Sidevisninger i alt

Viser opslag med etiketten Spisekammeret. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spisekammeret. Vis alle opslag

torsdag den 28. januar 2016

Super luftig nutella smørcreme!

Let og luftig får man lyst til at sige om den her nutella-smørcreme. Men LET vil nok alligevel være for meget at sige om noget med smør og nutella i de mængder! Men luftig er den altså :-)

Den her frosting kan du bruge til virkeligt mange kager - vil jo passe oven på både chokolade, vanillekage, brownie, cupcakes osv.


Hmmmm, er det lige nu man får lyst til at snuppe en skefuld?


Selv kom jeg den oven på endnu en banankage - i aften er jeg nemlig med til at starte partiet Alternativet op på Samsø, og så skal der kage til mødedeltagerne:-)


Cremen er simpel og nem at lave...du skal bruge

200 gram smør, der har stuetemperatur
225 gram flormelis
1 spsk vanilleekstrakt
1½-2 dl nutella
2 spsk fløde

Pisk smør og flormelis ved lav hastighed et par minutter. Tilsæt nu nutella og sæt hastigheden op og pisk 3-4 minutter. Mængden af nutella bestemmer du selv - smag på det undervejs og kig på farven. Der kunne sagtens have været mere i min, men jeg ville ikke have den til at overdøve kagen helt. Tilsidst tilsættes vanille og fløden og pisk igen et par minutter. Smør det ud på din kage eller kom i sprøjtepose og tyl den på.


Der skal stærk kaffe eller varm te i rigelige mængder til den her:-) Enjoy

mandag den 23. november 2015

Ingefær/honning dressing

Ingefær og hvidløg skal vi se at få sneget ind allevegne i den daglige madlavning - det gør jeg i hvert fald. Det smager godt, og så er rækken af sundhedsgevinster meget lang.

I dag fik jeg bikset en dressing sammen, som blev virkelig god. Cremet, sød/stærk og egnet til næsten alle grønne salater og såmænd også som marinade til kødretter. Fyldt med den sunde ingefær og god økologisk koldpresset olivenolie, som din krop også blir glad for.


Målene er ca - du må selv smage til undervejs
50-75 gram øko ingefær
1 stort fed hvidløg
4 spsk god dansk honning
1 tsk salt
1 tsk friskkværnet peber
3/4 dl hvidvinseddike fra Urtekram
ca 2 dl økologisk koldpresset olivenolie

Skrab skindet af ingefæren - selv om du bruger en økologisk, så blir det ikke så lækkert at komme det med i dressingen. Brug evt en lille urtekniv til at skrabe det af (der forsvinder alt for meget, hvis du skræller) eller skrab det med en spiseske. Kom alt på nær olien i en blender og blend det godt sammen. Tilsæt nu olien lidt ad gangen i en tynd stråle og blend hele tiden - jeg brugte ca 2 dl olie, men smag til undervejs og blend indtil dressingen får en cremet konsistens. Smag evt til med mere af de andre ingredienser:-)

Salaten bestod af rå rosenkål, fintsnittet rød spidskål, revet gulerod, lidt fennikel, tørrede tranebær og cashewnødder
Uhm, helt perfekt, hvis du spør mig:-) Jeg skriver den her, så jeg selv husker den, og så kan du forhåbentlig også få glæde af den. Ønsker dig en dejlig ny uge

mandag den 26. oktober 2015

Økologisk lime curd

Uhm, lime curd! Jeg har før lavet curd på citroner og det er osse godt - men denne her er næsten endnu bedre. Brug curd på friskbagt brød, som fyld i kager, desserter, pandekager osv. Det kræver, at du kan få fat på økologiske lime, men det er efterhånden nemt nok.


Til 2 små glas
1 dl lime saft - jeg brugte 5 øko lime
Fintrevet skal fra 2 øko lime
3 mellemstore æg
170 gram øko sukker
70 gram koldt øko smør i små tern
Evt 1 tsk agar agar rørt ud i 1 tsk vand

Riv skallen af 2 lime, og pres saft indtil du har 1 dl. Pisk saften sammen med æg og sukker i tykbundet gryde og varm forsigtigt op over mellemvarme indtil det begynder at tykne. Det må ikke koge, da det så koagulerer/skiller. Tilsæt nu limeskallen og evt agar agar - det er et vegetabilsk tykningsmiddel (en slags husblas) og lad det varme med op. Når cremen er pænt tyk, tages den af varmen og det kolde smør røres i lidt ad gangen indtil det er smeltet. Hæld lime curden på steriliserede glas, afkøl lidt og sæt i køleskab.


