Friday, April 19, 2013

Efterlysning på Kim Hargreaves.....

Jeg er kommet til den konklusion at min sommergarderobe ikke kan klare sig uden en "Daisy" fra Kim Hargreaves. Det er dog en udfordring at komme til at slå masker op!


Jeg startede på biblioteket, desværre findes bogen "Breeze" ikke i udvalget.
Så bestilte jeg bogen hos 2 forskellige boghandlere, og fik besked om at de alligevel ikke kunne levere...

Derfor - er der nogen derude i blogland som har et Breeze hæfte liggende og gerne vil sælge eller låne ud, så er jeg meget interesseret!
Min email adressen findes under profil.

Jeg har arbejdet hjemmefra denne uge grundet ryggen. I dag havde jeg telefonmøde samtidig med at hunden åbnede døre, og Lise samt en veninde spillede matador! Derudover kom Søren og stillede spørgsmål. Hvorfor er det lige at "mor" aldrig er fredet... Også selv om telefonmødet foregår på engelsk, og måske ikke lige netop lyder som en "hyggesamtale" - om f.eks. garn og opskrifter.....

Sunday, April 14, 2013

Den rene elendighed..... og Sadie - en rød sommeraftens cardigan

Hun er ikke meget værd - hende "Fru Jensen". Jeg har fået besked på at holde mig fuldstændig i ro i de næste 2 uger. Det passer fint sammen med at vi skal holde konfirmation herhjemme d. 28. april!! Yeah Right!!!

Det er ryggen, der driller igen (det gør den jo næsten hele tiden). Sidste weekend kunne jeg mærke at de nederste ryghvirvler var forskubbet, hoften var trukket skævt igen, og iskiasnerven ned i venstre ben var i klemme. Torsdag var jeg til massør og fik det så fint. Fredag aften ville jeg lige lukke hunden ud i haven. Men terrassedøren gik i baglås, og der stod jeg så. AV!!! Nu har jeg tapet ryggen op for at minde mig om at jeg ikke må bevæge mig på anden måde end "lige frem" - skal jeg dreje sker det via fødderne (masser af små skridt) og ikke via ryggen. Det ser yndigt ud!

Jeg har aftalt med Jørgen at jeg i dag skriver en plan ned, for hvad vi skal nå op til d. 28. april, hvor vi bliver 35 mennesker herhjemme, og så klarer ungerne og han det der skal klares.

Heldigvis kommer maden "udefra". Stole og borde bliver leveret til døren. Kransekage har jeg udliciteret til en veninde. "Vi" skal nok komme i mål, så Søren får en god dag.

Små skridt også på strikkefronten - Kim Hargreaves, Sadie:


Jeg drømmer om en sommernederdel i dette stof til cardiganen - med sorte kanter:



Sunday, April 7, 2013

What have you got in you task today?

Jeg strikke stadig ganske beskedent. Forsøger at "lytte til armen" - og stoppe i tide, sådan at jeg kan strikke en smule hver dag. Hvorfor det lige er sådan en fornøjelse af flytte masker fra en pind til en anden, det ved jeg faktisk ikke, men skønt - det er det! Og heldigvis er jeg ikke alene med den last.

Færdiggørelsesgraden er faldet noget her på kanalen. Lysten til at slå op til nye projekter er dog stærk og uformindsket :-)

Harriet (fra Kim Hargreaves "Quirky"), som jeg startede på i vinter, har jeg taget op. Skøddet med de mange masker og indtagninger er jeg igennem, og der er lidt mere tempo på nu:


Sadie (fra Kim Hargreaves "Quirky") - i Fur uld som jeg har fået af Lene. En enkel model helt i rødt.


Og så mit tørklæde, som jeg strikker 6 pinde på hver aften:


Jeg har også fået orden på de nogle af mine projekter via Tine. De sælger så mange praktiske ting i Fandango - incl. disse strikkeposer som jeg har købt fire af. Jeg har været så træt af at alt bare roder rundt i "den store strikketaske" når jeg skal til strikkehygge eller på kursus. Man skal jo nødigt gå ned på udstyr og garn, så der er altid fyldt rigeligt op, med det resultat at det hele let bliver lidt rodet. Især fordi jeg åbenbart altid skal have fat i det der ligger nederst i tasken!


Fyldet i poserne er:

  • Lises ridetrøje (synes den er SÅ kedelig at strikke på).
  • 2 par strømper (lige så pludseligt jeg var kommet igang med strømpestrikkerier lige så pludseligt er jeg holdt op igen)
  • Tørklædet
  • Sadie og Harriet i én pose sammen med opskrifterne.

God søndag derude.