Spring til indhold

Tyrkiske uafhængighedskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tyrkiske uafhængighedskrig
Med uret fra top venstre: Delegation samlet på Sivaskongressen for at afgøre målet med den nationale kamp; tyrkere bærer ammunition til fronten; Kuva-yi Milliye-infanteri; tyrkisk hestekavaleri; den tyrkiske hær befrier Izmir; de sidste tropper samlet på Ankara Ulus-pladsen rejser mod fronten.
Med uret fra top venstre: Delegation samlet på Sivaskongressen for at afgøre målet med den nationale kamp; tyrkere bærer ammunition til fronten; Kuva-yi Milliye-infanteri; tyrkisk hestekavaleri; den tyrkiske hær befrier Izmir; de sidste tropper samlet på Ankara Ulus-pladsen rejser mod fronten.
Dato 19. maj 1919 – 11. oktober 1922 (våbenhvile) 24. juli 1923 (fred)
(4 år og 66 dage)
Sted Anatolien, nordlige Mesopotamien og Thrakien
Resultat Afgørende[1][2] tyrkisk sejr[3]
Parter
Osmanniske Rige Tyrkiske nationale bevægelse

 Sovjetisk Rusland[4]

 Grækenland
 Frankrig
 Armenien (i 1920)
 Storbritannien
Osmanniske Rige Osmanniske Rige (indtil 1922)

 Italien
Georgien (i 1921)

Ledere
Osmanniske Rige Mustafa Kemal Pasha
Osmanniske Rige Fevzi Pasha
Osmanniske Rige İsmet Pasha
Osmanniske Rige Kâzım Pasha
Osmanniske Rige Ali Fuat Pasha

Russiske SFSR Vladimir Lenin

Grækenland Anastasios Papoulas
Grækenland Georgios Hatzianestis
Grækenland Leonidas Paraskevopoulos
Frankrig Henri Gouraud
Armenien Drastamat Kanayan
Armenien Movses Silikyan
Storbritannien George Milne
Osmanniske Rige Süleyman Şefik Pasha
Styrke
Osmanniske Rige Maj 1919: 35.000[5]
Nov. 1920: 86.000 (oprettelsen af en almindelig hær)[6]
Aug. 1922: 271.000[7][note 1]
Russiske SFSR 40.000[8][9] (i den Røde Hær invasion af Georgien, 1921) 		Grækenland 80.000 (Dec. 1919)[10]
1922: 200.000[11]-250.000[12][13]
Frankrig 60.000[14][15]
Armenien 20.000[16]
Storbritannien 30.000[17]
Osmanniske Rige 7.000 (ved højdepunktet)[18]
Tab
Osmanniske Rige 13.000 dræbt[19]
22.690 døde af sygdom[20]
5.362 døde af kvæstelser eller andre ikke-kamphandlinger[20]
35.000 såret[19]
7.000 tilfangetaget[21] 		Grækenland 24.240 dræbt[22]
18.095 savnet
48.880 såret
4.878 døde udenfor kampzoner
13.740 tilfangetaget[22][23][note 2]
Frankrig ~7.000
Armenien 1.100+ dræbt[31]
3.000+ tilfangetaget[32]
264.000 græske civile dræbt[33]
60.000-250.000 armenske civile dræbt[34][35]
15.000+ tyrkiske civile dræbt på vestfronten[36]
Noter
 • Kuva-yi Milliye blev overtaget af det Øverste nationalråd efter 4. september 1920.

 • Grækenland tog 22.071 militære og civile fanger. Ud af disse var 520 officerer og 6.002 soldater. Under fangeudvekslingen i 1923 ankom 329 officerer, 6.002 soldater og 9.410 civile fanger i Tyrkiet. De resterende 6.330, hovedsageligt civile, formodes at være omkommet i græsk varetægt.[21]

Den tyrkiske uafhængighedskrig (tyrkisk: Kurtuluş Savaşı "Befrielseskrigen" eller İstiklâl Harbi "Uafhængighedskrigen" eller Millî Mücadele "Nationalkampagnen"; 19. maj 1919 – 24. juli 1923) blev udkæmpet mellem den tyrkiske nationalbevægelse og medlemmerne af Ententen: Grækenland på vestfronten, Armenien på østfronten, Frankrig på sydfronten samt Storbritannien og Italien i Konstantinopel – efter dele af det Osmanniske Rige blev besat og opdelt efter osmannernes nederlag i første verdenskrig.[37][38][39] Kun få af besættelsesstyrkerne fra Storbritannien, Frankrig og Italien blev indsat eller involveret i kampe.

Den tyrkiske nationalbevægelse (Kuva-yi Milliye) i Anatolien kulminerede i dannelsen af en ny Øverste nationalforsamling under Mustafa Kemal Atatürk og hans kolleger. Efter sejrerne på vest-, øst- og sydfronten blev Sèvres-traktaten skrottet og erstattet med Kars-traktaten i oktober 1921 og Lausanne-traktaten i juli 1923. Ententen forlod Anatolen og det Østlige Thrakien, og Tyrkiets Øverste nationalforsamling erklærede den 29. oktober 1923 Republikken Tyrkiet.