Jeg skulle bruge curden som fyld i små tærter, som du får opskriften på i næste indlæg - men bare lav en omgang, det forsvinder som dug for solen, når først familien opdager det:-)

mandag den 12. oktober 2015

Grøn tomatmarmelade - og årets vanillesyltede hele grønne tomater

Sidste efterår syltede jeg grønne tomater for første gang, og de var rigtigt populære både hos mine gæster til vinterens varme retter og som små værtindegaver.

Igen i år er jeg heldig at få gratis grønne tomater, så udover de syltede i store stykker eller som små hele tomater, har jeg i år lavet en omgang af tomatmarmelade og den er næsten endnu mere smækker-lækker:-) Sød/syrlig og vil passe herligt til ostebord, som relish på koldt kød og såmænd også til varme retter i den kolde tid.


Tomatmarmelade
1 kg grønne tomater
450 gram lyst rørsukker
1 tsk salt
1 dl æbleeddike fra Urtekram
2 stænger øko kanel
1 stjerneanis
2 stænger god vanille, flækket
1 tsk agar agar rørt ud i en anelse koldt vand

Skær tomaterne i kvarte og kog dem ca 30 min med alle de øvrige ingredienser på nær agar agar. Fjern vanille og kanel og blend massen, der må gerne være synlige kerner tilbage. Kog marmeladen ca 2 min med agar agar og kom det hele på skoldede sylteglas.

Agar agar er et vegetabilsk geleringsmiddel - du kan naturligvis også bruge rød melatin, men jeg er ikke så vild med alt "det kemiske". Ligeledes bruger jeg aldrig atamon - jeg skolder mine glas og kører lidt billig vodka rundt i glasset, det fungerer perfekt som konserveringsmiddel, og jeg har aldrig oplevet mug på mine syltede ting. Dog bruger jeg typisk det jeg sylter inden for 4-5 måneder, og ved så ikke om det ville kunne holde sig et års tid som med atamon.

De her glas er næsten en dobbeltportion - bare så du lige ved, at opskriften giver ca 4-5 glas
Måske du selv har grønne tomater i din have og ellers må du ud og sweet-talke en eller anden:-) God fornøjelse i hvert fald - de er virkeligt nemme at lave!

Årets samlede produktion ser sådan her ud - opskriften på de hele syltede tomater finder du HER


Det ligner næsten vindruer - men det er altså små grønne tomater:-)


Det var alt for husmoder-service for denne gang :-) Håber, du kan lide, hvad du ser ...

onsdag den 19. august 2015

Råsyltede kirsebær m/vanille

Løbet er kørt for i år med at plukke søde, danske kirsebær - altså dem, du kan være så priviligeret selv at ha' i haven eller få lov at plukke hos et gavmildt menneske du kender:-) Så venter du bare med at bruge den her opskrift til næste sommer - og til nød kan du selvfølgelig købe nogle i butikkerne.

Det er første gang jeg prøver at råsylte friske kirsebær i stedet for at koge, bage, fryse osv. Og det er helt sikkert ikke sidste gang - de blev rigtigt delikate. Dog har de ret kort holdbarhed, så du skal nyde dem inden for max et par uger. Men det er såre simpelt, så lad os komme igang!


To ret store glas råsyltede kirsebær
1 kg friske danske kirsebær
450 gram økologisk rørsukker
korn fra 1 god vanillestang

Til det her har du brug for hele kirsebær - altså  ikke noget med at halvere og udstene, det ville være en dødssynd. Og hvis du ikke har en smart kirsebærudstener, så snupper du en eller anden tynd genstand, en lidt tyk strikkepind, en tynd træpind eller lign. Den stikker du forsigtigt gennem hullet, hvor stilken har siddet og presser kirsebærstenen ud i den anden ende af kirsebærret. Det tar lidt tid, men er det hele værd og du får hurtigt rutinen:-)

Find to pænt store glas, skold dem og kør lidt vodka ell  rom rundt i glasset - det virker konserverende. Ikke noget med Atamon i min mad! Mere dødssynd. Skrab vanillekorn ud i sukkeret og læg nu kirsebær og sukker lagvis - glassene skal være helt fyldte. Så sætter du dem i køleskabet og i løbet af 4-5 dage vil sukkeret være opløst. Vend lige glasset på hovedet en gang om dagen, så den væske som bærrene automatisk danner efterhånden, er med til at opløse alt sukker. Når alt sukker er opløst er kirsebærrene klar til at blive nydt med stort velbehag - og de kan som sagt gemmes max 2 uger vil jeg mene.


