KJELD SLOT

`MED HUSET SOM HOVED OG HAVEN SOM KROP´

2018-02-23T10:58:00.000-01:00

Et billedforedrag på Vilvorde Tekniske Skole i Roskilde, Køgevej 131, 4000 Roskilde onsdag d. 14 marts kl. 19.00.

`Med huset som hoved og haven som krop´

- hvis man vil have huset og haven til at smelte sammen.

Et billedforedrag hvor emnet er hus og have som to integrerede størrelser, der gerne må respektere hverandre og harmonere med stedernes givne betingelser. Blandt nogle af de mange eksempler skal vi bl.a. opleve den store omlagte landhave ved enkesædet, udsigtshaven ved et nybygget stuehus på landet, sommerhushaven med prydgræsser der matcher omgivelserne, og den lille intime gårdhave der lukker om sig selv, afskærmet fra omverden af murstensvægge.

Efter pausen fortsætter vi i Ellipsehaverne på Djursland. - På ganske kort tid er en gammel landbohave og et stykke landbrugsjord forvandlet til en større nutidig landhave ud fra en konciperet idé om at bruge ellipseformen som grundtema. Mere end 650 meter levende vægge af bøg, danner gange og rum med forskelligt indhold og hvor sigtet er, at opnå en let skødesløs og landlig elegance og hvor "plejepresset" i haven bliver holdt nede på et rimeligt niveau. Nogle af haverne er ren krop, og uden hoved.

TYPEHAVER & HAVETYPER - et billedforedrag i HORNSYLD

2017-10-02T07:58:00.002+00:00

En guidet tur i forskellige havetyper, fra den lille gårdhave over sommerhushaven til den store landbohave og en moderne parcelhushave mv. Sidstnævnte er måske en type have der varierer mest og som er den haveform de fleste alligevel stiller bestemte krav til på lidt plads.
Herefter en fortælling om Ellipsehaverne på Djursland. - På ganske kort tid blev en gammel landbohave og et nyt stykke jomfrueligt landbrugsjord til en af Østjyllands større nutidige landhaver ud fra en konciperet idé om at bruge ellipseformen som grundtema. Mere end 650 meter levende vægge af bøg, danner gange og rum med forskelligt indhold og hvor sigtet er, at opnå en let kunstnerisk, skødesløs og landlig elegance og hvor "plejepresset" i haven bliver holdt nede på et rimeligt niveau. Her er der tegnet og anlagt forskellige typehaver som små rum/ særhaver i `den store have´.

Bjerre Herred Kreds
sted: Hornsyld Skole, Nørregade 4, 8783 Hornsyld, - parkering ved Nebsager Kirkevej
tid: Tirsdag d. 10 oktober kl. 19.00
entré: 100/125,- inklusiv kaffe og forskellige lækre æblekager.

FOREDRAG - `MIDT IMELLEM TO STOLE´

2017-08-30T13:26:00.001+00:00

Kan en moderne have være romantisk - og en romantisk være moderne? Skal der være store betonbelægninger og stålindrammede bede med kun få plantearter i hver, for at en have kan kaldes minimalistisk? Og bliver en have mere romantisk af at man - foruden mange planter - arrangerer sig med en masse genbrugsobjekter, der ser ud som om de er gamle og har fået tilført eller selv udviklet en form for patina?

Der er ingen entydige svar, men man får nogle forskellige resultater, alt efter hvad og hvor meget man vælger, hvordan man komponerer og hvorledes man sammenstiller elementerne. Den største udfordring for at ens have skal lykkes med det man gerne vil, er nok den,;- at man opøver en materialefornemmelse, ved hvad stoflighed er for en størrelse, og endelig; gør sig umage med at fravælge, i det hav af muligheder der hele tiden dukker op.

- I et billedforedrag tages tilhørerne med på små guidede haveture og der berettes om hvorledes nutid og fortid kobles sammen i flere af de haveanlæg, jeg har formgivet de senere år. Der er både små og store haveanlæg; landhaver, udsigthaver, gårdhaver og temahaver. Fælles for dem alle er beplantningerne, der hele tiden varieres og primært anvendes som fritvoksende vækster, sat sammen i formstærke anlæg.

Foredraget holdes i Haveselskabets lokalafdeling i Randers

Mandag den 18. september kl. 19.00

Remisen

J.V. Martins Plads 3,

8900 Randers C

EN GRØN PAUSE

2017-06-26T10:38:00.001+00:00

Det handler i korte træk om et nyt, lille (vellykket, synes jeg selv) halvtagsdrivhus, jeg har skitseret, og som nu ligger mellem to fredede bygninger på Lindvedgaard. Ønsket var et glashus man kunne opholde sig i og kigge ud til vandet i voldgraven fra, - få et glimt af den gamle vandmølle, eller se over mod hovedbygningen og ellers nyde udsigten til den gamle have, der nu fremstår som et pastoralt landskab med gamle træer og græssende får.

Havens ældste spor er de gamle træer, der står tilbage efter en kraftig udtynding, og terrænet skråner jævnt ned mod en lille å. Herover er det et overløb fra voldgraven, der i den gamle have var lagt ind som et haveelement i anlægget.

Fra hovedhuset kan man se det lille glashus spejle sig i vandet.

Og helt med vilje er det gravet lidt ned og vendt med ryggen til den gamle mølle, for at få gavn af solens varmende stråler på den høje mur, og så den lange tagflade af glas, korresponderer bedst muligt med møllens enorme stråtækte tagfacader.

Gulvet er en kombination af nye røde og gamle gyldne tegl

Huset står på en støbt sokkel under jordoverfladen og på denne er der placeret nogle store borduresten, der indrammer gulvet og støtter glasvæggene.

Nu mangler kun det sidst af udendørs befæstelsen, nogle gamle vinduer, en høj genbrugsdør mod landskabet og et langt smalt bord man kan arbejde ved når der skal laves mad, koges vand til kaffe eller plantes blomster om i nye potter.

Meningen med det hele var, at skabe en grøn pause til ophold og selskabelighed. En pause, som de fleste ved er værd at snuppe, når det hele bliver lidt for hektisk.

Jeg har også besluttet mig for at holde en grøn pause her fra bloggen.
I første omgang for at holde ferie.
Dernæst for at overveje, hvad der mon skal ske senere.
Tak for alle kommentarerne.

INDEFRA OG UD - UDEFRA OG IND

2017-06-19T08:55:00.001+00:00

Nutidens problemer i byerne er fortætninger; stigende befolkningskoncentrationer på stadig mindre arealer og med kampe om de bedste pladser, til følge. I takt med denne stadig større interesse for at bo tæt i byerne uden særlig megen privat udenomsplads og sideløbende med danske landskabsarkitekters fortsatte fornægtelse af eget adelsmærke (planterne), ja så bliver vegetationsmængden og plantevalget markant underprioriteret i byerne. Israels Plads og Kvæsthusmolen i København er to stærke eksempler på hvorledes vegetationen fravælges til fordel for enorme plantepassive udtrækninger af døde udendørs betongulve. Århus Havn følger efter og nutidens performancekultur på plantemæssige inaktive arealer, siver stødt og roligt ud i de større byer og videre til de mindre, for til sidst at ende som en mentalitet, helt ude på landet.

I provinsen, landdistrikterne og yderområderne, hvor den anden halvdel af landets befolkning bor, får vi derfor nogle nye udfordringer, om end i en lidt anden målestok. For hvorledes sikrer vi at de byggerier der opføres på de mest attraktive grunde, fortsat fremtræder i en form for neutralitet og som samtidig tillader os alle, at kunne opleve de danske landskaber med en grad af oprindelighed, uden tilplastring med alskens urbane tingeltangel af loungemøbler, udekøkkener, lamper, skateboardramper, klatrevægge og hoppeborge mv?

Her på lokaliteten er opgaven bl.a. at fastholde de nye ejere i selve årsagen til købet af grunden; nemlig deres store kærlighed til landskabets natur, de enorme træer, skovens urter, udsigten, himlen og solnedgangene etc. Alt sammen grundværdier, der hurtigt og meget nemt kan blive forstyrret af aggressive rydninger og efterfølgende ophobninger af menneskeskrammel.

Det er da også en meget spændende opgave som landskabsarkitekt, at få lov at være med i dette husbyggeri, der om få måneder skal igangsættes på denne gamle og helt igennem fantastiske sommerhusgrund. Og før der overhovedet bliver taget det første spadestik, er der en del spørgsmål der trænger sig på. Hvilke træer skal der værnes om? - Hvilke kan vi fælde, så entreprenørerne kan komme til? – Hvor meget af den eksisterende vegetation i skovarealerne kan vi bevare, og hvorledes kan vi få en nænsom terrænregulering med en ny ankomstvej til at føje sig ind i det eksisterende landskab og så pladsen samtidig bliver brugbart? Hvor meget skal husbyggeriet have lov at udvide sig ud i landskabet og hvor tæt ind til ejendommens facader kan vi tillade naturen at den nærmer sig?

