Kalmarunionen
- For alternative betydninger, se Unionstiden.
Kalmarunionen | |||||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Personalunion | |||||||||||||||
1397–1523 | |||||||||||||||
Kalmarunionen i begyndelsen af det 16. århundrede | |||||||||||||||
Hovedstad | København | ||||||||||||||
Religion | Katolicisme | ||||||||||||||
Regeringsform | Monarki | ||||||||||||||
Regent | |||||||||||||||
• 1387–1412 (Danmark) 1388–1389 (Norge) 1389–1412 (Sverige) | Margrete 1. | ||||||||||||||
• 1389–1442 (Norge) 1396–1439 (Sverige) 1396–1439 (Danmark) | Erik af Pommern¹ | ||||||||||||||
• 1481–1513 (Danmark) 1483–1513 (Norge) 1497–1501 (Sverige) | Hans | ||||||||||||||
• 1513–23 (DK. & N.²) 1520–21 (Sverige) | Christian 2. | ||||||||||||||
• 1524–33 | Frederik 1. | ||||||||||||||
Lovgivende forsamling | Rigsråd og Herredag (et i hvert rige) | ||||||||||||||
Historie | |||||||||||||||
• Margrete 1. anerkendes som regent af Danmark | 1387 | ||||||||||||||
• Etableret | 17. juni 1397 | ||||||||||||||
• Engelbrektsoprøret | 1434–36 | ||||||||||||||
7.-10. november 1520 | |||||||||||||||
• Gustav Vasa vælges til konge af Sverige | 6. juni 1523 | ||||||||||||||
1536 | |||||||||||||||
| |||||||||||||||
1. Erik 7. af Danmark, Eirik 3. af Norge, Eric 13. af Sverige 2. Christian 2. var regent af Norge fra 1506 |
Kalmarunionen var en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som blev oprettet i 1397 og varede til 1523. Unionen indbefattede områder som Finland, Ålandsøerne, Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Efter at Sverige forlod unionen, forblev Danmark og Norge i personalunion frem til 1814.
Unionen oprettedes ved et møde i Kalmar i 1397, da aristokratiet fra de tre lande samledes for at krone Erik til konge over de tre lande. Fra mødet findes det såkaldte unionsbrev bevaret og tolkningen af dette har givet anledning til forskellige fortolkninger af begivenhedsforløbet. Uanset dette regeredes de tre riger af en fælles konge, og Erik efterfulgtes af Christoffer af Bayern. Ved dennes pludselige bortgang i januar 1448 savnedes imidlertid en given efterfølger, og Danmark og Sverige valgte hver sin regent. Det kom til at vare til 1457, inden de tre riger atter blev styret af samme konge, Christian 1. Dette blev dog kortvarigt, og efterfølgere som Hans og Christian 2. regerede kun i korte tidsrum over Sverige. I Sverige var unionen dog hele tiden et politisk alternativ frem til valget af Gustav Vasa til konge i 1523.
