lørdag den 31. marts 2012

Lørdag

De sidste par dage har budt på en del arbejde i Salling. Idag er ingen undtagelse.
Det ser endda ud til, at jeg bliver nød til at skal møde før, men jeg håber ikke at "før" er det samme som "hurtigst muligt", for jeg sidder med nylakerede negle og morgenhår. Jeg lakere oftest mine negle om morgenen, når jeg sidder foran computeren. Det er nemlig det eneste tidspunkt, hvor jeg sidder stille længe nok, haha:)
Idag skulle de også lige have en omgang lak, for i aften skal jeg ud og drikke coctail med nogle søde piger, så når jeg samtidig har sent fri, så kan jeg ikke nå at få styr på både tøj og hår og negle inden jeg skal afsted igen...

fredag den 30. marts 2012

Giweaway: Solbriller fra Sunglassesshop.com

Sunglassesshop

I samarbejde med Sunglassesshop.com udlodder jeg et par solbriller fra enten mærkerne Nueu eller SXUC  .
Alt du skal gøre er, at skrive en kommentar om hvilket par solbriller du kunne tænke dig og så "like" Sunglassesshop på Facebook eller Twitter.
Min favorit blandt disse mærker dem her- jeg elsker store solbriller:)

På shoppen findes der også et hav af andre solbriller fra lækre mærker som Rayban, BVLGARI, Dior, Gucci, Chanel, Michael Kors og Prada. Uh, hvor er der nogle fine imellem!
På shoppen findes også en sej lille inspirations-guide. Her findes oplysninger om stjernenes favoritter, moden lige nu, nyheder fra solbrille-verdenen osv.
Det eneste jeg kunne savne der var en guide til hvilke solbriller man skal vælge ud fra ens ansigtsform, for jeg er helt fortabt, haha.

Kristian elsker flotte og dyre solbriller, så han har flere af de rigtige mærker.
Og så er der mig. Hver sommer tager jeg livet af et par eller 2. Som regel fordi jeg sætter mig på dem eller glemmer dem et eller andet sted. Og det er ret dumt, for jeg har svært ved at finde solbriller der passer til mit runde hoved, så når jeg endeligt finder nogen burde jeg passe bedre på dem! Derfor køber jeg heller aldrig dyre solbriller, selvom jeg hvert år forelsker mig i nogen, fra især Chanel.
Heldigvis har Kristian altid et par i bilen, som jeg også kan bruge, så jeg ender ikke med at være helt blind de dage, hvor solen er skarp!

Jeg trækker en vinder af konkurrencen tirsdag d. 10. april kl. 18.00.

TEST: Masser af Dr. Oetker

Som ny tester for Dr. Oetker fik jeg idag en dejlig pakke, som kan få ethvert kage-hjerte til at banke lidt hurtigere, for hvor var der mange lækre sager. Både krymmel, fondant, dekorationsgele, bagepulver, vaniljesukker, farver, smagsessenser osv.
Sammen med det go'e, gamle sortiment kom der også et par forårs-nyheder:
Dekorationsstjerner i nogle lidt matte farver og konfettikrymmel i nogle dejlige, stærke farver.
Jeg ville dog ønske, at stjernerne var i samme, seje farver, for det kunne se ret sejt ud på en cupcake- lidt a' la' Agnes Cupcakes.
Denne dåse indeholder fine små perler i pastelfarver- pearl, grøn, blå og lyserød. Skønne, skønne farver, der passer perfekt til forårets og sommerens kager.
Mandelmel til de berømte og berygtede macaroons, som jeg endnu ikke har kastet mig ud i. Det er egentligt lidt dårlig blogger-stil af mig:) Nu er der så en oplagt mulighed for at afprøve de små hapsere. Men hvad skal jeg vælge!?! Der er jo en million slags!
Umiddelbart synes jeg, at 50 g. er lige i underkanten, for mange opskrifter kræver 80 g, men nu må vi lige se hvordan det ser ud når jeg får valgt en opskrift!

torsdag den 29. marts 2012

Chokoladefondant

Ikke det kønneste billede, men jeg er sikker på, at opskriften sælger sig selv:) For alle chokolade-elskere må da elske sån en varm chokobombe med et flydende indre og så samen med iskold vaniljeis og lækre vaniljesyltede frugter. Mums.
Selvom mine ikke blev helt så flydende, så blev de ret så lækre. Næste gang skal de nok bar kun have 8 min, men jeg tror også at min ovn er lidt vild:)

Opskriften har jeg fra Kristine, hvor rigtig flotte billeder også er at finde.
Nu var vi kun 2, så der blev alt for meget vaniljelage til frugten- næste gang laver jeg kun ½ portion.


