men nok mest Rom. Ovenstående bunke bøger er værd at studere/læse, men jeg holder meget af “Magiske Rom” samt Eva Ravnbøls bøger samt jeg sender gerne en liste med gode spisesteder osv.

Har efterhånden været rigtig mange gange i Italien og dog alt for få gange. Hvorfor det blev sådan må stå hen i det uvisse. For der har også været mange besøg i London, Paris, Berlin, Athen, Lissabon, Stockholm, Oslo, Cairo og mange øer som f.eks. Kreta, Ios, Tenerife, Cypern, Mallorca osv. For ikke at glemme Norge, Sverige, USA. Jaaaaaaamen, min mor har altid sagt, at vi har rejst meget. Det har jeg ikke syntes, men det har vi nok i forhold til så mange andre. Men det bliver aldrig helt nok nok. Nu går ham, som jeg har tilbragt det meste at mit liv sammen med, snart på pension og så skal der rejses, men inden skal vi lige en smuttur til Rom sammen med gode venner.

Men det blev altså Rom, som er og bliver den absolutte storfavorit storby. Og hvorfor så det. Fordi man bliver ALDRIG færdig med Rom. Det er atmosfæren, lydene, larmen, befolkningen, maden og så det allervigtigste: bare at slentre.

Kristian Begtorp var lige så forelsket i Rom, som vi er. Desværre er Kristian død, men vi var så heldige, at lære ham at kende via Skovhuset i Værløse. I mange, mange år er hans malerier blevet revet væk, så snart der kom ét eller flere på auktion. Men nu er det blevet lidt roligere og priserne er rimelige.

Ved godt jeg har skrevet om ovenstående før, men nu var der gået næsten 2 år siden sidst, så det var bare for at prøve, om jeg fortsat kunne finde ud af at lave et nyt indlæg.

Mht. nedenstående indlæg om frivillige, er vi flyttet tæt på Fur og jeg har lavet en lille IT café, så beboerne på øen Fur og Nordsalling ikke behøver at køre helt til Skive for at få løst div. IT problemer. Det går rigtig godt, så jeg er bare SÅ glad.

Spændende om der fortsat er nogen, der læser med 🙂

Da jeg fik status som seniorpensionist tænkte jeg straks på ALT det som jeg kunne/skulle, når tiden ikke længere skulle bruges på arbejde. Læse masser af bøger, se på kunst, besøge familie langt væk, rejse så meget som økonomien gav plads til, sige ja til alle, som der havde brug for hjælp til det ene eller andet. Jeg skulle ikke sidde og få støv på.

Jeg startede, som det første, med at komme i en studiekreds. Et fint tilbud, som kommunen gav til kvinder, der havde forladt et aktivt arbejdsmarked. I forvejen passede jeg udlejningen af min mors hus i Sæby via airbnb, skrev fakturaer for min mors udlejning af opbevaringsplads, var sekretær og webdesigner for kunstneren Poul Esting, ordnede ejendomshandler for familien, gik til yoga x 2 ugentligt. Men det var ikke nok, så jeg blev frivillig IT-hjælper i Ældre sagen.

Det er i den grad en gave, at give sin viden og lærdom videre til mennesker, som ALDRIG har siddet med en mobiltelefon eller Ipad. De aha-oplevelser man får, er guld værd, både for mig og mine elever. I tilgift har jeg mødt så skønne med IT-hjælpere, at det er en fryd.

Nu har jeg så været seniorpensionist i 2 år og det er fortsat en glæde. Jeg får overhovedet ikke læst bøger, kommer ikke på kunstudstillinger, besøger ikke familie langt væk, har “kun” været ude at rejse x 2 til udlandet (selvfølgelig også grundet corona), er stoppet som sekretær/webmaster for Poul Esting, samt stoppet i Studiekredsen.

I dag nyder jeg at sige nej til det som jeg måske før i tiden ville ha sagt ja til, min ugentlige smertetryg yoga, være frivillig samt passe mors airbnb business. Jeg slapper af, ser en masse tv-serier/film (uden at have dårlig samvittighed), glæder mig til at få en af de sidste titler i mit liv: Mormor.

