Havet ved huset ved havet

Danmark er begunstiget med kilometervis af strande og kampen om udsigten til vand har stået på længe. Der er dem som må tage til takke med anden eller tredje række, men selv de som må nøjes med en plads på sidste, kan med lidt omtanke og enkle greb, få skabt en dejlig og frisk stemning af havet ved huset.






Stedet her udformede jeg for et par år siden for et ægtepar, der byggede nyt helårshus i et ældre sommerhusområde, og allerede nu har sted og planter vist sig at leve op til kravene. Der er en smuk udsigt både til havet og til haven fra de store vinduespartier. Der er acceptable læforhold på terrassen og endelig er der noget smukt og foranderligt at betragte det meste af året på grund af vækstdynamikken i planterne.



Plantevalget er truffet ud fra en hård analyse af:
- jordbundsforhold der er ret sandede
- et klima der er blæsende og "let saltet"
- et krav om læ på terrassen
- et ønske om at fremhæve udsigten til havet







For at skabe strandnært miljø på en sådan terrasse og vælge de farver der er kendetegnende, må man en tur på stranden, så man kan sanse og samle farveindtrykkene. Hvidt skumsprøjt klar blå himmel og grågrønt havvand, den sandfarvede strandkant med søsten i alt fra ravgult til skifersort og frisk grønt og maghonifarvet tang, der skifter farver alt efter om det er vådt eller tørt. Det var blot nogle af de kulører jeg samlede sammen på paletten, før jeg begyndte at vælge planter ud. Dernæst var det vigtigt at finde de planter der en god del af sommeren kan skabe læ, så det måtte altså være noget der kunne tåle både vind, salt og sol. Endelig måtte blomsterhovederne være små og fine, så de havde et vist slægtsskab med de mere ydmyge af slagsen ved havet.



Valget faldt på de små elefantgræsser,sandrørhvene, mosebunke, lampepudsergræs, fåresvingel, star og bynke. Af dem med lidt større blomster, blev det perovskia, echinacea, alunrod, pileurt og sommerblomsten kæmpe jernurt m.fl..
Græsser og stauder skæres ned i sidste uge af marts og efterlader den faste struktur af taks i nogle aflange prismeformer på tværs af bedene, - for også at få det grønne islæt med i denne strandhave. Samtidig giver taksformationerne en god baggrund for alle forårsløgene der blomstrer i det tidlige forår før det hele begynder forfra og græsser og stauder lukker for det forårsbal.

Beklager - pc-sammenbrud!

Beklager dybt, men der er ingen indlæg i denne uge, pga pc-sammenbrud!

Ornamentet der ikke vil dø

Etruskisk kakkel på Glyptoteket i København

I Walter Groupius og Gerrit Rietvelds Bauhausskole forsøgte man at udrydde dem. Modernisterne rensede alt inventar og byggeri for dem. Og de billedkunstnere, der eksperimenterede med konkret kunst fra 1920érne og frem, gik i en stor bue udenom dem; ornamenterne, borterne, rankerne, arabeskerne, de aflange mønstre, der havde været brugt siden længe før oldtiden. Ja selv i hulemalerierne finder vi de rytmiske tegn på klippevæggen, både med og uden betydninger.
Med modernismen forsvandt det pyntelige og nydelige også ud af haverne, - ja man kan vel nærmest hævde at modernismens indtog i haverne, fortrængte alt hvad vi forbinder med det eventyrlige.

Maler og billledhugger Jørn Larsens vandkunst ved Thovaldsens Museum i København nogle tusinde år senere

Men det vil ikke dø; ornamentet.
Heldigvis!
Billedkunstnere, kunsthåndværkere og havekunstnere har altid ladet sig fascinere af dem og brugt dem både som flade i malerierne som relieffer i brugskunst og som klippede beplantninger i haver.

Mit eget buksbombed ville heller ikke have set ud som det gør, hvis ikke jeg havde haft en baggrund i keramikken, hvor ornamentet og det dekorative har en plads som udtryksmiddel. Keramikken har om nogen disciplin, haft glæde og gavn af ornamentiken, fra stiliserede striber, linjer, bølger, borter, til blomster og blade etc.

Parterrebedet som vi også kalder det her i Ellipsehaverne, er lavet på basis af en krum sti rundt omkring huset. Et stykke af en ellipse. Ellipserne er gentaget som krumme linjer og mødes i ellipseformede klodser og danner herved små krumme bede.

Men parterrebede er en rennæssancedisciplin. Man lægger tulipanløg om efteråret. Graver dem op efter afblomstringen og planter udplantningsplanter i foråret og vise versa.
Det er arbejdsomt. Og vi overvejer derfor fint grus eller små piksten i bunden af bedene, der kan afløse de blålige græsser, der var et forsøg på at ramme vandfarven.

Candyphlox med kant

`Franz Schubert´ på scenen, imellem et bagtæppe af klippet spirea og en bøgeforkant
Som have- og landskabsarkitekt er min primære opgave at arbejde med anlægenes rammer og strukturer som det overordnede, og de farvede blomstrende bede som det sekundære. Ikke forstået sådan at detaljerne i eksempelvis blomsterbedene er uvæsentlige. Det er netop blomsterglæden, der betyder allermest for de fleste haveejere. Det kan vel sammenlignes med at ommøblering i huset, flytten lidt rundt på billederne i stuen eller male en endevæg i køkkenet ikke betyder alverden rent arbejdsmæssigt, men de har dog alligevel en stor effekt i indretningen. At arbejde med en haves arkitektur og grundstrukturer kan nærmere sammenlignes med at bygge nye huse eller rive vægge ned, sætte nye vinduer i og lave nye døråbninger etc.


`Fujiama´ læner sig op ad en planke i liguster
Når jeg arbejder med blomsterbede finder jeg det alligevel vigtigt også at integrere lidt af de arkitektoniske elementer her, og som med deres faste strukturer kan skabe ro og harmoni. Det medvirker endvidere til dynamik og giver kontrast at tilføje det formfaste imellem det mere organiske. Phloxene, for eksempel, som hører til efterårets candyfloss har godt af lidt formfast modspil, som her med kanter og flader af noget klippet.

Efter min mening kan man sagtens klare sig med max. 10 forskellige phlox paniculatatyper uanset havens størrelse. De fleste gentager sig kun med små afvigelser, der for det meste skal læses i om øjet er to milimeter større eller mindre end den foregående. Mange får meldug og andre igen er af en sådan karakter i farven at de for min skyld, gerne må blive stående på planteskolen.
`Franz Schubert´ (på det øverste billede) nærmer sig kvalmegrænsen og et barn i en sådan ernæringstilstand, ville sikkert også vække bekymring hos de fleste mødre.


`Hesperis´ danner en ellipseformet flade i et bøgepur og klippes ca. 15 cm. ned under kanten af bøgepuret ved Sankt Hans.


`Hesperis´ er her tvunget op i 1.70 meters højde af de omkringliggende planter og præsenterer sig elegant i en oval åbning i bøgehækken