afstraffen

Dutch

Etymology

From af +‎ straffen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfstrɑfə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧straf‧fen

Verb

afstraffen

1. (transitive) to punish

Conjugation

Conjugation of afstraffen (weak, separable)
infinitive	afstraffen
past singular	strafte af
past participle	afgestraft
infinitive	afstraffen
gerund	afstraffen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	straf af	strafte af	afstraf	afstrafte
2nd person sing. (jij)	straft af, straf af2	strafte af	afstraft	afstrafte
2nd person sing. (u)	straft af	strafte af	afstraft	afstrafte
2nd person sing. (gij)	straft af	strafte af	afstraft	afstrafte
3rd person singular	straft af	strafte af	afstraft	afstrafte
plural	straffen af	straften af	afstraffen	afstraften
subjunctive sing.1	straffe af	strafte af	afstraffe	afstrafte
subjunctive plur.1	straffen af	straften af	afstraffen	afstraften
imperative sing.	straf af
imperative plur.1	straft af
participles	afstraffend	afgestraft
1) Archaic. 2) In case of inversion.

Derived terms

• afstraffing

Anagrams

• straffen af