Baggrund
[redigér | rediger kildetekst]Norge og Sverige i union
[redigér | rediger kildetekst]Norge og Sverige var under kongerne Magnus Eriksson (Smek) og sønnen Håkon Magnusson forenede under samme krone. Christoffer 2. af Danmark havde pantsat Skåne til Johan af Holsten i 1329, men et oprør brød ud i 1332, og i november samme år valgte Johan mod et løsen at overdrage Skåne og Blekinge til den svenske konge. Magnus anerkendte Skåne som et autonomt kronland, mens skåningene anerkendte folkungerne som kongeæt. Magnus kaldte sig derefter "Sveriges, Norges og Skånes konge". Den danske konge Valdemar Atterdag, der var blevet anerkendt som den retmæssige indløser af de pantsatte danske områder, vandt imidlertid Skåne, Blekinge og det sydlige Halland tilbage 1360. Sommeren 1361 vandt han tillige Gotland. Tabet af Skåne gjorde, at den svenske adel vendte sig mod Magnus Eriksson, og 1361 fængsledes han af sin egen søn Håkon Magnusson. Håkan valgtes til konge af Sverige på Mora stene i februar 1362.[1]
Håkon Magnusson og hans far forsonedes dog i foråret 1362 og kom overens om at samregere i Sverige og Norge. For at få hjælp til at besejre den svenske adel, vendte de sig til Valdemar Atterdag i Danmark. Håkon Magnusson havde i 1359 forlovet sig med Valdemars seksårige datter Margrete. Under pres fra den svenske adel havde Håkan ophævet forlovelsen og i stedet forlovet sig med en prinsesse fra Holsten, Elisabet. Da prinsessen i december 1362 rejste til Sverige for at møde sin kommende ægtefælle, blev hendes skib af vinden drevet til Bornholm og der sattes hun i fængsel. Magnus Eriksson og hans søn skyndte sig til København, og den 9. april 1363 giftede Håkan sig med Margrete. Den holstenske prinsesse slap siden ud af fængslet; hun levede resten af sit liv i kloster.[2]
Valdemar havde to døtre, Ingeborg og Margrete, og i denne situation kunne begge vælges som tronfølger. Ingeborg var gift med Henrik Bödeln af Mecklenburg, søn af Albrecht den Store af Mecklenburg. Den stormandsopposition, som fandtes i Sverige mod Håkon Magnusson, forenede sig med Albrecht for at sætte dennes søn Albrecht af Mecklenburg på Sveriges trone. Under andet halvår 1363 begav Valdemar Atterdag sig ud på en lang europæisk rejse og hans allierede Magnus og Håkan kunne derfor ikke vente nogen hjælp fra Danmark. I november 1363 sejlede en stor tysk hær til Sverige i et overraskende angreb mod folkungerne, som lykkedes. I februar 1364 kunne Albrecht derfor lade sig hylde som Sveriges konge på Mora stene. De to folkunger Magnus og Håkan havde alene kontrollen over Norge og vestre Sverige tilbage, og herfra rettede de et militært angreb mod østre Svealand men besejredes 1365 i slaget ved Gataskoven på grænsen mellem Västmanland og Uppland. Valdemar Atterdag gik til angreb i 1366 og i begyndelsen med store fremgange. Han blev senere angrebet af mecklenburgske, holstenske og hanseatiske tropper og tvunget til at slutte fred. I 1371 blev Valdemar tvunget til at godkende sin dattersøn Albrecht 4. af Mecklenburg som dansk tronfølger. Magnus Eriksson blev fængslet i seks år frem til 1371 men frigivet efter, at folkungerne havde lovet, at de vestsvenske områder, som blev holdt i forlening af dem, skulle overdrages til Albrecht ved Magnus Erikssons død.[3]
Danmark og Norge i union
[redigér | rediger kildetekst]Da Magnus Eriksson døde i 1374, blev disse områder imidlertid ikke overdraget, og da Valdemar Atterdag døde i oktober 1375, blev Albrecht 4. ikke udråbt til dansk konge. I stedet stillede Håkon Magnusson med en modkandidat, sin egen søn Oluf. Håkan fik støtte af Danmarks mest indflydelsesrige stormænd, og ved et rigsmøde i Slagelse i maj 1376 blev Oluf udråbt til dansk regent. Samtidig bestemtes det, at regeringen skulle udøves af dennes forældre, Håkan og hans hustru Margrete. Af betydning var det, at både Håkan og Margrete havde opholdt sig i Danmark for at virke for sønnens kandidatur men tillige, at kun Margrete kunne anses at repræsentere det danske kongedynasti; hendes søster Ingeborg var i mellemtiden afgået ved døden. For at styrke sit krav på tronen begyndte hun at kalde sig "Danmarks, Sveriges og Norges dronning" under tiden frem til valget af sønnen som konge.[4]
Ved udnævnelsen af Oluf var der ved Danmarks og Norges forening fremkommet et storvælde, som ikke blot indbefattede de to lande men tillige andre områder under deres styre som Skåne og Gotland. Da Håkan døde 1380, blev Oluf tillige konge af Norge, mens Margrete virkede som hans formynder. Den svenske konge Albrecht af Mecklenburg sad ikke uvirksom men forsøgte under 1380–1384 at erobre Skåne men måtte nøjes med det sydlige Halland. Albrechts forsøg på at forene Skåne og Sverige under en krone havde tillige en støtte blandt den skånske adel. Folkungernes indflydelse i Skåne svækkedes også af det forhold, at vestre Skåne havde været pantsat til den tyske Hansa siden 1370. I 1385 kom Oluf Håkonsen imidlertid til Lund, hvor han blev hyldet af skåningerne efter at have bekræftet skåningernes traditionelle privilegier. Nogle uger senere overdrog hanseaterne deres borge i vestre Skåne til den danske konge. I forsommeren 1385 begyndte Oluf Håkonsen at anvende titlen "sand arving til Sveriges rige" og havde derefter mulighed for at påbegynde oprustning for krig i stedet for forsvar.[5]
Dynastiske forudsætninger for unionen
[redigér | rediger kildetekst]Dette stamtræ viser de nordiske rigers familieforhold i tiden omkring Kalmarunionen, og hvordan de forskellige kongehuse blev flettet sammen. Der er kun medtaget personer, der er nødvendige for sammenhængen.