Chokoladefondanter (4 stk.)
100 g. mørk chokolade
100 g. smør
40 g. sukker
40 g. hvedemel
100 g. past. æggeblommer
50 g. past. æggehvider
lidt smør til formene

Vaniljesyltet frugtsalat
3 dl. vand
5 dl. sukker
1 vaniljestang
1 bakke jordbær
½ honningmelon
2 kiwi
½ granatæble


Vaniljestangen flækkes og kornene blandes med lidt af sukkeret.
Kom vanilje, de tomme vaniljestænger, sukker og vand i en lille gryde og kog det op under omrøring.
Lad det koge i ca. 6 min. og lad det køle lidt af.
Skær frugten i mundrette bidder, tag den tomme vaniljestang op og overhæld frugten med vaniljelagen. Lad det trække et par timer på køl.
Smelt smør og chokolade sammen i mikroovnen eller over vandbad.
Lad det køle en smule af og sigt mel og sukkeret deri.
Vend herefter æggeblommer og æggehvider i chokolademassen.
Smør 4 små ovnfaste forme- jeg brugte nogle små ramekiner - og fyld dem 2/3 op med chokolademassen.
Lige inden servering bages de 8-10 min. ved 200 grader- de kan sagtens laves god tid i forvejen.
Vend dem forsigtigt ud af formene og servere med det samme.

onsdag den 28. marts 2012

På tur med NT

Når man blogger har man også en lille bitte smule magt, når det kommer til at udtrykke sin mening om alt muligt. Jer 570(!) læsere er sån set frivilligt tvangsindlagt til hvad jeg har at fortælle, om I så kommer for opskrifternes skyld eller for noget andet.
Nogle firmaer lader frivilligt deres produkter teste, velvidende, at det både kan blive godt og skidt. Andre firmaer kommer ufriviligt under "kniven", fordi en blogger har haft en dårlig oplevelse. Når jeg selv skal købe en større ting, så søger jeg også selv oplysninger på nettet eller blandt min omgangskreds, for det er her de virkelige oplysninger kommer frem. En ting er hvad et produkt eller en service kan, en anden ting er hvordan det virker hos os almindelige forbrugere.
Derfor synes jeg også, at det er vigtigt at huske, at rose dem, der faktisk giver en god oplevelse, en god service eller laver et godt produkt, for de negative ting er som regel meget nemme at finde.

Derfor vil jeg også lige udnytte min lille, bitte smule magt til at skrive noget pænt om NT. Det sker vidst heller ikke så tit, at nogen gør det:)
Jeg kører en del med bybusser, for de kører lige forbi, de kører ofte og lige derhen, hvor jeg nu skal. Men hvor er jeg træt af sure buschauffører. Sure, tvære og ligeglade buschauffører, der kører utroligt dårligt uden at tage hensyn til, at der er mange stående passagerer eller ældre mennsker, der lige skal nå at sætte sig inden bussen fræser af sted. Ja, og så er det jo ikke ligefrem billigt at køre bus.
Tit gør en bustur mig derfor en smule tvær.
Helt anderledes var det dog idag. Selvom jeg skulle med 2 busser for at nå ud på campus, så mødte jeg idag 2 helt vildt søde, sjove og morgenfriske buschauffører!
Den ene har jeg heldigvis fornøjelsen af med jævne mellemrum og han kan få hele bussen til at smile- selv de mest teenagesure tøser - med sine søde små bemærkninger over højtaleren og friske velkomsthilsner.
Den anden har jeg ikke kørt med før. For det første ventede han på min bus istedet for at køre lige foran næsen på mig. For det andet fyrede han en masse sjove bemærkninger af, da han glemte at sætte nogle af:)
Så idag vil jeg bruge bloggen til at sige tak til chaufføren på linje 1K Svenstrup Nord omkring kl. 7 fra Nørresundby og chaufføren på linje 2M Gistrup lidt senere fra Nytorv for en fornøjelig bustur:) Jeg håber, at jeres chef er glad for jer:)

Peberfrugtpesto

Pesto på peberfrugt giver en ret krydret pesto, som smager rigtig godt i en sandwich, fx. sammen med skinke eller roastbeef.
Det er super nemt at lave, så det er en oplagt mulighed for at lave noget ekstra lækkert til madpakkerne.


Peberfrugtpesto
2 gule peberfrugter
½ lille løg
25 g. pinjekerner
30 g. parmesan
½-½ dl. olivenolie
salt, peber


Skyl peberfrugterne og skær kødet af i store stykker.
Læg dem på en bageplade med bagepapir med skindsiden op.
Stil dem under ovngrillen til skindet er godt sort.
Pak peberfrugterne ind i folie og herefter i et viskestykke. Lad dem ligge 15-20 min. inden du piller skindet af.
Blend alle ingredienserne sammen i en blender, men hold en smule igen med olivenolien. Den må gerne være lidt tyk.
Kan opbevares i køleskabet i 3-4 dage.

tirsdag den 27. marts 2012

Vinderen af Holmegaard-konkurrencen

Vinderen af Holmegaards konkurrence er: Frk. Hyms.
Nu kan jeg ikke finde ud af de der smarte udtrækningsmetoder, som findes på nettet, så det blev Kristian, der fik ordre på at vælge et tal mellem 1 og 52:)

Tillykke til Frk. Hyms- send mig lige en mail på [email protected].

