HAVER I SKANDINAVIEN

En have er et rigtigt menneskeskabt værk, der ligger som en forlængelse af den bygning og det sted den udspringer fra, og med de planter, den jord, det vand og de sten som værket er betinget af.

Den præmis falder fint i hak i to ganske, fine svensksproget bøger om haver i Skandinavien, den ene ”Vandringar i Skandinaviska Trädgårdar” af fotografen Karl-Dietrich Bühler fra år 2000 og en nyere havebogsudgivelse fra 2014 ”Arkitektens Trädård” af fotograf Patric Johansson og skribent Kenneth Kauppi. Begge bøger koncentrerer sig om forskellige haver, der beskrives i tekst og fotos og med gode plantegninger til hvert enkelt værk. Rent indholdsmæssigt, ret så solide udgivelser og som giver læseren en god fornemmelse for skandinavisk havekultur, og at der er forskel i de vilkår der findes i regionen, fra fladt og frodigt agerland til nordiske fjelde med sparsom vegetation.  Endelig er det tydeligt, at der er tale om bestemte personligheder med bestemte intentioner, der ud fra de givne vilkår, har skabt forskelligartede haver.

 

Endnu en bog om skandinaviske haver, ser dagens lys i begyndelsen af april 2017; `New Nordic Gardens´ - Scandinavian Landscape Design på forlaget Thames & Hudson

Bogens forside med den yderst vitale og frodige vegetationssceneri varsler ikke om bogens indhold på det havemæssige designniveau og de steder vi besøger. Lokaliteterne som forfatteren beskæftiger sig med, ligger primært ved minimalistiske moderne husbyggerier i storslåede landskaber, befæstet med lækre belægningsflader. Udgivelsen har mange flotte fotos som er mange forskellige skandinaviske tegnestuer og privatpersoners optagelser, udlånt til fri afbenyttelse af bogens forfatter, havedesigner Annika Zettermann.

 

Når man bladrer bogen igennem virker det lidt vilkårligt hvor billederne er sat, og man opdager hurtigt at beplantningsmotiver og bygningsmotiver ikke er integrerede dele af hinanden. Der er både sakset og komponeret helt frit med billedmaterialet.

 Det har uden tvivl været et meget stort arbejde at lave denne bog. Ikke mindst adskiller bogen sig fra mange andre havebøger ved den megen tekst. Men størsteparten af den, har ikke en logisk relation til billedsiden, hvilket er en stor svaghed. Flere steder skrives der om haver og landskaber i overordnede termer, hvilket ville være fint for læseren at få sat billeder på. Men de mangler.

I stedet fornemmer man at billedmaterialet er hentet ind som en selvstændig disciplin for sig, og teksten skrevet som en anden. Og man stiller ofte spørgsmålet om de to er udformet uafhængigt af hinanden? Syletynde, grå bogstaver uden fødder er smukke i lay-outet og sikkert valgt for at understrege en vis nordisk kølighed, - men alle ved, at den slags bogstaver kræver ekstra opmærksomhed at læse. (du kan bare se hvad jeg har skrevet denne tekst med :-))

Et par store afsnit med vitale og frodige beplantningsscenerier og fra helt andre lokaliteter end ved de afbillede modernistiske byggerier gør, at de to verdener fra hver sin ende af stilskalaen ikke vil forenes og som også endnu mangler at finde sammen i virkelighedens nye skandinaviske havedesign. Det er sikkert derfor de er behandlet i adskilte afsnit. I stedet kunne man have vedkendt menneskenes og landskabernes haver i samhørighed med menneskenes huse, hvorved man ville have kunnet sortere og lave en bog der viser hvor mangeartet nordisk havestil i virkeligheden er. Men så skulle man have arbejdet med den præmis, at der også er ældre husbyggerier i Norden med nyere haver og i så fald accepteret; at den nye nordiske neomodernistiske coolness også har et mere frodigt modsvar, og at nordiske haver udvikler sig hele tiden. Selv ved gamle huse.

