MENNESKE OG NATUR

For tiden er den ”naturlige have og alt hvad der er naturligt omkring den” igen på kraftig frem march over det meste af kloden. ”Den naturlige have” er blevet en slags programerklæring om at man tilslutter sig ”det naturlige” og at man er troppet op i rækken af frelste, der påstår at man kan blive en del af noget større, at ”man kan være med til at redde verden” - Et tilbagevendende tema i havekulturen.

I menneskehedens lange historie ser vi bl.a. vore mærker på jordkloden udmønte sig i haver og installationer i landskaber som tilbagevendende fysiske resultater af givne livsbetingelser. Den islamiske have er opstået omkring en gravet brønd med vand og vandingskanaler, relaterende til de fire verdenshjørner, men afskærmet mod den ukendte og vilde natur med farlige dyr, for at give mennesket mulighed for at overleve; dyrke mad og opnå en vegetativ tilstand. Den engelske landskabshave opstår mange århundreder senere - som kraftig reaktion, imod tidligere tiders overklasse og kan bl.a. læses som en aversion imod de aksiale barokhaver med herskeren i centrum. Men den blev også et manifest for den vesteuropæiske mands frihedsidealer og nødvendige behov for ”naturlig frisk luft” og en havetype, der blomstrede op i tæt samspil med amatørernes indtog.

Panik før lukke tid

Som konsekvens af vores rovdrift på klodens ressourcer og dekadente forbrugerisme, er klimaforandringerne blevet en ny og nærværende trussel. Vi bliver bange og utrygge og vender nødtvungent opmærksomheden ud mod den smule forhutlede natur, der er tilbage (læs: det af menneskehænder endnu urørte) og som vi har svigtet. I krampagtige forsøg på at redde en lille flig af det og ikke mindst; vores egen eksistens, - florerer begreber som diversitet, mangfoldighed, økologi, biodynamisk dyrkning, bæredygtigt og naturnære løsninger…som aldrig før.

- På Chelsea Flowershow 2015, gik førsteprisen til ”et stykke natur” skåret ud i blokke et sted ude på landet, sat på sættevogne og kørt den lange vej og genplaceret som en udstillingshave for en kort bemærkning i byen. Haveinteresserede blev fløjet ind fra det meste af verden for bl.a. at nyde denne helt specielle importerede landskabsplet ude fra landet. Særligt bæredygtigt blev det altså ikke, men det så sådan ud, og man står tilbage med spørgsmålet om det er bymenneskets grundlæggende længsel til naturen, der forårsager en sådan manøvre og som kostede os alle et gigantisk CO2-udslip?

”The Greatest Catwalk on Earth”

The High-Line i New-York, ”The Greatest Catwalk on Earth”, - for alle der vil se, ses, - eller vise resten af verden at de er blevet set der), er ét langt paradefortov, en halv snes meter over gadeniveau, og med en ”naturlig beplantning” der mimer noget natur ved at efterligne ”den vilde vegetation” som, før renoveringen, havde indtaget de forladte jernbanespor. Og i andre af klodens storbyer har urban-gardening-folket travlt på gadehjørner og ved fortovscaféer, med at hive violette gulerødder op af plastikposejord, importeret til byen, og plukke stangbønner dyrket i selvgjorte containere af brugte europaller, for herefter at udstille sig selv og resultaterne på instagram, facebook og snapchat og begejstret berette om det på twitter, haveblogs og i bøger med recycling som det nye buzz-ord. Oftest med de overordnede mål: at indkassere flere likes og tjene endnu flere penge. Der er ikke noget galt i at tjene penge. Men man kunne måske ønske, at det blev gjort på en lidt mere charmerende måde, og at også TV-kanalerne holdt sig for gode til at bilde folk den slags på ærmet? Og tilbage til CO2-kvoterne. Hvordan går det egentlig med dem?

Men i disse oceaner af elskværdig tåbelighed, er der en understrøm i os som urmenneske; en dyb trang til at forene og forlige sig med naturen. En trang der stiger op i os og gentager sig som menneskets pulsslag i den korte tid vi har været her på jorden og som vi skiftevis tilbeder og udnytter på forskellig vis, alt afhængigt af vore livsvilkår. På den måde spejler vi os selv som mennesker i haver og landskaber, og dem i os - førhen, her og nu. Og vi kommer ganske givet også til det i fremtiden, så længe vi får lov at være her på jorden.

Egentlig skulle indlægget her, slet ikke handle om vild natur, urban farming eller udgydelser og aversioner imod at der endnu ikke er fremlagt beviser for påstande om at urban gardening skulle være bæredygtigt. Sigtet er at fortælle om en fagbog jeg købte for flere år siden og som henvender sig til folk der interesserer sig for grundprincipperne for at anlægge en have, som menneskeskabt sted, der kredser om andet end planter og signalværdier, men mere om formsproget. Det er en fagbog jeg til stadighed tager ned fra hylden for at læse i og blive klogere af. Hovedbudskabet er, at der findes to, og kun to urhaver, som vi til stadighed arbejder ud fra, på tværs af tid og kontinenter. Bogen består af smukke plantegninger, oprejste planer, vegetationsformers udstrækning, arkitektur og belægningsstrukturer, adskilte så man kan danne sig et overblik over havernes grundstrukturer og hvad skeletterne består af. Der er ingen farvefotos af planter i den, og det er da nok også primært en bog for haveplans-nørder og folk der arbejder med haver for andre, og er interesserede i gamle anlæg fra Kina, Japan, Indien, Middelhavslandene og resten af Europa.
Men det er en yderst velskrevet og smuk bog, der også giver en poetisk oplevelse i de tekster der ledsager de mange skønne tuchtegninger.

”In the poetics of music Stravinsky pointed out that natural sounds such as the calls of birds and the whispering of brezes, though they may delight us, are materials for music rather than music itself. To become music, sounds must be chosen and arranged. So it is with gardens. Natural landscapes are not yet gardens; it is only through the selection and composition of their elements and materials that gardens are made. To compose is to adjust the balance and tension of yin and yang – water and mountains, human order and the Tao of nature, sun and shadow, breeze and stillness, sound and silence – to create new relations that carry meaning for us.”

”We´re not sure whether it comes as a disappointment or as a great relief to note that in all of human history there seem to have emerged just two basic notions of how to do this. There are just two Ur-gardens. Each reprecent not only an idea of what is pleasurable, but also an ideal of felicitous equlibrium between humankind and nature.”

se tegningerne:
Ligheden mellem Hadrians Villa i Tivoli og Harold og Vita´ have i Kent er slående, trods de forskellige størrelser på anlæggene, deres placeringer, og det enorme tidsgab der er imellem dem. Og sådan er der mange eksempler i bogen, hvor man tænker; "Nåh; det er der det kommer fra."

- Charles W. Moore var en berømt postmodernist i 80´ernes USA og mange vil sikkert være uenige i den herres betragtninger.