Pizza med lufttørret skinke, mascarpone og friskkværnet peber

Lige siden jeg så denne pizza hos Line vidste jeg, at den skulle afprøves:) Så selvom madplanen først sagde, at vi skulle have pizza på onsdag, så blev det igår. Nicole kommer nemlig idag og så kan vi passende få noget af det lækre laks jeg købte ved fiskemanden igår, for det gider Kristian ikke:) Så der blev han lige reddet:)
Mascarpone er en fed, italiensk flødeost. Umiddelbart ikke noget jeg ville komme på en pizza, men det smager altså bare vildt godt sammen med den salte skinke og peber:)
Meningen var egentligt, at jeg ville eksperimentere videre med "Pizzadej med surdej", men pga. tidsnød blev det bare den sikre og hurtige "Fuldkornspizzabund". Jeg lavede kun en pizza med mascarpone, mens den anden pizza blev lavet med champignon og cherrytomater. Næste gang laver jeg begge med mascarpone, for denne kombination ville også godt kunne klare lidt mere fyld:)

Pizza med lufttørret skinke, mascarpone og frikskkværnet peber (1 stk.)
½ portion fuldkornspizzadej
5 spsk. tomatsauce
4 skiver lufttørret skinke
ca. 100 g. frisk mozzarella
1/4 bøtte mascarpone
friskkværnet peber

Rul dejen ud til en cirkel.
Smør tomatsaucen ud over bunden og fordel skinken over.
Riv mozzarellaen i stykker og fordel den udover.
Fordel små klatter på ca.  ½ tsk. marscapone ud over pizzaen.
Bag den i 5-6 min. ved 225 grader. Gerne på en varm bagesten!
Kværn sort peber over den, når den er færdig.

TEST: Caviart

 Da vi var på Foodexpo 2012 snakkede vi med nogle søde mennesker fra Caviart, som gav os et par glas med hjem og eksperimentere med.
Caviart ligner fiskerogn, men er lavet på tang!

Nu har jeg et ret anstrengt forhold til fiskeæg i alle afskygninger- jeg kan hvertfald ikke finde på ret mange ting, som er værre at spise!
Caviart er mere fast i konsistensen og har ikke den der "fiskede" smag, men det betyr der også, at jeg ikke synes det smager af fisk. Det smager nærmere sån lidt sur/sødligt og smagsmæssigt minder det derfor ikke om fisk.

På messen smagte jeg flere varianter, hvor den med balsamico var min favorit. I weekenden testede vi så denne røde variant, som skal anvendes i stedet for lakserogn. Jeg syntes det smager udemærket og vil til enhver tid foretrække det frem for fiskerogn på fx. et stjerneskud eller en rejecoctail. kristian synes også godt om det.
Caviart har også flere fordele frem for den letfordærvelige fiskerogn. Den har nemlig lang holdbarhed og kan også efter åbning opbevares uden for køl i 3 mdr. Og så farver den heller ikke den mad, som den kommer i berøring med- det smart!

Vi havde en rest kartoffelmos tilbage fra aftensmaden, så det blev forvandlet til en let frokost i bedte "Stop Spild af Mad-ånden":)
Dog spiste vi kun 1 pandekage/kartoffelbøf hver, så der var til en frokost mere:) Caviarten gav lidt farve og lidt syre til den bløde kartoffelbøf, så det var bestemt en lækker frokost:)

Kartoffelmos-madder (4 stk.)
rest kartoffelmos, ca. 3 dl.
1 æg
2 spsk. mel
1 spk. mælk
2 spsk. friskhakket purløg
salt, peber
ristet rugbrød
1 tsk. caviart pr. mad

Bland en "fars" af kartoffelmos, æg, mel, mælk og purløg. Krydr med salt og peber.
Varm lidt olivenolie på en stor pande og form 4 flade bøffer af mosen.
Steg dem gyldne og sprøde på hver side.
Serveres varme på ristet rugbrød, lidt salat og top med caviart.

mandag den 26. marts 2012

Sunde Muffins med tørrede bær

I FitLiving marts 2012 (som fulgte med Alt for Damerne) faldt jeg over denne opskrift på sunde muffins, som jeg måtte prøve.
Ifølge bladet kan disse nemlig spises med god samvittighed både som morgenmad eller mellemmåltid, så det skulle afprøves i madpakken.

