hortofilia

Vi har sikkert allesammen prøvet at købe et lille eksemplar af et træ eller en busk og samtidig fået at vide, at der kan gå mange år, før planten blomstrer. Så går man år efter år og studerer de nye skud - og piller måske lidt i dækbladene - i forventning om, at der kunne være blomster på vej. Sådan har vi - det er dog kun mig, der piller -  haft det med vores lille hjultræ/ trochodendron aralioides, og i år blev nysgerrigheden belønnet, idet der er blomster i de fleste nye skud. Samtidig er de nye blade så fine og iøjnefaldende, at de egentlig godt kan illudere blomster. Den samme oplevelse har vi haft med duetræet/ davidia involucrata, som for 6-7 år siden havde de første få  blomster, hvorefter den er begyndt at blomstrere mere og mere for hvert år, der er gået. Træet er fyldt med blomster i år, og de ses allerbedst, når man står inde under træet og kigger op i kronen. I torsdags ville jeg have lavet et indlæg; men Blogger nægtede at uploade billeder, og uden billeder intet indlæg.

I disse coronatider er intet, som det plejer; men dengang jeg underviste gymnasieelever, handlede maj måned år efter år om at kombinere eksamensforberedelser med fester og solbadning.  Solbadning er jo desværre helt udelukket med det majvejr, vi bliver budt i år, og vilkårene for fester og eksamen er set udefra også ret så vanskelige at overskue. Derimod trives sneglene gevaldigt i det fugtige vejr. I de seneste 8 dage har Søren plukket omkring 50 snegle med hus fra vores tamariskbusk, og på min gåtur i går talte jeg 41 dræbersnegle langs med landevejen på kun små 400 meter. Det lover ikke godt! I haven forløber maj derimod, som den plejer, dog måske med lidt forsinkelse. Den lille, spinkle  amurmaackia står som sædvanligt med sit smukke, sølvgrå majløv. Endnu er den nok for ung til at kunne blomstre i højsommeren.  De sædvanlige stauder blomstrer ganske nydeligt, og i spaltebedet er der min sandten allerede en blomst i denne lillebitte daphne (Arnold cihlarz), selvom den kun består af

Trillium trives godt her i haven og har en sæson, som strækker sig vel over tre måneder. Lige nu blomstrer grandiflorum, rugelii med sølle tre blomster, luteum med sølle fire og vaseyi med masser af blomster. Tulipaner gør jeg ikke meget i, idet de ikke trives ret godt i vores lerjord, ikke engang selvom jeg lægger grus i bunden af plantestedet; men som mange andre har jeg fundet ud af, at de botaniske tulipaner er mere holdbare. Det er f.eks. en tulipan som bakeri Lilac Wonder herunder. Valmuesøster/ meconopsis har lige fra første færd været en af mine favoritter. Derfor ærgrede det mig, da den utroligt tørre sommer 2018 blev efterfulgt af den lige så utroligt våde sommer 2019, idet vi mistede rigtigt mange meconopsis i den periode. I år er der heldigvis masser af knopper de frøplanter, jeg har fremavlet. Det bliver spændende at se, om de allesammen bliver blå, eller om der er hvide og lilla iblandt. Det håber jeg, der er. I snart mange år har den nyudsprungne gule ahorn/ acer shirasa

Hvis man kan lide bispehue, er det nu, man skal holde øje med dem. Nogle få er allerede afblomstret og står med det flotte løv, som holder hele havesæsonen; men langt de fleste blomstrer nu eller om kort tid.  Jeg har valgt at starte indlægget med nogle eksempler på  tæppedannende epimedium, og den første (Amber Queen) er en af vores favoritter. Den næste er Orange Queen Så følger rubrum, som undtagelsesvis viser blomsterne frem, sådan at de er lette at fotografere. Som regel forsvinder de ellers blandt bladene. Den sidste tæppedannende er Lilafee, som er tæt på at være afblomstret. Som alle de andre har den det flotte løv, som vi så kan glæde os over. Blandt de klumpdannende starter jeg med davidii, hvis blomst er en speciel kombination af gult og rødt. Selvom Bandit har kønne, hvide blomster, er der ingen tvivl om, at dens mest iøjnefaldende træk er de bløde, grønne blade med den mørke rand. Kaguyahime og Wushanense er også først og fremmest bladplanter. Begge har læderagtige, plette