Sådan så de ud, da de lige var klargjort til at komme på køl. Når de er færdige, vil de have dannet tilstrækkeligt saft til at dække sig selv. Brug dem på din morgenyoughurt, på ristet brød, på kager og desserter - eller vend dem hurtigt på en pande, hvor du har blødstegt nogle rødløg med lidt balsamico. Smager fortrinligt som tilbehør til retter med lidt rødt kød.

lørdag den 27. juni 2015

Hjemmesyltede rødbeder

Det er en lille simpel ting - men det er så nemt at sylte dine egne rødbeder. Og meget billigere, og du kan få dem præcis så syrlige eller søde, som du foretrækker. Mine er naturligvis økologiske - sådan et kilo rødbeder får du for 12-15 kr:-) Du kan snildt bruge rødbeder fra sidste sæson til syltning, selv om de små nye babyrødbeder lige er kommet frem også.

Jeg bruger allerflest rødbeder rå i min daglige grøntsagsjuice - så jeg har dem altid på lager. Idag skulle vi ha' en ret, hvor syltede rødbeder hører til, og vupti fik jeg lavet et stort glas rødbeder, som nu kan holde længe.


Mine er ret syrlige - og tilsat lidt stjerneanis og nogle få laurbærblade. Det er vist ikke helt efter den gamle skole, men jeg synes, det passer perfekt til både rødbeder og rødkål.


Den her smarte kniv har jeg lige fået fat på - så får man rillede skiver, så de ser helt proffe ud. Men du behøver selvfølgelig slet ikke sådan et mordvåben:-) Opskriften kommer her i al sin enkelthed:

1 kg økologiske rødbeder - gerne de aflange og ikke så runde:-)
3/4 liter økologisk eddike
350-500 gram sukker
3 små laurbær
1 stjerneanis
Lidt salt og kværnet peber

Vask rødbederne godt og kog dem med skræl på i ca 40-60 minutter alt efter hvor store de er. Her hjælper det faktisk ikke at stole på at stikke en knivspids eller nål i dem for at mærke om de er møre, da de først bliver helt mørnede senere i processen. Hæld nu vandet fra dem og overhæld dem med det samme med flere holdt iskoldt vand. Det er denne proces, der er med til at modne dem helt.

Skær nu top og rod af og skrub skindet af rødbeden med fingrene - det glider lige så nemt af. Skær dem i skiver. Kog eddike og de andre ting op til sukkeret er opløst og hæld det hele på skoldede glas. Hæld eddikelagen helt op til låget, så det er med til at desinficere glasset. Jeg bruger aldrig atamon i mine syltede ting - skolder mine glas i kogende vand og hælder en smule vodka i glasset og kører det rundt. Det fungerer fint og jeg har aldrig oplevet at noget mugner for mig.

Atamon er noget værre giftigt skrammel! Bum!


I øjeblikket står den ellers på maling af veranda - i år skal den skifte farve fra lys grå til helt hvid. Det er et større arbejde at dække det, end man lige tror!!!!! Og alle spær i taget skal også males!!!! Nå, men rom blev ikke drukket på en dag:-) Vi maler videre!

tirsdag den 31. marts 2015

Rabarbercurd

Alt med citron smager godt! Lemoncurd er så lækkert og passer godt til påsken. Jeg er i gang med årets store påskekage, som skal serveres imorgen, fordi det er min fødselsdag:-) Og det er ikke en aprilsnar!

I stedet for lemoncurd har jeg lavet et forsøg med rabarbercurd - altså næsten lige som du kender lemoncurd, bare med rabarber. Og det er altså også godt, skulle jeg hilse og sige.

Det ene glas skal bruges som fyld i påskekagen og resten bliver serveret til morgenbordet til påskegæsterne, da her ventes indtil flere gæstebud.

Let ristet brød og rabarbercurd - det hitter

3 glas curd
450 gram (frosne) rabarber i små stykker - eller friske naturligvis
100 gram sukker

6 æggeblommer
100 gram sukker
½ citron - fintrevet skal og saft
1 nip salt
50 gram smør

Kog rabarber og sukker til en tæt kompot. Blend den helt fint og sæt til afkøling. Hvis dine rabarber kommer fra frost, så behøver du ikke kommet noget vand ved - er de friske, så tilsæt en anelse vand i gryden.