Opskriften har 4 forslag til fyld, hvor jeg så valgte den søde af slagsen med tørret frugt. Jeg brugte en pose Bærmix med gojibær, som jeg har købt i Netto. Udover gojibær er der også tørrede tranebær, kirsebær og blåbær i posen. Alle slags tørrede bær og frugter kan bruges. Da der kun var 60 g. i posen blev de sidste 40 g. til mørke chokoladekanpper, så de 190 kcal stemmer måske ikke helt længere:)
De smager ikke af muffins! Slut, prut! Sund kage findes altså ikke:)
Men de smager rigtig godt, som en lys og blød bolle fyldt med gode sager. Så det er bestemt ikke sidste gang, at de bages til madpakken.
Da jeg elsker kærnemælkens syrlighed og saftighed i bagværk valgte jeg at bruge det i stedet for minimælk. Dejen blev dog noget fast, så jeg måtte spæde op med lidt mere mælk, så dejen blev som den skulle.
Jeg bagte dem i papirsforme som på billedet, men det dur altså ikke. Det manglende fedstof i dejen får papiret til at sidde fast, så næste gang bager jeg dem i silikoneforme eller direkte i en smurt muffinplade.


Sunde Muffins med tørrede bær (10 stk.)
200 g. hvedemel
100 g. fuldkornshvedemel
1 spsk. rørsukker
1 spsk. bagepulver
1 tsk. salt
2½-3 dl. mælk (evt. kærnemælk)
1 æg
2 spsk. oliven eller raspolie
100 g. tørrede frugter eller bær

Bland alle de tørre ingredienser i en skål.
Bland herefter mælk, æg og olie og pisk det sammen med de tørre ingredienser.
Pisk til dejen netop er ensartet.
Vend herefter de tørrede bær i dejen.
Fordel dejen i 10 muffinsforme, som er placeret i en muffinplade.
Bag dem ca. 20 min. ved 200 grader.
Lad dem køle helt af på en bagerist.
Andre smagskombinationer kunne være:
  • 35 g. groftrevet parmesan og 1 spsk. friskhakket rosmarin (170 kcal.)
  • 100 g. dampet, hakket spinat og 1 tsk. reven muskatnød (160 kcal.)
  • 75 g. grofthakkede oliven, 50 g. grofthakkede, soltørrede tomater og 1 spsk. friskhakket timian (170 kcal.)

Pane di semola integrale a segale

 .... eller bare "Fuldkornsdurrumboller med rug":)
Opskriften er udviklet af Il Fornaio og bragt i "Hendes Verden". Engang imellem får jeg ugeblade fra familie eller veninder og så skal jeg lige igennem alle opskrifterne, så denne er et udklip fra skuffen:)
Jeg var flere gange undervejs lidt skeptisk over denne opskrift, for "surdejen" blev ligesom for tør og mængden af væde var lidt lille, men trods det endte jeg med en fin, fast og klistret dej, som endte med nogle gode, solide boller. De er en smule langsommelige at lave pga. alle hævetiderne!
Jeg er stor fan af Il Fornaios mel, især deres fuldkornsdurrummel. Så kan du få fat i det får det mine varmeste anbefalinger- jeg køber det i Føtex eller Kvickly:)
Istedet for rugmel brugte jeg "Evolo" fuldkornsmel med rug fra Amo.

Fuldkornsdurumboller med rug (7 stk.)
Dag 1- fordej:
200 g. rugmel
150 g. fuldkornshvedemel
150 g. fuldkornsdurrummel
4 dl. varmt vand

Dag 2:
200 g. hvedemel (Tipo 00)
25 g. gær
1 tsk. sukker
1 dl. lunken vand
15 g. groft salt

Dagen før bollerne skal laves blandes alle ingredienserne til en fast og klistret dej.
Kom den i en skål smurt med olivenolie og dæk den med husholdningsfilm.
Lad den stå ved stuetemperatur i min. 12 timer.
Næste dag røres gær og sukker ud i vandet. Rør det sammen med melet og lad det hæve i 20 min.
Derefter tilsættes fordejen og salt. Ælt det hele godt sammen i min 10 min- gøres bedst på røremaskine. Den skal være fast og klistret.
Dæk skålen til med plastfilm og lad dejen hæve til dobbelt størrelse i ca. 45 min.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 6-7 stykker.
Form dem til boller og læg dem på en bageplade med bagepapir. Drys dem let med mel og lad dem efterhæve i ca. 20 min.
Bag dem i 20-25 min. ved 220 grader.