Det var i 1982 og jeg har aldrig glemt det. Hvorfor? Tjaaaaaa superinspirerende kursus i at sy billeder (og meget andet) på symaskiner – ikke mindst pga. underviseren, kunstneren Solvejg Refslund, som desværre døde (alt for tidligt – 64 år) i 2012. Vi fik dog genset hinanden efter højskoleopholdet, da jeg besøgte hende på Helnæs, hvor hun havde et kursuscenter og B&B. Nu er huset tømt og sat til salg.

På højskolen knoklede vi næsten døgnet rundt. Mange kom ikke i seng, grundet de havde så travlt med et eller andet syprojekt, som bare ikke kunne slippes – se billederne nedenunder fra dengang. Men mad skulle der til, og den kan jeg fortsat huske. Det var intet mindre end noget af det bedste mad, jeg nogensinde har fået – altså dengang.

Derfor, når jeg nu var i Sønderjylland, ville jeg rigtig gerne gense højskolen i Uge. Jeg kunne intet huske, om hvordan højskolen så ud, adresse eller noget som helst. Kun at den lå tæt på kirken. Så vi kørte lidt rundt og jeg genkendte intet. Måtte spørge nogle af de lokale møjnfolk, som fortalte, hvor højskolen havde ligget, for den var selvfølgelig revet ned i 2019. Men hovedhuset stod tilbage – kan ses på billede nr. 2. Jeg var der sammen med min kusine og moster. Vi boede på samme værelse. En morgen fortæller min moster, at hun om natten, lige måtte op og tjekke, om vi trak vejret, da vi var så stille. Jeg var 26 og min kusine 29 år.

Skøn oplevelse og skønt at gense stedet.

Vi har været et lille, spontant, smut til Sønderjylland, og hvor er det altså bare et smukt område i Danmark. I oktober var vi i Tønder for at se “sort sol” og denne gang havde vi lejet et lille hus i Sønderhav, for at udforske Als og omegn. Jeg havde hørt postcasten: min sommer i Helved, så første mål var byen, hvor man, efter at have lyttet til mange timers underholdning, føler man kender beboerne i byen. ALLE byskilte var væk – stjålet?

Vi så Gråsten- Augustenborg- og Sønderborg Slot, Augustenhof fyr, Dybbøl Mølle + slagmark, Sydals og Rinkenæs. En tur til Tønder igen, for at besigtige et bette hus, hvor der bare havde stået et hjemmelavet “til salg” ved. Det bliver ikke der vi skal tilbringe vores alderdom. Videre til byen Uge, hvor jeg i 1982 var på en uges højskoleophold. Kunne overhovedet ikke genkende hverken by eller finde højskolen, men fik hjælp af det lokale “møjnfolk”. Aldrig fået så god mad som på den højskole.

Det hus, som vi havde lejet, havde bare den mest vidunderlige udsigt ud over havet, så endnu et hjemmelavet “til salg” skilt tæt på, fik os til at ringe til en af de lokale, rige matadorer. Han var godt nok sød, men blev ved med at sige vi skulle komme med et reelt bud, så ak og ve.

Men drømme er gratis.

Det er vist ikke en nyhed, at min mor har købt et lille, halvt byhus i Sæby, som udlejes via Airbnb og det går forrygende. Når der er ledige perioder, er det bare med at komme afsted. For findes der noget bedre, end at komme “hjem” til sin barndoms ferieby? Vi får en uge hvert år u/b som tak for at jeg administrerer udlejningen. Men i år har vi allerede taget turen til Sæby x 2 og det med kun 10 dages mellemrum. Heldigvis er manden min blevet lige så glad for vidunderlige Sæby som jeg er. Begge gange vi var der, “kom vi til” at besøge Beide B. Og ja, hvad er Beide B?

Fra Sæby Folkeblad: “Navnet BEIDE B er indehaverens kaldenavn, som hun har haft, siden hun var lille. Det kommer oprindeligt fra det sønderjyske ord ”bejs” som betyder spædbarn. Dette udtryk omdannede hendes mor til Lille Beide, som efterhånden blev hendes navn blandt familie og venner. B for Bertelsen blev tilføjet senere, af en vittig person, for at undgå forvekslinger med andre af samme navn.”

For os er Beide B ikke Beide B, men en utrolig ydmyg kunstner, som ikke siger mange ord, når man står og siger en masse, som der måske forventes kommenteret. Det gør derimod “medhjælperen”, som vi desværre ikke fik navnet på. Men hvor er de begge nogle utroligt smukke kvinder, som udstråler varme og empati til ug+.

