Jeg har i år dyrket lilla spidskål af sorten Tinty, der giver nogle små lækre spidskål. Men så var der lige et, som bare voksede helt vildt og blev meget stort.

Som det kan ses på billedet, så var der stort set ingen skadedyr, som gik i gang med det. Det var fantastisk flot, så det fik lov til at stå og pynte. Det sjove var også, at det nærmest voksede oven på den store rod af et thujatræ, som vi havde måttet opgive at fjerne. Om der er en sammenhæng ved jeg ikke.

Til sidst gik der lidt sport i det – hvor stort kunne det kålhovede mon blive?

I morges gik jeg en tur rundt i haven og nød at se en regnvåd have og kom også forbi mit pragtkål. Men hvad var nu det? Der var råd i hovedet. Nå, så var det nu, det skulle høstes, vejes og fotograferes.

Men først skulle jeg lige fjerne de yderste blade med råddet. Men det fortsatte langt ind, og da det endelig holdt op, var resten af bladene i hovedet angrebet af tipburn.

Der blev kun et lille hovede inde i midten, som var ok. Men bladene var så grove, at jeg hellere vil hente et lille friskt kålhovede i grønsagsmarken til at lave mad med.

Men så kunne høns og kyllinger da få de mange kålblade til morgenmad. De elsker sprøde kålblade fra kålhoveder. Men ak, de gad ikke æde det. Forkert farve, vil jeg tro.

Der var ikke større succes hos de voksne høns og hanen – de kiggede bare på det på afstand. Høns er altså konservative. De skal se nye fødeemner flere gange, inden de går i gang med dem. Og det kommer de til, for der kommer mange kålblade fra rødkål senere, hvor der ikke er så meget at vælge imellem.

Jeg opgav at forsøge at servere det for Bertha og hendes otte små kyllinger. De fik i stedet for en håndfuld dugvåde, lækre mælkebøtteblade. Dejligt at der igen er masser af grønt at plukke til høns og kyllinger.