søndag den 25. marts 2012

Søndag i køkkenet

Dagen idag har været som mange andre søndage herhjemme, med lang gåtur, indkøb, vasketøj og forberedelserne til ugen.
Gåturen idag blev dog lidt længere, med indlagt sol-nydning på de bænke, vi mødte på vores vej. Vejret idag har jo været fantastisk:)
Selvom vejret har været fantastisk og al tid burde være tilbragt ude, så kaldte pligterne og køkkenet. Nu er jeg en lille smule umulig, for jeg elsker at være forberedt. Der er ikke noget værre, at være uforberedt- både mentalt og praktisk. Så søndage bruges som oftest på at forberede mig rent praktisk til en ny uge, så jeg undgår stres og hysteri:) Vasketøjet er klaret, det samme er det værste rengøring, madplanen er lavet og indkøbt, lektierne klar og så er der lavet lidt i køkkenet, som gør madpakkerne nemmere.
Eftermiddagen har jeg tilbragt i køkkenet med at bage gode boller, sunde(!) muffins og så er der lavet en portion müesli, skyllet salater og lavet en portion pesto til madpakken.
Aftensmaden blev en favorit, nemlig blomkålsgratin. Da jeg i min frokostpause igår var på torvet kunne jeg ikke stå for det flotte blomkål, så det skulle også bruges. Den er lidt omstændig at lave, men passer sig selv og så spiser Kristian den med største fornøjelse- også selvom jeg efterhånden altid laver den uden kød!
Sammen med blomkålsgratinen fik vi ristet rugbrød og disse smukke tomater- som faktisk også smagte af noget! Jeg elsker, når man en sjælden gang er heldige at finde sådan en bakke i supermarkederne.

TEST: Larsen Danish Seafood

Vi er ikke de bedste til at spise fisk herhjemme, men fiskepålæg spiser vi hver uge.
Foodexpo 2012 mødte vi Larsen Danish Seafood, som gav os et par små smagsprøver med hjem.
Den anden dag prøvede jeg så makrellen og tunen, mens de 2 varianter med laks fik lov til at vente til en dag, hvor jeg er lidt mere modig:)
Begge smagte ganske udemærket, men jeg synes de var en anelse neutrale i smagen, så jeg måtte give dem et godt drøn salt og peber. Konsistensen på tunen var lækker og cremet, mens makrellen var lidt grovere, med tydelige stykker af fisk, så det var som det skulle være.
De små pakker er meget fine og praktiske, men jeg tror desværre ikke at de er at finde i supermarkederne. Jeg ved, at Larsen Danish Seafood har andre fiskeprodukter på hylderne, der ligeledes er pakket i smarte portioner.
Da jeg gik på arbejde havde jeg ofte rugbrød og en pakke makrel med til min frokost, for det var både hurtigt, nemt og billigt:)

lørdag den 24. marts 2012

Lørdag meget tidlig...

Kl. 04.45 er meget tidligt en lørdag morgen. Puha...
Der er nok grundlag for en middagslur når jeg har fri idag kl. 14:)
Penge skal der jo til og det er nu også skønnest at møde tidligt, selvom jeg lige nu har lidt ondt af mig selv- selvom jeg er ret morgenfrisk, så er jeg altså ikke SÅ morgenfrisk.
I min frokostpause vil jeg nok lige løbe en tur ned på torvet, for jeg kommer der alt for lidt for tiden. Måske kan det gøre mig klogere på, hvad vi skal have til aftensmad.
Hvad får I en lørdag aften, når maden skal være lidt ekstra lækker?

fredag den 23. marts 2012

Pesto med raps og basilikum

Da vi var på Foodexpo fik vi jo en god snak med Yding Grønt, som opfordrede os til at bruge vores salatrester til pesto. Normalt bruger jeg aldrig andet end basilikum eller tomat til pesto, men snart skal jeg lave en omgang rucolapesto, for det smager skønt. På messen havde yding Grønt også medbragt en pesto lavet af en meget rød salat, som gav den smukkeste farve. Bliver den at finde her i det nordjyske skal det helt sikkert afprøves!
Resterne af rapsen har jeg så lavet en pesto af, men jeg synes den var en smule smagsløs. Den smagte godt, men ikke af ret meget. Så det halve bundt basilikum jeg havde i vindueskarmen røg lige med og så var der en lækker, lækker pesto til aftenens kyllingesalat. Uhm..

torsdag den 22. marts 2012

Jordbærkage Cupcakes

Hvem elsker ikke en god jordbærkage? Mazarinbund, et tykt lag chokolade, vaniljecreme og friske jordbær. Uhm..
Hos Emily Salomon, som er en af mine favorit-blogs, faldt jeg over denne skønne opskrift på jordbærkage forvandlet til en muffin.
Da jeg ikke har set den lille møgunge i 3 måneder og han elsker jordbærkage, så var der en perfekt anledning til at afprøve opskriften.
Vaniljecremen fik meget ros fordi den ikke var så sød, men jeg ville nok selv foretrække en blanding af flødeskum og vaniljecreme.
Nu er jordbærrene jo ikke i sæson endnu og det kan helt klart smages. Derfor venter jeg med at lave næste portion til, at de søde sommerjordbær er klar. Det er nemlig en rigtig lækker lille kage, som jeg med glæde vil spise igen og igen:)
Nu brugte jeg nogle forme, som ikke var så store. Jeg tror måske, at jeg skulle ha lavet 14 cupcakes, så de ikke blev så høje, men det er en smagssag.

