SELVGROET ARKITEKTUR

En lodret stang giver højde, to giver højde og mellemrum, og flere sammen giver både højde, mellemrum og rytme og sætter omgivelserne i bevægelse. Er de placeret i flere gentagne grupper og med forskellige afstande, kan de med deres arkitektoniske virkning lette en kompakt masse. Her er der tale om spir på den franske kongelys Verbascum chaixii `Album´som blev udsået i et bed til brug i den hvide have for over ti år siden og den trives i den sandede muldjord vi kan tilbyde den.

Den peger op ad med sine slanke stænger og fastholder den vertikale retning, der giver en præcis og tydelig modvægt til alle de andre retninger og former - lette eller tunge - som de fleste staudebede består af. Det er blevet en yndling, og den får lov at så sig selv hvor den vil. Vi hjælper den også ind imellem til at finde nye steder og den er blevet symbolet på vores tilgang til have og alle vore staudebede de seneste par år. Vi er holdt op med at luge og har overladt alle græs- og staudebedene til sig selv. Vi magter det ikke mere, da der er så meget andet der skal gøres og har derfor besluttet at alle de mange kvadratmeter bede er et eksperiment: ”Hvor længe kan de overleve uden vores indblanding?” Det har holdt i godt to år, der har både indfundet sig brændenælder, mælkebøtter, burre, kvik og rajgræs, men rigtig mange af stauderne og græsserne lader til at gro videre. Vi høvler det hele ned i marts med en trimmer og en hæksaks på en stang og kører hen over med en gammel rotorplæneklipper efter at vi har samlet de største strå sammen til et bål i bunden af haven. Det er det hele.

Det betyder så også at vi ikke længere kan invitere folk indenfor i haven. De fleste havefolk tåler nemlig ikke synet af ukrudt, - ja nogle leder ligefrem efter det. Det kan lyde helligt og nærmest højrøvet, - det er det ikke - vi taler af erfaring og kan godt forstå det, og vil selvfølgelig ikke udsætte nogen for den slags ubehagelige oplevelser.

 Sammen med den stribede græs Miscanthus sinensis `Morning Light´ giver den franske kongelys nærmest lidt tyngde.

 I den gule have har den selv indfundet sig, helt uden hjælp.

Vi tror selvfølgelig ikke selv på at eksperimentet kan vare ved. En dag må alle bedene være ”sprunget så meget i skov” at det ikke mere er en have, men foreløbig går det tilfredsstillende.

 De andre med stænger, Veronicastrum virginicum, har en helt anden slags spir og en helt anden virkning. Det er da også, om noget nær det samme, en lidt anden historie om selvgroet arkitektur.

 

THE BLUE SEA OF SALVIAS

 Beplantningen her, af forskellige prydsalvie Salvia nemorosa og Sesleria autumnalis med bræmmer af prydløg har afløst nogle store stedsegrønne cypresser og thujaer med bånd af røde roser.

 De stedsegrønne planter indrammede den asfalterede sti. så man førhen gik igennem en tunnel, en ret fin oplevelse i grunden, men den var også ret så dyster.

 Hvis ikke man vidste, det skulle man ikke tro at det var vejen til en forlystelsespark for børnefamilier, men mere en processionsvej hen til en kirkegård.

 Man skal selvfølgelig ikke være fordømmende overfor stedsegrønt. Jeg har ofte hørt det omtalt som kirkegårdsplanter, hvilket jeg mener er både umodent og dumt.

 Men beplantningsturen ind i tivoliland var efterhånden kørt lidt træt, selvom der var levnet plads til en smal stribe af højrøde Poulsen-roser langs stenkanten mod vejen. En rigtig `firsermodel´, vil nogen sikkert påstå?

Som det forholder sig nu, er strækningen blevet åbnet op så man kan skimte arealerne til begge sider. De gamle træer er stammet op og har fået den arkitektoniske hovedrolle og bølgerne af salvie "stryger" det hvælvede terræn i flere lilla, violette og blå nuancer, alt efter om det er modlys, medlys, solskin eller overskyet himmel man oplever dem i.

 De lange bløde bedstrøg med salvier og prydgræs er tegnet op med streger på jorden, før der blev plantet. En opgave der kan løses i 1:1 på stedet, når bare man har sikret sig, at der er planter nok at tage af.