ARMCHAIRGARDENING. VOL. I

 

 Det er tiden hvor vi som havemennesker kan dykke ned i faglitteratur, og dygtiggøre os så resultaterne af vores anstrengelser med haverne kan blive bedre. 

 Det handler også om inspiration.

 I disse medietider, kan vi surfe rundt på nettet og bladre i alverdens magasiner og hente næring fra det meste af kloden til arbejdet.

 Der er meget der er forskelligt fra region til region

 Men de fleste steder på kloden, må vi forholde os til stedernes væsen og oprindelige natur, hvad enten der er tale om en kornmark i Arizona eller en kystklint i New Zealand

 Landskapsarkitekten Bernard Trainor er en af de fagfolk jeg synes respekterer landskabet på en forbilledlig måde.

 Om det er skovpartier, kyststrækninger eller bjergsider, så formår han at understrege det landskab husene og de nærmeste omgivelser befinder sig i.

 Der er selvfølgelig forskel på landskaber fra Down Under og det man finder i vores lille land.

 Det bliver sikkert ikke nemmere at finde de uberørte steder, efter at regeringen har påtænkt at ophæve kystbeskyttelseszonen.

Bernard Trainor findes både på nettet og i bogform.

alle fotos er fra Bernard Trainors hjemmeside

OPTAGET!

Et ord, der har betydning i flere retninger, fra teenageværelse-dørens skilte med BLIV VÆK!, - toilettets lås, der er i stykker og forsynet med en papirlap med teksten OPTAGET. Man kan være optaget af havearbejdet og telefonsvareren kan fortælle at der er optaget på linjen, - kartoflerne og dahliaknoldene kan være optaget for sent, ødelagt af frosten, - man kan optage en lydfil eller et bånd eller en samtale på diktafonen eller telefonen, - tage et prikært emne op - og man kan blive optaget på en højere læreanstalt. I min tid har jeg flere gange oplevet at skulle søge aktivt for at blive optaget. Bl.a. på KP, Kunstnernes Censurerede Påskeudstilling og KE, Kunstnernes Efterårsudstilling og senere i DKL, Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning. Senere igen, efter at have samlet tilstrækkelige point, i BKF- Billedkunstnernes Forbund.
For nylig fik jeg besked om at jeg ud fra indsendte arbejder - af et enstemmigt optagelsesudvalg - er blevet optaget i DL, Danske Landskabsarkitekter. Jeg har så tilladelse til at titulere mig som Landskabsarkitekt MDL. Og tiden skal vise, om jeg kan bruge det nye netværk blandt landets knap 800 registrerede optagne medlemmer i DL.. Det er jeg meget spændt på.
- Men jeg er sikker på at jeg fortsat, også vil kalde mig for Havearkitekt. For privathaven som sted, ligger mit hjerte nært. Og jeg synes måske, at den store opmærksomhed, prestige og fokus på de offentlige miljøer og pladser, har haft nogle uheldige konsekvenser for mange af landets privathaver. De bliver ofte overset af fagets professionelle udøvere, og betragtet som noget andenrangs. Privathaverne fortjener i den grad at være et fagområde vi - på lige fod med de andre europæiske landes have- og landskabsarkitekter - bruger meget mere krudt og energi på, og som vi bør være meget mere optaget af, at udvikle.

LIVET I LANDSBYEN

Det er som regel ildsjæle der opstarter borgerforeninger og løfter mange af de lokale opgaver, som de større kommuner har et embedsværk til at klare. Ovenstående foto er et udsnit af en parklignende have i en lille Østjysk landsby

 og billedet herover viser hvorledes der i modsatte retning står en bygning helt ud til gadekrydset og som en gang fungerede som den lokale brugsforening.

 En solid kampestenssokkel bærer de tykke mure der en gang har huset korn- og varelager.

 I en periode har stedet været anvendt til den lokale børnehave,

 men i de seneste år stået tomt og ventet på at et lokalt initiativ til et forsamlingssted kunne sætte ny kurs for borgerne og en ny anvendelse for bygningen. Lige nu er der travlhed fra frivillige, der river en stor del af husets indmad ned for at lave en kæmpesal.

