fredag, februar 24, 2012

Kort med Tilda papir

Der er fuld gang i kortproduktionen her i Fru Ravns lille scraphule. Der kører en lydbog på pc'en og jeg hygger mig med enkle og simple kort... støvet og vasketøjet kigger vi på i næste uge, der er jo nok ikke den helt store chance for at det forsvinder af sig selv!!! ;) Jeg laver flere kort af hver model og skulle jeg ske at få lavet flere, end jeg selv kan bruge, så ved jeg jo at både Cancerkort og  OSH vil tage imod overskuddet med glæde! Men nu må vi se hvornår luften går af ballonen! ;)
Jeg har kastet mig over de søde papirblokke med Tilda papir fra Panduro Hobby og det er der kommet følgende kort ud af!
 Jeg har skåret strimler på 2 cm og rundet de nederste hjørner med en hjørnepunch. En kartonstrimmel i matchende farve og et stykke bånd fra samme serie som papiret, et par knapper fra min gigantiske samling og så igen den søde die fra Memorybox (som jeg har købt i USA, jeg husker desværre ikke hvor og jeg tror ikke den kan købes her i DK) Stemplet er også fra Panduro, jeg har malet kanten med en Promarker tusch og punchet det ud med en punch, som er lidt mindre end stemplet.

 Her samme model i blå farver og her måtte jeg have fat i mine Prisma penne for at finde en matchende farve til stemplet.

En anden model med dies fra Cheery Lynn design - sommerfugl og doily. Disse dies kan købe i flere danske scrapbutikker - ingen nævnt, ingen glemt! Tillykke stemplet er fra Orion design.

Tak for dit besøg og mange tak for alle de søde kommentarer, dem bliver jeg bare så glad for 
og rigtig god weekend til alle som kommer her forbi!

tirsdag, februar 21, 2012

Sølv og guldbryllupskort

Jeg er gået i gang med, at producere nogle kort til min evigt slunkne kortkasse! :)
Jeg har lavet en model, som kan bruges til flere forskellige lejligheder, alt efter om jeg sætter et tekststempel i midten eller som her tal i sølv og guld. Enkelt, simpelt og effektivt! :)

Den lille fine die i midten er fra Memory box og er også sød bag et rundt tekststempel. Det skønne papir er fra en af Panduros papirblokke - The French Country Stack hedder den.

Tak for dit besøg og hav en dejlig tirsdag!

fredag, februar 17, 2012

Layout - DT Panduro Hobbys Scrapbooking

Emnet på  Panduro Hobbys Scrapbooking Blog er denne gang Paperpiecing, som betyder at sætte små stykker papir sammen til en figur eller et mønster. Jeg har valgt at tolke det på en lidt anden måde, end det vi normalt forbinder med paperpiecing. Jeg har piecet en baggrund  til mit billede (en fotomatte) sammen af små cirkler restepapir, små cirkler der er stemplet og strimler af det lækre papirtape, også kendt som Washi tape, som Panduro har fået i deres sortiment i mange forskellige farver og mønstre. 

 Titlen HAPS er fordi fuglen (en Great Egret) lige har fanget en lille fisk, jeg ved ikke om det er helt tydeligt her. Billedet har min mand taget i Everglades sidste år.
Baggrunden på layoutet er stænket med akrylmaling i sort, grøn og gul. Det har jeg gjort ved, at først dyppe en pensel i maling og derefter i vand, så holder jeg den et stykke over mit papir og knipser på penslen og får de fineste klatter, som det ikke altid er til at forudsige hvor rammer. 

 Jeg har klippet hak i tapen. Cirklen er stemplet med et baggrundsstempel og jeg har syet hen over cirklen med tyndt hæklegarn.

Et nærbillede af klatterne!

Kig forbi Panduro Hobbys Scrapbooking blog og se hvilke materialer jeg har brugt. Der kan du også se hvad de andre designere har fundet på, samt deltage i vores konkurrence om et gavekort på 200 kr.

Det er lidt sjovt, når jeg kigger på mine tre seneste layout, så stor forskel der er i stilarterne, men det er jo typisk mig det med at brede mig ud over det hele! ;)
Tak fordi du kom forbi og rigtig god weekend!

onsdag, februar 15, 2012

One happy scrapper

Fredag aften i sommerhuset lavede jeg dette layout.
Endnu et med et billede af mig selv! :)
 Jeg var vist lidt ukoncenteret, for det lykkedes mig at ridse mit billede! 
Men sådan noget er der jo råd for og en blomst i håret pynter vel altid! :)
Papiret er fra Panduro og er en af de nye serier fra Prima! Jeg har syet det øverste lag fast med min lille håndsymaskine fra Singer. Jeg er ikke blevet helt gode venner med den, men det kommer vel med lidt øvelse! :)

Den søde lille flaske er også fra Panduro. Jeg kan rigtigt godt lide at den er så lille, at den uden problemer kan sidde på et layout!