Pisk æggeblommer og sukker tykt og lyst, så sukkeret er helt opløst. Varm det forsigtigt op i en tykbundet gryde under konstant omrøring - det må endelig ikke koge, så skiller det! Tilsæt rabarberkompot og citronsaft- og skal. Varm det igen forsigtigt op til under kogepunktet, så det er tykt. Tag gryden af varmen og tilsæt nu smørret i små tern og rør til det er smeltet. Hæld på sterile glas, lad afkøle og sæt i køleskabet. Kan holde sig en god uges tid. Måske lidt længere, men det tar' jeg ikke ansvaret for:-)


Mens vi venter på de nye rabarber, er det her herligt at bruge fryserens lager på, mens smagen af forår sniger sig ind på os.

Rigtig god påske til jer alle

lørdag den 28. marts 2015

Ramsløgolie til resten af foråret :-)

Min veninde ved godt at min ryg ikke er glad for at bukke sig for meget ned, så efter en skovtur var hun så sød at komme forbi med en pose friske ramsløg. Sådan en gave blir man glad for:-)

Sidste år lavede jeg ramsløgspesto - jeg er sikker på det er møgsundt. Men jeg må bare indrømme, at jeg ikke fik brugt det hele. Det er altså en stærk omgang med en smag, som jeg desværre ikke bryder mig om sådan helt koncentreret. Tror det ville være dejligt sammen med persille og basilukum, men det er jo for pokker slet ikke kommet op af jorden endnu.


I år er det så blevet til en fantastisk olie i stedet - den har da bare en virkelig skøn farve. OG skøn smag! Den får jeg helt sikkert brugt.

Den skal bruges til forårets salater - enten til at dryppe direkte på grøntsager og salater eller i en god dressing. Eller til at dyppe godt brød i :-)


Det er supernemt - du skyller bladene godt. Sørg for at få de små blade ....


Vælger en god økologisk rapsolie og blender hele molevitten. Lad det stå på køkkenbordet et døgn og trække. Næste dag sier du det gennem et klæde, så du har bladene fra. Justér evt med mere olie, hvis den er for kraftig. Den kan den nu næsten ikke blive.

NB: En læser har spurgt om holdbarheden på olien, og efter jeg skrev indlægget, har jeg undersøgt dette. Selv om man skyller bladene godt, kan man risikere jordbakterier, som kan udvikle sig negativt. Jeg anbefaler derfor, at du dels blancherer bladene og dels opvarmer olien til 80 grader og derefter blender det sammen. Så er der sikkerhed for at jordbakterier ikke kan give maveonde og olien kan holde sig lang tid. Jeg vælger derfor at opbevare denne omgang af min egen dels i køleskab og fryse resten ned i små portioner.


Skold nogle små flasker, skyl dem lige med en sjat billig vodka for helt at sterilisere dem og hæld olien på flasker. Hvis du laver dine egne etiketter vil det se fint ud - det må jeg se at få gjort:-)

Jeg ønsker hele landet en skøn solrig lørdag, hvor mange starter en dejlig påskeferie.

onsdag den 18. februar 2015

Havreenergi-kugler m/ honning og peanutbutter

Mine meditationsveninder kommer heldigvis i weekenden (jeg har sådan savnet dem). Det betyder god anledning til at afprøve lidt mere af det sunde slik - og disse kan man nærmest indtage som morgenmad, da ingredienserne ligner dem, mange drysser på youghurt:-)

Jeg blir mere og mere glad for at lave "guf" af nødder, bær, tørrede frugter osv. Det smager bare overraskende godt, og selv ikke en Tante Sød savner kage:-)


Ca. 24-24 kugler

150 gram glutenfri havregryn fra Urtekram
75 gram mandler - hakkede (jeg brugte rester af groft mandelmel og rester af mandelflager)
75 gram kokosmel fra Urtekram
1 spsk sesamfrø fra Urtekram
50 gram mørke rosiner fra Urtekram
50 gram tørrede tranebær
Ca. ½ glas peanutbutter fra Urtekram
3-4 spsk kokosolie fra Urtekram
1-2 dl god honning

Alle ingredienser blandes sammen, og du kan tilsætte mere honning, kokosfedt eller peanutbutter indtil "dejen" kan trykkes sammen til kugler i passende størrelse. De tar' lidt tid at lave, da man skal presse dem hårdt sammen for at få dem til kugler, men med lidt tålmodighed går det fint. Du kan evt samle med et par spsk vand til sidst.

