HERREGÅRDSHAVEN

En ny opgave - et sted hvor der skal udvises hensyn til fredede bygninger, og til noget af den bevaringsværdige beplantning og de givne terrænforhold der tilsammen skaber en unik atmosfære. 

 Den oprindelige bygning er pakket ind i plastik for at blive renoveret, så den kommer til at fremstå som i 1840, hvilket er det skæringsår Kulturarvstyrelsen, arkitekten og ejeren er blevet enige om skal være nedslaget for den tidsperiode man vil fastholde.

 Det forholder sig lidt anderledes når vi kommer udenfor. Her kan vi ikke genskabe en herregårdshave fra slutningen af 1700-tallet.

 Men vi kan respektere det som er værd at respektere, bl.a. dette gamle platantræ.

- hvilket er mere end man kan sige om bygningen til venstre, der er kommet til i 80´erne, og er en spejling af det gamle bindingsværkshus. Og med rette kan man spørge om det var en heldig måde at løse det på,
- svar, får man nok ikke,

- hvilket godt kan undre, da det findes i miljøet mellem huse og omgivelserne og som også den gang var vigtige aktører.

De klassiske arkitektoniske elementer, som vand, træer, alléen og pladsen ved bygningerne skal understreges og genskabes i en afdæmpet variant.

 Nogle af de gamle træer er fredede og her, imellem disse gamle kæmper, dukkede en original granitstensbelægning op, ca. 50 cm. nede under den gamle vej, ved arbejdet med retableringen og udskiftningen til en ny vejbelægning. Den gamle granitbelægning skal indgå som en del af den nye allé.  I baggrunden (billedet herover) ses hvorledes den gamle allé fortsætter videre i landskabet.

 Men størstedelen af den have der for længst var sprunget i skov er visse steder ryddet helt, for at få lys, luft og perspektiv ind og for at fremhæve noget af det gamle herregårdslandskab.

 - vådengen på billedet herover er en væsentlig del af både landskab og haven.

 En trægruppe som denne er værd at gemme og som medvirker til at vi oplever perspektiv i landskabet og forbindelse til himlen.

 På jorden under træerne pibler tusindvis af dorothealiljer op, der snart vil dække den gamle skovbund og forvandle den kanelbrune jord til et grønt sammenhængende dække. Hvad der sker senere ved ingen. Men måske får den megen lys og varme, der nu kommer ned på jorden, uanede konsekvenser for de skatte af løg og vækster der har overlevet i de mange år i skyggen af træerne, hengemt under bladmulden?

Det er en spændende opgave og det bliver en langs proces, hvor man skal være opmærksom undervejs. Der findes ingen forudbestemte løsninger eller svar. Vi må føle os frem på stedet og for hinanden, iagttage, udveksle og vurdere, før der træffes beslutninger.

Det er en opgave som defineres undervejs og hvor undfangelsen af det nye haveanlæg er en proces, der først er slut den dag hvor den sidste streg på den nye tegning er trukket - og den dag den sidste vækst er plantet - og måske det år hvor de nye kroner når hinanden.

Ja man kan stille spørgsmålet; hvornår er et sådant anlæg egentlig færdigt- og hvornår er haven rigtigst? - Når tegningen foreligger? (det er vel her intentionen og selve idéen er fremkommet, formet og anvist?) -  Når planterne er plantet? (det er vel dem der skaber det fysiske værk?) Når gartneren har klippet hækken? (og afrundet overkanterne og derved blevet en væsentlig del af designprocessen og bestemmende for udtrykket?) - 10 - 20 - 30 - 100 eller 200 år efter, når haven er vokset op og noget allerede er begyndt at kollapse? (det er vel tiden der skaber atmosfæren?)

 

Et er sikkert; ejernes arbejde vil, så længe de føler noget for stedet; veksle mellem at restaurere og bevare, renovere og genskabe, forny og forandre. På den måde er de fleste haver i dette land, ikke underlagt samme doktriner som gamle herregårdsbygninger kan være det.

Haverne er levende stof på en helt anden måde end bygninger og er derfor sjældent dikteret af samme bygningstekniske krav. Haver er friluftsarkitektur. 

 

Har du lyst til at se dele af en anden herregårdshave kan du klikke ind her , hverken have eller bygninger har samme alder som anlægget herover. Det tog sin begyndelse så sent som i 1990.