 Det ret store areal bagved bygningen har jeg nu lovet at være behjælpelig med at omtransformere til en mindre bypark, hvor cyklende turister kan slå sig ned for et hvil, det lokale spejderkorps kan overnatte i telte og chelters og...

 man skal kunne droppe ind og sætte sig med picnickurven, hvis ens private have derhjemme bliver for lille.

Selve parken skal åbnes op flere steder, så man kan skråne tværs igennem den og så de grønne arealer bliver byens lunger og åbne smutveje for byens borgere. Der er heldigvis mange store træer der skal bevares og som giver stedet en helt særlig stemning. En stemning man kun sjældent oplever hvor borgeraktiviteter står øverst på ønskelisten.

 På den måde er der stadigvæk lidt historie at værne om.

GÅRDSPLADSEN

Mange af de projekter der er sat i værk fra min tegnestue i 2015, er så småt begyndt at vise sig som grønne løsninger, for de ejere der har ønsket sig lidt mere vækstlighed - eksempelvis som her - som erstatning for de forstenede arealer man ofte oplever.

 Projektet her er en simpel og et forholdsvis enkelt bud på hvorledes en tidligere og temmelig gold gårdsplads er blevet vitaliseret. 

 Det gamle træ på den tidligere gårdplads, har fået en grøn flade at stå på.

 Det kurvede forløb på cirklen omkring træet er også anvendt på den eksisterende græsplæne og de grønne former smyger sig omkring grusfladen og leder trafikken ind på en mere naturlig og logisk måde.

Linjerne spejler sig desuden i landskabets bløde konturer og sætter horisonten i spil.

Førhen stod huset, bil og træer som enkeltindivider, og "råbte" til hinanden, uden samhørighed.

 

DET SELVGROEDE OG DET PLANTEDES PRINCIP

 Det er to forskellige beplantningsudtryk, der nemt kan stille tilhængere og modstandere skarpt op overfor hinanden, men hvor en stor gruppe havefolk til alle tider, har bevæget sig rundt inde i et stilunivers, der ligger et sted midt i mellem de to. På de to stik fra samme lokalitet ses herover: det pittoreske selvudviklede landskab med det `groedes´ udtryk, (i sit ekstreme brug kan det udvikle sig til ren ruinisme) og herunder; den formede velplejede landskabspark med det `plantedes´ udtryk. (ved overdrevent brug, kan det nemt udvikle sig til et poleret kunstprodukt) De to illustrationer er hentet fra C. Th. Sørensens `Europas Havekunst´

Det er da også selve indbegrebet af definitionen havekunst, hvor mennesket leger en leg med planter i et tilbagevendende kultur og natur-sammenstød, i ønsket om at opnå en dynamisk kontrastvirkning mellem det styrede og det ukontrollerede, det formede og det fritvoksende.

 På gårdspladsen herover har selvsåede én- og flerårige urteagtige vækster givet modspil til husfacadens faste arkitektur. Og underneden er der skabt en formel beplantning i forlængelse af husfacaden og hvor kun den blomstrende blåregnen på væggen, skaber en smule kontrast til det styrede.

Spansk bakkestjerne Erigeron karvinskianus der en sommer stod og pyntede symmetrisk og formelt i en potte på hver side af bænken, indfandt sig det følgende år som selvsåede, fritvoksende vækster mellem flisefugerne og fremstod i et mere oprindeligt vækstmiljø: (i tørre stenarealer på bjergskråninger), hvor stænglerne kan varme sig, og rødderne finde kølig fugtighed.

 Herover, har en blanding af formelle og uformelle beplantninger fået lov at vokse helt frit, på planternes egne betingelser, men hvor farvetemaet fortsat holder fast i `noget kontrolleret´.

Lave plantede vægge, af formelle hækstykker giver en enkel kontrast til de øvrige planters selvgroede natur.