Bygningsarkitektens spidskompetence er huset og rummene. Han sidder som regel inde ved ildstedet og tegner huset indefra og ud imod landskabet. Landskabsarkitekten derimod, tripper rundt i skovene og på marken med skitseblokken, og noterer sig stedernes særkender og nærmer sig beboelsen ude fra landskabet, ind mod huset. - Man må formode at det bedste resultat kan opnås hvis man samtegner de to skitser; `indefra og ud - udefra og ind´.

MORE ALLIUMS

2017-06-09T07:11:00.006+00:00

Allium aflatunense(her er det selve arten, som er lysere og mere afdæmpet i farven end sorten `Purple Sensation´) sammen med den hvide Allium `Mont Blanc´

- Anders´ have for godt to år siden.

ALLIUM AFLATUNENSE

2017-05-29T08:51:00.000+00:00

DROP TRÆTERRASSEN HVIS DU KAN LI´ HAVE.

2017-05-16T13:36:00.000+00:00

I 2016 blev der anlagt ca. 90.000 terrasser i Danmark. Hvor mange af dem der var i træ vides ikke. Men sikkert en stor del, - og ganske givet alt for mange. Man bør fra starten gøre sig klar at træterrasser har flere ulemper end fordele frem for terrasser anlagt som stenbefæstelse på terræn,. De er mere kostbare i længden, da holdbarheden er begrænset, vedligeholdelsen mere krævende og ikke mindst: træterrasser i husets gulvkote skubber haven væk fra ejendommen, og udvider boligarealet. Er terrassen tilmed hævet over terræn ved en høj kælder, ja så får man i tilgift et let vindomsust sted der kun kan benyttes på vindstille dage.

Har man oven i købet ønsker om at være i tæt kontakt med sin have og at haven skal kunne opleves fra husets vinduer, ja så er det ikke træterrassen koblet på bygningen, man skal vælge. Ydermere er det vanskeligt at undgå ødelæggelser af ældre byggerier, hvis de ikke er født med eller aldrig har været tiltænkt hævede `komandobroer´.

På de tre fotos illustreres, det hvorledes en simpel bred egetræstrappe med repos ved den dobbelte havedør skaber en nem og hurtig adgang ned til den frodige terrasse, som ligger omgivet af resten af haven. Hermed bliver terrassen en del af det øvrige haveanlæg og man kan selv bestemme hvor meget skygge og hvor lidt sol man vil nyde når man opholder sig der. En vamset hæk omkring danner en lav væg og er ydermere med til at understrege havestemningen. En havestemning der kan være yderst vanskelig at skabe på en træterrasse der tager udgangspunkt i boligen frem for i haven.

SOMMERHUSET - GRUND ELLER HAVE

2017-05-04T11:02:00.000+00:00

Hvad stiller man op med det jord der ligger lige udenfor vinduerne i sommerhuset? Er det en byrde? Eller en fornøjelse? Hvad var den egentlige lyst, der gjorde at man i sin tid købte stedet? Huset, beliggenheden, eller begge dele? Var det specielt pga. udsigten, eller var det den opvoksede grund og dens udformning der stimulerede fantasien til at forestille sig alle de muligheder der pludselig lå foran en?

Uanset årsagerne er de fleste sommerhusejere sikkert bekendte med at vækstvilkårene på mange af landets sommerhusgrunde er stærkt betingede af at jorden er næringsfattig, ofte sandet og for det meste præget af et stort saltindhold, da en pæn del ligger i nærheden af vore lange kyststrækninger.

For mange er det friheden til at slippe for havearbejdet, - at komme nærmere noget der er naturligt og oprindeligt og som kan overlades til det mere vilde landskabs præmisser. Andre ser det som en oplagt mulighed for at kunne skabe en egentlig have, og dermed få afløb for dyrkningstrangen og den blomsterglæde som vanskeligt lader sig praktisere i en lille lejlighed i byen.

Nærværende sted ligger ca. 35 meter fra Kattegats vandkant på Sjællandssiden. Huset er oprindeligt fra 1970érne og bliver nu renoveret og opdateret til de næste 50 år. Hybenroserne på klitvolden står på listen af de planter der karakteriseres som floraforurening og må dermed gerne fjernes til fordel for en strandeng med alle de smukke planter der kan gro på en sådan. Det er dog stadig en form for kulturlandskab. Der skal plejes, men i mindre omfang end i de fleste haver, ved at slette (læs: klippe) arealet i ny og næ.

Den oprindelige terrassebelægning og lille stump mur fjernes, og strandengen føres helt op til de store glasfacader, så landskabet `begynder lige uden for de store vindueshuller´. Det er stik i mod den tendens der er så om-sig-gribende i disse år, hvor der anlægges kæmpeterrasser (specielt i træ), i den misforståede tro, at man vil komme meget tættere på det haveareal der ligger lige udenfor vinduerne eller havedøren. - Der sker præcis det modsatte: Man skubber landskabet længere væk fra huset og i stedet udvides den visuelle del af boligens gulvareal og såmænd også med dens indhold af alskens inventar.

Rød Tvetand gror normalt på næringsrig jord, men her har den åbenbart fundet nogle lommer i jordskorpen der giver den nok at leve af.

Tættere på stranden gror der almindelig marehalm.

Et langt raftehegn definerer skellet ind til naboen og et par almindelige vilde kaprifolier her, kan sagtens klare de barske forhold ved havet og afrunde den lange linje.

Bag ved huset, ud mod vejen og i læ for vestenvinden bliver der indkørsel til to garager, og de mange skæve og krogede fyrretræer får lov at blive stående så man kan høre vindens sus i kronerne og mærke de bløde nåle på jorden når man ankommer til huset eller bevæger sig rundt omkring det.

I det hele taget er det vigtigt her på stedet at fange havets nærvær med den simple tilgang; at lade være hvad der kan lades være, og herefter tilføje noget der måske ville være kommet af sig selv, hvis det fik lov. Eller i det mindste noget der ligner.

Gårdrummet der omkranses af tre længer, skal blive et sted hvor man kan opholde sig i skyggen, solbade, kunne finde læ eller nyde dagens måltider. Men frem for alt, skal den stemning der allerede findes i omgivelserne bevares, - i en eller anden form. Indenfor denne snævre begrænsning er der masser af potentiale og masser af gode plantemuligheder. Det handler bare om at vælge.

MAGISKE CIRKLER

2017-04-11T12:50:00.002+00:00

Der er noget meget magisk over en cirkel. Det har mennesker været helt bevidste om i århundreder. Til tider har det været alle grundformers moder og i andre perioder rent ”no-go” overhovedet at beskæftige sig med den som en mulighed. Specielt op igennem 1970 og 80érne, hvor det indenfor arkitektkredse skulle være formen der fulgte funktionen og ikke omvendt. Derved var det selve bygningens anvendelse, der dikterede hvorledes formen skulle se ud, og geometriske former som et overordnet hovedgreb, kunne man godt glemme alt om.

Cirkelbroen ved Sculpture by The Sea i Århus bugt 2013, blev en midlertidig installation til store protester fra et begejstret publikum.

Det har ændret sig markant. I dag er der snart ikke den bro, det friluftsbad, den bygning, det kunstværk eller det staudebed der ikke på en eller anden måde forholder sig til cirklen som grundtanke. Intentionen må være at indskrive funktionerne i en given form og uden at denne behøver at være dikterende for måden den anvendes på så nytteværdien bliver besværlig.

Cirklen, cylinderen og kuglen hører da også ind under idealformerne, ligesom kvadratet kuben, pyramiden, trekanten, keglen polygonen etc. - Idealform fordi den kan beregnes og indgår som et grundelement i geometrien og er helt ren i fladen uden afbrud. Idealform fordi man indenfor skulpturen anvender den som en let læsbar form, der samtidig er åben for tolkningsmulighed.

Det gør cirklen til en let anvendelig og meget stærk form, der kan ”samle” alle de andre omkringliggende former. En cirkel nedfældet som plæne i en have - hvor alle tilstødende objekter som huset, skure, nabobygninger, plantebede, træer og busketter etc., stritter i meget vilkårlige retninger, - kan give haverummet den nødvendige ro og styrke der skal til, for at opnå en god balance imellem det kontrollerede og det frie.

Og så er den let at læse fordi det er en passiv flade der er retningsløs. Blikket ledes blødt rundt og ind mod centrum og man kan opleve hele fladen uden at flytte øjnene i ryk. Opholder man sig sammen med andre indenfor en cirkelform, er der ingen hierarkisk opdeling. Alle er lige. På et kvadrat og en rektangel derimod, flyttes blikket fra hjørne til hjørne, på grund af de rette vinkler. På en trekant er der endnu mere fart på synsfeltet. De betragtes da også som dynamiske former og de har alle, aktive retninger i fladerne.

Badebro i Fredericia

Kunsteren Carl André´ todimensionelle installationer med cirkel som tema

Alternativ flisebelægning

Havekunstneren C. Th. Sørensen var ikke bange for at give sine brugere en form. Hans barnlige leg med grundformer blev hverken en hæmsko eller hindring for om folk kunne få gavn af hans anlæg eller ej. Man fik i tilgift en sanselig oplevelse, hvilket også var hans ønske.