 

Marianne Folling er den danske plantepersonlighed der suverænt har leveret det største antal fotos til bogen. Og dem der kender hende, ved at de ligger helt i top, - både hvad angår billedkvalitet og plantesammensætningerne. Men måske er det fordi man ved, at hendes beplantninger i egen have, ikke ligger i forlængelse af modernistiske og minimalistisk privatboliger, at de derfor kommer til at virke som et postulat i denne sammenhæng?

Det er velkendt, at de havearkitekter der udformer minimalistiske haver og som her har stillet deres motiver til rådighed, anvender et meget sparsomt plantemateriale? Og de som gerne arbejder med de mere komplicerede beplantningssammensætninger, er måske ikke særlig interesserede i asketiske monokulturer eller funkisindretninger - og flere af os lever og bor da også  i ældre byggerier? – Nogen skal jo bo der!

Rådet kunne være at udgive en havebog, der vedkender sig nutidens moderne nordiske stil, og hvor tidssvarende bygningsarkitektur med international karakter og de haver og landskaber der omgiver dem, bliver præsenteret som samlede værker. Men det ville sikkert have afstedkommet en bog med langt mindre frodige beplantninger og et noget mere, både minimalistisk og monokromt udtryk, end det man har ønsket fra forfatterens side.

Bogen er inddelt i nedenstående afsnit (her oversat til dansk), og umiddelbart lægger de op til at der kan fortælles temmelig åbent, vidt og bredt om Skandinavian Landscape Design. Men der er altså også en fare for, at indholdet kan gå hen og blive en temmelig luftig affære.

Enkelthed, Stilhed, Skrøbelighed, Bleghed, Nøgenhed, Afstemthed , Blødhed, Åbenhed, Omsorgsfuldhed

 

STENGÆRDET

 Stengærdet er en gammel form for afgrænsning mellem have og agerbruget, ofte anvendt ved storgårde, herregårde og som afgrænsning omkring kirkegårdene. Karakteristisk for stengærdet er den dobbeltsidige fritstående væg af kampesten, fyldt med jord eller sten, hvorimod stendiget er ensidigt og en konstruktion af kampesten der holder fast på et terrænspring eller en jordvold.

 Her var opgaven at definere og placere et lavt stengærde som afgrænsning mod markerne.

To åbninger i stengærdet skulle give mulighed for at fortsætte to stier, ned mod et sumpområde længere ude i landskabet, bag markerne.

 Overkanten af stengærdet blev vandret for at korrespondere med havens flade terræn og bygningerne det skulle relatere til.

 Og fra at være en stenlinje med majs som baggrund

 blev det en fast og ret så markant linje, der kunne forankre de løse flader af fritvoksende enggræsblandinger med klippede stier imellem

Stengærdet skal stå helt nøgent uden vegetation og sikre at egnens padder får et nyt levested. Samtidig er det blevet et arkitektonisk indslag i den flade ager. Tanken er den, at fladerne med engblomsterne med tiden kan få selskab af lunde med frugttræer og give stedet lidt mere havekarakter.

COTTAGE ELLER PRÆRIE

Som led i arbejdet med haver og landskaber er det naturligt at lave oversigter og lister på de plantesammensætninger, arter og sorter, der foreslås ved både omlægninger af gamle og etableringer af nye haveanlæg. De kan ligge i skrivebordsskuffen. Aldrig hives frem og copypastes.

En plantesammensætning kan ikke kopieres et nyt sted med andre forhold med et godt resultat. Men de giver et fint indblik i hvilke kriterier planterne er valgt ud fra. Kundens interesser og stil, jordens vækstbetingelser etc.  