De klippede planter herover, er både anvendt som plantede hækskiver og formede objekter og giver med de faste masser, modspil til de selvgroede træer og buske. Det formelle udtryk i forgrund og mellemgrund giver som en styret kontrast, et modspil til den selvgroede og mere fritvoksende adskilte staude- og græshave i baggrunden.

 

Men der er ikke noget af ovenstående, der er hverken mere eller mindre naturligt end noget andet. Mennesket kan tænke abstrakt og via vores forestillingsevne er vi i stand til at visualisere hvorledes tingene kan se ud i fremtiden. Så må vi også vedkende os retten til at bestemme.

Alligevel vil de fleste havemennesker sikkert være enig med mig i at man bliver overrasket undervejs. Og at det levende materiale vi anvender i haven, også kan inspirere med sin egen frie vilje, når det ikke altid lader sig styre, og i sidste ende; er bedst tjent med at udvikle sig, og leve sit eget selvgroede liv, uden menneskelig indblanding.

 

 

NÅR HERREN OG FRUEN BYGGER EN HAVE

 For en rum tid siden skrev Henrik Eriksen Kære mænd, kom ud i haven. om mændene der glimrer ved fraværet i danske haver, og at en meget stor del af faget formidles af kvinder, og hvorfor det i den forlængelse også må være en selvfølge hvorledes emnet vinkles.
I boligindretning kalder man det for boligstyling, når der arrangeres puder og plaider og blomster i vaser og tændes stearinlys. Det må så være naturligt at kalde det for havestyling, når man gør tilsvarende i haven.

  Det interesserer sikkert ikke så mange mænd? De er måske mere interesserede i den "større fysik" omkring haven og dens liv?
Bygningsarkitekter er da også overrepræsenteret med mænd, og indretningsarkitekter af kvinder.

Egentlig kan det være ligegyldig hvem der repræsentere hvad og hvilke sider. Men i talen om hvorledes en have undfanges, er det nødvendigt at forstå hvad der skal til, for at en have kan blive et sted, hvor mennesker kan trives og dyrke de interesser de har. Hvad enten det drejser sig om gulerødder, træer, en smuk udsigt fra en liggestol, at samle planteslægter, dyrke dahliaer eller sikre sig frugtforråd til fryseren og henkogningsglassene til spisekammeret. Herunder også at kunne få afløb for pyntetrangen.
En have er grundstrukturer af vægge, terrassegulve, stier, gange, hække og hegn, og i tilgift kan man vælge bede, træet der skygger og skaber rum på et gulv af græs eller sten, afgrænset vand med lyd, pavilloner, og huse med glastage osv, Alt sammen elementer der har karakter af at bygge, opføre og anlægge i stor skala.

For et par år siden havde jeg fornøjelsen at besøge Susanne og Thorben, og som efter en længere samtale, bestilte en haveskitse over hele deres store areal, der ligger i et smukt landskab på Fyn. Siden har man kunnet følge med i deres gøren og laden på havebloggen Solbakken.
- Et stort haveprojekt hvor herren og fruen i huset har hver sin spidskompetence, og hvor man kan følge deres imponerende samarbejde, hvilket også de mange kommentarer vidner om.

Det er som om selve processen "at herren og fruen i fællesskab bygger og er på vej til at skabe en have" er blevet en rigtig god motor på bloggen og som giver den drivkraft og retning.
Billederne herover er sakset fra Susannes og Thorbens blog, helt uden tilladelse, og viser Thorben i omdrejninger. 

NÅR LYSET BRYDER FREM...

 September og oktober er måneder med meget varierede vejrforhold, fra tåge, rim, regn, storm, til knasende klare vindstille blåtonede morgener, hvor varmen op ad dagen er til at holde ud og hvor resultatet af ens anstrengelser, står frem. Både succeserne og ens fiaskoer.

 Billederne her, er af langstrakte krumme græs- og staudebede, der skal kunne præstere noget i sommerhalvåret med farver, bevægelse, arkitektur der giver rumlig form og retning og endelig, men ikke mindst; et hensyn til det eksisterende. Men bedene har også sin berettigelse i efteråret og langt hen i vintermånederne, selvom her stadig skal justeres og forbedres.

