søndag den 31. juli 2011

Sokker til store og små.


Så blev der lige strikket nogle flere sokker. Nogle til fødselsdags og andre gaver, og nogle til velgørenhed. Det er som ringe i vandet. Jo flere jeg strikker, jo flere mennesker mangler sokker. Heldigvis kan jeg jo bare "gå på lageret" og finde garn eller lade gæsterne selv vælge.16 par blev det til i denne juli, så må det vist også være godt for en tid - og dog. Jeg har opdaget et par fødselsdage, hvor der mangler sokker til, så pindene må nok gløde lidt endnu.
Jeg har brugt kvaliteter fra Hjertegarn (Qualitas), Regia (4 trådet), Trekking fra Hjertegarn og et enkelt par blev vist strikket i Bedford fra BC Garn.




søndag den 17. juli 2011

Sokker i alle størrelser.

Så er der strikket sokker i mange størrelser igen - mindste str. 22 - største str. 40.  Denne gang har jeg forsøgt at bruge de rester, der altid ligger nederst i strikkekurven. Alle garner er gode strømpegarner, og farver og mønstre er fordelt efter, hvor meget garn, der lige var af hver.
Eneste særlige detalje, er at den grønne er noget, jeg selv har indfarvet med "Karen Noe farver"
En stor del doneres til Rokken.dk og resten doneres til julebazaren i den lokale Rudolf Steiner børnehave. Der kan jo nok nå at komme lidt flere i bunken inden året er omme.


Baby bluse.

Denne lille baby bluse er strikket efter det gamle klassiske mønster: slå masker op, strik lige op, og tag 7 masker ind til ærmegab, og derefter lige op. Her er der lavet rundinger til halsen, men man kan også bare strikke lige op, og lave knapper og knaphuller på skulderen. Her er der også strikket en lile slids bagi, og derefter syet en knap i, så blusen kan komme over hovedet.
Ærmerne er strikket således. Slå et passende maskeantal op og tag herefter ud på hver 6. pind. Luk af når ærmet har den rette længde. Når det syes sammen stoppes der ca. 1½ - 2 cm nede, således at det manglende sammensyede stykke svarer til de ialt 14 masker, der er taget ind til ærmegab. Dette giver en god pasform og bevægelsesfrihed , når blusen er i brug.
Garnet er sokkegarn købt hos Ho Strik engang der var et godt tilbud. Selve trøjen vejer ikke meget - under 100 g. Der er strikket på p. nr. 3.

mandag den 11. juli 2011

Baby dukke.


Posted by PicasaEndelig fik jeg monteret denne lille posedukke. Dukkekroppen er strikket af en rest bomuldsgarn 8/4. Overdelen er strikket for sig i perlestrik, og bunden er glatstrik med en hulrække. Den kunne godt have været en lille smule længere, men der var ikke mere garn.
Håret er en tråd af "Puddel" fra Drops. Det giver jo et skønt krøllet hår. Kraven er bare en rest filt, hvor der er broderet knaphul sting omkring for at give lidt hold på det hele.
Mon ikke der er en lille pige eller dreng, der falder for den alligevel?
Det er næsten unævneligt lige nu, men jeg er allerede begyndt at tænke lidt på årets julebazar..............


fredag den 27. maj 2011

Stella pixie hat.


Denne lille Stella pixie hat er strikket i Soft Cotton fra Hjertegarn, og garnprisen er under 10 kr, så det er et godt bud på en god barselsgave til et sommerbarn.
Det er en lille hue til de sarte sommerbørn, der ikke lige kan tåle den danske blæst i deres ører. Huen er rigtig hurtig at lave og mønsteret er frit tilgængeligt via Ravelry.
En lille detalje er måden knaphullet er strikket på. Den måde har jeg ikke prøvet før, men det giver et mere stabilt knaphul. Prøv selv.
Remmen har jeg strikket på huen efterhånden som jeg kom fremad. Det er en lille variation fra opskriften, hvor den bliver strikket den anden vej efter, at der er samlet masker op langs kanten

Baby undertrøje.