En plantegning med cirkel som grundfigur i en kolonihave

Bed i belægning

Cirklesn kurver anvendt i sti, bed og terrassens form

Den runde grønne flade giver rum og plads for træets stamme og krone

Det cirkulære bassin som et fokuspunkt

Cirkelrunde græsbede som flydende øer på en plæne

Trylletromlerne i Kongens Have af Fabric Achitecture bygger på cirkler i forskellige størrelser, der flettes ind i bløde kurver.

Illustration over den nye HC.Andersen have i Odense bygger på cirkeltem både i bygninger og i haverum.

Vores verdensberømte danske gartner og landskabsarkitekt Jens Jensen drog til Amerika og påvirkede hele nationen med sit natursyn. The Clearing var et af hans specialer; en lysning i vildnisset med en cirkelform, stablet af sten, hvor man kunne sidde og tale sammen. Tingsted måske?

Porcinai gjorde cirklen til sit varemærke

En ny Københavnsk etageejendom, sikkert med inspiration fra en stabel pandekager!

Et kendt kollegium i København

Fliseformen må indordne sig.

Den krumme sti langs indersiden af cirklen lokker vandreren på vej videre.

Is på vandspejlet er punktum i haven.

HAVER I SKANDINAVIEN

2017-03-06T12:57:00.001-01:00

En have er et rigtigt menneskeskabt værk, der ligger som en forlængelse af den bygning og det sted den udspringer fra, og med de planter, den jord, det vand og de sten som værket er betinget af.

Den præmis falder fint i hak i to ganske, fine svensksproget bøger om haver i Skandinavien, den ene ”Vandringar i Skandinaviska Trädgårdar” af fotografen Karl-Dietrich Bühler fra år 2000 og en nyere havebogsudgivelse fra 2014 ”Arkitektens Trädård” af fotograf Patric Johansson og skribent Kenneth Kauppi. Begge bøger koncentrerer sig om forskellige haver, der beskrives i tekst og fotos og med gode plantegninger til hvert enkelt værk. Rent indholdsmæssigt, ret så solide udgivelser og som giver læseren en god fornemmelse for skandinavisk havekultur, og at der er forskel i de vilkår der findes i regionen, fra fladt og frodigt agerland til nordiske fjelde med sparsom vegetation. Endelig er det tydeligt, at der er tale om bestemte personligheder med bestemte intentioner, der ud fra de givne vilkår, har skabt forskelligartede haver.

Endnu en bog om skandinaviske haver, ser dagens lys i begyndelsen af april 2017; `New Nordic Gardens´ - Scandinavian Landscape Design på forlaget Thames & Hudson

Bogens forside med den yderst vitale og frodige vegetationssceneri varsler ikke om bogens indhold på det havemæssige designniveau og de steder vi besøger. Lokaliteterne som forfatteren beskæftiger sig med, ligger primært ved minimalistiske moderne husbyggerier i storslåede landskaber, befæstet med lækre belægningsflader. Udgivelsen har mange flotte fotos som er mange forskellige skandinaviske tegnestuer og privatpersoners optagelser, udlånt til fri afbenyttelse af bogens forfatter, havedesigner Annika Zettermann.

Når man bladrer bogen igennem virker det lidt vilkårligt hvor billederne er sat, og man opdager hurtigt at beplantningsmotiver og bygningsmotiver ikke er integrerede dele af hinanden. Der er både sakset og komponeret helt frit med billedmaterialet.

Det har uden tvivl været et meget stort arbejde at lave denne bog. Ikke mindst adskiller bogen sig fra mange andre havebøger ved den megen tekst. Men størsteparten af den, har ikke en logisk relation til billedsiden, hvilket er en stor svaghed. Flere steder skrives der om haver og landskaber i overordnede termer, hvilket ville være fint for læseren at få sat billeder på. Men de mangler.

I stedet fornemmer man at billedmaterialet er hentet ind som en selvstændig disciplin for sig, og teksten skrevet som en anden. Og man stiller ofte spørgsmålet om de to er udformet uafhængigt af hinanden? Syletynde, grå bogstaver uden fødder er smukke i lay-outet og sikkert valgt for at understrege en vis nordisk kølighed, - men alle ved, at den slags bogstaver kræver ekstra opmærksomhed at læse. (du kan bare se hvad jeg har skrevet denne tekst med :-))

Et par store afsnit med vitale og frodige beplantningsscenerier og fra helt andre lokaliteter end ved de afbillede modernistiske byggerier gør, at de to verdener fra hver sin ende af stilskalaen ikke vil forenes og som også endnu mangler at finde sammen i virkelighedens nye skandinaviske havedesign. Det er sikkert derfor de er behandlet i adskilte afsnit. I stedet kunne man have vedkendt menneskenes og landskabernes haver i samhørighed med menneskenes huse, hvorved man ville have kunnet sortere og lave en bog der viser hvor mangeartet nordisk havestil i virkeligheden er. Men så skulle man have arbejdet med den præmis, at der også er ældre husbyggerier i Norden med nyere haver og i så fald accepteret; at den nye nordiske neomodernistiske coolness også har et mere frodigt modsvar, og at nordiske haver udvikler sig hele tiden. Selv ved gamle huse.

Marianne Folling er den danske plantepersonlighed der suverænt har leveret det største antal fotos til bogen. Og dem der kender hende, ved at de ligger helt i top, - både hvad angår billedkvalitet og plantesammensætningerne. Men måske er det fordi man ved, at hendes beplantninger i egen have, ikke ligger i forlængelse af modernistiske og minimalistisk privatboliger, at de derfor kommer til at virke som et postulat i denne sammenhæng?

Det er velkendt, at de havearkitekter der udformer minimalistiske haver og som her har stillet deres motiver til rådighed, anvender et meget sparsomt plantemateriale? Og de som gerne arbejder med de mere komplicerede beplantningssammensætninger, er måske ikke særlig interesserede i asketiske monokulturer eller funkisindretninger - og flere af os lever og bor da også i ældre byggerier? – Nogen skal jo bo der!

Rådet kunne være at udgive en havebog, der vedkender sig nutidens moderne nordiske stil, og hvor tidssvarende bygningsarkitektur med international karakter og de haver og landskaber der omgiver dem, bliver præsenteret som samlede værker. Men det ville sikkert have afstedkommet en bog med langt mindre frodige beplantninger og et noget mere, både minimalistisk og monokromt udtryk, end det man har ønsket fra forfatterens side.

Bogen er inddelt i nedenstående afsnit (her oversat til dansk), og umiddelbart lægger de op til at der kan fortælles temmelig åbent, vidt og bredt om Skandinavian Landscape Design. Men der er altså også en fare for, at indholdet kan gå hen og blive en temmelig luftig affære.

Enkelthed, Stilhed, Skrøbelighed, Bleghed, Nøgenhed, Afstemthed , Blødhed, Åbenhed, Omsorgsfuldhed

STENGÆRDET

2017-02-20T10:07:00.000-01:00

Stengærdet er en gammel form for afgrænsning mellem have og agerbruget, ofte anvendt ved storgårde, herregårde og som afgrænsning omkring kirkegårdene. Karakteristisk for stengærdet er den dobbeltsidige fritstående væg af kampesten, fyldt med jord eller sten, hvorimod stendiget er ensidigt og en konstruktion af kampesten der holder fast på et terrænspring eller en jordvold.

Her var opgaven at definere og placere et lavt stengærde som afgrænsning mod markerne.

To åbninger i stengærdet skulle give mulighed for at fortsætte to stier, ned mod et sumpområde længere ude i landskabet, bag markerne.

Overkanten af stengærdet blev vandret for at korrespondere med havens flade terræn og bygningerne det skulle relatere til.

Og fra at være en stenlinje med majs som baggrund

blev det en fast og ret så markant linje, der kunne forankre de løse flader af fritvoksende enggræsblandinger med klippede stier imellem

Stengærdet skal stå helt nøgent uden vegetation og sikre at egnens padder får et nyt levested. Samtidig er det blevet et arkitektonisk indslag i den flade ager. Tanken er den, at fladerne med engblomsterne med tiden kan få selskab af lunde med frugttræer og give stedet lidt mere havekarakter.

COTTAGE ELLER PRÆRIE

2017-02-15T13:58:00.000-01:00

Som led i arbejdet med haver og landskaber er det naturligt at lave oversigter og lister på de plantesammensætninger, arter og sorter, der foreslås ved både omlægninger af gamle og etableringer af nye haveanlæg. De kan ligge i skrivebordsskuffen. Aldrig hives frem og copypastes.

En plantesammensætning kan ikke kopieres et nyt sted med andre forhold med et godt resultat. Men de giver et fint indblik i hvilke kriterier planterne er valgt ud fra. Kundens interesser og stil, jordens vækstbetingelser etc.