Jeg har altid mange Urtekram produkter i min husholdning - jeg fik endda ikke det hele med på fotoet
Det her er en herlig og sund snack, som kan serveres til te eller du kan snuppe et par stykker med i bilen, når du er på farten og selv går sukkerkold, så du er fri for at dumpe i på en tankstation!


Kuglerne er meget velegnede til at fryse ned og tage op efterhånden som du vil bruge dem. Ellers opbevar i køleskab og server med en serviet under, da de godt kan smuldre lidt:-)

Bon Appétit

søndag den 21. september 2014

Hjemmelavede øko majspandekager .... til så meget:-)

Jeg ved da virkelig ikke, hvordan det kan være, jeg ikke før har fået lavet en gang hjemmebagte majspandekager - de er nemlig ret lækre. Slår købte med flere længder - og jeg køber i øvrigt stort set aldrig den type færdigvarer alligevel. De kan fyldes med hvad som helst - kan tilberedes i god tid, og kan altså godt serveres for gæster:-)

Opskriften snuppede jeg ovre hos Arla.dk og da den fungerer perfekt, er der jo ikke nogen grund til at lave om på noget, der virker. Nu vil jeg gå i køkkenet og lige producere en omgang mere, så der er en stak i fryseren til børnegæster i efterårsferien:-)


6 stk øko majspandekager
100 gram majsmel fra Urtekram
2 spsk øko hvedemel
3 øko æg
2 dl øko letmælk
Et nip salt
Øko smør til at stege i:-)

Bland majs- og hvedemel med salt. Tilsæt mælken og pisk det helt ud, så der ikke er klumper tilbage. Pisk så æg i. Lad hvile mindst ½ time. Steg nu lysebrune pandekager i lidt smør og fyld dem med dine favoritter. Fx hakket okse eller kylling og godt med krydderier, fx chili, sød chilisovs, paprika, spidskommen fx. Du kan fylde dem på forhånd og gratinere med revet ost som her - eller sætte de varme pandekager på bordet og lade dine gæster selv komponere deres egen favorit.

Alle gode ønsker om en dejlig søndag til hele landet fra Samsø:-)

fredag den 12. september 2014

Vanillesyltede grønne tomater

Syltede grønne tomater er ikke noget, jeg husker fra min barndom selv med en mor, der ellers var glad for at gå i køkkenet. Nu hvor jeg er gået fra bypige til bondekone, kan man jo lige så godt gå hele vejen! Så jeg har været ude at "tigge" grønne tomater hos nogle, jeg ved der har mange tomater, og allerbedst - som ikke er sprøjtede. Jeg gider simpelhen ikke bruge penge eller tid på at putte sprøjtegifte i sylteglas!

Grønne tomater er lige nu - det er dem, som ikke vil modne og er hårde og ellers uspiselige. Hvis du selv har tomater i haven eller kender en tomatpusher, vil du blive glad for at ha' en flok glas af disse i dit spisekammer - de smager bare overraskende lifligt. Man kunne også ha' lavet en omgang chutney, men det får jeg bare ikke rigtig brugt.


Til 7 mellemstore glas
1 clementinkasse fyldt med små og store grønne tomater:-)
1 liter klar lagereddike - helst økologisk
1 kg øko rørsukker
5 dl vand
2-3 hele kanelstænger
4 stjerneanis
2 vanillestænger - nogle gode nogle!
½ spsk knust chili
8 kardemommekapsler
8 hele nelliker
1 tsk stødt allehånde
½ tsk salt

Start med at skylle alle tomaterne, og tag stilke af. Dernæst skal du prikke dem alle sammen rigtig godt med en gaffel, nok ca 5 til 15 prik pr. tomat alt efter størrelse. Ellers kan den gode lage ikke trænge ind:-) Det tar tid, men hyg dig med det. Det gir så god mening at få brugt de tomater, der ikke vil modne og ellers går til spilde. Jeg sorterede de store for sig og skær dem i kvarte og kogte dem separat. Og alle små og mellemstore blev kogt sammen.

Bland nu alle de øvrige ingredienser i en god gryde og kog det op, og sørg for sukkeret er helt opløst. Kom nu tomaterne i lagen og kog ca 8-10 min eller til de begynder at blive en smule bløde, og nogle løsner skindet sig lidt på.

