MEgentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle vente, til jeg fik taget bedre billeder. Men når det allerede næsten er mørkt, når man kommer hjem - og rummet desuden ofte er optaget af en sovende dreng, så kan det godt have lange udsigter med de fotos.
Og jeg har sådan glædet mig til at råbe: Jeg har bygget en borg!
Borgen her er "bygget" med washi-tape, også kendt som maskintape, og har været planlagt længe. Men igen var det lige det med tiden - for når drengen er vågen, er man jo optaget. Og når drengen sover, er sengen og hans værelse optaget!
Men i weekenden lykkedes det, da Far og Søn var på tur en god times tid.
Det krævede rimelig intens opmåling at få alle stregerne lige - og det er en nødvendighed, skal jeg hilse og sige! Jeg var meget glad for min patchworklineal på 16 x 60 cm. Jeg tror ganske enkelt ikke, at en almindelig lineal havde været nok. Alternativt skulle jeg have haft gang i flere blyantstreger, vatterpas eller lignende. Men ved at lægge patchwork-linealen op mod skabet ved siden af og så måle derfra, så var det forholdsvis nemt og hurtigt at sikre, at målene holdt.
Selve faconen har jeg googlet mig frem til ved at søge efter borge og børneværelser. Jeg havde dog ikke konstrueret nogen mål eller andet, men forsøgte mig bare frem (modsat mit ellers normale kontrol-gen). Og det gik sådan set fint nok.
Her er link til den tegning, som jeg syntes var bedst: http://ecx.images-amazon.com/images/I/61YUFEYtkAL._SY300_.jpg
Ønsker du at lave noget lignende - eller helt anderledes på dine vægge, så er der masser af inspiration ved at søge på washi-tape på Pinterest. Bemærk dog, at det helst skal være motiver uden mange runde former - for de er vildt svære at gengive med tapen, medmindre orker besværet med at konstruere rundingerne af mange stykker tape.