Spring til indhold

Volkswagen Fox

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Volkswagen Fox
Produktion
ProducentVolkswagen
KoncernVolkswagen Aktiengesellschaft
ModelFox
Produktionsår20052011
Karrosseri og platform
TypeMikrobil
Karrosseriformer3-dørs hatchback
TeknikTværliggende frontmotor,
forhjulstræk
BeslægtedeSEAT Ibiza
SEAT Córdoba
Škoda Fabia
Volkswagen Polo IV
Drivlinje
MotorerBenzin:
1,0−1,6 liter (40−76 kW)
Diesel:
1,4 liter (51 kW)
GearkasseManuel
Dimensioner og vægt
Akselafstand2465 mm
Længde3828 mm
Bredde1660 mm
Højde1544 mm
Kronologi
ForgængerVolkswagen Lupo[1]
EfterfølgerVolkswagen up!

Volkswagen Fox (engelsk for ræv) er navnet på flere bilmodeller fra Volkswagen. Frem til starten af 2011 var det mærkets indstigningsmodel i Europa, som i slutningen af 2011 blev afløst af Volkswagen up!. Selv om mål og kabineplads modsvarer minibilsklassen, regnes Fox på grund af sin lave pris og udstyr som en mikrobil.

Fox blev udviklet i Brasilien og bygget på to forskellige fabrikker (São José dos Pinhais, Paraná) til det sydamerikanske marked og São Bernardo do Campo, São Paulo) til eksport mod Europa samt i Argentina.

Bilen var i Europa efterfølger for Volkswagen Lupo og kom på markedet den 29. april 2005. I Brasilien fås en modificeret model kaldet Novo Fox, som i optikken orienterer sig mod den aktuelle Volkswagen Golf.

En væsentligt mere moderne efterfølger blev af Volkswagen udviklet som prototypen New Small Family, som afløste Fox i december 2011 som Volkswagen up!.

Volkswagen-koncernens billigste bilmodel havde som standard intet komfortudstyr.

Den elektrohydrauliske servostyring med højde- og vinkeljusterbart rat kostede ekstra til basismodellen med 40 kW (54 hk). Sideairbags, el-ruder, el-justerbare sidespejle, centrallåsesystem og det forskydelige bagsæde med delt ryglæn kunne kun fås som ekstraudstyr mod merpris, ligesom indstigningshjælpen "Easy Entry" til bagsædepassagererne.

Brændstoftanken kunne rumme 50 liter; vendekredsen var 10,6 meter.

Tekniske specifikationer

[redigér | rediger kildetekst]
Model Cylindre Ventiler Slagvolume
cm³
Max. effekt
kW (hk) / omdr.
Max. drejningsmoment
Nm / omdr.
Motorkode 0-100 km/t
sek.
Topfart
km/t
Benzinmotorer for Europa
1.2 3 6 1198 40 (54) / 4750 108 / 3000 BMD / CHFB 17,5 148
1.4 4 8 1390 55 (75) / 5000 124 / 2750 BKR 13,0 167
Benzinmotorer for Brasilien
1.0 4 8 999 53 (72) / 6000 87 / 4500 14,3 162
1.6 4 8 1599 76 (103) / 5750 138 / 3250 10,8 187
Dieselmotorer
1.4 TDI 3 6 1422 51 (69) / 4000 155 / 1600 − 2800 BNM 14,7 161

Andre Fox-modeller fra Volkswagen-koncernen

[redigér | rediger kildetekst]

Fox i Latinamerika

[redigér | rediger kildetekst]

Hvor Fox i Europa kun fandtes som tredørs, kunne den i Latinamerika også fås som femdørs. I modsætning til det europæiske marked er Fox i Latinamerika ikke Volkswagens indstigningsmodel. Bilen ligger prismæssigt mellem Gol og Polo.

Derudover findes der under navnet CrossFox en modelvariant med SUV-optik og øget frihøjde, som dog kun har forhjulstræk og dermed ikke er terrænegnet. I 2006 introduceredes en til 4,18 m forlænget stationcarudgave af Fox, som i Brasilien og Peru sælges under betegnelsen SpaceFox, i Mexico som SportVan og i Argentina som Suran. I Algeriet sælges modellen også under navnet Fox Plus.

I Mexico blev Fox siden 2004 solgt som Volkswagen Lupo[2], for at undgå navneligheder med den fra december 2000 til november 2006 regerende mexicansk statspræsident Vicente Fox.

I Brasilien måtte Volkswagen i 2008 tilbagekalde over 470.000 Fox-biler og betale en straf på ca. 9 mio. kroner, da betjening af mekanismen til fremklapning af bagsædet kunne føre til kvæstelser på hænder og fingre. Biler uden for Brasilien var ikke berørt, da de var udstyret med en anden type klapmekanisme.[3]

I slutningen af 2009 introducerede Volkswagen en faceliftet Fox i Brasilien. Herved blev kabineudstyret komplet nyudviklet og i forhold til forgængeren kraftigt udvidet. På karrosserisiden blev forlygterne og kofangerne komplet modificeret og tilpasset Volkswagens nye koncerndesign. Herved opstod det indtryk, at der var tale om en helt nyudviklet model. Faceliftet berørte også CrossFox, som blev præsenteret i en faceliftet udgave. Ligeledes fik SpaceFox et facelift.

Fox i Nordamerika (1986−1993)

[redigér | rediger kildetekst]
Volkswagen Fox (USA-model, 1987-1993)

Under navnet Volkswagen Fox solgtes i USA og Canada en eksportversion af Volkswagen Voyage mellem 1986 (modelår 1987) og 1993. Den i Brasilien af Volkswagen do Brasil byggede bil var en sedanudgave af Volkswagen Gol. Designede lignede Jetta I, og bilen fandtes både med to og fire døre.

Som Fox Wagon solgtes i USA den også fra Brasilien importerede Volkswagen Parati, en stationcarudgave af Gol. Fox Wagon, som kun fandtes som tredørs, blev solgt mellem 1987 (modelår 1988) og 1990.

Alle Fox-modeller havde den samme, på langs monterede vandkølede 1,8-litersmotor. Volkswagen do Brasil eksporterede samlet set 220.000 Fox-biler til Nordamerika.

Fox i Sydafrika (1982)

[redigér | rediger kildetekst]

Under navnet Volkswagen Fox byggedes og solgtes fra 1982 i Sydafrika den i Europa under betegnelsen Volkswagen Jetta kendte sedanudgave af Golf I. Modellen var baseret på Citi Golf og havde også dennes modificerede frontparti, som lignede Golf II.

Polo Fox (1984−1996)

[redigér | rediger kildetekst]
Volkswagen Polo II Fox

Basisversionen af Polo II og Polo III havde i en periode tilnavnet Fox. I starten fandtes modellen kun i de to specialfarver Saimagrøn og turkis. Bortset fra det lignede spartanske udstyrsomfang havde modellen dog intet at gøre med den brasilianskbyggede Fox, med den undtagelse at begge modeller har været Volkswagens basismodeller.

Audi Fox (1972−1979)

[redigér | rediger kildetekst]

Audi 80 hhv. Volkswagen Passat Variant blev mellem 1972 og 1979 solgt i USA under betegnelsen Fox.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]