Spring til indhold

Harald Hårfager

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Harald Hårfager
Harald Hårfager modtager kongeriget af sin far Halvdan Svartes hånd.
Billedet er fra det islandske manuskript Flateyjarbók fra 1300-tallet.
Personlig information
Født850 Rediger på Wikidata
Vestfold, Norge Rediger på Wikidata
Død933 Rediger på Wikidata
Rogaland fylke, Norge Rediger på Wikidata
FarHalvdan Svarte Rediger på Wikidata
MorRagnhild Sigurdsdatter Rediger på Wikidata
ÆgtefællerSvanhild Øysteinsdatter,
Ragnhild Eriksdatter,
Åsa Håkonsdatter,
Snøfrid Svåsedatter,
Åshild Ringsdatter,
Gyda Eriksdatter Rediger på Wikidata
PartnerTora Mosterstong Rediger på Wikidata
BørnOlav Haraldsson Geirstadalf,
Erik Blodøkse,
Bjørn Farmann,
Håkon den Gode,
Halvdan Hålegg,
Ålov Årbot,
Guttorm Haraldsson,
Halfdan Svarte Haraldsson,
Rørek Haraldsson,
Halfdan Hvite Haraldsson,
Frode Haraldsson,
Gudrød Ljome,
Gudrød Skirja,
Ragnvald Rettilbeine,
Ring Haraldsson,
Sigfred Haraldsson,
Sigtrygg Haraldsson,
Torgils Haraldsson,
Ulfljotr Haraldsson,
Ingegard (?),
Ingeborg (?),
Dag Haraldsson,
Ragnar Rykkel,
Sigurd Haraldsson Rise Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Nationalmonumentet Haraldshaugen ved Haugesund, hvor Snorre mente, Harald Hårfager var begravet.

Harald Hårfager (Haraldr hárfagri, født ca. 850, død ca. 932) var søn af Halvdan Svarte (= Halvdan den sorthårede) og konge i Norge fra ca. 871 til sin død.

Han er efter traditionen den første konge, som regerede over hele Norge, men selv om han vandt mange slag, fik han aldrig fuld kontrol over hele riget. Hans mest kendte sejr er slaget i Hafrsfjord, formentlig i år 872. Der underlagde han sig store dele af Sydnorge.

Tilnavnet som "hårfager" kendes kun fra én samtidig kilde, et kvad af den kvindelige skjald Jorunn Skjaldmø.[1] Hun kvad efter forliget mellem Harald og hans søn Halvdan Svarte,[2] som styrede i Trondheimsegnen og ikke må forveksles med Hårfagers far af samme navn:

Hårfagre kong Harald
hørte om Halvdans voldsværk,
og sværdets herre syntes
han var lidt sort, den fyrste.[3]

Familie

[redigér | rediger kildetekst]
Harald Hårfager, som Morris Meredith Williams tænkte sig ham. 1913.

Det gjaldt om at gøre kongen så højættet som muligt, og på sværdsiden blev han indsat i Ynglingeætten, de svenske sagnkonger med sæde i Uppsala og i sidste ende påstået at nedstamme fra aserne. På sin mors side skulle han ifølge én sagafortælling nedstamme fra en anden sagnkonge, den danske Sigurd Orm-i-Øje og dermed dennes far, Ragnar Lodbrog, [4] hvilket dog kronologisk set ville være umuligt eller i hvert fald tæt på absolut usandsynligt.

Kilderne enes om, at hans far var Halvdan Svarte. Ifølge Are Frode (gengivet af Snorre) kan Halvdan Svarte have boet på Ringerike eller Hadeland og på fars side nedstammet fra Ynglingeætten. Efter Egils saga kan Harald være fra "øst i Viken"[5] (dvs. Østfold), da han ifølge denne saga havde arvet området. Fagrskinna nævner ingen forbindelse til Ynglingeætten. Digtet Nóregs konungatal nok med Sæmund Frode som kilde fastslår, at Haralds forfædre sad med magten i Sogn.[6] Dermed er det eneste sikre Halvdan Svartes navn. Nogle forskere har ment, at han også var konge over Vestfold og Oppland, men oplysningerne kan være opstået i 1200-tallet, for at legitimere Hårfagre-ættens krav på Viken. Ifølge sagalitteraturen kan navnet Vingulmark stamme fra den gang, Halvdan Svarte lå i krig med kong Gandalf.[7]