Forinden har du rengjort dine glas meget grundigt! Ellers risikerer du alt arbejdet er spildt. Jeg bruger gerne genbrugsglas af en vis størrelse. Først fjerner jeg alle etikketter, dernæst vasker jeg alt i opvaskemaskinen. For at være helt sikkert skolder jeg alle glas OG låg med kogende vand, og til sidst kører jeg lidt sprut, fx vodka rundt i glasset. Jeg vil gøre meget for at undgå at bruge atamon, men det er jo en holdningssag, så gør hvad du har det bedst med.

Hæld nu de helt varme tomater i glassene, fyldt helt op uden at presse ret meget, og fyld også op med lagen helt til kanten. Skru låg godt fast med det samme - og vend bunden i vejret, så også lågene bliver steriliseret af lagen. Lad dem trække et par uger før du smager på de første skønheder og lad dig overraske og formilde af den sød, syrlige vanillesmag. Det er så godt til mange retter og til tapas osv. De her glas kan i princippet holde helt til næste sæson, når de opbevares mørkt, køligt (uden frost). Når de er åbnet, så sætter jeg dem i køleskab.


Mon ikke der skal et glas og en hjemmebagt kage retur til tomatleverandøren? Og et glas til en sød nabo måske. Og ellers vil jeg bare sætte dem på hylden i annekset, og glæde mig over et lille Stop Spild af Mad projekt.

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig weekend - vejret er helt fortryllende skønt her på Samsø, og det er heldigt for de weekendgæster, som kommer her imorgen og ikke har nået at besøge mig før nu. Det blir godt at vise en sød gammel veninde og teeanagedatter rundt på min solskinsø, mens mand og søn blir hjemme og passer på København:-)

søndag den 24. august 2014

Hvor der er liv, er der håb! OG en figenmarmelade:-)

Og her ER liv! Dejligt og glad liv heldigvis:-) Og NU er jeg tilbage mere stabilt. Den helt uplanlagte lange bloggerpause skyldes simpelthen at sommeren tog mig med. Jeg har været så meget i lommen på sol, blå himmel og varmt havvand, feriegæster, levende musik, jordbær, ærter, bønner og nu brombær og pærer fra haven at jeg glemte en masse omkring mig.


Min kusine fra KBH, som følger lidt med i mit liv her, og sørme også en par trofaste læsere har nu både skrevet og ringet - helt bekymrede, fordi her var helt stille. Tak for kærlig omsorg. Alt er heldigvis godt, og jeg tilstræber mere tilstedeværelse det næste lange stykke tid.


Sensommeren har bragt virkeligt mange figner på mit træ i haven. Det må stå godt for sol og vind. Det står ud til vejen, så når folk går forbi, stopper mange op og peger og taler om det lille træ:-) Det føles altså ret eksotisk at plukke mange figner i sin have. Så ingen grund til at rejse nogen steder hen lige på den her årstid. Mange er fortæret friske, de er så smukke indeni - og delikate til ost. Men den her figenmarmelade får engle til at synge, og det er blevet til hele 12 glas efterhånden som de er modnet.

1000 gram friske figner
600 gram øko rørsukker
saften fra 3 øko citroner
1/4 dl vand
korn fra 1-2 gode vanillestænger
2-3 kanelstænger
Evt stjerneanis, hvis du er vild med det

Skær stilken af fignerne og skær dem i små tern. Bland alle ingredienser og kog det forsigtigt op. Lad det simre til konsistensen er tyk som marmelade, det tar lidt tid. Det skal nærmest karamelisere. Lad afkøle lidt, hæld på rengjorte glas. Jeg hælder kogende vand i mine glas og skyller dem med en lille sjat vodka eller lign. Derefter opbevares i køleskab, og så kan de holde sig nok ca et par måneder. Nok længere:-)


Nybagt brød med kerner, gult øko smør og klistret figeneleksir...


Brug marmeladen til dit ostebord, på nybagt eller ristet brød eller i en spændende dessert. Hvad med at toppe en cheesecake med det?


Nu er det slut for i år - håber træet vokser sig større og gir endnu mere næste sommer:-)
Dejlig søndag til jer alle - vi høres SNART ved!

mandag den 30. juni 2014

Agurkesalat på hybenroser

Samsø Landkøkken står bag en lang række skønne eddiker, og med små nye agurker og en flaske hybenroseeddike blir' en simpel agurkesalat ophøjet til en sand sommerdelikatesse:-)


Knasende sprøde agurker lige fra drivhuset og laber eddike .... gør altså noget andet end Lagermann's..