Her er, hvad der kom med hjem:

Min mand falder ofte for det, som er placeret i kasser udenfor butikkerne, altså det, som ikke koster det samme, som det der står indenfor i butikken. Hvorfor? Måske fordi keramikken er perfekt på den uperfekte måde. Man føler man har købt noget totalt unikt, som har sine (i kunstnerens optik: fejl) særlige kendetegn og kun findes i denne ene version og så er det ALT for billigt. Det prøvede vi at fortælle Beide B, men om det ændres. Hmmmmmm.

Det kan kun anbefales at besøge Værkstedet Beide B, som ligger Vestergade 9 i Sæby.

Et lille bidrag til en anderledes delle. Det er min HELT egen opskrift, så hvis du har set noget, der minder om, så er det sikkert rigtigt.

800 g. hakket kyllingekød, 2 æggehvider el. 1 æg, 3-4 spsk. havreklid, 2 revne gulerødder, 1 fint revet løg, 2-3 fint revne hvidløg, 10-12 fint hakkede cornichoner, 2 tsk. spidskommen, 2 tsk. kryddersalt, kværnet peber.

Alt røres sammen og farsen hviler en times tid. Derefter formes og steges på pande eller bages i ovnen.

Dellerne var i ovnen i 20-25 min. ved 210 g. varmluft. På det første billede er der dobbelt portion kød, ca. 1700 g.

God fornøjelse og velbekomme

– en autentisk beretning om positive ændringer trods kronisk sygdom og tab

Det hedder bogen som jeg gerne vil anbefale ALLE, som er indenfor sundhedsvæsnet, at læse. Men også alle andre. Bogen er skrevet af Marianne Carstensen, der lider af den kroniske sygdom lupus. “Lupus er en kronisk autoimmun sygdom, som betyder, at immunsystemet fejlagtigt angriber raske kropsceller og væv, uden at der eksisterer antigener. Resultatet er betændelse og skade på celler og væv.” Taget fra sundhed.dk

Jeg har læst rigtig mange bøger, og er derfor kritisk mht. om bogen fanger med det samme eller ej. Hvis jeg får læst ca. 100 sider og tankerne konstant flyver, så lukker jeg den bog, og giver den videre til en anden. Derfor skal en bog fænge for at fastholde min koncentration og det gør denne bog.

Bogen handler også om tab. Tabet af et barn. Dødfødt. Det er en barsk beretning, men samtidig også en meget kærlig beskrivelse til og om barnet.

På Mariannes hjemmeside: www.lupusbog.dk kan du læse mere om bogen samt købe den.

Et kærlighedsbryllup skulle der til i Bulgarien, hvor Michael oprindeligt kommer fra. Alle, som havde været med til brylluppet i Tivoli, blev inviteret med. Michaels (og Malenes) bulgarske venner og familie skulle vise, hvordan et bulgarsk bryllup foregik.

Jens og jeg havde virkelig glædet os, for ingen af os havde været i et østland før, så forventningerne var store. Dog havde man det i mente, at Bulgarien er det fattigste land i Europa.

Vi blev indlogeret i et 5 stjernet hotel tæt på byen Sozopol og det var vidunderligt. Dog var standarden ikke som på andre 5 stjernede hoteller, fik vi at vide, da vi ikke har boet på et før. Så vi var meget tilfredse.

Vi var omkring 20 danskere, som var taget med. Det var godt nok hyggeligt. Dagen efter ankomst skulle kærlighedsbrylluppet stå. Det blev – til forskel fra brylluppet i Danmark – den hidtil varmeste dag i Sozopol i 2019. Ca. 35 gr. i skyggen, fuld sol og ikke en vind.

Babyen er lånt af brudepigen, som står bag ved.

Fest og ceremoni blev holdt på restaurant Dalyan “Chaika”, som ligger lige ned til vandet. Der var åben for andre spisende gæster samt dem, som bare skulle ned og ha en dukkert. Det gav nogle gange nogle pøjse billeder af mænd i badebukser og fint påklædte gæster.

Modsat det danske bryllup er det mødrene, som har den fremtrædende rolle i et bulgarsk bryllup. Det var en stor ære. Michaels mor sørgede for at alle de traditionelle bulgarske ceremonier blev foretaget, så brudeparret er overhældt med masser af kærlighed, lykke og held.