(Konger af ét nordisk rige er markeret med kursiv, konger af to nordiske riger er markeret med fed, unionsregenter er markeret med fed og kursiv)
Håkon 5. | Eufemia | Magnus Ladulås | Helvig | Erik Klipping | Agnes | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Ingeborg | Erik Magnusson | Ingeborg | Erik Menved | Christoffer 2. | Eufemia | Nicolaus | Richiza | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Albrecht | Eufemia | Magnus Eriksson | Blanka | Valdemar Atterdag | Helvig | Sophie | Gerhard | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Albrecht af Mecklenburg | Ingeborg | Henrik | Erik Magnusson | Håkon 6. | Margrete 1. | Ingeborg | Henrik | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Oluf 2. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Albrecht | Vartislav | Maria | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Erik af Pommern | Johan | Catharina | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Christoffer af Bayern | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Gerhard | Katharina Elisabeth | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Didrik den Lykkelige | Hedevig | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Christian 1. | Dorothea | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Hans | Christine | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Christian 2. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Krigen mod Albrecht
[redigér | rediger kildetekst]Albrecht af Mecklenburgs stilling som svensk konge var med tiden blevet svækket. Til sin hjælp havde han indkaldt tyskere til at fungere som lensherrer og fogeder i stedet for den svenske adel. En af de stormænd, som havde støttet Albrecht og modarbejdet folkungerne, var Bo Jonsson (Grip), blandt andet med forhåbningen om, at Albert ville erobre Skåne fra Valdemar Atterdag. Bo Jonsson var ikke blot rigets drost men tillige dets største jordejer. I april 1384 var han på vej til Skåne for at deltage i felttoget, men i Vadstena gjorde han sit testamente, hvori han erklærede som sin sidste vilje, at alle hans forleninger i Finland og det egentlige Sverige efter hans død skulle forvaltes af otte navngivne stormænd for derved at forhindre, at kong Albrecht skulle få kontrol over lenene. Bo Jonssons mecklenburgske ægtefælle og hans børn blev holdt væk fra al kontrol over lenene. Hvorledes forholdet havde været mellem Bo Jonsson og Albrecht i de senere år er ikke kendt; formodentlig har Albrechts manglende evne til at erobre Skåne ikke gavnet ham. Da Bo Jonsson døde i august 1386, blev testamentet kendt og Albrecht erklærede sig at være enkens og børnenes formynder for på denne måde at forsøge at omgøre testamentet. Albrecht fik da også kontrol over nogle steder. I den indenrigspolitiske krise, som indtrådte Sverige, forsøgte nu de svenske stormænd støtte hos Margrete. Nogle af dem mødtes med Oluf og Margrete i Skåne i sommeren 1387.[6]
Margrete opholdt sig i Ystad, da Oluf hastigt blev meget syg af feber og døde på Falsterbo slot den 3. august 1387. Margrete sikrede sig hurtigt, at hun blev hyldet som Danmarks regent, først ved en sørgemesse i Lund den 10. august, derefter på landsting i Ringsted, Fyns landsting i Odense og formodentlig tillige på det jyske landsting i Viborg. Margrete rejste også til Norge, hvor hun i februar 1388 hyldedes som Norges regent ved en herredag i Oslo. Efter besøget i Norge mødte hun Bo Jonssons testamentsexekutorer i Dalaborg. Ved Dalaborgstraktaten anerkendtes Margrete som Sveriges "fuldmægtige frue og rette husbonde" af den forsamlede adel. De lovede at stille de svenske slotslen til hendes rådighed og at give hende militær støtte til at erobre magten fra kong Albrecht.[7]
