Natur i keramikken

2 års elev Kristine Boesens tredimensionelle ellipser struktureret af forskellige lerstrenge.
Det er efterhånden en rum tid siden jeg sidst har fordret min blog. Grunden er den at jeg indtil weekenden har haft travlt på Kunstakademiet i.f.m. afgangs- og elevudstillingen, der afsluttes i dag søndag. Her viser jeg et lille udsnit af nogle elevarbejder.


1 års-elev Anette Brahe har ladet sig inspirere af balloner fyldt med vand, sand, gips og luft.

Men selvom man ikke nåede at se den, så er der rig mulighed for at opleve keramikkens retning imod det naturlige, - eller rettere det naturinspirerede. Aktuelt kan man på Biennalen på Koldinghus, se hvorledes formen hos mange kunsthåndværkere og keramikere har ændret sig fra at være stramme, spændte, symmetriske bud på objekter med rod i grundformerne, til det mere asymmetriske, amorfe og naturtro, - Og visse steder er formen gledet helt og aldeles ud til fordel for ren materialeophobning. - Vi ser det også i visse landskabsgreb, at det sanselige i materialerne er alt nok, - og på samme måde i haver, hvor store mængder af planter og vital frodighed er målet i sig selv.


Afgangselev Vivian Høi har hentet inspiration under havets overflade.
Jeg vil selvfølgelig stadig slå et slag for at der fortsat er form i haven. Forme som man kan genkende og afkode, - forme man kan lade sig fascinere og inspirere af, og former som har en funktion og som man kan anvende.

Et amorft, skulpturelt keramisk værk af afgangselev Lærke Langballe

PS: `....og så vil vi også gerne have en lysekrone...´

Der laves lamper som aldrig før. Den ene rædsel efter den anden, idet kunsthåndværkerne og designere har kastet sig over emnet med glubende appetit de senere år. Som en særlig trend at lave morsomme lamper, der åbenbart kun har det formål at få folk til at grine.
Til gengæld er der også kommet rigtig mange fine fornyelser af gamle klassikere.
Derfor var det heller ikke svært at pege på Allpas smukke lysekroner fra det lille 1-mands-firma `volt og watt´, da ønsket om lys i orangeriet kom på tale.

At plante på en time

Forleden skrev jeg om projektet Hospice Djursland. -
Her følger næste afsnit:

Fredag kl 14.00 var der en lille reception og åbning af Hospice Djurslands nye orangeri i Rønde.Tre timer forinden stod glashuset og arealerne omkring det, tomt og virkede forladt med nøgne beton- og glasflader. Eneste formildende omstændighed var de to spejlbassiner som reflekterede sollyset.

Det gamle oliventræ er glashusets dronning.


Den minimalistiske terrasse kan godt tåle mere grønt, - og det kommer der også med tiden.

Ledelsen og de ansvarlige medarbejdere for receptionen var begyndt at blive en smule nervøse. For hvor blev alt det grønne af?
Vognmanden indfandt sig endelig og det gamle oliventræ, en aldrende vinstok, hørpalmer, søjlener, laurbærtræer, buksbomkugler kunne placeres og give grønt liv til stedet.


Stammen på en gammel vinstok med karakter og sjæl


Ca 1,5 time efter, var alt båret på plads med pallevogne, stærke arme og lystigt samarbejde. canapeerne og champagnen var på plads og gæsterne indfandt sig. På splitsekunder var de udendørs og indendørs arealer smeltet sammen og som flere gæster udtrykte det: `Det ser jo ud som om det altid har været her´.


Det er så lidt der skal til for at live døde flader op......!


Et rum imellem bygning og orangeri hvor søjleene står opmarcheret og giver lidt grøn farve til den bare trævæg.



En høj bambus med kraftige stængler


En japansk bambus på ca 5,5 meter når husets glastag og skaber forbindelse til himlen.


Næste ryk bliver at finde de rigtige potter, der passer til stedet og som kan afløse de uskønne plastbeholdere. - Og i næste uge bliver den store terrasse beplantet med store prydgræsser og naturnære stauder, der kan give lidt fylde.

Blomsterpornografi

Huset er på det nærmeste ved at vælte af blomster

For år tilbage skrev Søren Ryge et indlæg i Huset og Haven om en oplevelse med blomster:


Der er en særlig poesi i en enkelt blomsterklase

"Det er det værste, jeg har oplevet af slagsen herhjemme, men det er en af Danmarks store turistattraktioner. Jespershus Blomsterpark på Mors. Danmarksmester i brug og misbrug af sommerblomster.

De praler endda med det. I antallet af blomster, som er astronomisk. Jeg har været der én gang for en del år siden, og jeg glemmer det aldrig. Da jeg gik derfra, var min farvesans lammet.

'Alle regnbuens farver lyser op i parkens hundredvis af blomsterbede, opsatser og arrangementer.' Sådan står der i brochuren, og det er ganske vist. Der er simpelthen så mange blomster, og de er arrangeret så voldsomt, at man tror det er løgn."

og senere skriver han:

"Og hvorfor nu disse grimme udfald midt i en hyggelig fortælling om min have?
Fordi jeg gerne vil begrunde mine helt basale synspunkter m.h.t. haven, og det gøres nemmest og bedst ved eksempler. Når det gælder blomster, kan jeg næsten ikke få nok. Men når det kammer over til ren farvelade, står jeg af. Når man bruger så mange stærktfarvede sommerblomster i så voldsomme koncentrationer som i Jespershus, så bliver det farvelade."

Jeg forstår godt meningen; at mængder kan blive så store at det nærmest virker patetisk. Jeg har aldrig selv været i den omtalte park, for billeder fra den siger mig, at jeg ikke behøver det. Jeg har til gengæld også selv været der hvor jeg skulle bremse min iver for at tælle antallet af blomster i et bed eller på en busk, i stedet for at vurdere om det skulle skæres og tyndes ud.

Ikke desto mindre er jeg både fascineret og frastødt på samme gang af vores blomstrende blåregn, hvert år i maj når den spyr sine slangehoveder ud fra væggen og forvandler den til et barokt tæppe af blålilla aflange klunker og hvis kvalmende duft forhindrer os i at lufte ud den vej i huset de næste tre uger.
Den overdådige blomstring skyldes den brutale beskæring i september og igen i januar. Det er som om at jo mere jeg skær jo flere blomster kommer der. Nu overvejer jeg at beskære den i marts i stedet - så blomsterantallet mindskes væsentligt!