Der er stor usikkerhed om Harald Hårfagers mor. Ifølge Fagrskinna og Heimskringla var Halvdan Svarte gift med Ragnhild Haraldsdatter og Ragnhild Sigurdsdatter. Et tillæg til Fagrskinna opgiver Halvdans anden kone som Helga Dagsdatter fra Hadeland. I Landnamabok står Tora opført som Halvdans første kone. Snorre mente, Ragnhild Sigurdsdatter var datter af Sigurd Hjort, mens forfatteren af Fagrskinna mente, hun var datter af den helt mytiske Sigurd Orm-i-Øje. Ólafía Einarsdóttir anser beretningen i Fagrskinna om Ragnhild Sigurdsdatter som Hårfagers mor som konstrueret ud fra kong Håkon Håkonssons ønske om af storpolitiske grunde at få knyttet den norske kongeslægt til de danske Skjoldunger.[6] I stedet mener hun, Hårfagers mor var Ragnhild Haraldsdatter. Som datter af kong Harald Guldskæg i Sogn ville hendes søn Harald arve magten i Sogn gennem hende.

Den walisiske krønike Vita Griffini Filii Conani fra 1137 påstår, at Rollo var bror til Harald Hårfagre.[8] Det bekræftes ikke fra andre kilder.

Ægteskaber og børn

[redigér | rediger kildetekst]
Gyda Eriksdatter gør klart, at hun ikke vil giftes med Harald, før han er blevet enehersker over Norge. Christian Krohg, 1899.
Gyda Eriksdatter i Hordaland ser Harald komme ridende, som Christian Krohg tænkte sig det.

Ifølge Fagrskinna blev Harald Hårfager gift med Gyda Eriksdatter fra Hordaland; men Hadelands-afskriften af Fagrskinna har flyttet beretningen til dens hjemegn. Her er det Ragna Adilsdatter på Toten, han gifter sig med.[9]

Harald Hårfager siges at have fået mange børn med forskellige kvinder. Sagaerne enes hverken om antal eller navne, og familieforholdene er omtvistede af historikerne. Snorre skriver, at "kong Harald bortgiftede de fleste af sine døtre til sine jarler indenlands, og store slægtsled er kommet derfra.".[10] Imidlertid omtaler han kun to døtre:

Sønnernes forhold er mere indviklet. En samtidig Øyvind skjaldespilder (Skjaldefordærver) siger i sit kvad om kong Haralds yngste søn Håkon den gode, at Håkon skulle møde otte brødre i Valhal. Historia Norvegiæ hævder derimod, at kong Harald havde 16 sønner, alle navngivet. Ågrip fra 1190'erne opregner 20 sønner, og denne liste går igen i Fagrskinna. Snorre, som skrev omtrent på den tid, omtaler ligeledes 20 sønner, men opgiver andre navne end Ågrip. [12]

Ud fra Øyvind Skjaldespilders antal på ni brødre i alt, kan man foreslå en liste, hvor kun den ældste, Erik, og den yngste, Håkon, er sikre historiske personer:

De fleste af Hårfagers sønner mistede livet, mens deres far var i live. Bortset fra Erik og Håkon - den ældste og den yngste - er Sigurd Rise den eneste, som muligvis stadig var i live ved sin fars død. Ifølge Snorre blev Gudrød Glans opfostret af skjalden Tjodolf fra Kvinesdal, under henvisning til et vers: "Voldsomt brydes bølgen i brændingen ved Jæren." Verset er stilet til "gæve Gudrød";[14] men Gudrød Glans var ingen konge. Derimod hed en af Erik Blodøkses sønner Gudrød Glans, og hans navn kan ved en fejl være kommet på Snorres liste over Hårfagers sønner. På de ældre navnelister over kong Haralds sønner står derimod navnet Sigtrygg eller Tryggve, og det er mere sandsynligt, for denne ville få en sønnesøn opkaldt efter sig; nemlig ham, der blev far til Olav Tryggvason.[15]

Efterhånden som sønnerne voksede til, måtte kong Harald lade dem deltage i landets styre, hvad Snorre fortæller udførligt om. Men ingen samtidige kilder bekræfter det; tværtimod enes al overlevering om, at Harald Hårfager slet ikke delte landet mellem sine sønner, men tværtimod overlod magten til den ældste, Erik Blodøkse. Det afveg fra almindelig norrøn praksis, hvor alle kongesønner, født i og udenfor ægteskab, kom i betragtning som arvinger. Man kan få mistanke om, at Erik fremstilles som enekonge efter sin far, fordi der på Snorres tid pågik en strid om enekongedømme. Men da Erik Blodøkses sønner kom til magten, var der kun én, Harald Gråfeld, som fik kongemagt. Først med Harald Hårderåde kom praksis med flere samkonger tilbage.[16]