I takt med at der de seneste 20 år er sket en art fornyelse i plantesammensætninger, (særligt internationalt), har det været interessant at registrere de forskelle der er i tilgangen til plantematerialet og altså dermed også haver. Smag, stil og mode, - er man til det nostalgiske, der skuer tilbage og giver mindelser om gamle dage, før verden gik af lave og hvor man kan pleje og dyrke og forfine med gartnerisk snilde, indtil man opnår det perfekte og herefter rydder pænt op i blomsterbedene, før vinteren sætter ind? - Eller er man mere til det moderne, der bekender sig til nutiden, det bæredygtige, det naturnære og meget lidt plejekrævende, der fordrer, at man iagttager væksternes processer over tid og lader stå til med forfald og kollaps af visne planter, og som bliver en væsentlig del af den æstetik og skønhedsværdi man søger at opnå?

To væsensforskellige tilgange til havens plantematerialer med lige så væsensforskellige natursyn. Men helt så firkantet kan man nok ikke stille det op.

En definition på de to plantetyper/ sammensætninger kunne være, at der i første kategori, -lad os bare kalde dem cottagehaveplanterne  – er tale om et højtforædlet plantemateriale, der er gået igennem menneskehænder i generationer og som over tid er blevet stadig mere perfektioneret og selekteret/ udvalgt og plantet primært for blomsternes skønhedsværdi: størrelser, duft og farveintensitet og bladmassens spektakulære, ofte lidt tunge fremtoning.

Ganske anderledes forholder det sig med den anden kategori; prærieplanterne, der ligger meget tæt op ad deres vilde slægtninge rent genetisk. Mange adskiller sig fra gængse haveplanter ved at være sarte i farverne, med små blomsterhoveder og kortlivede, men dog vitale frøspredere, hvorved mange fortsat sikrer de oprindelige overlevelsesevner. Særligt i deres egenskab af at kunne holde arvemassen (læs frøene) tørre i hårde frøkapsler på stive stængler til langt ud på vinteren. Både ”cottagehavefolkene” og ”prærieulvene” ved, at kombinationen af væde og frost ikke er godt for de fleste, - hverken planter eller frø.

Forleden blev jeg mindet om forskellene igen, da en kunde rådførte sig med mig om etablering af nye staudebede i sin have - hvortil jeg skulle lave nogle forslag til sammensætninger, - og sendte mig følgende svar på en mail:

Jeg fik virkelig en åbenbaring i går, og det der satte det hele i gang, var da du skrev: ' du kan sende mig en liste over de planter du ønsker'!

Det gav mig klarhed over hvorfor jeg har så store vanskeligheder (med staudebedene), det skyldes 2 grunde, og det er en lettelse pludselig at forstå det:

1) De stauder der sættes sammen med græsser, har et præg af prærie/slette.

2) De stauder jeg kan lide er cottage stauder (peoner, riddersporer, ærenpris, akelejefrøstjerner, iris, storkenæb, valmuer m.f.

Vigtigheden af at kende sig selv og sin egen smag er åbenlys. Alligevel bør man være forsigtig med at stille dogmatiske regler op for hvad der kan lade sig gøre og hvad man bør undlade. Også når det gælder plantesammensætninger.

De senere år har jeg hørt nogle af græsfolkene bruge udtrykket  ”we´re not practicing`The RoseMary Very-style´ of gardening”, med hvilket menes at man styrer langt udenom blandingsbeplantningerne med gammeldags rosenbuske, tulipaner, pinseliljer,  højtforædlede og storblomstrede stauder der skal bindes op, formklippet stedsegrønt og en- og toårige sommerblomster der skal fornyes hvert år etc. I stedet hævdes det, at man anlægger lette tredimensionelle dynamiske landskabsmalerier i haven med prydgræsserne som gennemgående planteart. Det er ikke nogen hemmelighed at arbejdsmængden i den type haver er væsentlig mindre end i cottagehaven, - og i rigtig mange af dem findes der stort set ingen af disse (prydgræsser). Ejerne bryder sig ofte heller ikke om dem.

Ingen tvivl om, at der er stor forskel i tilgangen ”at gå i haven” og det ”at have en have”.
Og det er jo egentlig ikke så ringe endda, at gøre sig bevidst om, - uden at det ene behøver være mere rigtig end det andet.

 

HIGH FIVE!