I takt med at der de seneste 20 år er sket en art fornyelse i plantesammensætninger, (særligt internationalt), har det været interessant at registrere de forskelle der er i tilgangen til plantematerialet og altså dermed også haver. Smag, stil og mode, - er man til det nostalgiske, der skuer tilbage og giver mindelser om gamle dage, før verden gik af lave og hvor man kan pleje og dyrke og forfine med gartnerisk snilde, indtil man opnår det perfekte og herefter rydder pænt op i blomsterbedene, før vinteren sætter ind? - Eller er man mere til det moderne, der bekender sig til nutiden, det bæredygtige, det naturnære og meget lidt plejekrævende, der fordrer, at man iagttager væksternes processer over tid og lader stå til med forfald og kollaps af visne planter, og som bliver en væsentlig del af den æstetik og skønhedsværdi man søger at opnå?

To væsensforskellige tilgange til havens plantematerialer med lige så væsensforskellige natursyn. Men helt så firkantet kan man nok ikke stille det op.

En definition på de to plantetyper/ sammensætninger kunne være, at der i første kategori, -lad os bare kalde dem cottagehaveplanterne – er tale om et højtforædlet plantemateriale, der er gået igennem menneskehænder i generationer og som over tid er blevet stadig mere perfektioneret og selekteret/ udvalgt og plantet primært for blomsternes skønhedsværdi: størrelser, duft og farveintensitet og bladmassens spektakulære, ofte lidt tunge fremtoning.

Ganske anderledes forholder det sig med den anden kategori; prærieplanterne, der ligger meget tæt op ad deres vilde slægtninge rent genetisk. Mange adskiller sig fra gængse haveplanter ved at være sarte i farverne, med små blomsterhoveder og kortlivede, men dog vitale frøspredere, hvorved mange fortsat sikrer de oprindelige overlevelsesevner. Særligt i deres egenskab af at kunne holde arvemassen (læs frøene) tørre i hårde frøkapsler på stive stængler til langt ud på vinteren. Både ”cottagehavefolkene” og ”prærieulvene” ved, at kombinationen af væde og frost ikke er godt for de fleste, - hverken planter eller frø.

Forleden blev jeg mindet om forskellene igen, da en kunde rådførte sig med mig om etablering af nye staudebede i sin have - hvortil jeg skulle lave nogle forslag til sammensætninger, - og sendte mig følgende svar på en mail:

Jeg fik virkelig en åbenbaring i går, og det der satte det hele i gang, var da du skrev: ' du kan sende mig en liste over de planter du ønsker'!

Det gav mig klarhed over hvorfor jeg har så store vanskeligheder (med staudebedene), det skyldes 2 grunde, og det er en lettelse pludselig at forstå det:

1) De stauder der sættes sammen med græsser, har et præg af prærie/slette.

2) De stauder jeg kan lide er cottage stauder (peoner, riddersporer, ærenpris, akelejefrøstjerner, iris, storkenæb, valmuer m.f.

Vigtigheden af at kende sig selv og sin egen smag er åbenlys. Alligevel bør man være forsigtig med at stille dogmatiske regler op for hvad der kan lade sig gøre og hvad man bør undlade. Også når det gælder plantesammensætninger.

De senere år har jeg hørt nogle af græsfolkene bruge udtrykket ”we´re not practicing`The RoseMary Very-style´ of gardening”, med hvilket menes at man styrer langt udenom blandingsbeplantningerne med gammeldags rosenbuske, tulipaner, pinseliljer, højtforædlede og storblomstrede stauder der skal bindes op, formklippet stedsegrønt og en- og toårige sommerblomster der skal fornyes hvert år etc. I stedet hævdes det, at man anlægger lette tredimensionelle dynamiske landskabsmalerier i haven med prydgræsserne som gennemgående planteart. Det er ikke nogen hemmelighed at arbejdsmængden i den type haver er væsentlig mindre end i cottagehaven, - og i rigtig mange af dem findes der stort set ingen af disse (prydgræsser). Ejerne bryder sig ofte heller ikke om dem.

Ingen tvivl om, at der er stor forskel i tilgangen ”at gå i haven” og det ”at have en have”.
Og det er jo egentlig ikke så ringe endda, at gøre sig bevidst om, - uden at det ene behøver være mere rigtig end det andet.

HIGH FIVE!

2017-01-12T12:19:00.004-01:00

Nej nok nærmere LOW FIVE. Vores bøgehæk begynder ude ved vejen som det øverste af et femtal, det lange lige forløb på tallet udgør en udstrakt lige hækvæg og adskiller indkørsel fra den gamle frugthave

...når man kommer ind på gårdpladsen bliver den krumme del af femtallet en afslutning på gårdrummet, som jo i realiteten mangler en bygning.

Alle disse iagttagelser kan man kun foretage sig fra 1 salen eller hvis man sidder på tagryggen. Nede på jorden fungerer de lige og krumme lave vægge som naturlige afgrænsninger og opdelinger mellem det ydre og det indre, det som definerer indkørslen og adskiller æblehaven og endelig det som skaber en afslutning på den åbne gårdsplads.

Det var ikke tilsigtet fra starten at det skulle være et femtal. Det var tilfældighederne der gjorde det. Isoleret betragtet kan man sige det er søgt, skørt eller endog barnligt at bruge bogstaver eller tal som designoplæg for rum i haven. Men selve legen med tal og bogstaver på papiret med blyanten, hvor man forsøger at inkorporere en velkendt geometrisk form og hvor symbolet får en ny værdi, er hverken nyt eller barnligt.

Og når det først er gjort; altså tegnet og plantet og groet op, ja så tænker man ikke nærmere over det, lige bortset fra at den præcise form på femtallet danner en rolig baggrund for alt det fritvoksende og strukturerer samtidig funktionerne ved huset.
Tænk en gang hvad et stort flot 8´tal kan bruges til ud over at angive en middelflot præstation, hvis vi skal benytte den gamle karakterskala? Og et 2-tal kan måske få en noget mere værdifuld betydning, hvis vi skal blive i terminologien?

MEST FOR MÆND

2016-12-16T12:20:00.002-01:00

I denne højtid hvor medierne; både de skrevne, de trykte, og dem man kalder sociale; (- tænker særligt på solopræstationerne med nærfotos af stylet nips, søbet ind i sløjfer og lys,) - ja så er nedenstående billedserie helt og aldeles upassende, tenderende til det kønsprovokerende og absolut på listen over det der bør forsynes med store advarselsskilte med ordene; ”mest for mænd”.
Rækken af procesfotos er en demonstrativ reaktion imod tidens glittede tendenser, og som viser den ufotogene, skinbarlige virkelighed og nødvendige del af processen, når der projekteres haver, gennem alt det anlægsarbejde, som de færreste i dag gider beskæftige sig med. Som sjældent får opmærksomhed, - som ikke kan ses – snart er glemt, men som går forud, og som er en nødvendig forudsætning for at det endelige resultat kan blive en realitet.

Her er tale om haveentreprenørarbejde i ordets bogstaveligste forstand. Den slags jobs hvor der arbejdes med jord, sten, sand og grus, og som beskæftiger flest mænd. Det er også primært blandt hankøn at der udveksles og kommunikeres om hvordan og hvorledes sådanne projekter bedst gribes an rent håndværksmæssigt. Og herunder er der mange problematikker at tage stilling til.

For eksempel hvor høje trinene på trapperne mellem to terrasser skal være, og hvor dybe, for at de kan ”føles rigtige” at gå på, og så man kan løbe op og ned ad dem. - At bredden på den store trappe ned i haven helt logisk bør flugte med husets to havedøre fra spisestuen og dagligstuen, - og at vi, uden at nævne det; bruger kroppen når vi går rundt på stedet og argumenterer, ud fra tegningerne, hvor store siddepladserne skal være og hvad terrasserne i grove træk skal kunne indeholde. Men vi undlader at gå i interiørpetitesser. Vi snakker ikke om patineringen eller designmærker på de havestole der en gang skal stå der. Farverne på hortensiaerne i krukker lader vi også ligge. Vi refererer derimod til dimensionerne på husenes tagflader og vinduernes størrelser, når vi tilråder, hvor store bedene og spejlbassinet evt. kan være. Vi diskuterer hvorledes vi får fliserne til at blive hvor de er og ikke skrider, og hvordan vi skal fundere under dem på terrænspringet, - enten med en støbt kant eller med cortenstål. Og hvorfor det ene er bedre end det andet og hvad vi mener der vil ”se bedst ud til huset og haven” når det er gjort. Vi berører bundsikringen og afretterlagets tykkelse, vi udveksler teknik og håndværk undervejs og vi overvejer fugeforbandt på fliserne; halv, hel, eller trekvart forbandt, indtil vi beslutter os for den bedste løsning for at nå frem til det stærkeste resultat. Og ikke mindst; vi skal kende slutresultatet på hele projektet, før vi går i gang med at markere og afsætte snore, - inden der graves ud.

En snak mest for mænd?

