til 4 store muffins i papirforme. Du kan selvfølgelig også bage den i springform eller lign. I øvrigt kan du også bruge alm mælk og så bagepulver i stedet for natron - det fungerer lige så fint

Den var fin som den var her - men den fik lige et par blomster fra haven :-) 
Topping
100 gram chokolade
½ dl fløde
25 gram smør
evt finthakkede pistacienødder

Smelt disse ting forsigtigt sammen, lad afkøle til det er lunt og pynt kagen


Blød, svampet kaffe-kage med god banansmag:-) Rigtig god pinse til jer alle

tirsdag den 10. maj 2016

Den smukkeste måned på året på øen

Pyha, sved på panden! Her gøres bare rent overalt både inde og ude. Tæpper blir banket og vasket, lofter gås efter for spindelvæv og der fyldes jord i krukker og højbede.

De sidste dage har hele landet vist haft vidunderligt sommervejr og det er en sand lise for krop og sjæl. Total hverdagslykke i mit lille hus ved havet for mig og de tykke misser, som gaber og slænger sig på verandaen:-)


Udsigt til blå himmel med gennemsigtige skyer og genboens smukke lyserøde kirsebærtræ. Her er masser af forskellige små fine fugle, der kvidrer og brumbasserne suger nektar. Hver dag hiver jeg en spandfuld mælkebøtter op af græsplænen, men det er et Sisifos arbejde for der kommer hele tiden nye. Men op skal de:-) De små hvide bellis i græsset, må gerne blive der....


Der er fyldt sommerblomster i de første krukker og de er en daglig glæde at se på ...


I år er her kun lyserødt og hvidt - indtil videre i hvert fald....


Masser af store poser med muldjord er slæbt hjem og fyldt i højbedene som nu er sået til med persille, dild, koriander og flere slags sommerblomster. Purløg, rosmarin, mynte, citronmelisse, estradon, timian og salvie er i fuld gang og lige til at komme i dagens retter...


Flere lyserøde.... som jeg bare ikke kan få nok af .....


Den lille pynte-bænk er nymalet og små krukker er sat i den hjemmeflettede pilekurv ...


Annekset har godt nok taget mere tid end jeg havde forventet - men igår blev senge gjort klar, så nu kan her faktisk godt sove en privat gæst. Nu skal der findes passende lamper, urtepotteskjulere, pynt og noget på væggene ... jagten er i gang:-)

PS: Jeg lejer gerne ud her i sommer, hvis du vil holde simpel ferie på Samsø ...


Hmmm, de anden side af annekset mangler stadig en del.... skal finde passende møblement til primitivt køkken, stolene skal males sorte og have nyt betræk og et mini spisebord skal også findes...


Det lille pæretræ med de liftige, saftige Clara Friis pærer er i blomst og blevet beskåret en del. Det fik skurv sidste år, men nu ser det ud til jeg har fået bugt med det .... sidste år var der ingen pærer, men jeg håber meget det bærer fine frugter i år.... det er spændende. Jeg hepper!


Ahhh, sol på min himmel...


Af en af mine søde veninder fik jeg et ferskentræ i fødselsdagsgave, det havde jeg meget ønsket mig.  Tænk, hvis her om et par år vil være lige så mange ferskner som her er figner ....


Figentræet var blevet meget stort og rakte hen over vinduerne, så nu er det også beskåret, men har masser af små knopper og de første blade er lige sprunget ud .....

