Her er mine nye luksus pulsvarmere i Cashmere og Silke. Garnet har jeg fået i gave af
Sylvia - det mest lækre, bløde garn man kan tænke sig. Egentlig skulle det have været anvendt til et fnuglet sjal, men det endte med pulsvarmere. Model: "Levina" fra Levina Design - også fra Sylvia. Glasperler i sølvgrå fra Panduro Hobby.
De er så skønne at have på.
Det er blevet til et par pulsvarmere mere. En rest Isager Highland uld er blevet forvandlet til et par "Peacock Handsker" fra bogen "The Bird Collection". Hele ribstykket er strikket med rib i drejet ret. Det giver en fin effekt. I bogen er "håndstykket" stribet. Jeg kan bedre lide den ensfarvede version.
Lige nu strikker jeg strømper.
Knittys Pomatomus. Første strømpe blev næsten strikket i julen 2014, og derefter tabte jeg fuldstændig tråden til mønsteret. Nu strikker jeg strømpe 2 fra den anden ende af garnet, og kan forhåbentlig færdiggøre begge her i løbet af februar.
Garnet er det fantastisk smukke vinrøde strømpegarn fra Casbah med cashmere, som jeg købte i
Berlin i september 2014 til 240 kr., hvilket jo kan siges at være en pæn pris for et par strømper. Men - garnet er så smukt og meget, meget lækkert at strikke med. Man føler virkelig at man har "noget luksus" i gang. Det er en fornøjelse af se mønsteret i sokkerne udvikle sig. Jeg er så imponeret over den hjerne der har udtænkt det! Jeg har hele tiden lyst til "llliiigggee" en pind mere.
Dagen i dag startede med en 17 års fødselsdag. Min "lille" søn har fødselsdag, så der var dækket til brunch. Han har været på arbejde både fredag og lørdag (skulle møde 7.30 lørdag), og vi havde lovet ikke at vække ham før kl. 10 i dag....... Han så nu ikke specielt frisk ud - mon ikke han tager en lur og er klar når der er chokolade og kage i eftermiddag.
Jeg bager Muffinsboller for tiden. Ungerne synes de smager bedre :-) - det må være en kombination af synsbedrag og smagsforvirring, for selvfølgelig smager de ikke anderledes end en almindelig bolle af samme dej. Jeg har den sidste tid skiftet til korttids hævet brød bagt af gærdej med smør, mælk, masser af reven gulerod og solsikkekerner. Hele familien foretrækker det hvide brød frem for mit langtidshævede brød med kerne og groft mel. Det er ikke altid let at stille "folket" tilfreds!
Nu vil jeg gå en lang tur med hunden - forhåbentlig i tørvejr. God søndag til jer alle.