Jordbærkage Cupcakes (12 stk.)
175 g. smør
135 g. sukker
3 æg
200 g. grofrevet marcipan
150 g. mel
1 tsk. bagepulver
½ dl. mælk

Overtræk:
100 g. mørk chokolade
1 bakke jordbær

Vaniljecreme:
1 bæger marscapone
fintrevet skal af 1 usprøjtet citron
1½-2 tsk. vaniljesukker

Pisk smør og sukker cremet og luftigt.
Pisk herefter æggene i et af gangen. Pisk godt imellem hvert.
Tilsæt marcipanen.
Bland mel og bagepulver og pisk det i dejen.
Tilsæt til sidst mælken og pisk til dejen netop er ensartet.
Sæt 12 papirsforme i en muffinplade. Fordel dejen heri.
Bag kagerne i ca. 20 min. ved 200 grader. Lad dem køle helt af på en bagerist.
Når kagerne er kølet helt af smeltes chokoladen i mikroovn eller over vandbad.
Overtræk kagerne med chokoladen og lad dem tørre helt.
Til vaniljecremen piskes marscaponen sammen med vaniljesukker og citronskal.
Sprøjt eller smør vaniljecreme på hver kage og pynt med halve jordbær.

onsdag den 21. marts 2012

Grød med ristet havre og æble

Grød er billig, nem og sund morgenmad, så det er noget jeg gerne spiser et par gange om ugen. Den foretrukne er med smørklat og kanelsukker, men engang imellem skader det ikke at prøve noget andet. Denne grød smager rigtig dejligt, mætter utroligt godt og så er den nem at lave- bare pas på at havregrynene ikke får for meget farve, for lige pludseligt går det stærkt! Mine fik nemlig li 1 sek. for meget og blev lidt mørke.
Opskriften er fundet hos Arla.

Grød med ristet havre og æble (1 stor portion)
1 dl. havregryn
1½ dl. vand
1 dl æblejuice
1 nip groft salt

Topping:
1 lille æble, groftrevet
rosiner
mælk

Rist havregrynene i bunden af en lille gryde eller en pande. De skal kun tage en smule farve.
Kom vand og æblejuice ved og lad det koge op under omrøring, til grøden har en passende konsistens.
Spises med æble, rosiner og lidt mælk.

tirsdag den 20. marts 2012

TEST: Raps


På Foodexpo 2012 mødte vi Yding Grønt, som viste sig at have en masse spændende salater at byde på.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker salat og gerne de specielle af slagsen. Yding Grønt havde virkeligt mange spændende varianter, men mest spændende var rapsen, som de fleste nok kender fra de flotte, gule marker om sommeren.
Vi var så heldige, at få et par bakker med hjem, så vi kunne afprøve lækkerierne.

Jeg er ganske positiv over rapsen, som smager af lidt mere, end de sædvanlige salatblade. De smager sprødt og grønt og er meget dekorative med de lange, bølgede stængler og grønne blade.
Helt sikkert en salat, som jeg vil købe igen og igen, hvis den bliver at finde her i det nordjyske.
Vi smagte også en rigtig lækker pesto lavet på rucola og en lavet på salaten "Bulls Blood" eller noget i den stil- de smagte fantastisk!
Når jeg kommer hjem med salat fra supermarkedet skyller jeg altid bladene i rigeligt koldt vand, sortere de dårlige fra og lader dem så tørre på et rent viskestykke. Når de er ved at være tørre kommer jeg dem i en plasticpose og så i køleskabet. Så er der altid salat lige ved hånden og det forlænger holdbarheden noget.

Rapsen blev brugt til tirsdagens aftensmad, der egentligt skulle ha været bagekartofler med fyld. Jeg kunne dog ikke få nogle ordenlige bagekartofler, så jeg endte med at bruge de par kartofler, som jeg alligevel havde på lager.
Derfor fik vi en lækker salat af raps, broccoli, agurk, cherrytomater, stegt serranoskinke og råstegte kartofler.
Dressingen blev rørt af yoghurt naturel, purløg, hvidløg, et dryp honning og lidt urtesalt.
Nemt og lækkert!

Tunsteaks med Avocado-Wasabi Creme

Tunsteaks er ikke noget jeg har forsøgt mig med før, men det bliver bestemt ikke sidste gang. Tunen smager meget lidt af fisk. Kristians synes den smagte lidt af bøf:)
Jeg stegte dem, så de var netop gennemstegte. De fleste vil nok mene det er ret så forkert, for tunsteaks bør serveres en smule røde indeni. Men jeg kan bare ikke klemme rå fisk ned!
Super nemt at lave! Opskriften er fundet på den danske Foodblogging.
Avocadocremen var rigtig lækker og frisk. Ærtepesto ville heller ikke være dumt dertil.
Vi fik desuden kartoffelfritter og lidt salat dertil. Skøn og sund aftensmad, men tun er altså lidt dyrt. 2 små bøffer koster 70 kr, så det er ikke hverdagsmad.

