Vidunderlig

tur til klinten i går. Det er virkelig en gave, at fremvise for folk, som aldrig har set dette skønne stykke af Danmark. Min vens kæreste, mente at have været der, for mange, mange år siden, men min ven havde ikke.

Han var simpelthen så overrasket og gik hele tiden: hvor er det smukt, hvor er det fantastisk, hvor lang tid har det ligget her :D, hvorfor drager vi til Thailand, når der findes steder her i Danmark, som ligner fuldstændig. Og han blev ved - det var så dejligt.

Hans kæreste samlede vættelys, til den store guldmedalje, og var lykkelig og overrasket. For det er ikke løgn, man kan skovle dem op. Det ser ret flot ud, med mange, i et smukt glas i vinduet.

Det nye skred, som var for snart 2 år siden, hvor Dronningestolen faldt i havet, er næsten forsvundet. Det er godt nok hurtigt, men nye skred er på vej. Det opdagede jeg, da jeg måtte træde af på naturens veje. Gik et pænt langt væk, og fandt et egnet sted. Der var indhegnet, (aldrig set før) et pænt langt stykke ned af stranden og forenden af indhegningen var et skilt. Overhængende fare for nye skred, gå ikke videre. Vi var kommet den anden vej fra og havde intet set. Nu forstod vi pludselig bedre, at vi var helt alene. Det er man normalt ikke på Møns klint og i sær ikke på sådan en smuk sommerdag. Vi listede pænt den anden vej og kom hjem til vores skønne slagter i Stege. Pragtfuld dag med supertilfredse gæster - bedre kan det ikke blive.

Svaret på konkurrencen er:

pyrit - svovlkis - narreguldKært barn har mange navne. I marts måned 2006, deltog vi i en guidet tur, hvor man kunne få fortalt om det man evt. fandt. Mit hovede er som regel oprejst og ikke vendt nedaf konstant, når Møns Klint nydes. Derfor er det at finde noget, ikke det essentielle. Efter et stykke tid, var jeg kommet laaaaangt foran alle de krumbøjede. Gik stille og roligt og fik dejlige billeder i kassen, selvom det var gråvejr (og bidende koldt), er der altid smukt derude. Pludselig så jeg midt i alle de gråsorte runde smukke sten, måske en 1/3 del, af "guldklumpen" stikke op. Stor var overraskelsen over vægtfylden, for den er jo ikke ret stor.

Dette står på skov- og naturstyrelsens hjemmeside:
"Med lidt held vil det også være muligt at finde en helt speciel sten-type, kaldet svovlkis. Svovlkis er meget tungt og ligner guld. Derfor bliver det også kaldt fattigmandsguld eller narreguld."

I guder, hvor var ham guiden bare langt væk, skulle jeg vente el. gå tilbage med mit fund? Var jo totalt spændt på, hvad det var for noget. Valgte det sidste og hans øjne blev godt nok store. Det var/er et meget flot eksemplar. Han ville gerne have det op på det nye GEO-center, til udstillingen. Det fik han ikke. Direktøren for GEO-centeret, (som gav varme pølser og snaps, da vi kom retur), mente også, at det smukke fund, skulle med mig hjem.

Billedet er taget på selve dagen.

Ingen har gættet rigtig - men frk. bibo, var tættest på. Ikke hvad det var, men hvor den var fundet og hvad det evt. kunne være. Skal hun have en præmie?

Jeg - en glassamler

Rundt omkring på de forskellige blogs, fortælles der om passion for det at samle. Hvorfor gør vi det? Hvad er det der fascinerer? Hvorfor dette behov for at eje "det-og-det", koste, hvad det vil? Da jeg var "ung-pige-i-huset", samlede jeg på grønne flasker. Næ-nej, ikke lige dem ,som du måske tænker på, men rigtig, rigtig gamle mundblæste grønne flasker. Tror jeg på et tidspunkt, havde over 400 stk. En dag, hvor jeg havde samtlige flasker ude i køkkenet (fortsat som "ung-pige-i-huset"), fejede datteren i huset, den ene flaske efter den anden, ned på gulvet. Om det var med vanilje el. hvad, ved jeg ikke, men ked af det, blev jeg, selvom det jo bare er døde ting. Faderen i huset, gjorde alt for at finde nogen, der lignede dem, som var gået tabt. Det lykkedes med nogen af dem, men det blev aldrig det samme. Behovet for de grønne flasker, (drikker ikke øl) stoppede efter nogen år. Flyttede for meget omkring, og det var for besværligt, at flytte samlingen med hvergang osv. osv. Den er solgt, lige med undtagelse af en 10-12 stykker, som står på loftet.Det er fortsat glas, jeg samler på. Nu er det bare de såkaldte "sodavands-glas", som i gamle dage, blev stillet frem til Fruerne. Kan simpelthen ikke stå for dem. Om jeg har 1 el. 7 af en slags er underordnet, alle bliver brugt, når vi har arrangementer i huset.Hvis du kender nogen, der kender nogen, der kender nogen, som har sådan nogen stående, så køber jeg gerne, inkl. dem her, altså stellet, for tallerkner har jeg en del af - men kaffekopper, sukkerskål, skåle og, og, og skriv til mig, så står jeg der, hvis der er nogen der osv. osv. Tal lige om en passion. Nemlig.