Oh, maj du søde milde - jeg elsker maj på Samsø! I pinsen kommer min kusine fra Hvidovre på besøg for første gang her, så det glæder jeg mig meget til - håber virkelig solen skinner, selv om nogle sir' noget andet:-)

fredag den 6. maj 2016

Jordbær vinaigrette - til dine sommersalater

Det er blevet så hipt at komme frugt i de grønne salater, og særligt jordbær. Nu er jeg jo typen, der kun spiser jordbær, når jeg kan købe dem i en bod på Samsø og helst økologiske. Så jeg må stadig ty til jordbær fra fryseren fra sidste sommer:-)

Så når der ikke kan komme friske jordbær i mine salater, fandt jeg i går på at lave salatdressingen med jordbær fra frost - og den blev super vellykket og en dejlig forsmag på, hvad der snart venter os af friske, danske bær:-)


Jordbærvinaigrette
1-1½ dl jordbær - gerne fra frost
2 tsk dijon sennep
1 spsk vineddike
1 spsk honning
1-2 dl god olie
Salt, friskkværnet peber

Blend alle ingredienser sammen - smag til og tilsæt evt mere af nogle af ingredienserne indtil du har opnået perfekt balance mellem syre og sødme og tilpas konsistens med olien :-)


Min salat bestod af en bakke blandede øko blade, en ½ bakke øko babyspinat, fine skiver af bladselleri, blå vindruer, tern af pærer, blå Thiese ost smuldret i stykker og ristede pinjekerner. Super dejligt kombi, som nemt kan komme på menuen igen


Salaten var mit bidrag til en afslappet nabomiddag:-) Ja, ja - for en gangs skyld ikke kage!!!

torsdag den 5. maj 2016

Æble-rabarber crumble m/mandler

Endnu et møde = mere kagebagning! Det er nu på lørdag vi skal afholde stiftende generalforsamling for Alternativet Samsø, så vi har haft travlt med vedtægter, program og andre forberedelser.

En sprød, sød, syrlig crumble går man aldrig galt i byen med og de er så nemme at lave. Og jubii, nu er de nye rabarber med deres fine, røde stængler fremme igen, så afsted i fryseren og se at få brugt de sidste fra lageret:-)


Dej til stort fad - 8-10 portioner
300 gram øko hvedemel
250 gram øko smør
100 gram sukker
ca. 1½ dl mandler grofthakket

Smuldr smør og mel sammen til det ligner rasp og tilsæt sukker.

ca. 300 gram rabarber skåret i bidder
ca. 300 gram æbler i både
4 spsk hjemmelavet vanillesukker - eller korn fra 1 stang blandet i sukker
1 spsk kanel fra Urtekram

Kom begge slags frugt i bunden af et stort, ildfast fad, drys med vanillesukker og kanel. Fordel nu dejen hen over og drys til sidst med mandler. Bages ved 200 grader til det er boblende og gyldent, nok ca 25 min, men bare kig efter det - det kommer sig ikke så nøje :-)


Fadet med æbler og rabarber drysset med kanel og vanillesukker ...


På med crumble og mandler ....

Man skal ikke spare på vanillen, som du kan se! 

MUMS - servér med vanilleis, vanillesauce eller creme fraiche:-) Rigtig god Kr. Himmelfartsferie - vejret er jo sommerligt, det er helt fantastisk dejligt...

tirsdag den 3. maj 2016

Makronsnitter med hindbær

Lidt af min tid bruger jeg på bestyrelsesarbejde dels for Alternativet Samsø og for Økologisk Samsø - og begge dele er sjovt nok anledning til kagebageri:-) De er så taknemmelige at bage til og blir så glade, og hyggeligt for mig at have dem til at teste nye opskrifter.

Denne gang blev det til en helt klassisk makronsnitte med marcipan og hindbær - det er altså seriøst god og kan sagtens holde flere dage. Altså hvis den ikke blev spist til mødet eller folk tog resten med hjem:-)


Portion til stort ildfast fad på ca 24 x 32 cm - du kan jo nemt halvere opskiften
450 gram øko hvedemel
250 gram øko smør
250 gram sukker
2 tsk bagepuler
4 store eller 5 små æggeblommer

Kom alle ingredienser i en stor skål og bland på maskine til det er en smuldret dej. Læg bagepapir i en stor ildfast form eller lille bradepande og hæld dejen heri - tryk den godt sammen i et jævnt lag. Prik med en gaffel over hele dejstykket. Bages ved 200 grader i 15 min. Afkøles 5 min.