Tunsteaks med Avocado-Wasabi Creme (2 pers.)
2 tunsteaks
2 små avocadoer
ca. ½ tsk. wasabipasta
lidt citronskal
salt, peber

Steg tunsteaksene på en grillepande i ca. 2-3 min. på hver side.
Krydr med salt og peber.
Mos avocadoerne og smag til med salt, wasabipaste og citronskal.
Server tunsteaksene med avocadocremen på toppen.

mandag den 19. marts 2012

Giweaway: Nordlys fra Holmegaard

I samarbejde med Holmegaard udlover jeg et sæt af Peter Svarres nye serie "Nordlys".
Sættet består af 1 drikkeglas og 1 skål, som findes i farverne Lagoon(blå), Spring (grøn) og White(klar).
Se flere billeder af de smukke glas her, hvor du også kan se et billede med skålen.
Glassene er håndlavede og er lavet af gamle vin- og ølflasker, så designet er helt i tidens grønne ånd:)


Det eneste du skal gøre for at vinde dette fine sæt er, at smide en kommentar, hvor du fortæller mig hvad du vil fylde i glasset og skålen, hvis det bliver dit:)
Husk lige at skriv din mailadresse og hvilken farve du ønsker:)

Jeg udtrækker en vinder mandag d. 26. marts kl. 19.00.


TILLYKKE:)

Idag har Kristian fødseslsdag, så efter jeg har fri skole skal vi ud og spise en frokost og så ellers bare hygge resten af dagen, så der bliver ikke meget lyd herinde fra:)
Desværre virker min forkølelse også til at være kommet lidt igen, så det har vidst været nogle lidt for hårde dage!

Jeg har sovet vildt dårligt i nat selvom jeg var mega træt efter den spændende dag igår, så jeg håber fødselsdagsbarnet er med på en sen eftermiddags-lur idag!

søndag den 18. marts 2012

Søndag på Foodexpo 2012










Lige en masse stemningsbilleder fra en spændende dag i Herning Messecenter, hvor jeg deltog sammen med mine "partners in crime" Line, Bitten, Camilla og Kristine:)
Vi havde også fornøjelsen af Piskeriset og hendes gemals selskab op til flere gange i løbet af den lange dag:)
Det har været en super spændende dag, hvor vi virkeligt har fået smagt, duftet og snakket os igennem et hav af interessante produkter.
Der kom sørme også en lille smule lækkerier med hjem, som hellere må få sine egne indlæg i nærmeste fremtid:)

Folkene bag Foodexpo 2012 havde virkeligt skabt et dejligt arrangement, som jeg er meget glad for, at vi fik lov at deltage i.
Vi nød virkeligt godt af presseloungen, hvor vi blev sørget rigtig godt for af den søde pressemedarbejder, når der var brug for et tiltrængt hvil.
Messecentret er rigtig flot i sig selv og der var rigtig kræset for detaljerne med smukke blomsterdekorationer osv.
Messen er enormt stor og selvom ca. halvdelen ikke havde vores interesse, da det mest omhandlede interiør og maskineri, så brugte vi alligevel det meste af dagen på at nå det hele.
Mange af messedeltagerne har virkeligt lavet nogle flotte og kreative stande, som var en fornøjelse at udforske.
Selvom vi ikke er fagfolk og CVR-registreret, så blev vi taget rigtig godt imod de fleste steder og fik nogle rigtig gode snakke med fagfolk, der virkeligt brænder for deres produkter.
I løbet af både søndag, mandag og tirsdag er der en lang række foredrag, konkurrencer og kåringer, men vi nåede desværre ikke nogen af dem idag- dog fik vi alligevel set lidt til både Christian Bitz og Claus Holm.

Søndag morgen...

... mega meget tidligt!
Turen går jo til Foodexpo 2012 i Herning og så skal man tidligt op når man bor i Aalborg.
Nok er jeg normalt morgenfrisk, men idag synes jeg, at det er meget tidligt det hele!
Heldigvis skal dagen tilbringes i dejligt selskab, så mon ikke jeg får en rigtig god dag.

I må hvertfald have en GO' SØNDAG:)

lørdag den 17. marts 2012

Roasted Garlic Cheese Baked Spaghetti

Det er bestemt ikke sund mad, med de 3 slags ost, men det er rigtig hyggelig og nemt fredags-mad, som vi trængte til efter en uge med sygdom.
Opskriften er med inspiration fra Bakeaholic Mama, men med mine egne mængder- næste gang skal den måske lige have lidt mere tomatsauce og lidt mindre ricotta.
Den smager rigtig meget af hvidløg, så det skal man ku li- jeg elsker det:)
Vi fik en simpel salat til og det passede godt til den lidt tunge pasta.