Hvorfor bliver der undskyldt i stride strømme hver gang der vises procesbilleder (før og efter) og med lidt jord på? Er vi blevet specielt sensitive overfor alt det der kan være en smule irriterende? Det vanskelige - det grimme – strabadserne - det ærlige procesorienterede håndværk? Befinder vi os i en effekttilstand hvor show-off-resultater og readymades (færdigproducerede indkøbte objekter) er blevet hverdagslivet for de fleste? Er vi virkelig blevet præget så massivt af nyhederne, tv-boligprogrammer og diverse doku-soaps, at vi hurtigst muligt ”spoler frem til slutningen”, hvor champagnepropperne springer og udgangsspørgsmålet lyder; ”Hvordan føler du det lige nu?”

Spørgsmålene er mange og de fleste mere aktuelle end nogensinde. Specielt set i lyset af at flere danske haveblogs end tidligere, fokuserer stadig mindre på haven som et fagområde. Andre er afgået ved døden, eller ligger og vånder sig i kramper, som korthistoriske skuepladser over en svunden tid, fordi indehaverne er flygtet ind på Instagram og Facebook hvor det hele går lidt hurtigere og hvor man måske heller ikke behøver at mene særlig meget? Eller var det fordi der ikke var mere at ”skrive hjem om”? Forsvandt lysten og energien? Og er haveblogmediet på kraftig retur her på slutningen af 2016?

- Ja ser man på søgningen så forholder det sig sådan, til fordel for de kortfattede, billedmæssige succes-udvekslinger mellem folk og som ser ud til i vores it-alder, at være blevet nutidens vigtigste hverdagsfix.

Man må blot beklage, hvis selv de platforme, der kun kan præstere rystede og klodsede procesbilleder fra haveamatørens hånd, bliver bortcensureret til fordel for shoppebeskæftigelsen med pikante smæk på ”fix-og-færdig-opstillingerne”, - ”the readymades” uden baggrundsfortællinger.

Efter en totalrenovering af et stuehus på landet var der brug for et stærkere og mere overbevisende udendørsareal, og hvor der blev vist mest mulig hensyn til udsigten til havet i det fjerne og havens store græsrum.

En halvmur var opført i forbindelse med ombygningen, men som heldigvis ikke var "fredet" af ejerne, så væk med den.

Den korte afstand fra de store vinduer og ud til muren skulle måske frembringe lidt "hygge", men den gjorde arealet trangt og ufremkommeligt, både for kroppen og for blikket mod landskabet

I projektet er der blevet udvidet med adskillige kvadratmeter foran havefacaden, så arealet gør det brugbart, værd at kigge ud på og så det binder huset og haven sammen.

Den slags projekter begynder som regel med en hurtig nedrivning af det der ikke duer og som skal erstattes af noget bedre. Tonsvis af sand og grus skal der anvendes og anlægsgartnerne ved nøjagtig hvor meget der skal bruges og hvorledes bundopbygningen skal tilrettelægges

En vigtig del af processen er at man snorer hele arealet op inden man går i gang, så man kan danne sig et overblik over hvor det hele bærer hen og hvorledes man skal "ramme" slutresultatet.

Det har været en grundtanke at terrassegulvet skal udvide sig så der opstår flere naturlige opholdspladser både syd for huset, i øst og i vest og så flere af gangarealer både praktisk og visuelt, strækker sig ud i den eksisterende have og omkranser nye bede.

Foran havefacaden er der fråset med en meget bred trappe og befæstelsen opløses taktvis af bede der skyder sig ind foran trappen og græsbånd i identiske dimensioner med rækker af granitfliser for at mildne overgangen fra de hårde stenflader til den bløde plæne. Samtidig bliver terrassen inddelt i flere størrelser og i flader i forskellige niveauer, der synliggør husets placering som et hævet objekt over haven

Den store tagflade og de store vinduespartier har dikteret dimensionerne på fladerne, der skal indeholde terrassebelægningerne, bedene og et stort vandspejl, der henter himlen ned i haven.

En stor plantekumme i husets gulvhøjde, lige umiddelbart udenfor det store vindue til spisestuen, skal sikre at vegetationen fra haven kommer helt ind til boligen og "banker på ruderne".
Kummen er en fortsættelse af den øverste terrasse og samtidig hævet et pænt stykke over den nederste terrasse

Her er det store 10 cm dybe vandspejl på plads, set fra husets spisestue og som skal stimulere blikket ud i det fjerne hvor en lille stribe af havet anes.

Ude på terrassen bliver den store gamle blodbøg nærværende og spejlbassinet venter bare på at det bliver sommer og at børnebørnene bryder vandfladen med pjask og leg. Her kan der bygges havne leges med både og laves stenvarder i grønne og blomsterrige omgivelser.

Planterne er, siden disse fotooptagelser, på plads. Men "fix-og-færdig-billederne" må vente til næste sommer.

Glædelig jul og godt nytår.

PLANT ET TRÆ - ELLER 60

2016-11-30T10:26:00.002-01:00

Det er et stykke elitært havekunst. Det er unyttigt og det er frås af plads til en snæver form for beplantning. Men det er også generøst, antallet af træer (66) på så lidt plads, er vitalt og stort tænkt, alene med det mål; at ville opnå en helt bestemt stemning. Det er guldregnhaven i gårdrummet ved Byggecentrum i Middelfart. Et ikonisk haverum og som ikke er kendt af ret mange, ud over de folk der har den daglige gang på arbejdspladsen.

Haven er tegnet af C. Th. Sørensen og blev anlagt i 1968, tiden hvor danske landskabsarkitekter blev verdenskendte for de mange gårdhaver ved offentlige byggerier, der opførtes fra slut 50´erne og helt op til slutningen af 1970´erne.

I Sørensens lille bog, 39 haveplaner figurerer den som en af de 39 forslag over havetyper han giver til den samme grund med det samme hus og med et foto på højre opslagsside af træer med paraplyformede kroner på en engelsk græsplæne.

I dag er den slags asketisk brug af planter en form for behovsudsættelse uden særlig mange aktører. Og de fleste af dem der kan lade være, foretrækker pacourbaner og hvide striber på udbredt asfalt. Almindeligvis er det inkarnerede havemenneskes største ønske, at omgive sig med så mange forskellige plantearter som overhovedet muligt og hvor de mere særegne havefolk nørder med smalle plantesamlinger.

På indledningen til bogen HAVER – tanker og arbejder, skriver C. Th. sin idé med stedet, bag et lille indsat farvefoto (det eneste i bogen) fra Guldregnhaven:
”En lille gårdhave, 28x15 meter.
Et eventyr når guldregnen blomstrer.
Derefter kommer farverige dahlier.
Og de stedmoder der bebuder foråret,

giver også flor efterår og vinter.

Stedet er Byggescentrum i Middelfart, på vej ud til Hindsgavl"

Løvsalen er her stadigvæk, om end i en knortet og mere grøn udgave der sikkert, om nogle år, fortjener en respektfuld restaurering.

På motivet herover giver betegnelsen løvsal virkelig mening. Men det er sikkert de færreste der ville vove at lade sig inspirere og anlægge noget lignende i sin egen have, selvom resultatet kunne blive både personligt, markant og karakterfuldt.

RAINBOWBORDERS

2016-11-21T09:35:00.000-01:00

I den forgangne uge blev der placeret godt og vel 4500 stauder og prydgræsser i et nyt aflangt græs- og staudeforløb på skrånende terræn mod en stor sø, i Sommerland Sjælland i Odsherred.

Det er det tredje af flere store planteindgreb på stedet, og ønsket har også her været, at give de besøgende endnu en blomster- og farverig oplevelse inde i parken.

Der blev fældet en del træer og herefter afsat i alt 16 store nyreformede bede. Og ja, - det er ikke en fejl at bedenes former ligner amøbernes. Bedenes former spejler sig i søernes amorfe konturer, men for at holde sammen på dem, er der anlagt fire x fire bede omkring fire selvstændige cirkler i et udstrakt forløb der spænder over et par hundrede meter.

Det ser man kun fra luften, eller hvis man får det hvisket i øret og holder øjnene åbne. Troen på at selv amøber befinder sig godt i geometrisk formstærkt landskabsarkitektur, gør at der også her er arbejdet helt bevidst med linjerne på det krumme terræn.

Billedet herover viser begyndelsen af den aflange strækning ned mod søen, med ét stort krumt bed indskrevet i en cirkel.

Planterne er fordelt hen over hele arealet ud fra en tolkning af regnbuens farveforløb. Har ikke arbejdet så skarpt med et farvekodeks siden mine dage som keramiker, og det har faktisk været morsomt at placere planterne på jorden ud fra at farveforløbet er det dikterende, mere end noget andet. Forestillingen om farverne forbliver i fantasien og man skal holde tungen lige i munden når man går rundt og placerer disse småplanter i minipotter, der ikke fremviser ret meget mere end grønt i forskellige nuancer. Generelt er jeg af den opfattelse at farvekoordinering i både multicrome og monocrome bede, godt kan blive en tand for kedsommelige. Det er først når en vis portion tilfældigheder får lov at spille med i hele billedet at det kradser behageligt i "det æstetiske center".