2 dl god hindbærsyltetøj, meget gerne hjemmelavet, men mindre kan gøre det :-) Dette fordeles på den forbagte bund.


4-5 æggehvider
500 gram flormelis
250-300 gram revet marcipan fra Odense

Rør disse ting sammen til en nogenlunde ensartet masse - skal ikke piskes! Fordel nu massen med en spiseske hen over hindbærfyldet, så hele formen er dækket. Bag nu kagen yderligere 20-25 min indtil den er godt gylden. Kagen skal afkøles helt inden du skærer i den.


Populær kage, der udløste vellyde fra mødedeltagerne - opskriften har jeg fået af en veninde, som har fået den af en anden veninde osv.. så jeg kan ikke kreditere rette vedkommende, men sir' pænt tak ud i cyber:-)

fredag den 29. april 2016

God weekend sir jeg bare!

Lyst og blødt brød er jo ikke sundt, det ved enhver. Derfor bagte jeg lige de her i formiddags.....


Der er mange fordele ved sådan nogle boller

- de ligner brownie, men feder ikke nær så meget...
- sprød skorpe er så eftertragtet...
- man får lyst til negerboller, når man ser dem .....
- Mette Blomsterberg ville rose fordi de er "godt afbagte"....
- man kommer til at grine temmelig meget....

Der er sikkert flere fordele. Ai, hvor er det dumt at gå ud i haven og falde i snak med naboen, når man bager brød til sine gæster. Så kan man nemlig ikke engang lugte, når en fadæse er undervejs:-)

Med denne bagesucces vil jeg blot ønske jer alle en skøn weekend - Tante Sød vender snart tilbage med mere kage:-)

torsdag den 28. april 2016

Kylling i pikant gurkemejesauce

En helt alm hverdagskylligeret faldt så heldigt ud, at jeg lige synes, du skal ha' opskriften. Der er godt nok "lidt at hvert" i saucen, men mums da hvor det endte med succes:-)

Det hele udsprang af, at jeg gerne vil bruge frisk gurkemeje i mere af min hverdagsmad - gurkemeje indeholder et hav af gavnlige stoffer, så det er bare med at bruge løs. Og så får alle mine varme retter også et godt skud tang - så er der ekstra smæk på gode hensigter. OG masser af velsmag ikke at forglemme.


Kyllingefad til 2-3 personer
2 store kyllingelår delt i over- og underlår
4 store kyllingevinger
2 spsk kokosolie til at stege i
1 dåse øko hakkede tomater
1 dåse øko kokosmælk
1 dl øko fløde
½ spsk sød paprika fra Urtekram
½ spsk oregano fra Urtekram eller dit yndlingskrydderi
ca. 4 cm fintrevet gurkemeje
Saften fra ½ øko citron
Lidt bouillon fra Herbamare
Salt, friskkværnet peber, et 1 tsk rørsukker
Granuleret tang - evt:-)
Chili - evt

Jeg køber altid en hel landkylling og parterer - og dem, man får her på Samsø er altså virkelig store, vejer ca 2600-2800 gram, så der er meget mad i sådan en enkelt kylling, der har levet et frit og godt liv og fået lov at vokse sig store og stærke:-)
Krydr kyllingestykkerne med salt, peber og gerne granuleret tang (tang indeholder umami og virker som smagsforstærker og er mega sundt). Steg stykkerne godt på begge sider til de er gyldne. Tag dem af panden. Tilsæt alle andre ingredienser og smag saucen til - jeg kom ikke chili i min ret, men det ville have klædt den rigtig godt. Når saucen smager godt, hælder du den over kyllingen i et ildfast fad og sætter i ovnen ved 200 grader i ca 20-30 minutter til det er brunt og boblende.

Servér fx med ris og salat eller hvad du foretrækker:-)


Hurra for gurkemeje - god appetit :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...