Nej nok nærmere LOW FIVE. Vores bøgehæk begynder ude ved vejen som det øverste af et femtal, det lange lige forløb på tallet udgør en udstrakt lige hækvæg og adskiller indkørsel fra den gamle frugthave

 ...når man kommer ind på gårdpladsen bliver den krumme del af femtallet en afslutning på gårdrummet, som jo i realiteten mangler en bygning.

Alle disse iagttagelser kan man kun foretage sig fra 1 salen eller hvis man sidder på tagryggen. Nede på jorden fungerer de lige og krumme lave vægge som naturlige afgrænsninger og opdelinger mellem det ydre og det indre, det som definerer indkørslen og adskiller æblehaven og endelig det som skaber en afslutning på den åbne gårdsplads.

 

Det var ikke tilsigtet fra starten at det skulle være et femtal. Det var tilfældighederne der gjorde det. Isoleret betragtet kan man sige det er søgt, skørt eller endog barnligt at bruge bogstaver eller tal som designoplæg for rum i haven. Men selve legen med tal og bogstaver på papiret med blyanten, hvor man forsøger at inkorporere en velkendt geometrisk form og hvor symbolet får en ny værdi, er hverken nyt eller barnligt.

 

Og når det først er gjort; altså tegnet og plantet og groet op, ja så tænker man ikke nærmere over det, lige bortset fra at den præcise form på femtallet danner en rolig baggrund for alt det fritvoksende og strukturerer samtidig funktionerne ved huset.
Tænk en gang hvad et stort flot 8´tal kan bruges til ud over at angive en middelflot præstation, hvis vi skal benytte den gamle karakterskala? Og et 2-tal kan måske få en noget mere værdifuld betydning, hvis vi skal blive i terminologien?

MEST FOR MÆND

I denne højtid hvor medierne; både de skrevne, de trykte, og dem man kalder sociale; (- tænker særligt på solopræstationerne med nærfotos af stylet nips, søbet ind i sløjfer og lys,) - ja så er nedenstående billedserie helt og aldeles upassende, tenderende til det kønsprovokerende og absolut på listen over det der bør forsynes med store advarselsskilte med ordene; ”mest for mænd”.

Rækken af procesfotos er en demonstrativ reaktion imod tidens glittede tendenser, og som viser den ufotogene, skinbarlige virkelighed og nødvendige del af processen, når der projekteres haver, gennem alt det anlægsarbejde, som de færreste i dag gider beskæftige sig med. Som sjældent får opmærksomhed, - som ikke kan ses – snart er glemt, men som går forud, og som er en nødvendig forudsætning for at det endelige resultat kan blive en realitet.

Her er tale om haveentreprenørarbejde i ordets bogstaveligste forstand. Den slags jobs hvor der arbejdes med jord, sten, sand og grus, og som beskæftiger flest mænd. Det er også primært blandt hankøn at der udveksles og kommunikeres om hvordan og hvorledes sådanne projekter bedst gribes an rent håndværksmæssigt. Og herunder er der mange problematikker at tage stilling til.

For eksempel hvor høje trinene på trapperne mellem to terrasser skal være, og hvor dybe, for at de kan ”føles rigtige” at gå på, og så man kan løbe op og ned ad dem. - At bredden på den store trappe ned i haven helt logisk bør flugte med husets to havedøre fra spisestuen og dagligstuen, - og at vi, uden at nævne det; bruger kroppen når vi går rundt på stedet og argumenterer, ud fra tegningerne, hvor store siddepladserne skal være og hvad terrasserne i grove træk skal kunne indeholde. Men vi undlader at gå i interiørpetitesser. Vi snakker ikke om patineringen eller designmærker på de havestole der en gang skal stå der. Farverne på hortensiaerne i krukker lader vi også ligge. Vi refererer derimod til dimensionerne på husenes tagflader og vinduernes størrelser, når vi tilråder, hvor store bedene og spejlbassinet evt. kan være. Vi diskuterer hvorledes vi får fliserne til at blive hvor de er og ikke skrider, og hvordan vi skal fundere under dem på terrænspringet, - enten med en støbt kant eller med cortenstål. Og hvorfor det ene er bedre end det andet og hvad vi mener der vil ”se bedst ud til huset og haven” når det er gjort. Vi berører bundsikringen og afretterlagets tykkelse, vi udveksler teknik og håndværk undervejs og vi overvejer fugeforbandt på fliserne; halv, hel, eller trekvart forbandt, indtil vi beslutter os for den bedste løsning for at nå frem til det stærkeste resultat. Og ikke mindst; vi skal kende slutresultatet på hele projektet, før vi går i gang med at markere og afsætte snore, - inden der graves ud.