Kong Albrecht sad ikke passiv, da oppositionen mod ham tog til i styrke. På sensommeren 1388 rejste han til Mecklenburg for at samle en stor styrke af lejetropper. Albrecht og hans lejetropper ankom omkring nytår 1389 efter at være gået i land i Kalmar. I efteråret 1388 havde oppositionens styrker belejret Axevalla hus uden for Skara, og Albrechts tropper drog via Jönköping for at undsætte Axevalla. Albrechts tropper var formentlig beredne, velrustede og havde i det mindste en kerne af stridsvant kavaleri. Margretes og Albrechts tropper mødtes nær Åsle kirkeby en mil øst for Falköping. Slaget ved Åsle blev både en militær og en politisk sejr for Margarethe, idet både Albrecht og hans søn Erik blev fanget[8]
De dansk-svenske styrker kunne hurtigt tage kontrollen over de slotte, som var i mecklenburgernes hænder, deriblandt Kalmar slot.[9] Margrete agerede tillige hurtigt med hensyn til tronfølgen: ved midsommer 1389 samledes en stor herredag i Helsingborg, hvor Margrete præsenterede tronfølgeren Erik af Pommern, søn af Margretes søsterdatter Maria, og hvor han anerkendtes af de norske repræsentanter som Norges arvekonge, omend med Margrete som hans formynder så længe, han var mindreårig. Derimod tog det tid inden, at Eriks stilling i Danmark og Sverige blev afklaret: Erik valgtes til Danmarks konge ved et landsting i Viborg nytår 1396, og for Sveriges vedkommende blev han hyldet på Mora stene som Sveriges konge den 23. juli 1396.[10]
Nyköpings recess
[redigér | rediger kildetekst]Margrete og Erik mødtes med det svenske riksråd i Nyköping i september samme år. Den vigtigste beslutning var om en reduktion af alt det krongods, som var blevet overført til adelen under Albrecht af Mecklenburgs tid som konge, forsåvidt kronen ikke bevilgede undtagelser. De, som var blevet frälse under perioden, skulle miste denne status. Mødet besluttede også, at alle fæstninger og slotte, som var opført under denne tid, skulle nedrives, hvis kronen ikke besluttede andet. Margrete fik i morgengave Östergötland og Skara bispedømme, Rumlaborgs slot og len med Jönköping, Västerås slot og stad med Norbohärad og Dalarne. Recessen udfærdigedes den 23. september 1396 og anses som et knusende nederlag for den svenske stormandsklasse, efter som den mistede alt, hvad den havde vundet efter oprøret mod Magnus Eriksson. Mødet besluttede også at et nyt møde mellem de ledende stormænd i de tre riger, hvor de skulle slutte en aftale om evig fred mellem landene.[11]
Kalmarmødet
[redigér | rediger kildetekst]Det første tydelige vidnesbyrd om, at Margrete ville skabe en union af de tre riger, som Erik var konge over, er Nyköpings recess 1396. Med den personalunion, som var for hånden, blev de forsamlede enige om et unionsmøde, hvor repræsentanter for de tre riger skulle enes om en union, hvilken angaves som en forudsætning for fred mellem rigerne. Dette alnordiske unionsmøde foregik i Kalmar sommeren 1397. Selve mødet må have taget mindst fire uger og indledtes med en kroningsceremoni, hvorunder Erik blev kronet til konge af ærkebiskopperne i Lund og Uppsala. Fraværet af norske biskopper i Kalmar antyder, at Erik var blevet kronet til konge over Norge allerede 1392. Selve mødeforhandlingerne resulterede dels i et unionsbrev, som regulerede de fremtidige forhold mellem de tre riger samt et kroningsbrev, hvor det fremgår, at Eriks kroning til konge i Danmark, Norge og Sverige var blevet fuldbyrdet i Kalmar[12]