Børnenes mødre er det kun Snorre, der fortæller om, og han opgiver Ragnhild, datter af kong Erik i Jylland, som mor til Erik Blodøkse. Hun skal være død tre år efter hans fødsel[17] og kendes ikke i samtidige kilder. Måske har Eriks navn fået Snorre til at forudsætte en morfar af samme navn, og efter overleveringen havde Blodøkse også en datter, han gav navnet Ragnhild (og som blev gift med en søn af jarlen på Orknøerne).[18]

Snorre har tolket Torbjørn Hornkløves Haraldskvad, som at Harald Hårfager var gift med kvinder fra alle kanter af Norge. Det er det vers, hvor det hedder, at kongen vragede møer fra Rogaland, Hordaland, Hedmark og Hålogaland, som om han sendte alle disse kvinder fra sig, da han giftede sig med Ragnhild. I så fald har han haft dem før slaget i Hafrsfjord. Men Snorre skriver tværtimod, at det først var efter slaget, han sendte bud efter Gyda Eriksdatter, som havde lovet at gifte sig med ham, når han blev enekonge over Norge. Før slaget var Harald - ifølge Snorre - gift med Åsa, datter af jarlen Håkon Grjorgardsson. Bagefter lader Snorre dog kongen gifte sig med to kongedøtre fra Opland og desuden jætten Svases datter fra Dovre. Dette sagn er ren afskrift af Ågrip. Der findes også et digt af biskop Bjarne Kolbeinson[19] på Orknøerne, som skrev, at "finnepigen gjorde Harald ør, så han syntes, hun var lys som solen". Pigen hed Snefrid, som er et rent eventyrnavn, der dukker op i norske folkeeventyr lige som navnet Snehvide. Snefrid vandt kong Harald med en trylledrik, så han glemte alle sine pligter, og selv efter hendes død var han så forhekset, at han blev siddende over hendes lig i tre år, til Torleif den kloge fik den døde til at falde sammen i råddenskab, og kongen kom til sig selv igen.[20] Også om Karl den Store blev der den gang fortalt et sagn om, at han i årevis var forhekset af en død kvinde.[21]

Styre

[redigér | rediger kildetekst]
Detalje fra Codex Frisianus fra ca. 1330, indledningen til kapitel 15 i Harald Hårfagres saga.

Snorre nævner i Olav Kyrres saga, at folk mente, der aldrig havde været så gode tider i Norge som under Olav Kyrre, andet end i Harald Hårfagers tid. Imidlertid byggede Snorre Harald Hårfagers saga meget på overleveringen fra Egil Skallagrimsson, som ikke havde grund til at sætte pris på Hårfager-ætten. Det var gået hårdt til mellem kong Harald og Egils slægt, selv om Snorre ikke skriver noget om det i sin kongesaga. Han understreger Haralds hidsighed; første gang i søslaget mod kong Arnvid på Sunnmøre, hvor Harald skildres som "vild og rasende"[22] (oðr ok reiðr). Han tolererede heller ikke Gange-Rolvs røvertogter og lyste ham fredløs i Norge.[17]

Det virker overraskende, at Harald sendte sin yngste søn, Håkon, til opfostring hos kong Æthelstan i England; det, der bandt de to konger sammen, var bekæmpelsen af vikinger. I England kæmpede Æthelstan mod danske og norske vikinger, og Harald Hårfager kom ham til hjælp ved sin indsats mod dem i Norge.[23]

Harald regerede i Norge under landnamstiden på Island, og omkring 30 af de udvandrede sagdes at have forladt landet efter konflikt med ham, hans mænd eller hans "øvrighed". Are Frode, som tidligt i 1100-tallet var den første, der skrev om landnammet, beretter, at da Harald Hårfager syntes, hans land forekom noget øde med al den fraflytning, forlangte han en afgift på fem øre (dvs. omkring 1/8 kg sølv, måske værdien af en ko) for hver udvandrer. Ifølge Landnamsbogen optrådte kongen som mægler, da der opstod uenighed om, hvor meget land hver udvandrer kunne lægge beslag på. I øvrigt lod han nordmænd, der satte bo på Island, beholde fuld borgerret i Norge.[24]

Sagn om Harald Hårfager

[redigér | rediger kildetekst]
Dronning Ragnhilds drøm. Tegning af Erik Werenskiold.