Om aftenen blev der danset bulgarske folkedanse. Det var en fryd. Selvom folk svedte, så dansede og dansede alle til den store guldmedalje.

Den 08. juni 2019 blev en magisk dag.

Vores lille pige skulle giftes med sin Michael i Tivoli. Forberedelserne havde stået på i næsten et år, så alle var bare så spændte på om alt nu gik som det skulle. Det gjorde det. Mere tekst efter alle billederne.

Vejret var dog det eneste som vi ikke kunne få til at makke ret. Op til var der dømt sol, en stille brise og 20 grader. Det blev blæsende, koldt og overskyet. Men det betød ingenting, bare det ikke regnede. Det gjorde det så også men kun nogle få minutter.

Det var første gang i Tivolis historie, at der skulle holdes en kirkelig vielse. Provsten havde haft sine betænkeligheder mht. de besøgende i Tivoli og om alle gæsterne kunne høre prædiken samt selve vielsen. Efterfølgende har jeg skrevet til hende om den unikke oplevelse og fik dette svar tilbage: Det var en meget fin oplevelse for mig, også. I er vel nok nogle søde mennesker, din datter og svigersøn og hele resten af selskabet. Og sikke en dejlig stemning, som kulminerede med, at folk bare ikke kunne lade være med at klappe (også opmuntret af den forløsende musik). Det gav fin mening for mig at holde vielse på den måde. Johanne

Det siger alt. Nu skal der afholdes kærlighedsbryllup i Bulgarien, hvor Michael flyttede fra da han var 3 år, men fortsat har sine venner og familie der. Dem glæder vi os rigtig meget til at møde. Det bliver helt sikkert en kæmpe oplevelse/fest.

Bare en lille historie fra de varme lande:
Sidst Jens og jeg var i Rom, boede vi i en lejlighed, som tilhørte en meget sød dame. Jeg spurgte, hvad hun lavede og fik svaret, at hun sendte velsignelser ud for Paven.

Jens opdagede, at der var problemer med en cisterne (som sad 3 meter oppe på væggen) i det ene af badeværelserne. Han fandt en stige og sendte billeder til ejeren, før og efter rensning. Fortalte, hvad han havde gjort for at få cisternen til at virke igen. Ejeren var ovenud lykkelig. Hun havde ellers været parat til at sende en vvs-mand og nu var hun parat til at overdænge os med lige, hvad vi ønskede os.

Vi skulle ikke have noget som helst, da vi var meget glade for at bo i hendes lejlighed, måske lige bortset fra, at det kunne da være sjovt med en velsignelse fra Paven.
Hun spurgte om vi var gift. Jeps: 34 år.
Via sms spurgte hun om vi ville have teksten på tysk, engelsk eller italiensk.
Og her ses resultatet:

Jeg vil gerne anbefale en blog. Helle og Poul har i en moden alder, været så modige at flytte fra København til vandkantsdanmark, Kalvehave.

https://vandkanten.hellekroghhansen.dk/

Efter 15 år hernede, har Jens og jeg ikke fortrudt et sekund, dette mht. naturen, freden, de store vidder osv. osv. Trofaste læsere af min blog, som bliver svigtet mere og mere, ved vi har haft malurt i bægeret, men vi bliver og nyder i den grad vores tilværelse.

Spørg lige om jeg har været uartig? Gu har jeg så. Var på Sicilien for 2 år siden, hvor jeg i en have så et træ – yes det var et træ – som jeg bare måtte have med hjem. Ikke træet men en aflægger. Aflæggeren var i vand både på Sicilien, i flyet og da vi kom hjem og den overlevede. Havde planten stående inde i en krukke, som blev til en større krukke og til sidst en monster stor krukke. For planten blev bare enorm stor. Der var det lige før at jeg begyndte at få dårlig samvittighed, for hvad var det dog for en aggressiv plante, som jeg havde bragt ind i landet?

Det er en purple heart eller på dansk purpurblad, som findes overalt. Det vidste jeg ikke. Og da foråret kom i 2018, stillede jeg krukken ud, for jeg havde læst mig til, at den ville blive mere og mere lilla, samt få små yndige pink blomster, af at stå ude. Men det var bare for tidligt. Frosten slog planten ihjel og resterne blev smidt ud på marken. Der ser den så ud nu som på det første billede. Nu var der grobund for aflæggere igen og planten er nu i mange krukker og i forskellige hjem. For rigtig mange ville have en aflægger, da jeg tog stiklinger med på arbejdet.

