Den første kasse er pakket

Vi er på vej...




Nu mangler vi kun at pakke 59 kasser (det er i hvert fald, hvad flyttefirmaet har vurderet, vi skal bruge).

P.s. Er lidt trist over, at høre karnevalsstemning ude i det gode vejr, mens jeg går her og pakker.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Tiden løber...

Det går stærkt på mange fronter i det lille hjem.

Jeg har travlt med at forberede de mundtlige prøver (ja, det hedder ikke eksamener mere). Der er i dag kun 2 uger til det hele går løs for det første af mine 2 engelsk hold, så der er nok at se til på den front. Oven i købet har vi haft en mindre marathon på skolen med forældre weekend, åbent hus, aktivitetsdag for de lokale 2. klasser + en aften for næste skoleårs elever.

Helt tilbage i februar købte vi et rækkehus - og nu er det endelig ved at være tiden, hvor vi overtager huset. Nærmere bestemt d.1/6. Vi glæder os helt vildt! Inden vi flytter står den dog på et lille pitstop hos mine forældre, mens vi pakker lejligheden sammen og maler i det nye. Jeg går rundt med lidt blandede følelser omkring flytningen - for på den ene side glæder jeg mig helt vildt til at komme ned til jorden, få mere plads og endda en lille have. På den anden side er det for alvor et kapitel, der slutter. Her i lejligheden har der været fest og farver, tømmermændssøndage og kolde øl på altanen, desuden er det Albertes første hjem. Der er sket så meget på de 3,5 år, vi har boet her, det er næsten ikke til at forstå! Jeg husker tydeligt, hvor glade vi var for at flytte ind. Lejligheden var dobbelt så stor som den, vi boede i før, og så havde den altan! Det eneste minus var, at den var helt oppe på 4. sal, men selv det har vi lært at elske. Gratis motion og masser af lys og luft. Jeg husker også tydeligt, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid en morgen, inden jeg skulle ræse på arbejde. Jeg husker den hårde ventetid for et års tid siden, da jeg (bogstaveligt talt) var ved at sprænges af spænding over at skulle møde min lille pige. Absolut ikke mindst husker jeg, første gang vi trådte ind i lejligheden som forældre, og præsenterede den dejlige Alberte for sit første hjem. Det bliver godt nok svært at sige farvel til dette hjem. Jeg håber, at vi hurtigt kan føle os hjemme i det nye.

Der er en lille bølle, der er helt uvidende om, at hun snart skal sige farvel til sit første hjem. Jeg håber, at hun kommer til at tage det hele i stiv arm. Hun er i hvert fald rimeligt frygtløs, og hun har fart på. Der turbokravles hele tiden - kun afløst af yndlingsdiciplinen "stå ved bord/reol/stol". Tænderne er der ikke så meget turbo over. Der er kun kommet én, og den har åbenbart ikke lyst til selskab.

Mormor og morfar har et tv-møbel i god højde.

 Der tænkes store tanker

 Den enlige tand kan skimtes.

Vi cruiser

 

Tøjdyr og separationsangst - en fin lille cocktail..?

En elefant blev skabt. Eller muligvis er der tale om en "muse-fant" - den ligner i hvert fald en krydsning mellem en elefant og en mus, selvom opskriften lød på "elefant". Men fin er den da blevet, synes jeg.

Jeg forsøgte at få et billede af Alberte med elefanten, men det kunne ikke lade sig gøre. Hun har nemlig fået sig et stykke favorit legetøj, der sjældent forlader hendes side. En "Barba Lilla" bamse. Jeg forstår ikke, hvorfor det lige præcist er den bamse, hun har kastet sin kærlighed på. Hun har en bamse, som hun sover tæt med, men i dagtimerne er det denne "skønne" skabning, der får alt hendes kærlighed og opmærksomhed. Jeg havde aldrig troet, at en baby på 8 mdr kunne favorisere legetøj på den måde.

Den er med uanset, om man kravler (hvilket i øvrigt bliver gjort helt efter bogen nu), eller om man har boldbad i kravlegården.

Og så er der lige det nyeste frustrationselement, som fylder meget herhjemme: separationsangst. Den sidste 1½ uge er Alberte vågnet en gang i løbet af aftenen - stortudende. Man har virkelig kunnet fornemme hendes angst. Vi har trøstet og trøstet, men så snart vi forlader hendes værelse begynder sirenen igen. Det varer så en times tid, hvorefter hun endelig falder i søvn og sover resten af natten (mere eller mindre). I går aftes kulminerede det for alvor. Hun vågnede først kl.22.30, men græd så mere eller mindre uafbrudt til kl.1, hvor kæresten gav op og tog hende med ind i vores seng, hvor hun efter lidt tid faldt i søvn. Hun blev så lagt i egen seng for at vågne frisk og "veludhvilet" kl.6.00. Det var skisme hårdt for både den barslende far samt moderen, der skulle tidligt op og på arbejde.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre med den lille bange pige. Det er så synd for hende, man kan virkelig se, at hun er skræmt - det lyser langt ud af øjnene på hende, når vi kommer ind til hende. Gode råd og erfaringer modtages med kyshånd. Jeg overvejer en lille lampe, men det er kun i går, at hun er vågnet, efter det blev mørkt.

Update: Opskriften på elefant/musefant findes her.