Det stiliserede vandhul

Det er om foråret de optræder hyppigst, vandspejlene på markernes lavninger efter en fugtig vinter og hvor korn og græs endnu ikke er vokset så højt op, at det skjuler genspejlingen af himlen. Det er her inspirationen til det runde vandspejl i min have er hentet og forenklet i en form så hovedtrækkene træder frem. Jeg bliver ofte spurgt om hvorledes det er lavet, nok fordi jeg har vist billederne her så mange gange og fordi folk synes om enkeltheden i udtrykket: - et rundt vandhul i en græsplæne.


Med sne på ligner bassinet nærmest en våge på en sø.

En jernplade på tre meter i diameter har fået påsvejset en 10. cm. høj, valset jernkant. Det hele er placeret på komprimeret stabilgrus, lagt i water og græsset gror helt ind til kanten. Man skal altså huske at vandspejlets overflade placeres præcist i niveau med græssets overflade. - Det er såmænd det hele!!







På stille dage og med skyer på himlen er det dette motiv som er interessant.

Der kommer kun lidt græs ned i bassinet når jeg klipper plænen og bassinet tømmes og rengøres kun to gange hver sommer for at få nyt vand i. Jeg fylder aldrig på. Det klarer regnvejret. Vandet bliver heller ikke særlig beskidt fordi fuglene kun kan drikke af det, og ikke bade i det (det er for dybt) og de tager bad et andet sted.


Vandspejlet er placeret i overgangen fra græs- og staudebedene til græsplænen ved huset og skal nydes på afstand. Ellers forsvinder spejleffekten.

I det tidlige forår damper vandet om morgenen fra bassinet som fra et mægtigt stort kar, fordi der er så stor forskel på dag og nattemperaturer. Det er smukt, men jeg har endnu ikke nået at fange det på fotostrimmel.

"..... - they know only half the story."

Jeg elsker buksbom og bøg og jeg er dybt taknemmelig for taksen, - lindetræet er mit yndlingstræ og efeuen er en elsket ven. - Jeg må have det ligesom arkitekten der foretrækker tegl, mursten, glas og træ som byggematerialer til sine huse.





Jeg ved godt at de nævnte materialer hverken gør haver eller huse komplette, men de har i århundreder været de væsentligste forudsætninger for at vi har kunnet bo og gennem generationer kunnet glæde vore efterkommere med holdbare haveanlæg. Her er nemlig tale om materialer, der er driftssikre og langtidsholdbare og som tåler tidernes modeluner.

Jeg ved også godt, at der findes en klub af inkarnerede planteracister, der har dømt mine darlings ude, fordi de ikke kan udvise fænomenale floristiske sider som mange andre planter og derfor forsynet dem med øgenavne som kirkegårdsplanter, for at afskrække folk fra at anskaffe sig den slags "vederstyggeligheder". - Eller måske for at signalere, at man har den helt rigtige smag!!?
Men det er taksen, buksbommen,linden og bøgen nok lige glade med.
For det er bl.a. dem der giver os en klar fornemmelse af hvorledes grundstrukturen i en gammel have har været, når vi "udgraver den". Der er sikkert også en mængde frø der begynder at spire, når vi begynder at rode i jorden og de kommer op i lyset: - akelejer og fingerbøl, for eksempel. Sidstnævnte kan gemme sine frø i jorden i omkring 700 år. Men der er ingen garanti for at dens forfædre har stået på samme sted.
Mange af havens blomstrende planter må man betragte som en art indhold i haverne, -som møblementet i vore huse. Og er haven uden struktur, vægge, retning og faste holdepunkter for havens mange planter, mangler den det som huse er karakteriseret ved; at de danner rammer og logistik for dets mennesker. Men det er ikke kun om vinteren at haver behøver en grundstruktur. Det er måske bare mere tydeligt om der er en, eller ej på denne årstid!

Rose Mary Verey udtrykte det en gang så præcist i hendes dejlige bog `The Garden in Winther´: "Fair-weather gardeners are to gardens what interior decorators are to buildings - they know only half the story".

”Kom nu lige lidt ned på jorden igen……..”

Vi har hørt det før, når ens nærmeste synes man opholder sig lidt for langt oppe i de tyndere luftlag og beretter om vidtløftige tanker og idéer.
- Når vi så er dernede - helt nede på knæene, - så kan vi lige så godt bruge tiden fornuftigt!! – Til haver nede ”på jorden” – parterrehaver – et gammelt fænomen, med rødder helt tilbage i oldtiden.



Billedet herover, - fra min kollega Anne Marie Poulsens havegang af brudfliser i sort skiffer og med brede mosfuger, iklædt sne, - er efter min mening, et meget fint og stærkt inspirerende billede. Et oplæg til en nyfortolkning af emnet, hvis man forestiller sig motivet i en større skala. Et afgrænset haveareal med bløde klippede buksbomhække, der omkranser nogle irregulære jordstykker til dyrkning eller blot med mørkt grus og gule erantis i det tidlige forår. - Det kunne blive til en ny, moderne og abstrakt udgave af den gamle parterrehave, der oftest er symmetrisk og meget statisk i udtrykket.


Det enkle græsparterre med lave hække fra Gottorp Slots park i Slesvig, er et udmærket bidrag til hvorledes, man kan udforme sine bede i køkkenhaven.

De næste billeder er fra min egen parterrehave vinter og forår. Fordelen ved parterrehaver er, at de altid er smukke. Det er helårshaver. Arbejdsomfanget bliver selvfølgelig større i takt med forlangende om flere blomstringstidspunkter.
Mønstret her er betinget af en krum sti der fører rundt om husets gavl og min lyst til at føre et zigzag mønster fra en af mine gamle keramiske skåle op i en tredimensionel udgave i klippet grønt.





De to ellipser af klippede ambrahække har jeg plantet vinkelret på hinanden,
så de deler korshaven ind i mindre bede for at holde styr på krydderurterne.


Sne på buksbom ved Het Loo, - hvem sagde konditorkunst i marengs?
Det genskabte anlæg ved slottet Het Loo i Holland, var en af de første rekonstruerede barokhaver og inspirerede resten af hele Vesteuropa til at udgrave og genetablere gamle barokke haveanlæg.

Igennem århundreder har havefolket bygget ovenpå tidligere generationers arbejder med det ornamentale, og personligt synes jeg det er lidt for sjældent at vi ser fornyelser af de gamle dyder. Bevares jeg holder mig heller ikke tilbage for at kopiere! - Og jeg har det nok bedst med renæssancehavernes asymmetriske formsprog, der er langt mere uforudsigelig og stimulerende end barokkens logiske gentagelser, og egentlig finder jeg mange lighedstræk fra renæssancens formsprog til vor tid. –
Billederne herunder er fra Villandry i Frankrig og et af de mest spektakulære gendigtede anlæg man kan forestille sig. Historien om Dr. Joachim Carvallo, der opgav en blændende karriere indenfor videnskab, for at hellige sig genskabelsen af denne enorme og bemærkelsesværdige renæssancehave, er mindst lige så interessant.




Den klippede overflade af forskellige sorter buksbom fremstår med en smuk gobelineffekt.

Ps: "Parterrehaver er noget der lettest kan opstå, hvis man ser det hele sådan lidt på afstand, - oppe fra de lidt tyndere luftlag!"

http://www.chateauvillandry.fr/en/