Roasted Garlic Cheese Baked Spaghetti (4 pers.)
2 håndfulde spaghetti
1 lille glas tomatsauce (320 g.)
1 bæger ricotta
1 dl. friskrevet parmesan
2 fed hvidløg, presset
1 kugle mozzarella
4 store tomater
peber

Kog pastaen i letsaltet vand efter anvisningen på pakken.
Bland den afdryppede pasta med tomatsauce, ricotta, parmesan, hvidløg og en smule peber.
Kom blandingen i et ildfast fad.
Skær tomaterne i skiver og fordel dem over pastaen.
Pluk mozzarellaen i stykker og fordel den over fadet.
Bag pastaen ved 200 grader i ca. 20 min. til osten er smeltet og gylden.

Foodexpo 2012

Imorgen skal vi blogger-piger på tur til Herning, hvor Foodexpo 2012 skydes igang.
Messen er primært leverandørenes mulighed for at fremvise deres varer til potentielle kunder indenfor resturationsbranchen, men vi er sikre på, at der også vil være masser at se for sån en flok madnørder som os:)
Vi har fået lov til at deltage som en del af pressen, hvilket betyder at vi allerede skal møde i Herning  Messecenter 8.15 søndag morgen. Det er virkeligt tidligt, når man skal helt fra Aalborg først!
Men, der vil så være et lille foredrag med Christian Bitz og så blev vi enige om, at det nok ikke var helt så svært at komme op alligevel:)

fredag den 16. marts 2012

Næsten levende igen..

Som I nok har fornemmet, så har der været lidt stille her nogle dage, for jeg har været syg.
Jeg hader at være syg. Smerte kan jeg bedre håndtere fx. hos tandlægen end dagevis med ubehag, feber, snot og ingen søvn. Så når jeg er syg, så er det sq mande-influenza'en der rammer mig!
Det eneste jeg har foretaget mig er, at ligge på sofaen og se rigtig meget rigtig dårligt fjernsyn. Ikke engang en hårvask har jeg kunne overskue, så det er tiltrængt!

Sygdom sætter også ens parforhold lidt på prøve, for pludseligt smørrer madpakken ikke sig selv, aftensmaden laver ikke sig selv, køleskabet fylder ikke sig selv og hunden lufter ikke sig selv længere:) De første dage gik det ok, men jeg tror nu nok Kristian har været noget træt af mig. Ikke nok med han lige pludseligt skulle lave noget mere herhjemme, så lå der og en pigesur kæreste på sofaen og mukkede og krævede is og alt muligt:)

Sygdom er også lige til at blive stresset af! Jeg har ikke kunne læse eller sidde computeren, så jeg har haft rigtig meget tid til at studere nullermændene i hjørnerne, vinduerne der skulle pudses denne uge, spekulerer over pladsproblemerne i køkkenet og al den læsning, som jeg nu er bagefter.
Det bliver man ikke glad af:)
Idag har jeg det heldigvis betydeligt bedre, så idag skulle der være mulighed for at vaske hår og gå tur med Emma, nu hvor jeg ikke har været udenfor en dør i 3 dage!
Jeg håber også på overskud til at lave aftensmad. Alt for mange dage med hvidt brød, te med mælk og honning, havregrød,cola, is, chips og igår en mundfuld grillkylling og 5 pommes frites, så trænger jeg til rigtig mad!

mandag den 12. marts 2012

Aaatju......


Jeg har haft en rigtig dejlig weekend med masser af festivitas og dejlige damer, men måske jeg er blevet for gammel til den slags allerede?!
Idag har min krop hvertfald kvitteret med masser af nys og kriller i halsen.
Jeg gider ikke være syg!!

Så nu har jeg allieret mig med en kop the, et tykt tørklæde og et par af mormors de hjemmestrikkede til de kolde fødder. Forkølelse, gå væk!

Fødselsdagsgaverne:)


Jeg fik simpelthen så fine fødselsdagsgaver, at de fortjener sit eget indlæg.
Nu har jeg jo egentligt først fødselsdag om en måneds tid, så det føles ekstra godt at få gaver allerede:)


 Der var gaver til mit kage-hjerte. Smukt lille fad fra Pillivuyt, som jeg er ret så vild med. Jeg kender ikke den serie, men den skal da lige undersøges nærmere!
Der var også tøsede muffinsforme, blomsterudstikkere og et gavekort til specialkøbmanden:)

 Jeg har jo fået noget for dansk keramik på det sidste, så kanden fra Anne Blacks serie "Black is Blue" og det flotte Mega Mussel fad er bare lige mig!
Det er ikke lige sån noget, som jeg går ud og køber selv, så det er dejligt at få som gave.

Jeg fik også lidt, at det, der glimter:)
Lige siden jeg så de smukke ringe fra Skagen Smykker på Line og Bittens fingre vidste jeg, at dem måtte jeg også bare eje, så de kom på ønskesedlen.
Jeg fik 2 i rødguld, så den ene skal lige byttes til en af de andre flotte ringe i serien, der kan minde om en lidt mere eksklusiv og simpel version af Spinning Rings.