Derfor er der også droppet enkelte eksemplarer i andre sorter af småplanterne ned i de lidt større og mere sammenhængende grupper af samme slags planter, for at "forstyrre" det over-planlagte.

Herunder en oplistning af plantesorterne, men uden fordeling af antallet:

The Rainbowborders - Regnbuebedene - Sommerland Sjælland 2016

Græsser:

Pennisetum o. `Karley Rose´ (lys lilla)
Panicum virgatum `Heiliger Hein´ (blågrøn maroon)
Stipa gigantea (gylden)
Sesleria autumnalis (gulgrøn)
Sesleria nitida
Imperata cylindrica `Red Baron´
Hokonecloa macra
Hakonekloa macra `Aureola
Stipa calamagrostis – græs blandes ind imellem de mørklila og violette

Stauder:

Maroonrød:

Salvia nemorosa `Amethyst´
Knautia macedonica
Persicaria amplexicaulis `Fat Domino´
Sedum spectabile `Matrona´
Sedum (H) `Purple Emperor´
Origanum laevigatum `Herrenhausen´
Salvia officinalis `Purpurascens´

Lilla:

Achillea `Lilac Beauty´
Centaurea scabiosa
Monarda `Scorpion´
Phlomis tuberosa
Salvia verticillata `Endless Love´
Salvia nemorosa `Schwellenburg´
Stachys monieri `Hummelo´
Astilbe `Purpurlanze´
Agastache `Heatwave´

Pink/ rosa:

Echinacea pur. `Magnus Superior´
Astilbe `Vision in Pink´
Persicaria amplexicaulis `JS Caliente´
Stachys monieri `Rosea´
Malva `Park Rondel´
Lavatera `Red Rum´

Hvid:

Agastache `Alabaster´
Pycnanthemum muticum
Anaphalis triplinevis `Sommerschnee´
Agastache pur. `White Swan´
Sedum spectabile `Stardust´
Leucanthemum vulgare
Lavatera `White Angel´

Creme:

Achillea `Taygetea´
Agastache `Kudows Yellow´
Echinacea pur. `Aloha´
Dechampsia cespitosa `Goldtau´ - (gyldent græs)

Orange

Achillea `Walter Funcke´

Achillea `Terracotta´

Blå og violet:

Agastache ´Blue Fortune´,
Agatsache `Blue Boa´
Agastache `Black Adder´
Agastache ´Purple Haze´
Agastache `Litlle Adder´
Salvia n. `A´Little Bit´ ?
Salvia n. `Mainacht´
Amsonia tabernaemontana var. salicifolia eller A. hubrichtii
Nepeta fassenii `Six Hills Giant´
Perovskia `Little Spire´eller `Blue Spire´
Veronica spicata `Dark Maetje´

Blomsterløg:

Allium aflatunense

Allium sphaerosephalon

Allium senesens `Lisa Blue´

En opfindsom medarbejder udtænkte en anordning som et piskeris på en lang stang, skruet fast på en boremaskine så hullerne i jorden blev "boret ud" i nøjagtige pottestørrelser, og planterne passede som fod i hose.

Og den blå spray var også et uundværlig værktøj i arbejdet med placering og dimensionering af de arealer de forskellige planter optager i grupperne.

TID TIL FORANDRING

2016-11-10T11:39:00.001-01:00

Man kan lære meget af at bladre i sine billedarkiver. De fleste havefotos man falder over, er ganske givet snuppet for at fange et smukt motiv. I sig selv et mål med de mange knipserier vi går rundt og foretager os med mobilen, lommekameraet og de mere avancerede af spejlreflekstypen. Ja man kan vel ligefrem påstå, at billeder i dag er blevet nutidens kommunikationsform, selvom mange nok ikke fortæller særlig meget? Tit og ofte er det bare noget skidt man får samlet op, og det meste er ofte tomt og indholdsløst og fortjener at blive kasseret igen. Men en del af de gamle billeder man har i sine gemmer, kan anvendes til noget andet end at vise hvor dygtig man er med et fotografiapparat. De kan give os nogle oplysninger om hvordan situationen har været før dagen i dag. Og i en hel serie af billeder kan de fortælle os om et udviklingsforløb fra noget udefinerbart til noget meget konkret.

Øverste billede og det næste herover, er ikke taget fordi det skulle være nogen skønhed for øjnene, men for at registrere eksisterende forhold og for at dokumentere en tid. Den have vi overtog i foråret 2005, afgrænsedes af grantræer og buske og som man ser de tilbageværende stubbe fra, i forgrunden på billedet herover.

Ambitionen var at lave en noget større have, så marken nedenfor haven blev inddraget.

Og der skulle være gennemtænkte linjer og smukke vægge og frem for alt; rum.

- det gamle moreltræ tæt på huset skulle bevares.

Og allerede første vinter kunne man ane konturerne af noget, der ganske givet ville adfærdsregulere os de næste mange år og styre blikket i bestemte retninger.

Samtlige fotos herover er taget efterår og vinter 2005-06 og meningen med dem var som sagt; at dokumentere og registrere virkeligheden.

I de første år efter plantningen af 2500 bøgeplanter til 650 meter hække, synede stedet sådan lidt på afstand, mest af alt af en tilgroet brakmark med lidt klippede plæner imellem.

Men efter et par år og særligt i vinterhalvåret, kan man fornemme at det var ved at udvikle sig til noget der kunne minde om havearkitektur.

Og i de følgende år begyndte de spæde linjer i haven at gro til vægge, med henblik på at skabe de rum der var tanken fra starten og som begyndte som blyantslinjer på en plantegning over godt 7000 kvm.

Motivet; det lange rumforløb ned i haven, skulle være det levende havebillede vi kunne se ud på, fra stuehusets vinduer morgen, middag og aften, - forår, sommer, efterår og vinter, - så det skulle kunne en del.

Vinklen fra modsatte side (fra bunden af haven og op mod huset) blev kun aktuel når vi gik ture i haven. Arealet skulle desuden også fungere som plantelaboratorium.

Det aflange rum der spidser til i bunden af haven for at forstærke perspektivet voksede frem hen over årene. Det projekterede spejlbassin kom til og et par dusin ligusterplanter, udviklede sig i tæt samarbejde med hæksaksen til 9 cylinderformede voluminer i dobbeltbedene længst borte i haven.

Det gamle moreltræ på plænen foran huset spiller stadigvæk hovedrollen den dag i dag, men det har fået en mere markant og fritvoksende fremtoning efter at hækkene og takspullerten er modnet i udvokset tilstand og strammet op.

De 7 bærmispel Amelanchier laevis er begyndt at ligne træer.

Det som i begyndelsen var en mark med et læhegn, fik efter 11 år meget mere havekarakter.

Den billedserie man kan have samlet sammen over en årrække, kan meget vel gå hen og blive et godt værktøj for hvorledes havens retning skal fortsætte, samtidig med at den kan dokumentere både tiden og de forandringer der er sket hen over årene. Den kan også hjælpe til fornyelser eller måske vække forundring? I sig selv en værdi, hvis man kan lide at arbejde med planter, som et grundmateriale til at forme med, skabe rum, justere med farver og iagttage hvorledes vejret skifter og glæde sig over årstidernes indvirkning på `det som gror´.

Billederne herover og herunder illustrerer en anden form for tidsforandring, nemlig den vi selv går ind og er hovedaktører på.

Billedet herover er krydderurtehaven i 2008 og nederste billede viser hvorledes den kom til at se ud i sidste uge. Stedet er nu kun bare et rum, hvor grundstrukturen af vægge, gulv, flisegange og den gamle kumme står tilbage. Vi har følt at det var tid til forandring og at arbejdet med lugning i urtehaven tog om sig. Nu skal der ske noget andet her.

Billedet bliver ganske givet et førbillede, hvis ikke det bliver kasseret næste gang der ryddes op i arkiverne, - selv om det også kan være svært at få tid til!

GRÆSSER - PRYDGRÆSSER - HØ

2016-11-03T13:00:00.000-01:00

For tiden arbejdes der med beplantninger, rent skitse- og tegnemæssigt. Størstedelen af de haveplaner der udfærdiges, indeholder større eller mindre områder, hvor prydgræsserne udgør en stor del af plantearterne. Det er sjovt, når den type vækster tiltaler en, og morsomt hvis man kan få nye kunders øjne op for de mange kvaliteter de har, og at de erfarer hvor nemt og naturligt de glider ind i eksisterende landskaber og de mange forskellige havetyper der findes.

Forleden mødte jeg en gammel ven, som jeg ikke havde talt med i flere år; Hva´så! spurgte han " - er du stadigvæk besat af de græsser der" hvortil jeg jo måtte svare "ja".

Både tæt på og på afstand mener jeg vi har at gøre med en plantetype der kan give smukke oplevelser hen over det meste af året.

For tiden gør de måske ikke meget væsen af sig, - man må tæt på for at se nogle af de mange kvaliteter.

