Sunday, July 26, 2015

Sjal og kjole til Fanø?

Nu har jeg været rigtig aktiv på bloggen de sidste par uger - men det holder sikkert ikke :-) Når først jeg kommer tilbage på arbejde - og det sker i morgen - så må jeg sande at efter 8-10 timer ved pc'en på arbejde - ja, så er lysten til at sidde ved tasterne når jeg kommer hjem om aftenen begrænset. Derfor også - Tusind tak for alle jeres kommentarer - ikke mindst til min "Fårefarm", som kandiderer til Årets Strik her på matriklen.

3½ uge er gået, og jeg har næsten en brugt ferie til salg. Det har været en rigtig dejlig ferie. 1. uge på Kreta, 2. uge med fokus på oprydning i huset og finpudsning af haven, og den 3. uge med gæster og ture.


I dag havde jeg 2 planer. 1. plan var at få syet og klippet mit Løvfaldssjal op, så jeg kan komme igang med at strikke den sidste kant. Det lykkedes, alle masker er nu samlet op og jeg er igang med at strikke.


Målet er at sjalet skal være færdig til Fanø Uldfestival sammen med kjolen fra Nordiske Masker 2 som er en kombination af hæklet nederdel og strikket top. Der er dog lang vej igen med kjolen. Jeg er ved at være færdig med 1. halvdel af skørtet. Inspirationen fandt jeg hos Lene da jeg besøgte hende i forbindelse med Saltum Uldfestival. (Copycat.....)

2. plan i dag var at få kogt en gang sommermarmelade af bær fra haven (jordbær, ribs og rabarber) samt hindbær. Vi var på besøg hos venner på Mols i fredags, og jeg fik en stor portion hindbær med hjem fra deres dejlige frugthave. Mums, det smager godt, og dufter af sol og sommer :-)


Jeg ønsker fortsat god ferie til dem der har / får, og god arbejdslyst til dem der nu har en brugt ferie.

Friday, July 24, 2015

Besøg fra Nordjylland og Mokka sommerbluse

Lene og jeg mødtes til sommerstrik i Århus i går, og det var så hyggeligt. Vi har 2 traditioner - Saltum i foråret og sommerstrik i juli. Til Saltum spiser frokost i bilen (fordi det altid regner), og til sommerstrik SKAL vi sidde ude. Det første år sad vi under halvtag i regnvejr. De sidste par år har vejret været rigtig godt. I går måtte der uldtrøjer og uldtæpper til, men det gik - vi sad ude og nød solen i bølger og havde en dejlig dag med masser af snak - både om strik og livet i særdeles.


Tiden gik alt for hurtigt, og inden vi fik set os om var kl. 17 og Lene hoppede i bilen og kørte mod Nordjylland igen. Nu vil jeg så glæde mig ekstra til Fanø Uldfestival fordi der kommer Lene også, så jeg skal ikke vente helt til maj næste år til vi ses igen.....

Neden under den orange uldtrøje er min nye Mokka sommerbluse gemt. Den kom dog frem flere gang, når skyerne forsvandt og solen vandt.


Faktaboks: Mokka fra Charlotte Tøndering i japansk bourette silkegarn. Jeg har strikket en small i bredden og en large i længden. Jeg købte garn til str. small og var efterfølgende spændt på om der var nok - det var der, jeg har endda lidt tilbage. Hvis jeg skulle strikke den igen, ville jeg strikke den 1-1½ cm længere. Den er lige kort nok. Men ellers er den fantastisk at have på. Den vejer absolut ingenting. Og jeg synes garnet er meget smuk nistret. Jeg ville også strikke ærmerne som der står i opskriften. Jeg fik lavet noget koks omkring udtagningerne hvor jeg med det samme tog 26 maske ud - istedet for at tage ud gradvist. Det var først da ryggen var færdig og jeg skulle igang med forstykket at 10'øren faldt. Men pyt - det virker. 


