De viser resultaterne af nogle temmelig store græs- og staudebede jeg har designet og hvorledes mange hundrede småplanter, stukket i jorden i slutningen af marts, udarter sig hvis de får varme, gødning og rigeligt med vand. Og det har været tilfældet i år. Jeg er meget og glædelig overrasket over hvor flot bedene har udviklet sig hen over fem måneder siden hvor de 60 meter lange og 4-6 meter brede krumme bede i det tidlige forår, blot stod som mørke udgravninger på grunden af en mager grusgrav med små pletter af grønt, der stod og råbte til hinanden.
Selvfølgelig kunne vi ikke nøjes med 6 og 8 af hver plante. Vi måtte kalkulere med 6 og 8 og 10 kasser a 24 stk. af hver sort.
Her er bl.a. masser af mosebunke, sandrørhvene og staudehirse for at udtrykket bliver så naturnært som muligt og så det landskabelige udtryk er den fremherskende idé. Og ja, Hr. Oudolf lever ikke forgæves.
For enden af bedene efterlod jeg nogle eksisterende træer hvorunder der blev plantet bregner, skovfrytler og biskophat for at understrege stemningen af skovbryn,
og her ses hvorledes bedet lysner udenfor `trægrænsen´
Der er en del kertepileurt i flere gentagne grupper og normalt er jeg ikke til kombinationen af hvidt og rødt, men her fungerer det flot synes jeg, hvor kertepileurtens røde spir danner formmæssig kontrast til de hvide kugler på mandstro.Nu skal der lægges nogle tusinde allium som kan byde gæsterne velkomne i tivoli til næste forår, inden bedene for alvor tager fat igen med fortsættelsen af den naturlige vækstdynamik.