Selv om sagaerne er sparsomme med fakta om kong Harald, findes der flere sagn om ham. Han fik senere tilnavnet Dovrefostre efter et rent eventyr i den islandske Flatøbog, hvor Harald opfostres af jotnen Dovre i Dovrefjell. Jotnen stjæler maden hjemme hos kong Halvdan, som fanger ham. Så kommer kongesønnen Harald hjem og løslader jotnen, men ikke tør blive hjemme og følger jotnen hjem. I yngre sagaer kaldes jotnen Dovre. Dermed var Harald Hårfager knyttet til det, som senere blev et nationalsymbol for Norge. At trolde eller huldrer spiser folks julemad, er et kendt tema i mange norske folkesagn.[25]

Ligesom der var forvarsler for Olav den Hellige og kong Sverre, skulle Hårfagers mor Ragnhild ifølge Snorre have drømt, at hun stod i sin have og trak en torn ud af sin særk. Den voksede lynhurtigt til et træ, der bredte sine grene ud over Norge og længere endnu. Nederst var stammen rød som blod, længere oppe grøn og så snehvid.[26][27]

Ragnhilds mand, kong Halvdan, drømte aldrig, og spurgte til sidst Torleif den kloge, hvad der kunne gøres ved det. Torleif tilrådede ham at lægge sig til at sove i svinestien, så var han sikker på at drømme. Kongen gjorde det, og drømte, at han havde det flotteste hår af alle mænd. Det faldt i lokker i alle længder og alle mulige farver, men én lok overgik dem alle med hensyn til skønhed, glans og størrelse. Torleif tydede drømmen til, at Halvdan skulle få mange efterkommere, og én større og ædlere end alle de andre, dvs. kong Olav den Hellige.[28]

Det sidste sagn om Hårfager er fortællingen om, hvordan han sendte sin hirdmand Hauk Højbrog[29] med Håkon den gode til kong Æthelstan i London til opfostring. Angiveligt havde Æthelstans udsending fået kong Harald til at tage hans sværd og derved gøre sig til Æthelstans vasal. Så overlistede Harald den engelske konge ved at få ham til at opfostre Haralds søn, "for det siges, at den har mindre rang, der opfostrer et barn for en anden".[30] Men det er helt uhistorisk, for det var ingen skam for Æthelstan at tage kongesønner ind til opfostring; hans omdømme var så godt, at også franske kongesønner blev sendt til hans hof for at opfostres der.[23]

Gravsted

[redigér | rediger kildetekst]

Harald Hårfager døde "strådøden". Snorre skriver: "Kong Harald døde af alderdom i Rogaland, og han blev højlagt i Haugar ved Karmsund. I Haugesund står en kirke, og nordvest for selve kirkegården findes Harald Hårfagers høj. Vest for kirken ligger kong Haralds gravsten, som lå over hans grav i højen; den sten er tretten en halv fod lang og næsten to alen bred. Midt i højen lå kong Haralds gravsted; der blev sat én sten ved hovedet og en anden ved fødderne, og henover lå den store sten, og der blev lagt mange sten på begge sider derunder." Nationalmonumentet Haraldshaugen blev rejst ud fra beskrivelsen.[26]

Anetavle

[redigér | rediger kildetekst]
Forsøg på en mulig anetavle for Harald Hårfager, hvis oplysninger overvejende stammer fra sagaer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
32. Halfdan Hvitbein til Raumarike (søn af Olaf Tretelje)
 
 
 
 
 
 
 
16. Eisten
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
33. Åse Eistensdatter
 
 
 
 
 
 
 
8. Halfdan Guldrund og Madknap
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
34. Erik Agnersen til Vestfold (sønnesøn af Erik Sigtrygsen)
 
 
 
 
 
 
 
17. Hilde
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
35. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
4. Gudrød den Storladne, konge af Vestfold [fn 1]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Dag, konge på Vestmøre
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
9. Liv / Hlife
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
2. Halfdan Svarte
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
10. Harald Rødskæg (no), konge i Agder
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
5. Åsa
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
44. Sigurd
 
 
 
 
 
 
 
22. Ragnvald Sigurdsson, storbonde på Huseby i Lister
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
45. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
11. Gunhild Ragnvaldsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
1. Harald Hårfager
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
48. (Kong Ring 2. af Ringerike) ?
 