En lille klassisk baby undertrøje i dobbelt rib. Vi kender vist alle modellen i en eller anden afskygning. Retmasker i siderne og tre knapper foran. Denne er strikket på p. 3, og modellen kan gøres større eller mindre ved at øge pindestørrelsen eller mindske denne.
Garnet her er Soft Cotton 8/4 fra Hjertegarn.

fredag den 29. april 2011

Pigetop med vingeærme.

Endelig fik jeg monteret den sidste lille pigetop med vingeærmer. Jeg strikkede den sidste sommer, men har ikke fået taget mig sammen til at montere ærmerne på. Men nu er det gjort, og den er klar til brug.
Størrelsen er ca. 6 år, og opskriften er nr. 87486 (Hæfte no. 74). Der er brugt 3 nøgler IRIS fra Hjertegarn.
Dette garn har en løbelængde på 150m, så hvis du lige har en rest af noget andet er den meget nem at strikke. Den er strikket på p. 3.

Retro Grydelapper.

Jeg har arvet nogle grydelapper fra min svigermor, og de er bare så gode, men ved at være slidt helt i bund, Inden dette sker skyndte jeg mig at lure opskriften af, og nu er den skrevet ned.
Garnet er almindeligt bomuldsgarn - her Soft Cotton fra Grønhøj Garn, og selve teknikken er almindelige fastmasker. Der bliver brugt ca. 2 nøgler garn til et sæt grydelapper.

Sokker i lange baner.


En lille update på vinterens sidste sokker. Det er mest til børnene, men også blevet til et par stykker til voksne. De spraglede lilla er Hjertegarn Raggsok og de bordeaux er Qualitas - også fra Hjertegarn.
De ensfarvede er strikket i Raggsok garn fra Netto. Garnet er stærkt og kræver en saks for at blive delt. Til slut er der et par selvstribende sokker i garn fra Lana Grossa. Sidst nævnte er købt i en af garnforretningerne på gågaden i Flensburg. Dette garn er 6 trådet, og derfor også meget robust og skønt at strikke af. - og jeg behøver vel ikke sige, at det er disse farver, jeg er mest vild med. Elsker simpelthen denne farvekombination.

søndag den 27. februar 2011

Elijah.

Så blev det til en lille elefant. Mønsteret er fra
http://ysolda.com/patterns/toys/elijah/
Det er velskrevet og nemt at gå til, men strik endelig ørerne på inden armene, for ellers er det næsten ikke til at komme til at samle masker op.
Jeg har brugt almindeligt 2 trådet dansk uld fra Grønhøj Garn. Det er indfarvet med reaktive farver fra Karen Noe.Der blev stoppet uld i dyret undervejs, idet man lukker de enkelte dele efterhånden som de bliver strikket.
Den er ret lækker i størrelse og at holde i hånden, men bliver her i huset, da jeg ikke er helt tilfreds med ørerne. Jeg vil lige arbejde lidt i at strikke dem og sy dem på, så jeg undgår venderækkerne. Her synes jeg ikke det bliver helt pænt.

torsdag den 17. februar 2011

En lille kanin med lange ører.

Jeg skal strikke en kanin med lange ører. Den skal være lys brun og hvid og så skal den være blød.  det var et ønske fra en pige, der havde haft en fransk dværg vædder kanin.
Jeg har googlet lidt for at se, hvordan disse dyr ser ud, og så var det ind på den indre harddisk og se om jeg kunne huske, at der var nogle mønstre et eller andet sted.
"Sugar Bunny" blev valget, og denne her er ikke helt efter mønsteret, men ligner en del. Poterne er længere, og jeg har også strikket rundt for ikke at få alt for mange sømme.
http://knittedtoybox.blogspot.com/2009/05/sugar-bunny.html
Der er brugt økologisk bomuld fra Netto til 10 kr. pr nøgle, og der kan blive mange af to nøgler garn. Kaninen er stoppet med uld og ca 12 cm høj. En rigtig blød lomme ven.
Nu skal jeg så finde noget alpaca eller lignende i den rigtige farve til den næste kanin.

lørdag den 5. februar 2011

To frække mus.