Nu har jeg ikke dårlig samvittighed længere og det er en god ting.

Vi ejer ikke en tørretumbler eller det gjorde vi – helt ny – men den blev kørt til genbrug. Dette for at være miljøbevidste 🙂 Men hvad gør man så, når ens dyne trænger til en omgang i vaskemaskinen? Man forsøger og håber på det går godt.

Lagde det første billede på facebook og spurgte om, jeg mon ville kunne holde varmen til vinter. Den mest seriøse svarede, at jeg ligeså godt kunne glemme alt om den dyne og købe en ny. Den næste synes jeg skulle køre akut til et vaskeri, hvor der var tørretumbler, allieret med 6 tennisbolde.

Den dag, hvor jeg havde vasket dynen, var der ca. 50 grader i solen, så i løbet af en time, var den tør. Jeg kærtegnede jævnligt dunene, vendte og drejede dynen og på billede 2 begynder det at blive bedre. På billede 3 viser Jens, at dynen stort er som ny.  Så det kan lade sig gøre, at vaske og tørre en edderdunsdyne i fri natur, ihvertfald når det er total sommer i Danmark.

hedder denne figur, eller det har min mor og mostre navngivet hende, og her er historien bag:

I maj måned samlede jeg min lille veninde gruppe: Delfinerne.
Vi “plejer” at være nogle dage i sommerhuset i maj måned, næsten hvert år, det kunne desværre ikke lade sig gøre i år, så det blev til en enkelt dag på “Franske dage i Præstø”.
Jeg parkerede bilen ved biblioteket og vi gik rundt om Frederiksminde og kirken og sigtede mod alle boderne med franske lækkerier.
På vej ind fortalte jeg om de huse, som vi passerede, at de på den anden side, havde lange, smalle haver, hvor der for enden er placeret et lille “lysthus”, og hvor der bare er den dejligste udsigt ud over Præstø havn. Men de små huse kunne vi se, når vi gik tilbage via den lille sti langs havnen.
Vi går stille og roligt og så kan det nok være, at jeg står stille, for i et vindue (privat hjem) står denne smukke kvinde på hovedet. Fuldstændigt som om hun lige er hoppet ud fra en klit ved Vesterhavet og havnet i et hul.

Jeg var solgt. Vi stod alle og stirrede ind af vinduet. Hvis der havde været nogen på den anden side, må de ha tænkt sit.
Vi går rundt i nogle timer, spiser dejlig frokost på torvet. Jens kommer cyklende, finder os og serverer østers. Alt var mums.
Vi kommer ikke via den lille sti tilbage til bilen, men samme vej ud som ind. Atter står 5 kvinder og ser på Ritta.
Jeg bliver nødt til at købe hende og er parat til at gå ind i huset og tilbyde et beløb. Så kommer fruen i huset ud. Hun må have studeret os indefra og tænkt sit.

Jeg spørger om hun vil sælge figuren. Det vil hun under ingen omstændigheder, da det er en af hendes studerende, som har lavet den til hende, men vil I ikke med ind?

Neeeeeeejjjjjj, skriger vi alle i kor. Af ren høflighed. Og så kan det nok være at vi fik set en have fra den anden side. Alt var som taget ud af et boligblad. Fantastisk skue. Hendes mand kommer ud på et tidspunkt og vi undskylder at vi sådan trænger os på. Fruen siger til sin mand om han har noget imod at hun sælger figuren? Jeg holder vejret, for hun havde jo sagt at hun ikke ville sælge. Manden siger, at han bare laver nogle flere.
Vi er flade af grin.

Nå, hvad vil du gi? Siger fruen. Nu går vi 5 veninder i samråd og der hviskes. Jeg havde tænkt mig at tilbyde 1000. Min veninde Mette siger, at det er for meget. Tilbyd 500. Det gør jeg så.
Figuren er min og fruen henter den. Da hun kommer med den, siger hun at den er gået lidt i stykker, så jeg kan få den for 300.
Nu står Ritta her, fruen ved, hvor jeg arbejder, hvis hun en dag fortyder sit salg.