Salat i pretty pink - I like!

1 flaske hybenrosedddike fra Samsø Landkøkken
1 dl rørsukker
10 hele rosa peberkorn
1 tsk knust chili
2 tsk havsalt
1 lille laurbærblad
3 små agurker

Bland alle ingredienser (på nær agurkerne) i en gryde, kog det op, så sukkeret er helt opløst. Skær agurker i lidt tykke skiver, og hæld den varme lage over agurkerne. Lad trække mindst ½ time og gerne længere. Når agurkerne er spist, kan du sagtens bruge lagen til en ny omgang - kog den blot lige op igen:-)

Sprød, knasende og smagen af naturens sommer:-)

søndag den 29. juni 2014

Havens kryddersmør

Jubbiii, det holdt tørvejr i går, så vi kunne få huset malet, mens jeg havde lejet det der smarte lift-stillads. Min nabo stod her allerede kl 6!!! Så nu er hele huset malet med det hvide, skønt at komme så langt:-) Nu mangler de grå sokler, sålbænke og hele verandaen - det er ferieprojekter!

Nå, men det her indlæg handler om noget helt andet og mere overskueligt. Forleden dag, da vi skulle grille en stor, lækker bøf af økologisk inderlår fik jeg bikset det her kryddersmør sammen af urter fra haven. Det blev så lækkert. Så det ska' I selvfølgelig ha' opskiften på, og jeg har selv lavet en portion mere og smidt i fryseren. 


Kryddersmør i den ene lille skål, pesto i den anden og to lækre sprøde salater. Da vi fik vores fantastiske bøffer af grillen, glemte jeg alt om at tage billeder!

250 gram økologisk smør
1 håndfuld koriander
1 håndfuld bredbladet persille
1 nyt mildt løg
3 fed hvidløg
2 spsk sød fransk sennep
1-2 spsk æbleeddike fra Urtekram
Mortet peber fra Mill & Mortar (fantastisk lækkert peber!)
Havsalt

Fjern stilke fra krydderurterne og hak dem i minihakker sammen med løg og hvidløg - helt finthakket. De andre ingredienser kommes i en skål og tilsættes urterne - pisk nu blandingen ca 5 min, så smørret blir luftigt og lidt lysere. Form det i en rulle i bagepapir eller kom det i små fine serveringsskåle.

Klar til fryseren - det blir man glad for, når der ikke er flere friske krydderurter i haven:-)

lørdag den 14. juni 2014

Tante Hyld:-)

Endnu en skøn sommerdag, og der er igen gået mormor i mig:-) Mere saft til gæster og til fryseren. 


Jeg havde fået lov at komme og plukke mængder af hyldeblomster dér, hvor jeg køber mine grøntkasser. De har et helt hegn af hyld rundt om deres mark, og lige her blir der ikke sprøjtet. Der gør der desværre også alt for mange steder på Samsø. 

Efter regnvejret forleden var blomsterne friske, og nu tørre og fyldt med pollen, som er en vigtig smagsgiver til saften. Jeg så tilfældigt på tv Mette Blomsterberg lave hyldeblomstsaft, og hun skyllede blomsterne inden hun brugte dem. Det er virkelig synd og skam, hvis du spør mig. Der sidder jo det meste af smagen! Så la' vær' med det - bare ryst dem og kig dem efter. 


Idag blev det til en meget stor gryde og to skåle, som nu trækker de næste 3 dage inden det sis gennem et klæde. En portion fik et par stængler kanel, en anden portion fik en stor håndfuld frisk mynte. Sådan kan man variere det. Eller komme rabarber eller jordbær i. Det kan kun gå godt!


Og se så lige denne her skønhed. Jeg har aldrig før set lyserød hyld. To kæmpe buske stod der og så fantastisk smukke ud. De dufter ikke nær så meget som de hvide, så jeg tror ikke umiddlebart de er egnede til saft. Og da fruen på gården ikke var hjemme, kunne jeg ikke spørge idag. Jeg tillod mig bare at tage et par grene, som nu står som en fin buket på havebordet. 

Nogen, der ved noget om lyserød hyld eller hvad den måtte hedde? 

onsdag den 12. marts 2014

Råsaft på citrusfrugter

Sidste sommer fabrikerede jeg adskellige flasker råsaft på rabarber. Nøj, det var godt og smukt. Så da jeg så en råsaft på citrusfrugter ovre hos TildeMad, kom minderne frem og sådan en kande smuk saft gir fornemmelse for de skønne, skønne måneder, der venter os forude.