En snak mest for mænd?

Hvorfor bliver der undskyldt i stride strømme hver gang der vises procesbilleder (før og efter) og med lidt jord på? Er vi blevet specielt sensitive overfor alt det der kan være en smule irriterende? Det vanskelige - det grimme – strabadserne - det ærlige procesorienterede håndværk? Befinder vi os i en effekttilstand hvor show-off-resultater og readymades (færdigproducerede indkøbte objekter) er blevet hverdagslivet for de fleste? Er vi virkelig blevet præget så massivt af nyhederne, tv-boligprogrammer og diverse doku-soaps, at vi hurtigst muligt ”spoler frem til slutningen”, hvor champagnepropperne springer og udgangsspørgsmålet lyder; ”Hvordan føler du det lige nu?”

Spørgsmålene er mange og de fleste mere aktuelle end nogensinde. Specielt set i lyset af at flere danske haveblogs end tidligere, fokuserer stadig mindre på haven som et fagområde. Andre er afgået ved døden, eller ligger og vånder sig i kramper, som korthistoriske skuepladser over en svunden tid, fordi indehaverne er flygtet ind på Instagram og Facebook hvor det hele går lidt hurtigere og hvor man måske heller ikke behøver at mene særlig meget? Eller var det fordi der ikke var mere at ”skrive hjem om”? Forsvandt lysten og energien? Og er haveblogmediet på kraftig retur her på slutningen af 2016?

- Ja ser man på søgningen så forholder det sig sådan, til fordel for de kortfattede, billedmæssige succes-udvekslinger mellem folk og som ser ud til i vores it-alder, at være blevet nutidens vigtigste hverdagsfix.

Man må blot beklage, hvis selv de platforme, der kun kan præstere rystede og klodsede procesbilleder fra haveamatørens hånd, bliver bortcensureret til fordel for shoppebeskæftigelsen med pikante smæk på ”fix-og-færdig-opstillingerne”, - ”the readymades” uden baggrundsfortællinger.



Efter en totalrenovering af et stuehus på landet var der brug for et stærkere og mere overbevisende udendørsareal, og hvor der blev vist mest mulig hensyn til udsigten til havet i det fjerne og havens store græsrum.

En halvmur var opført i forbindelse med ombygningen, men som heldigvis ikke var "fredet" af ejerne, så væk med den.

 Den korte afstand fra de store vinduer og ud til muren skulle måske frembringe lidt "hygge", men den gjorde arealet trangt og ufremkommeligt, både for kroppen og for blikket mod landskabet

 I projektet er der blevet udvidet med adskillige kvadratmeter foran havefacaden, så arealet gør det brugbart, værd at kigge ud på og så det binder huset og haven sammen.

Den slags projekter begynder som regel med en hurtig nedrivning af det der ikke duer og som skal erstattes af noget bedre. Tonsvis af sand og grus skal der anvendes og anlægsgartnerne ved nøjagtig hvor meget der skal bruges og hvorledes bundopbygningen skal tilrettelægges

En vigtig del af processen er at man snorer hele arealet op inden man går i gang, så man kan danne sig et overblik over hvor det hele bærer hen og hvorledes man skal "ramme" slutresultatet.

Det har været en grundtanke at terrassegulvet skal udvide sig så der opstår flere naturlige opholdspladser både syd for huset, i øst og i vest og så flere af gangarealer både praktisk og visuelt, strækker sig ud i den eksisterende have og omkranser nye bede.