Tak for dit besøg.

mandag, februar 13, 2012

En skøn weekend

Jeg har været på den skønneste weekend tur  i Nordsjælland. Ca. 40 glade scrappere samlet i luksuriøse omgivelser med opvartning, lækker mad og kursus med Anna Finnabair fra Polen. Hvad mere kan man ønske sig? Det har bare været pragtfuldt!
Jeg fik lavet et layout fredag aften og et på Annas kursus lørdag. Og så fik jeg selvfølgelig snakket og hygget mig rigtigt meget! :) Søvn blev der ikke så meget af, så jeg er en træt gammel kone idag! hihi
Her er layoutet fra Annas kursus, det andet layout gemmer jeg til en anden dag,.

 Billedet er af mig selv fra sidste sommer.

 Et af de tre clusterer med masser af dims, gel medium og glimmermist.



Rigtig god mandag aften og tak fordi du kom forbi!

onsdag, februar 08, 2012

What's up

I går aftes til tirsdagsscrap i Scrapmafiaen legede vi med masks og glimmermist. Et par af pigerne havde ikke prøvet det før og ville gerne prøve det. Jeg havde egentlig ikke planlagt, at der skulle komme et layout ud af det jeg lavede, men da jeg havde lavet baggrunden, fandt jeg alligevel lige et billede og lidt pynt og vupti så blev årets først layout til! :) Måske blev det ikke helt, som det ville have været, hvis jeg havde planlagt det, men det tog jo så heller ikke ret lang tid! :)

 Den lille fyr på billedet, er en Softshell Tortoise - en sumpskildpadde, som vi mødte på vejen i Florida i oktober sidste år.
Køn kan man vel ikke kalde ham? ;)

Her lidt tættere på!

 Det havde regnet rigtigt meget dagen før og han var blevet skyllet op på vejen. Vi stoppede selvfølgelig for at tage billeder.

Han lignede en, som ikke rigtigt kunne finde ned i vandet igen og vi satte en redningsaktion igang! :) Stig kunne slet ikke holde ham, han sprællede helt vildt, hvilket kom lidt bag på os, så han måtte nærmest kastes over til åen som løb parrallelt med vejen!  Vi har senere fundet ud af, at sådan en fætter faktisk kan bide en finger af!! Tøhø, måske havde vi ladet ham ligge, hvis vi havde vidst det! ;)

mandag, februar 06, 2012

Kommer du med til Scrapbooking Convention i Middelfart 10. marts 2012?
Så deltag i layout og kortkonkurrencerne.
Se mere HER

Layoutskitse

Kortskitse



fredag, februar 03, 2012

DT Panduro hobbys Scrapbooking - Shabby Chic

Emnet er denne gang Shabby Chic på Panduro Hobbys scrapbooking blog.
For mig er Shabby Chic stilen noget med hvidmalede slidte møbler, lyse farver, blonder, pasteller og blomster. Man kan måske kalde det Romantisk Vintage, selvom det ikke nødvendigvis behøver være gamle ting. 
Jeg har pyntet en lille sætterkasse og fyldt den med små sjove ting. Det meste er fra Panduro Hobby, men der er også lidt fra mine gemmer.
 Jeg har sat papir fra en Designblok "French Country" i bunden af de små rum.

 Sætterkassen har jeg malet med hvid Gesso. Bagefter har jeg slebet kanterne lidt og sværtet lidt med Distress ink for at få dem til at se slidte ud. 

Ginen var lidt for høj til kassen, så jeg klippede stangen over helt oppe ved bunden. Så skrabede jeg træstumpen ud af hullet, som stangen sidder i, med en tyk nål og limede bagefter stangen fast igen.

De små søde flasker fra Panduro har jeg fyldt med små lyse knapper.

Det er helt sjovt, at sætterkasser er kommet på mode igen. Jeg har stadig den jeg fik som teenager, for mange få år siden, fyldt med sjove ting. :)
Du kan se en liste over  materialer på Panduro Hobbys Scrapbooking Blog, hvor du også kan se hvad de andre piger har fundet på!

Tak for dit besøg og rigtig god weekend!