Så blev der strikket to frække mus mere. Mønsteret er endnu engang fra Barbara Primes blog:
http://www.fuzzymitten.com/
Scroll hen til Holiday mice.
Jeg havde lavet en mus til en kollega, og nu ville hendes datter gerne bruge en til en fødselsdagsgave til en veninde, der  ønsker sig hjemmelavede gaver. Har lavet to  og aldrig så snart er de af pindene før de er ude på nye eventyr.

Kylling i et æg.

Har lavet denne lille påskekylling. Ægget er lavet sidste år, og strikket af noget garn, jeg selv har indfarvet. Jeg elsker farverne. Fandt så på at der skulle en lille kylling indeni.
Der er stoppet lidt uld inden i både kylling og vinger.
Alt er strikket.

søndag den 30. januar 2011

Regnbue gnomer.





Så blev de 20 gnomer i alle regnbuens farver færdig monterede. De er hæklede og monteret på 12 dage, så det må siges at være et nemt projekt at gå til.
Billedet hvor gnomerne står i en ring mangler den mørke blå, men den er så med på det billede, hvor de er farveopdelt i grupper.
Der er stoppet med ul og indeni ulden er der en lille håndfuld plastic granulat for at give dem tyngde. Det er købt i "Stof og stil". Det er i stedet for ris, der jo godt kan gå dyr i med tiden.
Det har været et lille sjovt projekt.

Broche med får.

Jeg er igang med at eksperimentere lidt med en fåre broche. Den er meget enkel en run lap med et fårehovede med ører, og så to dingleben. Det var i korte træk. Hovedet skulle have været sort, men den farve har jeg ikke lige hjemme. Det er også blevet en række eller to for højt, men det kan jo rettes i næste forsøg.

lørdag den 29. januar 2011

Lille broche.

Efter at have hæklet 20 gnomer, er der lidt ekstra hæklerier til rest. Dette fordi jeg prøvede med forskellige nåle for at finde den rette fasthed. For ikke at smide dem ud, fandt jeg på denne lille broche. Man kan jo også bruge den til at holde et sjal sammen med.
Opskriften er jo enkel. Brug bunden fre "Simply a gnome" og hækl så lapperne sammen med musetakker. Put lidt uld indeni inden de sidste masker lukker for brochen. Sy en kontrastfarve gennem midterhullet og træk til mens du gør det, så der opstår lidt form. Herefter syes en knap i på forsiden og en brochenål på bagsiden.

torsdag den 27. januar 2011

Femlinger.

Jeg kunne ikke lade være.Så blev der lige fem små babydukker ud af det.
 Det er et skønt lille mønster, der kan varieres i det uendelige. Som det nok ses, er der ikke to dukker, der er ens. Dels er garnet ikke helt ens alt efter, hvilken farve man vælger, men også min manglende evne til at følge mønsteret skinner igennem. Pludselig får jeg en ide, og så glemmer jeg alt om originale maskeantal og fremgangsmåder
Der blev også tid til at lave en lift til den lille dukke, der har tilbragt tiden siden sidste sommer i en muslingeskal. Den passer bare perfekt i sådan en lille lift.
Hvis nogle er interesserede så kommer her mønsteret på

TÆPPET:
Brug nål nr. 2.
Hækl 20 luftmasker. Start i den anden luftmaske fra nålen. Hækl 19 fm, vend.
1 lm, hækl 19 fm, vend.................
Således hækles der 15 rækker fastmasker. Hæft ender, og pres tæppet fra vrangen, så det ikke ruller.