 
 
 
 
 
 
24. (N.N.) ?
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
12. Helge hin Hvasse til Ringerike
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
6. Sigurd Hjort af Ringerike
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
52. (Randver) ? [fn 2]
 
 
 
 
 
 
 
26. Sigurd Ring eller Sigfred [fn 3]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
53. Ingild af Svealand
 
 
 
 
 
 
 
13. Aslaug [fn 4]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. (Alvhilde) ?
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
3. Ragnhild Sigurdsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
56. Harald Hildetand
 
 
 
 
 
 
 
28. (Rørek) ? [fn 5]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
57.
 
 
 
 
 
 
 
14. Harald Klak
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. N.N.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
7. Thyrni [fn 6]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
15. N.N. (døbt 826)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Efterslægt

[redigér | rediger kildetekst]

En af de danske efterkommere skulle være dronning Bodil, som, hvis familieskabet er troværdigt, skulle være Harald Hårfagers tiptiptiptiptipoldebarn (nedstammende fra ovenfor nævnte Ålov Haraldsdatter). Fra og med dronning Bodils barnebarn Valdemar den Store skulle den danske kongeslægt altså også med nogenlunde sikkerhed kunne føres tilbage til Harald Hårfager.

Kilder

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 76), forlaget Aschehoug, Oslo 1955
  2. ^ Halvdan Svarte – sønn av Harald Hårfagre – Store norske leksikon
  3. ^ Skaldekvad
  4. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 78)
  5. ^ Egils Saga – heimskringla.no
  6. ^ a b Ólafía Einarsdóttir: "Harald Dovrefoster fra Sogn", Historisk Tidsskrift nr 2, 1971
  7. ^ Halvdan den Sortes saga – heimskringla.no
  8. ^ Rollo – Store norske leksikon
  9. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 81)
  10. ^ https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 43]
  11. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 71)
  12. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 71-72)
  13. ^ Flatøbogen
  14. ^ https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 35)
  15. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 72-77)
  16. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 75-76)
  17. ^ a b https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 24)
  18. ^ Ragnhild Eriksdatter – Norsk biografisk leksikon
  19. ^ Bjarne Kolbeinsson – Norsk biografisk leksikon
  20. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 74)
  21. ^ Charlemagne and the ring
  22. ^ https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 11)
  23. ^ a b Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 70)
  24. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 55)
  25. ^ Halvdan Koht: Harald Hårfagre (s. 80)
  26. ^ a b https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 43)
  27. ^ https://heimskringla.no/wiki/Halvdan_den_Sortes_saga (kap. 6)
  28. ^ https://heimskringla.no/wiki/Halvdan_den_Sortes_saga (kap. 7)
  29. ^ Hauk Håbrok – Store norske leksikon
  30. ^ https://heimskringla.no/wiki/Harald_Hårfagers_saga (kap. 39-40)

Fodnoter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Også kaldet Gudrød Jagtkonge og Gudrød Veidekonge
  2. ^ Forældreskabet til Sigurd Ring / Sigfred er også omtvistet. Randver er faderens navn i nogle kilder. Der meddeles ikke andet om Randver end navnet. I 1980 foreslog Poul Engelhardt i sin bog "Danerne fra fødsel til dåb", at navnet måske i virkeligheden er et kvindenavn, Ranthvere, og at hun kunne være gift med svearkongen Ingjald 2., søn af Olaf Tretelje. Det ville gøre den danske kongeslægt til en gren på svearnes mytiske første kongeslægt, Ynglingeslægten, som også Harald Hårfager hævdes at nedstamme fra. Men uanset spørgsmålet om køn, skulle Randver være barnebarn af den skånske/danske/svenske/norske konge Ivar Vidfadme samt barn af den frisiske konge Radboud.
  3. ^ Det er en standende diskussion, om Sigfred og Sigurd Ring (den første?) er én og samme person eller om der er tale om to forskellige. Er det samme person, er der naturligvis også tale om samme anerække såvel som efterslægt uanset navnet
  4. ^ Identifikationen af Aslaugs far/forældre er ikke nødvendigvis ganske entydig
  5. ^ Der er megen usikkerhed om identiteten og navnene på Harald Klaks forældre, Rørek er ét muligt forslag til faderens navn, men der er derimod stor opbakning til, at Harald Klak er barnebarn af en tidligere kong Harald. Denne tidligere kong Harald er af en del historikere og forfattere identificeret som Harald Hildetand
  6. ^ Identifikationen af Thyrnis far/forældre er ikke nødvendigvis ganske entydig

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Harald_Hårfager&oldid=11662496"