Tekstur og farvespillet i stauderne - hvis man altså har valgt dem der holder sig selv oprejste på den her årstid - smelter sammen til en helhed der har en anden form for skønhed, end den vi ser på de glittede sommerkataloger.

På den måde kan man udvide havesæsonen og forlænge fornøjelsen. Nogle taler om forfald. Man kan sikkert også kalde det for et andet stadie i en cyklus.

Lige nu er det staudefrøstandende, der er værd at bemærke, rent formmæssigt.

De varierer fra spir til kugler og aks over tallerkenformede skiver, der illustrerer en stor mangfoldighed af skeletter.

Men det er fladerne og bunkerne af græsserne, der giver det farvemæssige bagtæppe og som fremhæver de visne plantetoppe, der er så stærke at de fleste står oprejste til hen i marts.

Iagttagelsen af nogle af de anlæg jeg har fået udført er guld værd. Det giver en indsigt i hvorledes planterne udvikler sig, hvorledes de trives, under hvilke jordbundsforhold og hvilke sorter og arter der spiller bedst sammen.

Det er også nu man virkelig kan se vigtigheden i at arbejde med kontraster, når det gælder lystoner i mørkt og lyst og hvorledes formerne indvirker på udtrykket.

Og selvom vi skriver 3 november, så har indianermynten her ikke helt sluppet sine blå farver,

og staudehirsen Panicum virgatum `Heiliger Hein´ (som burde findes i en hver have) spiller en af hovedrollerne lige nu og har gjort det meget længe.

Astilbe chinensis ´Purpurlanze´, er den mindst sarte af de mange sorter der findes og i sin smukke vintervisne tilstand kan den godt minde lidt om syrens rødbrune frøstande, som man ofte ser i grøftekanten, den her tid

Mosebunken er den græs der kan mest, længst - først og sidst.

I vores egen have er græs- og staudebedene, længst nede i haven, mere eller mindre selvkørende. Vi gør i hvert fald ikke mere ved dem og de får lov at passe sig selv. I slutningen af marts er det meste kollapset og området behandler vi som en brakmark der skal renses for hø.
Hvor længe det varer vil tiden vise.

PÅ HAVEKONSULTATION I OSLO

2016-10-20T12:16:00.003+00:00

Nylig hjemvendt fra et "havebesøg" i Oslo og som gør indtryk. Opgaven var at komme med forslag og kommentarer til arealerne ved et boligbyggeri der blev opført i 1983 ved en herskabsvilla, en lille halv times gang fra Oslo centrum.

57 boliger af træ og med teglhængte tage, blev opført i den gamle herskabshave, efter at terrænet var reguleret temmelig meget, for at give alle de nye rækkehuse den bedste placering.

Hver bolig har sin egen for- og baghave og de er ikke store

Til gengæld er der så mange fine detaljer på fællesarealerne at hele boligkomplekset fremstår som en nutidig version af Den Gamle By i Århus.

En nylig udført skybrudssikring består af smukke chausséstensrender midt på vejene og som leder det overskydende regnvand ned i store brønde.

De originale hegn fra den gamle herskabshave er nyfortolket som afgrænsning til børnehavens arealer, som er etableret i en af de gamle udbygninger.

Mange små forhaver ligger som perler på en snor langs de smalle og intime stier,

og giver den fornødne distance fra små terrasser og forhaver til fællesarealerne.

Materialevalget er i top. Og hvorfor ikke? Norsk granit findes jo lige udenfor døren.

Man kan godt undre sig over hvorfor vi her i Danmark er så konforme, ja måske lidt for tilbageholdende når det gælder nyt boligbyggeri. Alt bliver så hurtigt uniformeret.

Her på stedet er der også regler for hvad man må og ikke må. Byggeriet har da også fået tildelt to priser som noget af det eneste i Oslo og omegn. Sundts præmie for god arkitektur i 1984 og Hauens Fond i 1988.

Husrækkerne er malet i enten sort eller en smuk jernrød farve

og de specialdesignede listeespaliér følger samme kodeks.

Haverne er de fleste steder indhegnet med klippede og fritvoksende hække

og ind imellem lodderne snor stierne sig med brudfliser af norsk skiffer, og lokker til at tage en smutvej.

Det er den norske arkitekt Niels Torp, der i 1983 formede den lille landsby af præfabrikerede moduler, produceret i Sverige og placeret i en tidligere norsk herskabshave. Den er der ingenting tilbage af.

Til gengæld er der opstået et andet attraktivt miljø, og som er stærkt efterspurgt af interesserede, når nogen af beboerne påtænker at flytte her fra.

Det som gjorde størst indtryk, var selvfølgelig brugen af vegetation i relation til byggeriet og landskabet omkring, vitaliteten i de små haver og de klippede og uklippede hække, der varierede fra gade til gade.
Men det var tankevækkende, at jeg blev inviteret op, for at se stedet efter i sømmene og med professionelle øjne, vurdere og pege på hvorledes ejerforeningen kan optimere og forbedre arealerne mellem boligerne frem over de næste mange år.
Det som vi i Danmark har været så eminente til op gennem 60´erne og 70 ´erne, men som stoppede i 80´erne, det virker som noget helt naturligt og selvfølgeligt i både Sverige og Norge. Måske er det fordi at de har højden i deres fjelde, at de er bevidste om den tredje dimension og at vi her i landet med den flade agerjord, foretrækker at specialisere os i store todimensionelle betonbelægninger mellem husene og havet?

STRAM ARKITEKTUR MED LANDSKABSBEDE PÅ LANDET

2016-10-11T10:25:00.000+00:00

Hvor meget kan prydgræsser fylde i omfang i et staudebed? - ja svaret må omtrent være det samme som man vil bruge på hvor stor en mængde græsserne må udgøre i en vejside.

For tre år siden afleverede jeg en plan for stedet her, hvor et ungt par havde færdiggjort et husbyggeri og hvor ovennævnte græsplæne bl.a. blev beriget med to krumme bede med en bred græsgang i mellem; 30 meter lange og 3 meter brede, i alt et par hundrede kvm.

- det oprindelige hus blev annekteret til hønsehus og værksted

I dag er det i høj grad også ejernes fortjeneste med god pleje og arbejdet med bedene og mange af haveanlæggets øvrige elementer, der gør at stedet har udviklet sig så overbevisende som det har.

- Specielt de krumme bede, er både blevet en del af haven og en del af landskabet, og udgør som sådan en markant del af havens arkitektur, selv om de kollapser hen over vinteren.

Det var vigtigt at alle planterne kunne tåle den megen blæst, da omkringliggende læbælter først kommer op om mange år og ikke mindst den hårde lerede jord.

- samtidig var det vigtigt at der var kontakt og udsigt til det omkringliggende landskab

Bedenes krumme kurver afspejler den bløde horisontlinje, og ganske tilfældigt bliver den begyndende gule rapsmark i baggrunden en del af sceneriet.

En indkørsel har fået en hæk af elefantgræssen Miscanthus sinensis `Gracillimus´

og som danner en grøn væg for husets havefacade

Indkørselen har fået en bort af pigsten der adskiller grus og græs og markerer de stringente linjer fra to rækker søjleasp på plænen til højre. En slags nyfortolkning af det gamle allémotiv som man ser ved større godser og gårde.
Denne have er stram, enkel, grænsende til det simple, i dens arkitektur. Mængden af græsser i anlægget udgør ca. 60 %, hvilket giver det skarpe look et nødvendigt blødt modspil.
Om det er for meget eller for lidt, kommer nok an på øjnene der ser.

EN HAVE I FRANKRIG

2016-09-29T09:06:00.000+00:00

For tiden trækkes de første streger til en ny have i Frankrig på tegnebrættet. En ung familie på fire, der til daglig bor og lever Lyon, har for et par år siden erhvervet sig et lille stenhus i en mindre middelalderlandsby i det sydlige Frankrig og med en temmelig stor grund.

Med så stort et areal er der selvfølgelig mange muligheder. Stedet er tænkt som et refugium for familien i ferier og weekender, hvor de kan leve et mere tilbagetrukket liv med fysisk arbejde og visuel kreativitet, som kontrast til den mere hektiske tilværelse i storbyen, - så her handler det også om ikke at tage munden for fuld.

Det var en opgave jeg egentlig ikke ville påtage mig i første omgang. Jeg mener man skal fornemme lokaliteten ved selvsyn; jorden, solen, vinden, omgivelserne, beplantninger, terrænets hældninger etc. inden man begynder at tegne. Økonomien rakte desværre ikke til den ekstra transport.

Når opgaven så alligevel ligger på mit bræt, skyldes det ikke mindst ejernes evne til at beskrive, både dem selv og stederne og ikke mindst deres evner til at overtale. I kraft af et ocean af fotos fra alle mulige vinkler, de har sendt mig og som beskriver stedet og de nærmeste omgivelser, bliver projektet et forsøg på at forme noget overordnet, der kan tilpasses stedet efterhånden som de realiserer planen. Erfaringerne med et sådan langdistanceprojekt på den slags opgaver, kan måske anvendes ved en senere lejlighed, hvis de skulle opstå.