Kroningsbrevet
[redigér | rediger kildetekst]I kroningsbrevet kundgøres, at kroningen af Erik var fuldbyrdet i Kalmar. De underskrivende afgiver en troskabserklæring over for kong Erik og giver fuld ansvarsfrihed for Margrete. Kroningsbrevet pålægger ikke kongen nogen særlige forpligtelser, der findes alene en i almene vendinger udformet passus: "oc han gøre widh oss alle som hanom bør at gøre". Det er blevet påpeget, at Erik i kroningsbrevet af de underskrevne anerkendes som konge, noget kongevalg eller nogen overladelse af magt fra undersåtter til konge omtales ikke. I kroningsbrevet fastslås også, at Erik er konge af Guds nåde.[13]
I unionsbrevet slås fem vigtige principper for unionen fast[14]:
- En eneste konge skal råde over alle tre riger. I princippet skal unionen være et valgkongedømme, men i første række bør kongesønner vælges.
- Kongen skal styre hvert rige i overensstemmelse med hvert riges egne love.
- Hvis et af rigerne trues af krig, skal de andre komme det til hjælp.
- Den, som er blevet dømt fredløs, skal være det i alle rigerne.
- Ved forhandlinger med andre lande har kongen sammen med rådsmedlemmer fra hvert rige ret til at træffe beslutninger til alles bedste.
Unionen under de skiftende regenter
[redigér | rediger kildetekst]Unionen under Margrete
[redigér | rediger kildetekst]Margrete gjorde reduktioner af frälsets jord både i Danmark og i Sverige da overførelsen af skattejord til frälsejord alvorligt truede kronens skatteindkomster. Efter, at Sveriges drost Bo Jonsson (Grip) var død i 1386, Danmarks drost Henning Podebusk var død i 1388 og Norges drost Ogmund Finsson var død 1388 indsatte Margrete ikke nye droster. Endog embedet som marsk blev ladt ubesat under hendes tid. Margrete er også blevet kritiseret for at i strid med Magnus Erikssons landslov have sat udenlandske fogeder på svenske slotte, idet hun altid satte danske fogeder på svenske og norske len men det må bero på, om hvorledes begrebet "indenrigske mænd" forstås[15]
Også med hensyn til besættelsen af de kirkelige embeder fortsatte Margrete sin fars politik med at placere håndplukkede personer som biskopper for, at kronen derved skulle kunne låne penge af kirken. Det ved denne tid svage pavedømme lettede også dette. Allerede ved Arbogakonciliet 1396 kom kirken i opposition til Margrete på grund af skattetrykket og sammenlignede forholdene med jødernes trældom i Egypten.[16] Arbogakonciliet 1412 protesterede mod reduktionen af kirkegods og truede med interdikt, hvis forholdene ikke ændrede sig.[17]
Unionen under Erik af Pommern
[redigér | rediger kildetekst]Efter Margretes død 1412 mildnedes enevælden noget, og i Danmark fik det danske rigsråd en større indflydelse. For Sveriges del besluttede Erik om räfsteting, som indebar, at den tidligere godsreduktion i nogen grad ophævedes. Indsættelser af biskopper skete uden åbne konflikter. Det danske Danehof blev indkaldt 1413.[18] Fra 1398 virker det som om, at Margrete opholdt sig mere i Sverige end i Danmark. Erik på sin side opholdt sig de første år efter 1412 regelmæssigt i Sverige men efter det blev hans besøg i Sverige sjældnere. Erik synes ikke at have besøgt Norge efter 1412.[19] Overvejende fortsatte Erik Margretes unionspolitik. Han donerede penge til Vadstena kloster men placerede sine egne mænd som biskopper. Indflydelsen for det norske rigsråd mindskedes, og dets medlemmer savnede indflydelse bortset fra i domsspørgsmål. I Norge placeredes danskere som biskopper og de norske slotte Bohus, Akershus, Tunsberghus og Bergenhus blev styret af danske fogeder. Erik synes at have haft ambitionen at integrere de tre unionslande med unionsmøder med rigsråd fra de tre lande, der mødtes i København, et unionsbanner og et unionsvåben samt en fælles herold for de tre riger.[20]