Deschampsia cespitosa `Goldtau´

Jeg tror at typen af beplantninger, som er anvendt, appellerer til et urinstinkt i os. Noget i os kender fornemmelsen af at bevæge sig ud af skovbrynet en tidlig morgen eller i et hvilket som helst andet vejrlig, selv om man ikke kan sætte tidspunkt på, hvornår man har oplevet det sidst. Præcis som de fleste kender fornemmelsen af at putte en kold, hård sten i munden. Selv om det er en nok så ubehagelig oplevelse og dårligt tåler sammenligningen.

 En trang til at lade sig forene med noget oprindeligt, måske?

til venstre: Calamagrostis acutiflora `Karl Foerster´

 En tur over heden med familien eller en vandring igennem et gammelt stenalderlandskab med resten af stammen? - En trang til at give den moderne hjerne en pause fra skærmen og resten af den digitale verden og erstatte den med noget taktilt, der kan sanses gennem kroppen; ben og arme, hænder og fingerspidser og mærke køligheden på huden.

 Der er ingen tvivl om, at det er de landskabelige scenarier, der stimulerer og som i bund og grund kun har det til formål at vække det sanselige og skabe kontakt til noget oprindeligt.

 Her er ingen have-nytteværdi, eller en komplet samling af en art eller sortsrække.

Ovenstående fotos er taget hen over et kvarters tid i går morges d. 30 september, og hvor lyset filtreres og solstrålerne sendes ind fra siden igennem vegetation af aldrende træer og unge buske og lægger sig på de to år gamle staude- og græsbede. Denne plantetype har en forholdsvis kort tidshorisont, og som efter min erfaring, først giver mening, når den sammenstilles med vegetation og i et landskab der har en noget længere tidskadence.

Panicum virgatum `Heiliger Hein´

På nært hold, får man det nærmest smidt i synet, at her er tale om noget ret kortlivet, noget sart og fint, noget skrøbeligt og let, noget der måske ikke er så holdbart i længden, men som qua sin farvenuance, transparens og store overflade, er eminent som materiale til at fange lyset, når det bryder frem.

Pennisetum orientale `Karley Rose´

 

 



DON´T COPY LANDSCAPES - GET INSPIRED

Ikke langt fra hvor vi bor ligger der en plantage med nåletræer og mosebunke i skovbunden. Den er vel ca. 30 - 40 år gammel og er altså ikke et naturprodukt, men et menneskeskabt areal beregnet til at give et udkomme en gang i fremtiden, i form af tømmer. Det er et inspirerende sceneri, fordi der opstår en speciel dynamik imellem de langsomme vertikale træstammer, der rager op og det "hurtige hø" der nærmest lægger sig horisontalt ned i bunden af arealet. Begge elementer er med til at skabe dybde og perspektiv, trods en temmelig ensformig gentagelse. I solskin fanger mosebunken lyset og fremhæver de skarpe konturer af stammerne og i tåge- og regnvejr som her, opstår der en mystisk atmosfære, hvor disen af luftens vandperler gør stedet uigennemsigtigt og uklart.

 

 Et andet sted, her på halvøen Djursland, i en moseagtig lavning, (billedet herover) og hvor marken ikke er drænet, er der grobund for et helt andet vegetationssceneri. Området er nærmest opgivet som dyrkningslandskab, men bliver dog trods alt justeret, så det ikke springer i skov. De forskellige sivtuer, står som soltære planter og græsserne ligger som bløde dyner og mildner landskabet og danner en blød kontrast til de oprette strå.

 Ude langs kysten finder man strandengene, som i sig selv kan betegnes som landskabelige bede og hvor planterne helt af sig selv placerer sig, som om det var planlagt; herover fem små tuer af vild sedum.

 Herover en massebeplantning af lyng (den gule kender jeg ikke navnet på) og hvor farverne kompletterer hinanden.

 En masse af kun stråfarvet græs...

 og ditto med frøstande fra almindelig syre (Rumex acetosa) som solitære planter der rager op og giver både form og farvekontrast.