Det skal så vise sig om formgivningen kan løses på afstand og om ejerne kan se idéen med de linjer, flader, punkter og voluminer som planen lægger op til og som skal underlægge sig den stærkt skrånende grund.

Der arbejdes som sagt med linjer, som både rækker ud i landskabet og skaber skygge og skærmer for de mindre flatterende motiver, - kurver der omfavner mindre haverum, nivellerede flader man kan opholde sig på og landskabsvoluminer, der sætter menneskekroppen i perspektiv og understreger de bedste udsigter fra grunden.

Det lyder måske kryptisk, - men meningen er god nok. Der arbejdes på et abstrakt plan. Både i fantasien, på papiret og i realiteten.

BLOCKS & MATRIX

2016-09-21T08:01:00.001+00:00

Jeg ved faktisk ikke helt præcist hvad de to ord dækker. I engelske ordbøger kan man støde på divergerende forklaringer og når man læser Noel Kingsburys bog `Planting - A New Perspective, fortæller teksten et og de fleste af bogens fotos, noget andet. Begge dele er lige interessante, så det handler vel også om, at man gør sig nogle erfaringer ved at prøve sig lidt frem og ved at man har en intention fra starten. Ovenstående bed består af kun to slags planter: Stipa calamagrostis og Agastache `Blue Fortune´

Det er et, af i alt 14 runde bede på en stor plæne og i forskellige størrelser. Det er de stor gamle taksboller, der har stået her i mange år, som har dikteret formen på bedene. Og for at holde sig til det enkle, er der for sjov skyld anvendt en enkel græsart kombineret med en staudesort i hvert bed. Altså kun to slags planter; en græsart og en staude i hver. Jeg ved godt det lyder alt for kedeligt for de fleste, men det kan lade sig gøre at skabe noget interessant, vil jeg mene.

Indenfor denne begrænsning, har det så været idéen at arbejde med både tyngde, lethed og variation i de 14 bede og endelig; hvert bed skulle præsentere forskellige græsarter som et gennemgående tema for området. Og så man som gæst i parken, kunne opleve en store variation indenfor græsser.

Alle planterne blev sat i jorden sidste efterår i den værste jord jeg nogensinde har haft fingrene i: sten, grus, sand og silt.

Derfor er planterne heller ikke udvokset til det yderste endnu, - nogle gør det nok aldrig og nogle må erstattes, da de ganske enkelt ikke vil vokse her.

Men størsteparten lader til at overleve og af erfaring ved jeg, at hvis de gør det, - så bliver det rigtig smukt til næste år.

Man kan vel ikke kalde principperne i bedene for hverken matrix eller blocks, da der kun er to plantearter repræsenteret i hvert bed?

Egentlig er jeg også fløjtende ligeglad. Det rager mig en høstblomst hvad folk kalder det, selvom jeg er enig i at sprog kan være et godt redskab til at forstå hinanden. De vandhuller jeg drikker, af før jeg sammensætter blomstrende landskabsbede, er de få steder der findes tilbage i landskabet, der ikke er spoleret af monokulturer og kystindvinding, men som mere eller mindre er overladte til deres egen frie vilje.

Jeg er helt klar over, at man ikke kan copypaste et originalt landskab, eller føre et stykke natur ind i en have. Men det er i de selvgroede våde kær- og engområder og tørre overladte strandenge jeg finder den største inspiration til engbede, landskabsbede og græsbede, - og ikke på den amerikanske prærie. Jeg har aldrig været der, og har heller ikke den rette skala til rådighed for at kunne arbejde med det som tema.

Så mit råd er; at man skal anskaffer sig planterne; alle dem der nærmer sig de vilde slægtninge - og at man arbejder med dem ved at iagttage, notere sig hvad der sker, vente med at gribe ind, og i det mindste; følger planternes livskadance i minimum et år over vækst, modning og forfald.

Så begynder man efterhånden at sætte pris på de årstider, der ligger udenfor den gængse havesæson.

Det aflange og meget dybe bed herover er opstået ved en tilfældighed. Her er der tale om blokbeplantning i sin yderste konsekvens. Calamagrostis x acutiflora `Overdam´, Nepeta, Helictotricon sempervirens, og den hvide pudedannende Anaphalis triplinervis er plantet, takstfast i lige store firkantede blokke langs en asfalteret vej kantet af sveller.

Bag ved disse firkantede beplantninger er der en meget lang række af pil og forneden af dette hegn; en stribe af røde enkeltblomstrende roser af ukendt navn og som var et overskud fra en gammel beplantning et andet sted i parken. Frem for straks at smide dem ud, var tanken en midlertidig opmagasinering her og de skulle derfor danne grundlag for valget af de øvrige planter. Fra et midlertidigt ophold, er det nu blevet til en permanent løsning.
Man kan sagtens plante i både striber og rækker, i blokke og bølger, punktvis og i flader, enkeltvis som solitære og i mægtige arealer, præcis som naturen ofte arter sig når vi holder op med at dyrke jorden. Der er ikke noget der er mere rigtigt end andet. Der er heller ikke noget der er mere naturligt, bæredygtigt, økologisk eller autentisk end andet.
Forskellen ligger i hvilke valg man har truffet.

Alle fotos er fra d. 16 september 2016 - en blå morgen ved tidlig solopgang med resterne fra en kølig nat.

FOREDRAGET - `MIDT IMELLEM TO STOLE´

2016-09-15T09:03:00.002+00:00

D. 6 oktober kl. 19.00 holder jeg et billedforedrag i Haveselskabets Odense afdeling på Tarup Bibliotek, Rugvang 40, 5210 Odense. Det bliver en refleksion over hvorledes jeg forholder mig til de to fremherskende og divergerende og polariserede retninger indenfor nutidens havebegreb, når jeg tegner haver. Det ene, der udelukkende bygger på planter - helst så mange og på så lidt plads som muligt - og hvis udtryk og indhold tager afsæt i den fortidige og konservative havekultur, der både er gammeldags og tilbageskuende. Og denne retning, sat op imod en anden tendens, nemlig dansk design som et modernistisk fænomen, der er nutidig og fremadskuende - primært bygger på formgivningen - og som sparer ekstremt meget på plantematerialet, helt ud til det absolutte minimum.

De to retninger står som modpoler i dagens havekultur. Den første viser sig ofte som maksimalistiske haver der kan få asketen til at føle at han befinder sig i den dybe ende af svømmebassinet, - og den anden havetype, som er totalt strippet for grønt indhold, kan sammenlignes med det supermoderne badeværelse, hvor det er umuligt at finde tandbørsten.

Temaet for foredraget, handler ikke om at gå på kompromis og snuppe lidt fra de to poler, men at man ved en mere analytisk tilgang og med æstetikken som hovedsigte, måske kan opnå noget der lægger sig i den mere tidløse ramme?

Hvor om alting er, - så har man lidt flere tangenter at spille på, hvis man vedkender sig, at en have er et sted med vækstlighed og hvor formgivningen afslører at den er menneskeskabt.

Man kan med rette spørge, om en hvid rose med kun 5 kronblade har et mindre romantisk udtryk end en lyserød rose med store blomsterhoveder og mange, tætsiddende kronblade? - og hvorfor betragtes græsser ofte som en plantetype, der først og fremmest egner sig til minimalistiske haver?

- og hvorledes virker store arealer med samme plantetype, men i forskellige sorter og varierede nuancer, frem for et stort bed med kun samme art og sort?

- og hvornår tipper balancen mellem vækstlighed og den stringente formgivning med hårde menneske-forarbejdede materialer?

Mange spørgsmål, og ingen svar - så må man møde op til foredraget.

"En hver vej til et socialinteressant landskab eller brugbart byrum, går gennem en have"

MINI FUNKIS HAVE

2016-09-02T08:52:00.001+00:00

Nogle gange kan det være svært for nybyggere at forestille sig hvorledes et hus- og haveprojekt kan udarte sig og hvorledes det endelige resultat skal se ud.

Projektet her startede i maj 2015 på en meget besværlig grund der skråner kraftigt, således at man var nødtvunget til at grave ud på grunden, for at kunne opnå de nødvendige kvadratmeter i to plan og uden at byggeriet blev for højt..

Herover ses hvorledes huset nærmest er gravet ned i et hul, med en ny stejl skrænt ud mod fortovet.

I foråret 2016 leverede jeg en plan på den meget lille grund og fik frie hænder til at tilplante, den besværlige skrænt ud mod vejen. Det er ikke blevet til en helt almindelig forhave, men byggeriet adskiller sig da også markant fra naboernes, - så hvorfor skulle vi copypaste herfra? - Måske er der så kopieret fra andre steder? - Men udgangspunktet var i hvert fald et hvidpudset hus i to plan på en meget lille grund og hvor opgaven var at skabe så meget plads omkring bygningen som muligt.
....der er flere fotos fra stedet her