Den tyrkiske nationalbevægelse, opdelingen af det Osmanniske Rige og afskaffelsen af sultanatet førte til det Osmanniske Riges fald, og efter Atatürks reformer oprettede tyrkerne den sekulære nationalstat Tyrkiet. 3. marts 1924 blev det Osmanniske Rige afskaffet, og den sidste sultan, Abdülmecid 2., blev sendt i eksil.

Fodnoter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ I august 1922 dannede den tyrkiske hær 23 infanteridivisioner og seks kavaleridivisioner, svarende til 24 infanteridivisioner og syv kavaleridivisioner hvis de yderligere tre infanteriregimenter, fem underbemandede grænseregimenter, en kavaleribrigade og tre kavaleriregimenter inkluderes (271.403 mænd i alt). Tropperne blev fordelt i Anatolien således:[7] Østfronten: 2 infanteridivisioner, 1 kavaleridivision, Erzurum og Kars befæstede områder og 5 grænseregimenter (29.514 mænd); El-Cezire-fronten (sydøstlige Anatolien, østlige regione af floden Eufrat): 1 infanteridivision og 2 kavaleriregimenter (10.447 mænd); centralhærsområdet: 1 infanteridivision og 1 kavaleribrigade (10.000 mænd); Adana kommandocentral: 2 bataljoner (500 mænd); Gaziantep-området: 1 infanteriregiment og 1 kavaleriregiment (1.000 mænd); Indlandsregionsenheder og institutioner: 12.000 men; vestfronten: 18 infanteridivisioner og 5 kavaleridivisioner, hvis den uafhængige brigade og regimenter inkluderes, 19 infanteridivisioner og 5,5 kavaleridivisioner (207.942 mænd).
  2. ^ Ifølge nogle tyrkiske estimater lå antallet af tilskadekomne på mindst 120.000-130.000.[24] Vestlige kilder nævner 100.000 dræbt og såret,[25][26] med samlet set 200.000 tilskadekomne, indregnet at 100.000 tilskadekomne udelukkende var som følge af Smyrna-offensiven i august-september 1922.[27][28][29] Materielt tab var ligeledes enormt.[30]

Henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ "Decisive Turkish victory in Anatolia... produced Britain's gravest strategic crisis between the 1918 Armistice and Munich, plus a seismic shift in British politics..." Erik Goldstein and Brian McKerche, Power and Stability: British Foreign Policy, 1865–1965, 2004 p. 139
  2. ^ "The internationalisation of Constantinople and the Straits under the aegis of the League of Nations, feasible in 1919, was out of the question after the complete and decisive Turkish victory over the Greeks". A. Strahan, Contemporary Review, 1922.
  3. ^ Chester Neal Tate, Governments of the World: a Global Guide to Citizens' Rights and Responsibilities, Macmillan Reference USA/Thomson Gale, 2006, p. 205.
  4. ^ Jelavich, Barbara (1983). History of the Balkans: Twentieth century. Cambridge University Press. s. 131. ISBN 978-0-521-27459-3.
  5. ^ Ergün Aybars, Türkiye Cumhuriyeti tarihi I, Ege Üniversitesi Basımevi, 1984, pg 319-334 (tyrkisk)
  6. ^ Turkish General Staff, Türk İstiklal Harbinde Batı Cephesi, Edition II, Part 2, Ankara 1999, p. 225
  7. ^ a b Celâl Erikan, Rıdvan Akın: Kurtuluş Savaşı tarihi, Türkiye İş̧ Bankası Kültür Yayınları, 2008, ISBN 9944884472, page 339. (tyrkisk)
  8. ^ King, William C. (1922), King's complete history of the World War : visualizing the great conflict in all theaters of action, 1914-1918, Springfield, Massachusetts: The History Associates, s. 674
  9. ^ "iveria". Hentet 1. november 2014.
  10. ^ Arnold J. Toynbee/Kenneth P Kirkwood, Turkey, Benn 1926, p. 92
  11. ^ History of the Campaign of Minor Asia, General Staff of Army, Directorate of Army History, Athens, 1967, p. 140: on June 11 (OC) 6,159 officers, 193,994 soldiers (=200,153 men)
  12. ^ A. A. Pallis: Greece's Anatolian Venture - and After, Taylor & Francis, p. 56 (fodnote 5).
  13. ^ "When Greek meets Turk; How the Conflict in Asia Minor Is Regarded on the Spot - King Constantine's View," T. Walter Williams, New York Times, 10. september 1922.
  14. ^ Isaiah Friedman: British Miscalculations: The Rise of Muslim Nationalism, 1918-1925, Transaction Publishers, 2012, ISBN 1412847109, page 239
  15. ^ Charles à Court Repington: After the War, Simon Publications LLC, 2001, ISBN 1931313733, side 67
  16. ^ Anahide Ter Minassian: La république d'Arménie. 1918-1920 La mémoire du siècle., éditions complexe, Bruxelles 1989 ISBN 2-87027-280-4, pg 220
  17. ^ BRITISH IN TURKEY MAY BE INCREASED, New York Times, 19 June 1920.
  18. ^ Jowett, Philip (20. juli 2015). Armies of the Greek-Turkish War 1919–22. Bloomsbury Publishing. s. 45. Hentet 17. september 2016 – via Google Books.
  19. ^ a b Kate Fleet, Suraiya Faroqhi, Reşat Kasaba: The Cambridge History of Turkey Volume 4, Cambridge University Press, 2008, ISBN 0-521-62096-1, p. 159.
  20. ^ a b Sabahattin Selek: Millî mücadele - Cilt I (engl.: National Struggle - Edition I), Burçak yayınevi, 1963, page 109. (tyrkisk)
  21. ^ a b Ahmet Özdemir, Savaş esirlerinin Milli mücadeledeki yeri, Ankara University, Türk İnkılap Tarihi Enstitüsü Atatürk Yolu Dergisi, Edition 2, Number 6, 1990, pg 328-332
  22. ^ a b Σειρά Μεγάλες Μάχες: Μικρασιατική Καταστροφή (Νο 8), συλλογική εργασία, έκδοση περιοδικού Στρατιωτική Ιστορία, Εκδόσεις Περισκόπιο, Αθήνα, Νοέμβριος 2002, σελίδα 64 (græsk)
  23. ^ Στρατιωτική Ιστορία journal, Issue 203, December 2013, page 67
  24. ^ Ali Çimen, Göknur Göğebakan: Tarihi Değiştiren Savaşlar, Timas Yayınevi, ISBN 9752634869, 2. Cilt, 2007, sayfa 321 (tyrkisk)
  25. ^ Stephen Vertigans: Islamic Roots and Resurgence in Turkey: Understanding and Explaining the Muslim Resurgence, Greenwood Publishing Group, 2003, ISBN 0275980510, page 41.
  26. ^ Nicole Pope, Hugh Pope: Turkey Unveiled: A History of Modern Turkey, Overlook Press, 2000, ISBN 1585670960, page 58.
  27. ^ Stephen Joseph Stillwell, Anglo-Turkish relations in the interwar era, Edwin Mellen Press, 2003, ISBN 0773467769, page 46.
  28. ^ Richard Ernest Dupuy, Trevor Nevitt Dupuy, The Harper encyclopedia of military history: from 3500 BC to the present, ISBN 0062700561, HarperCollins, 1993, page 1087
  29. ^ Revue internationale d'histoire militaire - Issues 46-48, University of Michigan, 1980, page 227.
  30. ^ Robert W.D. Ball: Gun Digest Books, 2011, ISBN 1440215448, page 237 (Webside ikke længere tilgængelig)
  31. ^ Pars Tuğlacı: Tarih boyunca Batı Ermenileri, Pars Yayın, 2004, ISBN 975-7423-06-8, p. 794.
  32. ^ Christopher J. Walker, Armenia: The Survival of a Nation, Croom Helm, 1980, p. 310.
  33. ^ Death by Government, Rudolph Rummel, 1994.
  34. ^ Dette ifølge figurer fra Aleksandr Mjasnikjan, formanden for Council of People's Commissars of Soviet Armenia, i et telegram sendt til den sovjetiske udenrigsminister Georgij Tjitjerin i 1921. Ifølge telegrammet blev omkring 60.000 armenere dræbt af den tyrkiske hær, heraf 30.000 mænd, 15.000 kvinder, 5.000 børn og 10.000 unge piger. Ud af de 38.000 sårede var 20.000 mænd, 10.000 kvinder, 5.000 unge piger og 3.000 børn. Der blev herudover rapporteret om massevoldtægter, mord og vold mod den armenske befolkning i Kars og Alexandropol: se Vahakn N. Dadrian. (2003). The History of the Armenian Genocide: Ethnic Conflict from the Balkans to Anatolia to the Caucasus. New York: Berghahn Books, pp. 360–361. ISBN 1-57181-666-6.
  35. ^ Armenia : The Survival of a Nation, Christopher Walker, 1980.
  36. ^ Rummel, R.J. "Statistics Of Turkey's Democide Estimates, Calculations, And Sources". University of Hawai'i. Hentet 6. januar 2017.
  37. ^ "Turkey, Mustafa Kemal and the Turkish War of Independence, 1919–23". Encyclopædia Britannica. 2007. Hentet 2007-10-29.
  38. ^ "Turkish War of Independence". Microsoft Encarta Online Encyclopedia 2007. 2007. Arkiveret fra originalen 15. maj 2008. Hentet 2007-10-29.
  39. ^ "Turkey, Section: Occupation and War of Independence". History.com Encyclopedia. 2007. Arkiveret fra originalen 2007-10-24. Hentet 2007-10-29.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Tyrkiske_uafhængighedskrig&oldid=11432341"