 Foran havefacaden er der fråset med en meget bred trappe og befæstelsen opløses taktvis af bede der skyder sig ind foran trappen og græsbånd i identiske dimensioner med rækker af granitfliser for at mildne overgangen fra de hårde stenflader til den bløde plæne. Samtidig bliver terrassen inddelt i flere størrelser og i flader i forskellige niveauer, der synliggør husets placering som et hævet objekt over haven

 Den store tagflade og de store vinduespartier har dikteret dimensionerne på fladerne, der skal indeholde terrassebelægningerne, bedene og et stort vandspejl, der henter himlen ned i haven.

 En stor plantekumme i husets gulvhøjde, lige umiddelbart udenfor det store vindue til spisestuen, skal sikre at vegetationen fra haven kommer helt ind til boligen og "banker på ruderne".
 Kummen er en fortsættelse af den øverste terrasse og samtidig hævet et pænt stykke over den nederste terrasse

 Her er det store 10 cm dybe vandspejl på plads, set fra husets spisestue og som skal stimulere blikket ud i det fjerne hvor en lille stribe af havet anes.

Ude på terrassen bliver den store gamle blodbøg nærværende og spejlbassinet venter bare på at det bliver sommer og at børnebørnene bryder vandfladen med pjask og leg. Her kan der bygges havne leges med både og laves stenvarder i grønne og blomsterrige omgivelser.

Planterne er, siden disse fotooptagelser, på plads. Men "fix-og-færdig-billederne" må vente til næste sommer.

 

Glædelig jul og godt nytår.

 

 

PLANT ET TRÆ - ELLER 60

Det er et stykke elitært havekunst. Det er unyttigt og det er frås af plads til en snæver form for beplantning. Men det er også generøst, antallet af træer (66) på så lidt plads, er vitalt og stort tænkt, alene med det mål; at ville opnå en helt bestemt stemning. Det er guldregnhaven i gårdrummet ved Byggecentrum i Middelfart. Et ikonisk haverum og som ikke er kendt af ret mange, ud over de folk der har den daglige gang på arbejdspladsen.

Haven er tegnet af C. Th. Sørensen og blev anlagt i 1968, tiden hvor danske landskabsarkitekter blev verdenskendte for de mange gårdhaver ved offentlige byggerier, der opførtes fra slut 50´erne og helt op til slutningen af 1970´erne.

I Sørensens lille bog, 39 haveplaner figurerer den som en af de 39 forslag over havetyper han giver til den samme grund med det samme hus og med et foto på højre opslagsside af træer med paraplyformede kroner på en engelsk græsplæne.

I dag er den slags asketisk brug af planter en form for behovsudsættelse uden særlig mange aktører. Og de fleste af dem der kan lade være, foretrækker pacourbaner og hvide striber på udbredt asfalt. Almindeligvis er det inkarnerede havemenneskes største ønske, at omgive sig med så mange forskellige plantearter som overhovedet muligt og hvor de mere særegne havefolk nørder med smalle plantesamlinger.

  På indledningen til bogen HAVER – tanker og arbejder, skriver C. Th. sin idé med stedet, bag et lille indsat farvefoto (det eneste i bogen) fra Guldregnhaven:
”En lille gårdhave, 28x15 meter.

Et eventyr når guldregnen blomstrer.

Derefter kommer farverige dahlier.

Og de stedmoder der bebuder foråret,

giver også flor efterår og vinter.

Stedet er Byggescentrum i Middelfart, på vej ud til Hindsgavl"

Løvsalen er her stadigvæk, om end i en knortet og mere grøn udgave der sikkert, om nogle år, fortjener en respektfuld restaurering.

 På motivet herover giver betegnelsen løvsal virkelig mening. Men det er sikkert de færreste der ville vove at lade sig inspirere og anlægge noget lignende i sin egen have, selvom resultatet kunne blive både personligt, markant og karakterfuldt.