I Sverige placerede Erik danskere og tyskere som fogeder på slottene. 1434 var tyskerne Hans Kröpelin foged på Stockholms slot og Hans af Eberstein på Gripsholms slot, danskerne Anders Nielsen på Axevalla, Jens Grim på Kalmar slot og Jösse Eriksson på Västerås slot. Endog Älvsborgs fæstning, Nyköpingshus og Ringstaholm havde tyske eller danske fogeder. Alene på nogle slotte i Finland fandtes der medlemmer af den svenske adel som fogeder.[21]
Som motiv for det oprør mod Erik, som udbrød i Sverige sommeren 1434, Engelbrektsoprøret, er nogle direkte årsager udpeget. Det svenske rigsråd udfærdigede den 12. september 1434 en cirkulæreskrivelse til den Tyske Ordens højmester, Hansestæderne og Norges rigsråd. Riksrådet fremsætter heri flere påstande om brister, blandt andet at Erik skulle have udnævnt uegnede mænd som biskopper, at han har overdraget slottene til udlændinge, og han at ikke respekterer arvekongedømmet ved sit forsøg på at gøre sin onkels søn Bogislav 9. af Pommern til tronfølger. Almuen er blevet tvunget til at betale trykkende skatter, stæderne uretmæssig told, og adelen er blevet tvunget til at deltage i krige i udlandet.[22]
I november 1434 kom parterne overens om forhandlinger. Disse foregik i Halmstad i april-maj 1435. Fra det svenske riksråd deltog ærkebisp Olof, biskopperne Knut og Sigge, ridder Nils Erengislesson samt væbnerne Knut Jonsson og Magnus Gren. Som Eriks repræsentanter deltog biskop Jens i Roskilde, Axel Pedersson, Erik Nielsson, Sten Basse, Morten Jensson og dekanen Hans Laxmand. Under mødet blev man enige om, at rigsrådet skulle indsætte fogeder på de slotte, som kongen endnu kontrollerede, skatter skulle besluttes i fællesskab af kongen og rigsrådet. Kongen lovede også at udnævne en drost og marsk i Sverige, at rigshøvedsmanden Engelbrekt Engelbrektsson skulle få Örebro slot og len på livstid og Erik Puke skulle få Rasbo hundare på livstid. I juni mødtes riksrådet i Uppsala, hvor man ratificerede aftalen fra Halmstad, men i ratifikationsbrevet præciserede riksrådet hvorledes, man tolkede aftalen: kongen skulle styre riget i overensstemmelse med riksrådet og loven.[23]
Unionen under Christoffer af Bayern
[redigér | rediger kildetekst]Svenskerne var ikke glade for danskernes krige i Slesvig, Holsten, Mecklenburg, og Pommern, der forstyrrede den svenske eksport (især jern) til det europæiske kontinent. Udover det gjorde centraliseringen af regeringen i Danmark mange mistænksomme. Det svenske gehejmeråd ville beholde en del af regeringen. Enigheden i unionen eroderede i 1430'erne, som ledte til uddrivelsen af danske styrker i Sverige. Erik blev afsat som unionskonge og efterfulgt af Christoffer af Bayern.
Christoffer blev ikke nogen populær konge. Han formåede ikke at indfrie et løfte til svenskerne om at give dem Gotland i hænde, da Erik sad her på borgen Visborg og bedrev et sørøveri, som Christoffer heller ikke formåede at stoppe. Af danskerne blev han anklaget for at tilkalde og favorisere egne landsmænd på bekostning af rigernes egne indbyggere. Han forsøgte at stække Hanseforbundets indflydelse ved at favorisere nederlændere og englændere, ved at genindføre Øresundstolden og ved at give København nye privilegier, der skulle forhindre udenlandske købmænd i at handle, men måtte indrømme Hansestæderne fornyede rettigheder i både Norge og Sverige.
