Hvad sker der, hvis man en dag spiser mega mange kulhydrater? Det er et spørgsmål, jeg tit får. Spørgsmålet kommer enten fra nogen, der har gjort det og som nu sidder med ubehaget rumsterende rundt i kroppen eller fra nogen, der planlægger at gøre det.
Lad os derfor prøve at se på, hvad der sker, hvis du en dag spiser virkelig mange kulhydrater. Og måske endnu vigtigere: Hvordan du kommer tilbage igen efter sådan en episode.
Mange kulhydrater – her er, hvad der sker i din krop
Det første, der sker, er, at dit blodsukker stiger hastigt og din bugspytkirtel kommer derfor på overarbejde. Inden for få minutter begynder din bugspytkirtel at pumpe store mængder insulin ud i dit blod for at forsøge at tage hånd om den store mængde glukose (sukker), der pludselig strømmer gennem dit blod. Dette lukker øjeblikkeligt ned for fedtforbrænding og ketose, og din krop er nu tilbage på kulhydratforbrænding.
Glukose er jo en fin energikilde, og hvis du var på vej ud for at løbe et maraton, ville det være super med sådan en energiindsprøjtning. Men i blodet udgør store mængder glukose en faresituation, og din krop vil derfor gøre alt for at få det fjernet. Hvis du har spist Low Carb eller Keto længe, er der formentlig plads i dine glykogenlagre, og det er godt, for så kan sukkeret blive ført derind til senere brug. Men er lagrene fyldte, fx hvis du jævnligt spiser store mængder kulhydrat uden at have et højt aktivitetsniveau, og bliver energien ikke sat i arbejde, vil det overskydende sukker blive omdannet til fedt og lagret som sådan.
Og for at være fair, så kræver dette en lille præcision, for i virkeligheden foregår denne omdannelse af sukker til fedt ikke i særligt høj grad, og størstedelen af det fedt, der lagres, er det fedt, du har spist sammen med kulhydraterne. Småkager, chokolade, chips osv. er jo ikke bare kulhydrat. De indeholder også meget fedt.
Okay, hvad sker der ellers?
Det høje blodsukker giver dig måske varmefornemmelser, måske begynder du at svede lidt, eller du blusser du op i huden og får måske røde plamager på kinderne, halsen eller brystet. Du kan også føle dig lidt høj eller næsten beruset. Hvis du har spist Keto længe, kan dette skyldes, at den store mængde sukker er uvant for din krop og dit blodsukker derfor får lov at være højt i længere tid (det er derfor det er bedre at trappe langsomt op med kulhydrater end at gå fra 0 til 500).
Efter noget tid kommer ubehaget og kvalmen, og du kan begynde at føle dig ængstelig eller urolig. Du kan opleve at få hjertebanken eller at det sitrer indeni dig.
Nogle af disse effekter skyldes, at din krop opfatter det store pludselige sukkerindtag som en alarmsituation og i et forsøg på at normalisere tilstanden og bringe balancen tilbage frigives både adrenalin og kortisol fra dine binyrer. Din hvilepuls er derfor forhøjet.
Efter nogle timer kan du opleve noget, der føles som et sukkercrash. Det er insulin, der har fået fjernet sukkeret fra blodbanen og din hjerne, der derfor kalder akut på ny energi. Du får derfor lyst til at spise igen, hvilket du måske synes er underligt taget i betragtning af alt det, du lige har spist for få timer siden.
Det store pludselige sukkerindtag skaber også en akut inflammationstilstand, som kan kompromittere dit immunforsvar. Det er dog heldigvis kortvarigt og formentlig bare i 24-48 timer. Hvis du spiser Low Carb til daglig, har du måske bemærket, at hvis du bliver forkølet eller syg, er det ofte i kølvandet på, at du har spist flere kulhydrater, end du plejer. Det oplever jeg i hvert fald.
Din elektrolytbalance er også helt off pga. det pludselige skifte fra fedtforbrænding til kulhydratforbrænding, og du kan opleve ekstrem tørst, en følelse af at være ved siden af dig selv eller måske endda kramper i lægge eller fødder.
Når du skal sove om aftenen, kan du opleve det som svært at falde i søvn. Din hvilepuls er stadig høj, og det suser måske for ørerne, når du prøver at slappe af. Du falder i søvn men vågner kort efter, falder i søvn igen og vågner igen, og det føles, som om du aldrig dykker ned i dyb søvn. Du har formentlig også ondt i maven eller føler dig oppustet og utilpas, hvilket også kan forstyrre søvnen. Du er formentlig heller ikke særligt stolt af dig selv og tankemylderet, du kan opleve, er næppe det store heppekor over din indsats.
Når du vågner næste dag, føler du dig træt og dvask, for din søvnkvalitet var dårlig, og du har sikkert stadig noget ubehag i maven. Det føles næsten som en slags sukkertømmermænd. Du har ikke lyst til mad som æg, kød og grøntsager, men vil hellere have noget lettere og kulhydratholdigt. Keto kan vente, tænker du. Puh, du magter det faktisk ikke lige nu. Og sådan risikerer der at gå en dag, og så en dag mere og så en dag til….
Således opløftet, hva?😅
Lad mig lige understrege, at effekten her selvfølgelig skal gradueres ift. mængden af kulhydrat, du spiser. At spise et par kartofler og en eller en dessert på restaurant er selvfølgelig ikke det samme som at kværne en hel pose småkager efterfulgt af hele æsken med fyldte chokolader. Ingen grund til at indgyde unødvendig kulhydratforskrækkelse.