Beklager billedkvaliteten - jeg ser sur ud på alle de billeder, som Jørgen har taget. Det var jeg nu ikke :-)
Nederdelen er en gammel sag fra PBO. Jeg kom i tanke om den i går morges, og blev enig med mig selv om at den passede da perfekt til blusen, men jeg var faktisk i tvivl om jeg havde smidt den til genbrug, for jeg har foretaget en grundig oprydning i mit klædeskab, og fjernet ting som jeg ikke har anvendt længe. Puha - heldigvis var den der endnu.

Lene fremviste dejlige brune sommerben, og så måtte jeg jo fremhæve, at min ben så absolut også var blevet sommerbrune - i forhold til den "gipshvide"  farve som var udgangspunktet :-)

Dagens retter til besøg fra Nordjylland: Kyllingesalat med mormordressing, speltbrød og hvidløgssmør samt Solbærkage med solbær fra haven, kokos og skyer.


Wednesday, July 22, 2015

Garn til rød sommerbluse kom med posten.......

Jeg ved ikke om strikkere bare generelt er sødere en andre :-) Efter mit indlæg omkring garnmangel til den røde bluse skrev Susanne fra Uldbegavet at hun havde rødt garn fra Drops liggende, og det måtte jeg gerne få. I går lå der en pakke med 7 nøgler garn i postkassen, og sørme ikke farven - på trods af at det er en anden indfarvning - næsten passer. Ihvertfald er det meget svært at se hvor mit garn slutter og Susannes begynder. Tusind tak Susanne.


Jeg gik straks igang i dag med at få strikket det sidste, og nu venter trøjen på hæftning af alle ender og en tur i vaskemaskinen.

Dagen i dag har været 100% afslapning, og startede med morgenmad på terrassen: Omelet lavet af pisket æg og skyer, og lidt tilbehør fra drivhuset.


Vi har haft gæster fra Sverige i denne uge, og det har været så hyggeligt. Det er efterhånden en tradition at vores svenske venner - Annika og Erik - kommer på besøg et par dage i sommerferien. Vi hygger, spiser god mad, spiller kort, og tager på tur. Mandag aften kom yderligere et vennepar, så der var fyldt op på terrassen. Med havde Hanne en buket med af blomster fra egen have. Tænk at kunne lave så smuk en buket af blomster fra haven.



Tuesday, July 21, 2015

Jeg er flyttet ind i min fåretrøje

Så fik jeg taget mig sammen og fik syet lånlåsen i fåretrøjen. Jeg har syet den i både fra forsiden og fra bagsiden for at få fat i alle evt. løse tråde, så fårene blev hvor de var. Efterfølgende kom den i vaskemaskinen, og jeg gik nervøst rundt indtil den var færdig - for tænk nu hvis trøjen blev længere i vask - og lynlåsen trak trøjen skævt. Det hele endte lykkeligt. Trøjen holdt faconen.


Fakta: Opskriften er købt hos Garnudsalg. Det er en One Size str. L i uld. Trøjen er strikket i brun Junik uld, som jeg har fået i gave fra Lene, Orange tynd Geilsk uld, sort Isager uld og råhvidt blackhill uld. På nær den råhvide uld var alt lagergarn. Lynlås fra Citystoffer.


Eftersom opskriften var i Large var jeg godt klar over, at det ville betyde ændringer. Jeg startede med en del færre masker i den orange kant, så den ikke kom til at rulle, og tog derefter ca. 30 masker ud til -24 i forhold til opskriften (2 får mindre). Som jeg kom frem kunne jeg godt se at den blev alt  for stor, og hvis jeg skulle til at starte forfra ville jeg give op. Derfor kom jeg på det med lynlåsen, der betød at yderligere 2 får blev lukket ude - og så blev der strikket med -48 masker i forhold til opskriften.