I kraft af tomrummet efter Christoffers død i 1448, valgte Sverige Karl Knutsson til konge med henblik på at bringe unionen under svensk ledelse. Karl blev også valgt til konge af Norge det følgende år, men greverne i Holsten havde mere indflydelse end den svenske og norske adel tilsammen og fik det danske rigsråd til at udnævne Christian 1. af Oldenborg til konge.
I løbet af de næste syv årtier dominerede kampen om magt og krigene mellem Sverige og Danmark unionen.
Unionen under Christian 1.
[redigér | rediger kildetekst]Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl VIII Knutsson til konge, og han forsøgte også at blive konge over Norge. Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian 1. i 1457 kronet i Uppsala, og Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.
I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod de høje danske skatter. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han forblev konge til sin død i 1470.
Unionen under Hans og Christian 2.
[redigér | rediger kildetekst]Også Christian 1.s efterfølgere på tronen Hans og Christian 2. forsøgte i flere omgange at genskabe unionen ved angreb mod den svenske rigsforstander Sten Sture, men efter det Det Stockholmske Blodbad i 1520 gjorde svenskerne oprør (Gustav Vasas oprør), og 6. juni 1523 blev adelsmanden Gustav Vasa konge, hvilket betød, at Kalmarunionen de facto var afsluttet. Året efter frasagde Frederik 1. af Danmark og Norge sig kravet på den svenske trone, hvilket formelt opløste unionen.
Efter Christian 2.s erobring af Sverige og det efterfølgende blodbad i Stockholm i 1520, udbrød der på ny oprør i Sverige, og invasionsstyrkerne blev atter fordrevet i 1521. Efter uafhængigheden var genindført valgtes Gustav Vasa til svensk konge 6. Juni 1523, hvilket formelt opløste Kalmarunionen og markerede Gustavs herredømme over hele Sverige. Årsdagen for Gustav Vasas kroning blev i 1916 en uofficiel flagdag og har siden 1982 været Sveriges nationaldag med navnet Svenska flaggans dag (det svenske flags dag).
Den politiske baggrund
[redigér | rediger kildetekst]Når det lykkedes at samle Norden, skyldtes det en fælles ydre fjende, Hansestæderne. Da det senere gik galt med at holde sammen på Unionen, skyldtes det dels, at Hansestæderne nu var blevet svækket, men også at de andre europæiske byer og stater ikke var interesserede i et samlet Norden.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Carlsson (1945), s. 19–31
- ^ Carlsson (1945), s. 32–33
- ^ Carlsson (1945), s. 33–36
- ^ Carlsson (1945), s. 37–38
- ^ Carlsson (1945), s. 38–42
- ^ Carlsson (1945), s. 42–48
- ^ Carlsson (1945), s. 48–51
- ^ Larsson (1997), s. 39–40
- ^ Larsson (1997), s. 42
- ^ Carlsson (1945), s. 58–60
- ^ Lönnroth (1969), s. 15–16
- ^ spørgsmålet om hvorledes, unionsbrevet skal tolkes, har ført til omfattende videnskabelige diskussioner, jf. Carlsson (1945), s. 61–65; Larsson (1997), s. 89–90
- ^ Lönnroth (1969), s. 42–44
- ^ Carlsson (1945), s. 67–68
- ^ Enemark (1979), s. 25–26
- ^ Fra Arbogakonciliets beslutning: "[...] quem unigenitus Dei in signis et prodigiis de Egyptiaca servitute redemit, in servitutem mirabiliter miserabilem."
- ^ Larsson (1997), s. 97, Enemark (1979), s. 26–27
- ^ Lönnroth (1969), s. 65
- ^ Carlsson (1945), s. 87–91
- ^ Larsson (1997), s. 152–153
- ^ Enemark (1979), s. 29
- ^ Lönnroth (1969), s. 67–68
- ^ Lönnroth (1969), s. 151–152
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Gottfrid Carlsson: Medeltidens nordiska unionstanke; Gebers, Stockholm 1945. ISBN 9900079248. (svensk)
- Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439, Gyldendal, 1980. ISBN 87-00-51833-6.