Havebordet er tørret af, blomsterhandleren har leveret stedmoder og solen skinner fra en skyfri himmel...

Drikken er sød og let bitter - og en lise for citruselskere. Men også lidt kalorierig på grund af sirup.


Skål:-) C-vitaminer på den fristende måde...


Til en stor liter saft - alle fruger SKAL naturligvis være øko, når man bruger skallerne. Der er ikke meget sundhed i at drikke en liter sprøjtegifte:-)

1 lime med skal
2 citroner - den ene med skal
4 appelsiner - to med skal
Ingefær som du lyster
1 dl ahornsirup
3 spsk rørsukker eller noget stevia
1-1½ l kogende vand

Vask frugten, skær i tynde skiver, ingefær i små bidder - tilsæt de to slags sukker. Hæld kogende vand på og lad trække. Jeg lod mit stå i køleskab natten over, selv om opskriften kun sagde en time.

I bedste Stop-Spil-af-Mad-stil ville jeg ikke bare smide al den gode frugt ud. Så det blev tryllet om til en skøn citrus-marmelade, som smager fantastisk på ristet brød. Den får du måske lige at se en anden god gang.

mandag den 10. marts 2014

Helt gratis supersundhed fra skoven:-)

De allerførst spæde skud af ramsløg pibler frem i disse dage, og min intuition siger mig, at de bare er topsunde!

Alt den kraft, der kommer fra en uberørt natur og næring fra en fed skovbund, kan da kun gavne vores kroppe. Du slipper for at købe krydderurter i dyre domme - det her er helt gratis:-) Tilmed kan man gøre en hyggelig udflugt ud af jagten på det grønne guld og få forårssol på næsen!


Jeg laver pesto på alle mulige måder ud fra, hvad jeg har i huset - idag består den af:

1 stor håndfuld små ramsløgblade
1 god håndfuld økologiske cashewnødder - ikke ristede
Tilpas med gul rapsolie fra Samsø Landkøkken
fintrevet skal  fra 1 øko citron
saft fra ½ citron
Nøddesalt fra Samsø Landkøkken og friskkværnet peber

En tur i blenderen med det hele - smag til! Tilsæt mere syre, salt eller hvad der er brug for indtil du blir glad af smagen:-)

... hvis du har parmesan, så riv noget af den og kom i. Måske også nogle kapers eller cornichons. Men ikke hvidløg denne gang - ramsløget er skarpt og erstatter hvidløg. Mums, så lækkert ....


Jeg er på 5:2 fastedag i dag - men for dagens 500 kcl kan der godt blive en stor skefuld af det her sammen med lidt røget laks og ristet rugbrød til aften....

lørdag den 23. november 2013

Kvædesmør:-)

TAK for alle forslag til at anvende de smukke kvæder, jeg har fået foræret. Nu er ca halvdelen, omkring 3 kg, tryllet om til det mest vidunderlige kvædesmør - kalder jeg det i hvert fald.

Jeg har længe haft fremstilling af æblesmør på min "det-må-jeg-prøve-liste" uden at det er blevet til noget. Og tænkte, at det kunne vel kun blive endnu bedre lavet på kvæder. Så jeg kiggede over til legendariske Klidmoster, fordi jeg huskede et indlæg om dette æblesmør.


Jeg fulgte opskriften fra Klidmoster + tilføjede en stor sjat mørk Havana rom i sidste indkogning. Og jeg sir' jer det er lækkert - skønt på nybagt eller ristet brød eller som tilbehør til varme retter. Der blev de her glas plus et par ekstra, som allerede var foræret væk, da jeg fotograferede:-) Selvfølgelig skal der også et par glas tilbage til den generøse kvæde-giver.

Det er et ret stort arbejde, synes jeg, men det hele værd. Og snart skal der forsøges med kvædegelé af resten.


De er temmelig hårde, så det tog ret lang tid at udkerne og skære i bidder ....  men her ligger de så og bader sig i økologisk æblecidereddike og vand og koges helt møre ....


Sådan ser det ud, når det er helt kogt ud og pisket godt i gennem og til sidst en grundig tur med en stavblender...og så venter endnu en lang kogning med krydderier, muscovadosukker og rom!


Her så du kan fornemme konsistensen .... hvis jeg var dig, ville jeg forsøge at hamstre en kasse kvæder! Rigtig god weekend til alle kære læsere:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...