Da jeg kom til ærmerne slog jeg op som i opskriften, og det passede perfekt. Dog tog jeg kun ud på hver 6 omgang og ende med -32 masker i forhold til opskriften. Samtidig sikrede jeg at fårene kom til at ligge helt ens på begge sider af raglan-indtagningen. Det gør de ikke på billedet i opskriften. I raglan indtagningen tog jeg også ind på hver 2. pind.  Så - alt i alt en del justeringer i forhold til opskriften, men det hele styres af fårene, og er kommet af sig selv.


Bagsiden - Jeg har låst alle trådene bag på efter hver 3/4 maske.


Jeg anvendte hæklemetoden inden jeg klippede det overskydende stykke væk. Det gør jeg ikke mere! Jeg fulgte en instruktionsvideo på YouTube til punkt og prikke, men det virkede ikke - måske fordi der trods alt er en del masker mellem fårene. Her er det overskydende stykke :-)



Pasformen er endt med at blive rigtig god, og de maskeantal jeg er kommet frem til skal ligge til grund for en anden 2 trådet model, der er indkøbt garn til, men som lige nu kun findes i mit hoved. (Derfor også den grundige beskrivelse.)


Jeg har virkelig nydt at strikke trøjen. Det har været rigtig hyggeligt at producere en "fårefarm".

Vi havde gæster fra Sverige i disse dage, og endte i går aftes med at kunne sidde ude på terrassen og spise. Det var dejligt - og fåretrøjen var perfekt til formålet. 

Saturday, July 18, 2015

I dag vil jeg strikke min "Mokka" færdig

Mokka fra Charlotte Tøndering i japansk bourette silkegarn. Der er noget koks omkring ærmerne - jeg forstod ikke opskriften før jeg havde strikket ryggen færdig, og så strikkede jeg altså forstykket færdig på samme måde. Om det bliver godt vil en sammensyning af ærmerne vise i dag - og så skal der ligge strikkes en lille kant i halsen.


Jeg startede med en aktiv morgen - en lille løbetur - 2,5 km er alt hvad jeg kan holde til lige nu, og så en omgang gulvøvelser med 25 push ups (på knæ ganske vist), 50 butterfly situps, 40 back extensions og 50 squats. Jep - jeg er svedig :-)

Det var iøvrigt det mest fantastiske vejr udenfor her til morgen. Dejlig lunt. Bastian nød det også. Der lettes ben - først til den ene side og så til den anden.


Vi har en lille hundeskov, der består en af sti formet som en hestesko med låger ved hver ende. Det foregår sådan at vi komme ind i hundeskoven, Bastian slipper mig løs, og så løber jeg "den lange tur" - ca. 500 meter. Bastian tager den korte tur hen til næste låge - knap 100 meter og venter på at jeg kommer rundt :-) og logrer glad når han kan se jeg nærmer mig. Jo - vi hygger.

Thursday, July 16, 2015

Sole

- og nej - det er ikke en stavefejl med et e for meget. Derimod er det søtunge på engelsk. Jeg fortalte i mit sidste indlæg om Restaurant Nymfi, hvor vi spiste aftensmad.

Det startede for 8 år siden. Vi boede for første gang på Hotel Stefan Village, og gik forbi restauranten på vej til stranden. Det så dejligt ud - og der var en stor legeplads. Dengang var Lise 4 og Søren 8 år og underholdningen på forskelligt niveau var vigtigt - både for ungerne og for at far og mor kunne slappe af. At maden så også var/er fremragende og omgivelserne hyggelige gjorde det ikke ringere. Derfor er vi også trofaste gæster på Nymfi, hvis vi holder ferie på Kreta (det er vist ingen hemmelighed - at det kan vi rigtig godt lide allesammen).


2 af ejerne - Ann-Sofi og hendes græske mand Grigoris - som altid er meget, meget søde og imødekommende. Det er de iøvrigt allesammen på restauranten.


Den sidste aften på Kreta spiste vi også på Nymfi, og vi fik Søtunge (Søren, Jørgen og jeg). Den mest fantastiske sprøde søtunge med hvidløgscreme til. Og et glas køligt Retsina til Jørgen og jeg. Uhm - det var godt. Lise spiste revelsben. Også rigtig godt var hendes anmeldelse.