 De færreste bryder sig om massefylde, når det gælder havens vækster. Man vil gerne have plads til så mange forskellige planter som muligt, selv om man måske ikke betragter sig selv som plantesamler?

Men de senere år, er jeg blevet stadig mere overbevist om at min egen tilgang til blomstrende bede tager afsæt i meget af det man kan finde i den danske natur. Jeg mener ikke at man skal kopiere naturen. Til det spørgsmål er jeg enig med Hans Roses citat i bogen Späthbarock :

 

"Det man kan indvende mod den landskabelige have er ikke så meget at den ligner naturen mere end andre havetyper, men særlig dette, at den principielt er uden udviklingsmuligheder. Landskabshaven har det til fælles med naturen, at der ikke frembringes nye typer, og udviklingen er så betinget af vækst og forfald, at den ikke kan bedømmes fra et kunsthistorisk, men kun fra et naturvidenskabeligt synspunkt"

 Der er sikkert mange der vil være uenige i den holdning. Også når jeg påstår at det er temmelig upassende at anlægge præriebede i Danmark, fordi vi ikke har den naturtype på vores kontinent.

 Ok. Man kan jo gøre præcis hvad man vil. I havesammenhæng er der ikke noget der er rigtigt og noget der er forkert eller tilladt og forbudt. Man opnår bare nogle forskellige resultater afhængigt af hvad man gør og som kan være mere eller mindre heldige, hvis man ikke har en defineret retningen for hvad det er man ønsker sig af sin have før man går i gang. Og så er vi tilbage ved overskriften: Kopier ikke landskaber! Jeg er helt klar over at Hans Roses påstand gælder landskabshaven sat op imod den formelle/ mere konkrete og formede have. Men jeg mener også det gælder i de mere detaljerede beplantninger vi laver.
Der er meget inspiration at hente i de mange forskellige landskabstyper vi har i Danmark men at kopiere et landskab i ens egen have, får man nok ikke særlig meget succes med. Men et koncentrat i form af en lund, en inspiration fra et engområde, en afdeling med afsæt i et frodigt kær, eller  en fugtig mose, vil være en god idé, som mål, ligesom et solåbent husnært område med udsigt, måske vil passe med en stiliseret tør sandet strandeng, eller et hedeparti, hvis det passer til huset, haven og området. Disse landskabstyper giver os samtidig et fingerpeg om hvilke vækstbetingelser jorden og mængden af vand og næring der kan gives de planter, som skal vokser her.
På den måde er det fint at lade sig inspirere og lade dyrkningsforholdene på ens eget lille jordlod, være indikator for havetypen.

For i virkelighedens verden, er mange af de planter der tilbydes i havecentrene, slet ikke udvalgt ud fra at de skal kunne harmonere med det danske landskab. Mange har et meget eksotisk præg og kommer da også fra varmere klima end vores og ville sandsynligvis heller ikke etablere sig her, hvis de naturligt fik muligheden for det?

Nu er der måske en og anden der vil påstå jeg nærmer mig noget der ligner planteracisme? Det er ikke hensigten. Men jeg synes at en stor del af de mange blomstrende haveplanter vi tilbydes, er meget fremmedartede og enorme i løvværket, ekstra farverige og komplicerede i blomsterhovederne, men frem for alt; så forlanger hovedparten af dem at de støttes af stokke, holdes på plads af snore eller dyrkningsmæssigt håndteres med saks og gødning og jorddække. - Og det samlede udtryk virker ofte meget tungt og dystert fordi de skaber en, efter min mening, alt for kompakt volumen i haven, og som også dårligt tåler vores klima.

Mit råd er derfor ofte: indplant nogle prydgræsser i gentagne rytmer i haven. De fungerer som lunger og pauser og giver luft og ynde, dybde og perspektiv til de mere tunge og bombastiske, massive beplantninger, man ofte ender op med, når man går efter det der primært kan præstere på farveskalaen i blomsterne.

Og så visner mange af prydgræsserne med ynde, præcist som det der sker i landskaberne, når forfaldet indtræffer.