HANKEN: Når den sidste omgang af kædemasker hækles, laves der hanke af 12 luftmasker. Man går ned i den 5. fm fra den maske, hvor man starter luftmaskerne, og fortsætter rundt til den anden side, så der bliver symmetri i hankenes placering. Herefter igen 12 lm, og spring hen til den 5. fm og arbejd videre rundt i kædemasker. Klip garnet af.
Gå nu til begyndelsen af en hank og gør tråden fast med en km. Hækl nu 16 fm om de hæklede lm, og gør tråden fast i den fastmaske, hvor hanken ender. Træk tråden helt igennem. Hæft ender. Lav den anden hank magen til





God fornøjelse

mandag den 24. januar 2011

Lille dukke.


Jeg faldt lige over denne lille skønne dukke. Den er meget hurtig at lave, og opskriften er gratis. Den er stoppet med uld, og da jeg ikke helt kender de amerikanske betegnelser for hæklenålene, blev min hat for stor. Den er derfor trukket lidt sammen med et bånd med perler i. Ikke egnet til de små børn, men der kommer en ny hat og en lille pose at have dukken i.
Prøv selv:
http://weerobin.wordpress.com/

søndag den 23. januar 2011

Blomster broche.

Jeg har for længe siden købt nogle små brochenåle i Creativ company. De er sølvbelagte og størrelserne er 20 og 25 mm. Oprindelig er de købt til et filteprojekt, men jeg ville lige prøve dem af, om de nu også sidder ordentligt, så jeg hæklede llige min første hjemmegjorte blomst.
Bomuld og i tre farver. Der blev brugt tre dobbelte stangmasker til den i bunden, dobbelte til den midterste og alm. stangmasker til den øverste. Bortset fra den nederste fungerer det godt. Den skulle presses lidt vel rigeligt ud inden sammensyning. Men pyt, jeg har intet noteret, så kan nok ikke huske det alligevel næste gang, jeg kommer i tanke om at lave en anden.
Men nålene fungerer godt!

Regnbue gnomer.

De er værre end havenisser. Det bliver nærmest en besættelse med disse små gnomer. Nu er der 20 nye på vej i alle regnbuens farver.
Jeg har købt plastic granulat i Stof & Stil til at tynge dem i stedet for ris. Har en ide om, at det er bedre - i hvert tilfælde for min samvittighed- med dette materiale, så der ikke går dyr i dem, hvis de skulle blive fugtige.
Dette er de foreløbige resultater.

søndag den 2. januar 2011

Hæklet gnom.

Så blev det til et par hæklede gnomer. Meget enkle. Lavet som en kegle, og så er der bare syet et stykke filt på som skæg og derefter et par perler til øjne.
Opskriften er gratis og kan hentes her:
http://files.elseten.com/gnomecone.pdf

Pegasus Enhjørning.

Ja, jeg ved ikke lige hvor denne lille "Fætter" skal rubriceres. Den 6 årige, der legede med de andre dyr, mente bestemt, at denne kategori manglede i hendes univers. Jeg forstod ikke rigtig, hvad hun ville have mig til, men kort efter kom hun tilbage med garn, hun havde fundet i bunken. Selve enhjørningen skulle være regnbuefarvet, og med lilla man. Herud over skulle der selvfølgelig være et hvidt horn og vinger.
Jeg fik den kreeret og hun var lykkelig.
Jeg regner den nu ikke som en del af mit projekt, men må indse, at fjernsynet, Fætter BR og My little Pony ikke fornægter sig her.

Dyr til "Legehuset i skoven".

Så er der kommet lidt flere dyr til. Et lille pindsvin, en bjørn og et egern. Man kan jo blive ved med at finde på, og det gør jo ikke noget, at der er flere af en art. Billederne er taget en mørk vinterdag, så der kommer lige to af pindsvinet.
Pindsvinet er strikket som de andre dyr, og herudover er der en "kappe". Der er stoppet lidt uld indenunder disse "pigge".
Egernets hale et strikket lidt smalt og så er der syet ryasting, der dog ikke er klippet op. Jeg kunne dog ikke sy på hele halen, da jeg ikke havde mere end en lille rest garn i denne egernfarve. Men det fungerer.