  Her er Søren nået til den varme chokolade til dessert.


Min røde sommerbluse lugter stadig lidt af solcreme og strand - så jeg trækker vejret dybt ind når jeg strikker på den :-) og drømmer om en ekstra tur i bølgerne på den dejlige sandstrand i Agia Marina.
Var hos Netgarn i går for at købe mere garn. Hun havde desværre udsolgt af farven, men bestiller noget hjem. Så må jeg se hvor stor forskel der er i indfarvningen.

Tuesday, July 14, 2015

Masser af god mad, sol, strand og vand - og så en smule strik

Lørdag nat kørte vi til Billund, og tidlig søndag morgen fløj vi til Kreta. Faktisk kørte vi hjemmefra kl. 4 om morgenen hvilket betød at vi stod op kl. 03.00. Det var ikke meget søvn vi havde fået, men det var også fuldstændig ligegyldigt - for vi skulle ned til sol og strand. Uroen omkring Grækenland taget i betragtning var vi udstyret med kontanter. Men - vi oplevede ingen problemer overhovedet.

Vi havde booket ferie på et hotel vi har boet på før - Stefan Village, der består af små huse med lejligheder og et dejligt poolområde.


Vi har ikke foretaget os noget som helst fornuftigt - eller også er det omvendt :-) ?
Basalt set bestod dagene i at vi stod op, spiste morgenmad og brugte tid på indfedtning i solcreme. Derefter gik vi til stranden, hyggede, læste, badede, strikkede (mig), spillede strandtennis, spiste sen frokost og gik retur til hotellet. Så var det tid til den daglige afkøling i poolen efter den varme gåtur hjem, et bad, og aftenhygge med spil, snacks og kølige drinks på terrassen. Et par dage kom vi ikke ud at spise på grund af for sen frokost - men ellers spiste vi på Restaurent Nymfi og nåede måske også en sen "strøgtur" i aftenvarmen.

Lise og Søren i Poolen.



Frokost restauranten - Poseidon med udsigt til stranden. Og den bredde lækre sandstrand.



Strand og strandstole. Vi havde 4 stk. ved siden af hinanden med parasol over, så vi også kunne komme i skyggen.


Søren har snakket om "Small Fish" i flere måneder. Jeg spiser det altså ikke. Hele små friturestegte fisk med skelet og indvolde.....


Søren har arvet min sarte hud, og med 1,90 høj skal der en del solcreme til. Han missede af og til et stykke - og det stod klart og tydeligt frem om aftenen som meget rødt. Det er ikke let med mænd som synes at creme er ulækkert..... Solen var stærk - så stærk at jeg blev skoldet i min sideskilning. Det er altså første gang jeg har smurt solfaktor 50 i hovedbunden......

En enkelt dag blev lidt anderledes med en tur til Chania by. Lad mig bare sig - DET VAR VARMT! Da vi kom hjem gik vi i poolen......


Hygge på terrassen - der kunne lige være 4 stole, men så var der heller ikke plads til at skifte mening :-)


Jeg ville ønske at jeg kunne have pakket bare 10 grader med hjem i kufferten. De 38 grader der var i skyggen fredag eftermiddag var lidt overkill (så er en gåtur på knap 2 km fra strand til hotel lang!!), men en smule varmere herhjemme kunne det godt være :-)


Strik - en smule. Jeg havde ikke rigtig tid til at planlægge ordentlig feriestrik, så jeg hev noget garn ud af reolen og mønsteret på "Fifi" - der dog kommer ud lidt anderledes end de 2 andre jeg har strikket. Jeg er nervøs for garnmængden, og overvejer om kanter af norsk Sylvia mohair kunne være en mulighed. Jeg er dog en smule i tvivl om kombinationen af den tunge bomuld og det lette mohair......