Okay, men hvordan kommer man så tilbage?
Men det vigtige er ikke, hvad du har spist. Det vigtige er, hvordan du kommer tilbage. Og det starter med, at du giver slip på alle tanker om kompensation. Drop alle planer om, hvordan du de kommende dage kun vil spise 800 kcal eller andet absurd lavt indtag. Du skal ikke faste, du skal ikke overmotionere eller på anden måde kompensere for det, du spiste. Sket er sket. Du skal se fremad, ikke tilbage og du skal derfor bare spise din Low Carb/Keto-kost, som om intet var hændt.
Grunden til, at dette er vigtigt, er, at vi skal sætte dig op til succes. Og alle ekstreme metoder til kompensation er en kæmpe risikofaktor for at sende dig lige fluks tilbage i sukkeret. Du skal derfor spise godt og nok i de kommende dage med fokus på få kulhydrater, godt med grove grøntsager, godt med protein og husk også fedt. Du vil formentlig gerne spise ekstra fedt i de første dage, hvor risikoen for tilbagefald er størst.
De første dage vil være fyldt med ubehag, og du vil have cravings og insisterende tanker om alle de kulhydrater, du lige så godt kan spise, nu du er i gang. Men holder du ud i 3-4-5 dage, er du tilbage på sikker grund.
Mange – virkelig mange – kommer aldrig over disse dage. De spiser Keto i 3-4 dage, ryger fluks tilbage i sukkerfælden, starter forfra og gentager dette mønster, indtil de giver endegyldigt op. Det ærgrer mig, og hvis jeg bare kan få dig overtalt til at holde ud i de dage i starten, så er mit job virkelig godt gjort.
Men det er ikke nemt, og jeg synes, dette er god grund til at have respekt for det skifte, Keto laver i forbrændingen. At få kroppen tilbage på fedtforbrænding er ikke ubetydeligt ift. at slippe for konstant sult og cravings, og man får virkelig noget for sin indsats, hvis man holder ud igennem den første tid.
Der er ikke nogen genvej til dette. Gode, kulhydratfattige, proteinrige, regelmæssige måltider og en smule vilje og tillid til processen er hvad, det kræver.
Keto er super effektivt – men det har en pris
Keto er vitterligt det mest effektive til at nedsætte appetit og sukkertrang. Men den effekt er ikke gratis. Prisen hedder kulhydratrestriktion. Og det er også her, hvor Keto adskiller sig fra kostmønstre baseret på kalorietælling. Du vælger anderledes, men du får så sørme også noget for dine fravalg.
Men i sidste ende er det op til dig at afgøre, om det er det værd.
For mig, der har en sukkerafhængig misbrugshjerne, er det en pris, jeg hellere end gerne betaler. Misbrug er forfærdeligt, også socialt acceptabelt misbrug, som vi kan grine af i fælleskab, imens vi stopper mere sukker i munden og prøver at overbevise os selv og hinanden om, at det er helt okay. Jeg synes ikke, det er okay. Eller det er ikke okay for mig. Jeg vil gerne slippe for konstante mad- og sukkertanker, så jeg kan fylde mit liv med positive ting, i stedet for med tanker om hvordan jeg får mit næste sukkerfix. Og kulhydratrestriktion er ærligt talt en lille pris at betale for det.
Skal jeg hjælpe dig ind på rette spor?
De fleste, der tror, de spiser Keto, spiser i stedet Low Carb og det er også fint, men Keto kan bare noget andet og mere. Hvis du vil prøve en veltilrettelagt Keto kost, så tag et par uger, hvor du slavisk følger min Keto kostplan. Herefter kan du løsne lidt op og freestyle lidt mere.
Du kan også tage 6 uger på mit online Keto kursus, som er den største og bedste ressource, jeg kan tilbyde dig. Se her om kurset er noget for dig.
Jeg vil også spørge, er dette baseret på et studie, hvor deltagerne har fået en stor glucose dosis? Eller er der tale om, en person der spiser lidt brød, pasta osv. til hver dag, men har jævn vægt, og så tager en juleferie
Det her er mest funderet på helt almindelig biologi men jeg har mest haft en i tankerne, som til daglig spiser fx Keto og som så med ét spiser vildt mange kulhydrater. I de mængder, jeg tager udgangspunkt i her, kan man måske godt tale om at effekten er den samme, uanset om man kommer fra Keto eller ej. Men der er ikke tale om at spise kulhydrater som en del af en almindelig sund kost. Der er tale om overspisning i unaturligt store mængder kulhydrat.
Jeg har tænkt over en ting …. er der forskel på kroppens reaktion på de kulhydrater man eventuelt indtager?
Altså hvis man en dag kværner en plade Marabou eller en dag spiser en masse kartofler eller hvis man spiser en masse brød.
Er kroppens reaktion på de tre “typer” kulhydrat forskellig?
Ja, det er der uden tvivl. Der er stor forskel på hastigheden, de optages i blodstrømmen. Paradoksalt vil kulhydraterne fra Marabouchokoladen optages langsommere end brødet, fordi du sammen med sukkeret i chokoladen får en masse fedt, der sænker hastigheden. Til gengæld får du med Marabou-chokolade 1200 kcal, og det spiser du næppe i brød. Men det er jo en helt anden problematik.
På et tidspunkt testede jeg en masse madvarer med en sensorbaseret blodsukkermåler i armen. Du kan se resultaterne af det her: Blodsukkertest af mad og måltider