- Poul Enemark: Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad; Nordiska ministerrådet, Köpenhamn 1979. ISBN 91-40-30271-7.
- Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 5: 1250-1400; København 1989) ISBN 87-89068-07-6
- Lars-Olof Larsson: Kalmarunionens tid; Bokförlaget Prisma, Stockholm 1997, Andra upplagan. ISBN 9151842173. (svensk)
- Erik Lönnroth: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457; Akademiförlaget, Göteborg 1969. ISBN 9968061085. (svensk)
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Unionsbrevet fra 1397 Arkiveret 8. december 2004 hos Wayback Machine på Nationalmuseets hjemmeside
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Esben Albrectsen (anmeldelse af): "Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439. København, Gyldendal, 1980" (Historisk Tidsskrift, 14. række, Bind 4; 1983)
- Esben Albrectsen (anmeldelse af): "Anders Bøgh: Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca. 1365-89. Aarhus Universitetsforlag. 2003." (Historisk Tidsskrift bd. 105; 2005; s. 261-270) (Webside ikke længere tilgængelig)
- Esben Albrectsen: "Svar til Anders Bøgh" (Historisk Tidsskrift bd. 105; 2005; s. 211-213)
- Ingvar Andersson: "»Folkresningen» i Sverige 1371. En studie till Kalmarunionens svensk-norska förutsättningar" (Scandia, Band II; Lund 1929; s. 31-53) (svensk)
- Henry Bruun: "Kalundborgvidissen 1425 af Kalmarunionsbrevet" (Historisk Tidsskrift, 11. række, Bind 6; 1960)
- Anders Bøgh: "Replik til Esben Albrechtsen og andre kritikere af min disputats" (Historisk Tidsskrift bd. 105; 2005; s. 205-210)
- Aksel E. Christensen: "Christoffer af Bayern som Unionskonge" (Historisk Tidsskrift, 16. række, Bind 5; 1996)
- Poul Enemark: "Christian I og forholdet til Sverige 1448-1454" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 14; 1981)
- Poul Enemark: "Christian I's vej til Sveriges trone" (Historie/Jyske Samlinger, Bind 1996; 1996)
- Kr. Erslev: "Studier til Dronning Margretes Historie" (Historisk Tidsskrift, 5. række, Bind 3; 1881)
- Markus Hedemann: "Unionsbrevets kongelige program og krigen om Slesvig" (Scandia, bind 77 (2011), nr 2; s. 38-71) Arkiveret 11. november 2012 hos Wayback Machine
- Harald Hjärne: Skandinaviska unionen under medeltiden; 1897 (svensk)
- Erik Lönnroth: "Unionsdokumenten i Kalmar 1397" (Scandia, bind 24 (1958), nr 1; s. 32-67) Arkiveret 11. november 2012 hos Wayback Machine (svensk)
- Jens E. Olesen: "Unionsproblemer" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 14; 1981)
- Erik Ulsig: "Rigsråd – Kongemagt – Union 1434-1449" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 14; 1981)
- Mikael Venge (anmeldelse af): "Poul Enemark: Kriseår 1448-1451. En epoke i nordisk unionshistorie. Kbh., Akademisk Forlag, 1981" (Historisk Tidsskrift, 14. række, Bind 4; 1983)
- Lauritz Weibull: "Unionsmötet i Kalmar 1397" (Scandia, Band III; Lund 1930, s. 185-222) (svensk)
- Lauritz Weibull: "1397 års unionsbrev och dess rättsgiltighet" (Scandia, Band IV; Lund 1931, s. 115-142) (svensk)
- Lauritz Weibull: »Sancte Trinitatis söndag nu var» (Scandia, Band IV; Lund 1931, s. 291-294) (svensk)
- Hugo Yrwing: "Sten Sture, Ivar Axelsson och unionsfrågan 1471-1484" (Scandia, bind 34 (1968), nr 1; s. 100-163) Arkiveret 11. november 2012 hos Wayback Machine
- Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIII, s. 429-430; opslag: Kalmar-Unionen